Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere (Åb 21,4-5).
Der findes sange til enhver lejlighed. Sange til hjælp i anfægtelse, sange om bøn, sange til trøst, sange om synd og nåde. Og det er en rigdom, at vi har disse sange, og vi kan synge dem i menigheden, i vores hjem, og når vi samles med venner og familie. Sange, vi må synge ind i vores hjerte og hukommelse som små prædikener til glæde og styrke hver eneste dag.
Det skønneste af alt er at synge om Himlen. Synge om det håb, som vi kan læse om i Åbenbaringsbogen.
O, jeg ved et land, hvor Herren Gud
har beredt et hjem for sine kære;
og engang han sender dødens bud
for til hjemmet sine børn at bære.
Ingen nød findes der,
ingen sorg skal hjertet tære,
ingen tåre mer i Himlens land,
nej, hos Gud skal trøst og glæde være.
(SoS 343)
Når vi kigger ud i verden, undgår vi ikke at se, at sorg, skrig, pine og død fylder utroligt meget. Hvor end vi vender os, så ser vi et mørke af synd.
Og det kan jeg længe nok blive optaget og bedrøvet af. Sådan at jeg også selv fyldes af en tristhed og opgivenhed – for jeg må jo samtidig erkende, at mit eget hjerte og sind er fyldt af det samme.
Synd, som bedrøver så mange, og mest af alt min kære frelser.
Men det er så godt at læse, at en dag er det slut, og så vil den gode hyrde tørre hver en tåre af mine øjne, og så skal jeg se Jesus som vandt en evig sejr – FOR MIG!
Alt det, der er nu, skal være forsvundet – for Jesus siger: ”Se, jeg gør alting nyt.”
Og så bliver det ikke mindre stort, at vi også må synge den sandhed ind i hjertet. Som der står i sangen ”O, jeg ved et land”, så har Gud beredt et hjem for sine kære. Og engang når han sender dødens bud til dig og mig, så vil han bære os hjem.
Særligt glad er jeg for det sidste vers i sangen:
Se, der findes jo en nådeflod,
som din sjæl fra synden ren kan gøre,
rens dig der i Jesu dyre blod,
så skal han dig selv til Himlen føre!
Nådeflod! – sikke et fantastisk ord. Det er ikke bare en dispenser med håndsprit, hvor man kan være heldig, at der endnu er lidt sprit til at fjerne de værste bakterier. Nej, det er en flod af nåde, som skal skylle al min synd væk!
Og så lyder det igen: at så vil Jesus selv tage mig i hånden, og jeg må høre fra frelseren selv, at nu er jeg hans, købt så dyrt med blodet – og så føres jeg hjem til det herlige land.
Hvilken underfuld dag,
når min Jesus jeg skal se,
når for hans fod jeg knæler ned,
han, som døden for mig led.
Han mig tager i sin hånd
og leder mig til løftets land.
Hvilken herlig og underfuld dag!