Jeg ved det, Gud ...

Sange med hjertet XVI

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din tugt,
den vækker mig, når jeg din hånd vil slippe.
Tit bli’r mit hjerte stolt og vild dets flugt,
derfor du stundom må dets svingfjer klippe.

2. Jeg ved, du tugter ej med hævn og harm,
du elsker mig trods syndens vilde lyster;
jeg ved, din kærlighed er rig og varm,
ja varmest, når du mest mig gennemryster.

3. Og dog, hver gang dit revserblik mig når,
hver gang jeg under tugteråget prøves,
det synes mig, din hånd den er så hård
og trykker stærkere, end det behøves.

4. Vel er min bøn: ”O Gud, din vilje ske!”
så ofte under frejdig tro opstegen;
men tit, når jeg din vilje får at se,
jeg mærker, at jeg mente dog mig egen.

5. Da vakler jeg; jeg ved jo, du har ret,
at alt du for mig på det bedste mager,
jeg ved, du tager på mig mildt og let,
det er kun mig, der uden årsag klager.

6. O, lær mig ret at ville, hvad du vil,
hold troens vinge oppe, når den daler!
Og tugt mig kun, men giv mig nåde til
at bøje mig og tie, når du taler!

Zakarias Nielsen, 1894

Denne sang er ikke min yndlingssang. Den er heller ikke blandt de mest tydeligt evangeliske sange, som jeg, når der er åndelig tørke i mit liv, vender tilbage til for at få rettet mit blik mod Jesus. Alligevel har sangen talt stærkt til mig, fordi den sætter ord på et trosforhold, som jeg kan savne, at der prædikes, synges og i den kristne samtale tales oftere og mere klart omkring. Dette forhold er det uhyre vigtigt for min tro, at jeg har et bibelsk syn på, så det syn også former min reaktion på, hvad jeg møder af måske især svært i livet.

Det evigt gode

Tugt. Hvad har det ord at sige ind i mit trosliv?

Ordet leder mine tanker i retning af fortidens sorte skole med korporlig afstraffelse i børneopdragelsen, og mange mennesker forbinder måske heller ikke umiddelbart livet som Guds elskede barn med tugt.

At det dog har relevans for os, ser vi blandt andet i Jeremias’ bøn: ”Tugt mig, Herre, men med måde, ikke i vrede, så du udsletter mig!” (Jer 10,24).

Tidligere i kapitlet gives en nøgle til at forstå Herrens hensigt med at tugte og sende trængsler, nemlig at folk skal finde ham. At de skal vende om fra deres flugt bort fra ham, få tilgivelse for deres synder og Gud få ære. Det er i sandhed godt, når Herren tugter mig; når han tugter mig i sin barmhjertighed og afslører min synd for at omvende og frelse mig.

Alt, hvad der gør mig mere afhængig af Jesus, er godt; det er evigt godt, og denne vished går igen og betones i sangen ”Jeg ved det, Gud …”

Men hvorfor og hvordan kan det mon være godt, at min kærlige frelser ligefrem tugter mig?

Jo, jeg har selv erfaret et utal af gange, at Guds tugt er god og absolut nødvendig, fordi jeg flygter fra Gud. Om og om igen. Jeg slipper Guds hånd og følger, hvad mit syndige hjerte lokkes af. I stolthed, begær og bedragerisk bedrevidenhed river mit hjerte sig oprørsk løs fra Gud og løber en vild flugt lige ud i det, som Gud ved, vil ende med min sjæls fortabelse. Gud har i sin nåde gang på gang på gang afsløret mig og mit hjertes dagsorden – at jeg har så mange andre elskere, som jeg forsvarer og vil følge frem for Gud; så meget, som jeg blindt stoler på vil gøre mig lykkelig.

Og så har Gud sat en stopklods. Nogle gange tydeligt i ydre, svære omstændigheder og altid i en indre afsløring af og dom over synden. Gud har vist mig mit bundløse syndefordærv i hele mit oprør; i al min hidsighed, utålmodighed, egenkærlighed, stædighed, modvilje osv. over for andre, over for Guds ord, over for Gud selv. Og hver gang er det så ydmygende og sårende for kødet – det skal jo dø. Men det er liv og frihed for ånden, for ”jeg ved, din [Guds] kærlighed er rig og varm, ja varmest, når du mest mig gennemryster”. Også da er det Guds hensigt at omvende, rejse og rense mig for synden og lade mig erfare sin dybe, varme kærlighed.

Det kan jeg vidne om. Gennem mit liv har Gud forskånet mig for så meget ondt og været ubegribelig og ufortjent god imod mig. Jeg har også oplevet meget svære tider, hvor jeg erfarede, at intet menneske, ingen ejendom eller stilling her på jorden kan gøre mig evigt lykkelig. Det kan kun Gud, og det gjorde han. De svære tider blev blandt de rigeste, hvor Gud brugte det svære til at føre mig ind i et mere nært afhængighedsforhold til ham.

Der er mange dejlige ting, mennesker og oplevelser her på jorden, men de giver ikke en varig og fuldkommen lykke. Det gør kun Gud.

