I november 2015 udkom første bind af Luthers prædikener over Jesu afskedstale til sine disciple, som vi læser i Johannesevangeliet kapitel 14-16. Luthers prædikener gennemgår Jesu ord vers for vers og fører ind i den sande, evangeliske fred, som Jesus ville efterlade sine disciple. Her er grundig bibeludlægning og en klar og direkte forkyndelse til enhver, som vil føres dybere ind i Guds ord. Det følgende er et lille uddrag fra bogen (s.76-79), som kan købes på Nyt Livs lejre eller her på hjemmesiden.
Ingen kommer til Faderen uden ved mig (Joh 14,6b).
Her sammenfatter Jesus alle tre dele og udlægger med utvetydige, klare ord, hvad han mener med at kalde sig Vejen, Sandheden og Livet, nemlig at det er på den måde og med det formål, at man skal komme til Faderen. Han vil kort sagt sige: ”Jeg alene er alt. Skal nogen komme til Faderen, skal det alene ske gennem mig, der er begyndelse, midte og ende.” Men hvad vil det sige at komme til Faderen? Ikke andet end, hvad der nu er sagt så tit: Komme fra døden til Livet, fra synd og fordømmelse til uskyld og fromhed, fra jammer og hjertekval til evig glæde og salighed.
”Dette,” siger han, ”kan ingen komme på anden måde end gennem mig. For alene jeg er Vejen, Sandheden og Livet.” Det må man da kalde klar tale. Her er al lære om fortjeneste ved gerninger og egen retfærdighed fuldstændig udelukket og på det kraftigste modsagt. Her fornægtes og frasiges al anden trøst og tillid, man kan bilde sig ind at nå til Himlen med. For det hedder kort og godt: ”Ingen, ingen overhovedet, kan komme til Faderen uden ved mig.” Der er ikke noget andet skib, ikke nogen anden overfart.
Det er, hvad vi mener, når vi siger, at mennesket kun opnår dette ved troen, der holder sig til Kristus, og at ingen af vores eller noget menneskes eller helgens gerninger skal have ære og pris for det. Dog ikke sådan at forstå, at man ikke skal gøre gode gerninger, men sådan, at man for at få Guds nåde og evigt liv først må eje denne Kristus alene i troen, men derefter og ved siden af gøre gode gerninger og bevise den i kærlighed. Men der skal skelnes klart, så man ikke tillægger vores liv og gerninger den evne og fortjeneste, at de skulle kunne bringe os op til Faderen, men at de bruges til her på jorden at ære Gud, gavne næsten og hjælpe enhver.
Men når det gælder det andet liv hos Gud, da må jeg have en anden skat i hjertet, så jeg drager denne sikre slutning: ”Selvom alt slår fejl for mig og går til grunde med mig, har jeg dog den skat, der består til evig tid og ikke kan slå fejl eller gå til grunde. Den er hverken min eller noget menneskes gerning eller fortjeneste, men skyldes ham, der selv er og kaldes Vejen, Sandheden og Livet, og kun ved ham kan man komme til Faderen. Ham vil jeg blive hos, ham vil jeg leve og dø i troen på.”
Derfor vil jeg ikke høre tale om hverken munkes eller falske ånders lære om gerninger, der hermed fordømmes kraftigt, når det siges, at alt, hvad man foretager sig uden for Kristus i den hensigt, at man tror at kunne nå Himlen på den måde, så sandelig ikke er Vejen til Himlen, men lutter morderiske fælder – ikke Sandheden, men lutter falskhed og løgn, ikke Livet, men Djævelen og døden selv. Hvordan kunne man vanære, bespotte og fornægte Herren Kristus og hans ord værre end ved – trods dette klare skriftsted – at tillægge vore gerninger denne kraft og ære og fratage og fordunkle den for Kristus?
