I skal være hellige for mig, for jeg, Herren, er hellig, og jeg har skilt jer ud fra folkene, for at I skulle være mine (3 Mos 20,26).
”Hellighed” er vel næsten et fremmedord blandt kristne i dag? Vi har glemt, hvad det betyder, og vi har glemt, hvor basalt dette ord er for Guds menighed i Skriften. Ja, Gud definerer faktisk sin menighed som en forsamling, der skal være ”hellig“.
Men hvad er det da at være hellig? Og er det ikke lidt for alvorligt og gammeldags et ord?
Om ordet ”hellig” er gammeldags i vor nuværende tidsepoke eller anses for at være for alvorligt efter menneskelig mening – det anfægter hverken ordets betydning eller relevans. For uanset hvilken tidsepoke vi lever I, er sagen altid for Guds menighed: Hvad siger Herrens ord? Det ord, som al sand tro lever af.
Hvad det er at være hellig, svarer Gud selv på i ovenstående bibelvers – det er at være skilt ud fra verden (folkene) og indviet til mig, siger Herren. Her er vi ikke bare inde ved roden af det hebraiske ord for hellig: qadosh. Men vi er inde ved selve det at være menighed! Nemlig det at være ”kaldt ud” af den nuværende onde verden og flyttet over i Guds Søns rige, hvor vi lever som et lem på Jesus, og tilhører ham ved daglig vækst i tro på ham.
Troen på Jesus gør os hellige og skiller os samtidig fra synden, verden og djævelen. Fra før at være syndens trælle, er vi nu blevet retfærdighedens trælle (Rom 6). Vi er ikke mere syndens børn – døde for Gud! Men nu er vi døde for synden og levende for Gud, i troen på ham, som elskede os og gav sig selv hen for os.
Derfor siger Herren, at vi skal være hellige – og ikke blive hellige! For vi skal være hellige i kraft af ham og tilhørsforholdet til ham, og ikke mere os selv og synden. For Gud har skilt os ud ved sin kaldelse. Vi blev hellige ved hans erklæring. Ved hans beslutning. For Gud er selv kilden til alt helligt, og uden ham er intet helligt. Uden at Gud selv tager sig et folk til side og kalder dem sin menighed i nåde, da forbliver det folk i afgudsdyrkelse og urenhed, hvor meget man så end renser sig ifølge loven.
Da Gud første gang i verdenshistorien samlede sig et folk, en menighed på jord, gav han dem en hellig kaldelse. Ved sit ord kaldte han dem ud af verden til at være sine konger og præster. Han udskilte dem fra verden, og indviede dem til sig. Det samme forkynder Det Nye Testamente os også om evangeliets kaldelse til den nye pagts menighed: Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden (2 Tim 1,9).
Denne frelse og hellige kaldelse er evig, og derfor også den samme som Israel fik. Og den er uafhængig af dine og mine gerninger, men afhængig af Guds beslutning i Kristus.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.