Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din” (Luk 22,41-42).
Nu var timen kommet. Ondskabens magter gjorde sig klar til at gribe og dræbe Jesus, Guds søn. Men bagom det var det Gud selv, der ville ofre sin søn. ”Det var Herrens vilje at knuse ham” (Es 53,10).
Jesus blev stillet for Guds domstol i Getsemane. Det lidelsesbæger, som Jesus skulle tage imod, var fyldt af Helvedes gru. Alle synder blev Jesu synder. Den uskyldige blev den skyldige. Jesus kom ind i den allerdybeste angst – ind under Guds vrede og dom.
Guds straf for vores synd nåede senere Jesus på Golgata kors, da han råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Her i Getsemane blev angsten så dyb for Jesus, at han svedte blod. Midt inde i Getsemane-lidelsen sagde Jesus i sin bøn: ”Far, er det muligt, så lad dette bæger gå mig forbi!” Tænk at Jesu Getsemane-kamp var så vanskelig, at han bad om, at lidelsens bæger måtte blive taget fra ham.
Derefter bad Jesus: ”Men ikke som jeg vil, kun som du vil!” Jesus bestod prøven. I Fil 2,7-9 læser vi om, hvordan Jesus bestod prøven og blev ophøjet. Han fornedrede sig og blev lydig til døden, ja til døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne.
Også en ven af Jesus kan i dag komme i angst og mærke anfægtelsens mørke. Ikke på grund af en stedfortrædende lidelse, som det var tilfældet med Jesus, men på grund af sin egen synd. Alle sande venner af Jesus har det til fælles, at de ikke kan klare sig uden Guds ord og Guds nåde i deres daglige liv – selvom de også mærker trægheden og sløvheden til at læse og høre Ordet. De undskylder eller forsvarer ikke deres synder. De giver Ordet ret, når Gud peger på deres synder. De vil ikke følge med strømmen, men vandre i Jesu fodspor. De vil leve efter Guds vilje.
Ved Guds Ånds oplysning kommer til at mærke, hvor onde, urene, lidet åndelige og splittede deres hjerter er. De har stadig deres gamle natur, kødet. Deres nye natur, ånden, som de fik gennem troen, strider mod den gamle natur, kødet.
Du tænker måske: Men kæmper jeg virkelig mod synden? Angrer jeg virkelig synden? Jeg kan jo ikke kontrollere mine syndige tanker. De samme syndige tanker kommer igen, gang på gang. Jeg falder og giver efter for synden. Jeg kan ikke tro, for der er så meget, der går skævt i mit hjerte og liv. Og så har jeg de særlige syndefald i mit liv, der gør, at jeg mister min frimodighed. Er der virkelig nåde for mig?
Svar: Netop dette viser, at du er helt fortabt i dig selv. Du har brug for Jesus.
Du spørger: Men hvordan kan jeg vide, at jeg har taget imod Jesus? Jeg er bange for, det bare er en teoretisk kristendom, jeg har.
Svar: Du finder ikke noget, der bærer eller holder hos dig selv. Men Bibelens løfteord har bærekraft. Guds løfteord holder, selvom din kristendom ikke holder. Du bliver aldrig tilfreds med din anger over synden, men formålet er at drive dig til Kristus og få dig til at stande for løfteordene i Bibelen.
Dér ved løfteordene – der har du kilden og hvilen. Holder du dig til Kristus hos hans løfteord, da er det Faderen, der med sin Ånd drager dig til Sønnen. Hos Sønnen er der liv, selvom du ikke mærker til noget liv. Du har ret til at være et Guds barn – ikke på grund af at du oplever Guds ord levende, men på grund af at Jesus døde på korset i dit sted.
Vi skal se på to af de løfteord fra Bibelen, der er blevet til trøst for mange anfægtede, og som de ofte er vendt tilbage til. Først fra Esajas’ Bog 43. Der siger Herren:
”Du besværede mig med dine synder, du plagede mig med din skyld. Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder” (Es 43,24-25).
Ja, du må i bønnen fortælle, hvordan du har det og nævne dine synder ved navn. Også dine syndige tanker må du nævne med navn for Herrens ansigt. Nævn de synder, du kommer i tanke om. Og så må du grunde på løfteord som dem fra profeten Esajas. Hvordan det end føles, så må du tage Herren på ordet. At tro er at tage Herren på ordet, uanset hvordan det føles. Ja, som Luther siger: ”At tro er at gribe om et løfteord, når det virker mest håbløst.”
Hvad siger Gud i dette løfteord fra Esajas? Jo, at Herren for sin egen skyld udsletter dine overtrædelser. Altså ikke på grund af nogen kvalitet eller oplevelse hos dig selv. For sin egen skyld sletter Herren dine overtrædelser.
Løfteordet siger også, at Gud ikke mere husker på dine synder.
Til sidst et andet ord: ”Jesu, hans søns blod, renser os for al synd” (1 Joh 1,7).
Tag Gud på ordet! Tro, som der står, og du har det, der står.
Jeg afslutter med et citat fra Hans Erik Nissens sidste andagtsbog ”Livets sejrskrans”:
”Blodets renselse er total. Ingen synd eller plet bliver tilbage, når du er berørt af Jesu Kristi blod. Der er soning for alle dine synder” (s.68).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Udgivet af
Henric Staxäng
Henric Staxäng, pastor i Evangelisk Luthersk Samling i Umeå.