Kære ven, det er ikke gjort med vores gerninger, når så højt et mål skal nås! Hvordan skulle du kunne rose dig af din gerning og evne, hvis du skulle gå igennem et stort, vildt hav imellem kæmpebølger og vandmasser til begge sider, hvor du ikke så andet end den visse død foran dig og hverken vidste råd eller hjælp til at komme igennem, om du så pinte dig selv til døde med gode gerninger?
Sådan måtte Israels folk også slet og ret fortvivle ved al menneskelig visdom, råd og hjælp og ville aldrig have turdet vove sig igennem havet, hvis de ikke ganske enkelt havde holdt sig til Guds ord og grebet troen. Hvis ikke ordet og deres tro på det havde været til stede, havde de måttet stå og træde vande og hoppe og springe længe, før vandet havde delt sig og ladet dem slippe igennem! Så meget mindre kan vores gerninger og kræfter udrette til at fuldføre denne vandring eller overfart, da den er langt sværere og farligere end den legemlige igennem det Røde Hav dengang. For syndens byrde, Guds vrede, den evige død og Djævelen med hele Helvede hænger over dig og skyller ind over dig, mens du skal overvinde alt dette og komme sikkert igennem. Til sådan en dans hører der mere end røde sko1. Derfor må troen råde her og udrette alt alene.
Men derefter, når du ejer denne tro, skal der også følge gode gerninger efter, sådan som de må flyde ud af troen og følge den, hvis de virkelig skal være gode og gudvelbehagelige og desuden ikke kan forekomme og udføres, hvis ikke troen er der først. Sådan også med Israels børn: De gik ganske vist på deres fødder igennem havet, men måtte først have den tro i hjertet, der ledte deres fødder og fik dem til at vove sig ud i havet. Uden denne tro var de aldrig kommet igennem, om de så havde trådt vande til evig tid.
Derfor skal man ikke høre efter, når der skriges op om gode gerninger imod denne lære om troen på Kristus, idet man henviser til de skriftsteder, der kræver gode gerninger (Matt 5,7), og vil slutte heraf, at man skal blive salig ved dem. For det er jo sandt, og det siger vi også, at gode gerninger må og bør gøres. Men vi vil ikke vide af den selvlavede tilføjelse, at man kaster sig over dem med hjertets tillid og siger: ”Det er en god gerning, som Skriften kræver, derfor vil jeg blive salig ved den.” Det er at vanære Kristus, for imod det står der her kort og klart: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Nu betyder dette ord ”mig” jo ikke hvad som helst, ikke nogen gerning eller noget liv, hverken mit eller noget menneskes på jorden, heller ikke den største helgens. Det udelukker kort sagt alt, hvad der kan nævnes, som ikke er Kristus. Derfor kan ingen rose sig af at kunne komme til Faderen ved egen kraft og gode gerninger.
Her gælder det derfor om at have den rette forståelse af gode gerninger. Gud kræver gode gerninger og vil have dem gjort. Men her taler jeg om de gerninger, som Skriften kræver og roser, ikke dem, der udføres og opfindes af mennesker uden Guds ord og befaling ud fra egen fromhed eller efter eget forgodtbefindende i modsætning til de ægte, gode gerninger. Men Gud vil jo ikke have dem gjort i den hensigt at ligestille dem med Kristus og derved fratage ham hans ære, som om vi ved dem kunne opnå at komme til Faderen, hvilket jo kun Kristus selv kan. Ellers måtte dette skriftsted og hele evangeliets lære være falsk, og Kristus ville ikke gavne os noget. Men det må der tales mere om, når skriftstederne om gode gerninger behandles.
Dette er læren om den kristne tro, hvordan man skal lære Herren Kristus rigtigt at kende og forstå, hvad vi har i ham. Han vil nu selv understrege og forklare videre, hvordan vi har alt i ham, og at intet gælder for Gud uden ham eller uden for ham, og at Gud ikke vil, at vi har med ham at gøre eller erkender eller begriber hans vilje og gerning uden Kristus.
1 Ordsprog, bl.a. brugt i Tischreden.
Udgivet af
Martin Luther
Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.