Guds vilje – og min vilje

De skatte, Gud rakte mig i mørket, tror jeg ikke, jeg ville have fundet eller taget imod, hvis livet var let. Tugten er nødvendig, for at min tro holdes i live og vokser.

Det kan jeg dog aldrig selv indse, og det aspekt beskriver sangen: Jeg synes, Guds tugt er alt for streng og unødvendig.

Efterhånden har jeg jo lært lektien og ”kan godt selv”. Jeg har forstået, at jeg frelses for Jesu skyld alene, og at lykken alene er i livet tæt med Kristus. Men der er det med det lille ord ”ved” her i sangen, at det har dobbelt betydning. Jeg må for egen del sige: ”Ja, jeg ved det” – og samtidigt: ”Nej, jeg ved det jo slet ikke!” Min forstand kan en del af troens teorier, men mit hjerte og min vilje piler i stik modsatte retning af Guds vilje.

Selv i min mest alvorlige bøn med oprigtigt ønske om at Guds vilje må ske, mener jeg det samtidigt ofte kun, hvis Guds vilje er den samme som min. Jeg er mistroisk, for hvad kan Gud finde på at sende mig? Og hvad sker der mon, hvis jeg ligefrem beder om tugt?

Men Gud er ikke lunefuld. ”Jeg véd jo, at han har ret, at alt han for mig på det bedste mager.” Og det ved jeg på bibelsk grund.

I mødet med min svenske familie er jeg blevet glad for den svenske oversættelse af Salme 145, som i vers 13 har et vers b (fundet i Dødehavsrullerne). Det lyder sådan: ”HERREN är trofast i allt han säger och kärleksfull i allt han gör.” Og vers 17: ”HERREN är rättfärdig i alla sina väger och nådig i allt han gör.”

Er Gud trofast, kærlig, retfærdig og nådig, også når han tugter mig? Ja, det siger hans ord! Han forlader mig ikke, selv om det kan føles sådan. Han er selv skatten i mørket!

Fri for Guds tugt?

Vi har alle noget, vi ønsker, skal ske, og andet, vi ønsker os fri for. Du ved, hvad det er i dit liv.

Jeg erfarer Guds tugt på punkter i mit liv, hvor jeg ikke får det, som jeg gerne vil have det. Men allermest oplever jeg nok tugten, når Gud kalder mig til omvendelse i en situation, hvor synden har lagt hårdt beslag på mit hjerte, og jeg ikke vil opgive min egen vilje.

Åh, hvor det slider og strider i mig! Det gør ondt, kristenlivet føles som en spændetrøje, og jeg tænker, om det dog skal være så hårdt at være kristen?

For tiden læser jeg en bog om Lina Sandells liv. I lighed med alle troens folk, der har fået lov til at modtage store rigdomme fra Gud, beskriver Sandell den modgang og de svære åndelige kampe, som hun oplevede, og hun vidner: ”Hver smerte er en gylden nøgle til en af Guds skatte.”

Hvordan ser jeg på mit liv? Vil jeg undvige Guds tugt og dermed den skat, han har i vente til mig? Vil jeg gå glip af et inderligere kendskab til og fællesskab med Jesus, eller er jeg villig til at bøje mig for ham, også når han tugter mig?

Af og til er jeg så forblændet og tænker, at jeg kan nøjes med at være en kristen, der ”bare” bliver frelst uden at høre til i ”eliten” af hellige, der ofte prøves hårdt.

Tanken afslører, hvordan mit åndelige syn sløres, når jeg bevæger mig væk fra Guds ord og nærheden med ham. Jeg mister synet for, at Gud er den absolut eneste kilde til liv og ægte godhed; at jeg ikke kan komme ham nær nok, og så forsøger jeg at sikre mit liv og styre det uden om alt smertefuldt.

Jeg tager så ofte grueligt fejl af Guds tugt og glemmer, at den tjener som bevis på mit sande tilhørsforhold og barnekår hos Gud:

”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far? Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner (…) Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den” (Hebr 12,5-8; 10b-11).

Derfor vil jeg ikke frabede mig Guds tugt, men i stedet driste mig til at takke for den og dens himmelske formål og bede Gud:

”Tugt mig kun, men giv mig nåde til at bøje mig og tie, når du taler! Giv mig nåde til at bøje mig og tie, når du taler din anklage og dom over min synd – for Gud, du har ret, og jeg er skyldig. Og giv mig nåde til at bøje mig, tie, tro og takke, når du taler dit evangelium og forkynder, at Jesu blod renser mig for al synd. At jeg har min frelse i Jesus alene!”

I Jesu fårefold

Vores forhold til Guds tugt kan blive lovisk. Det sker, når vi på en helt bagvendt måde søger den og berømmer os af den som om, den er et tegn på, at vi er noget særligt i Guds øjne.

Modsat kan vi også blive så bange for, hvilken modgang der kan møde os.

I den sammenhæng har jeg fundet stor trøst og hvile i denne beskrivelse af Jesus og hans gerning: ”For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand” (1 Pet 2,25).

Som får i Jesu fold er jeg under opsyn og ledelse af den gode hyrde. Hen kender mit oprørske hjerte og min uforstandighed, og han kender farerne i og omkring mig. Han sender mig kun, hvad der er evigt godt og nødvendigt af tugt og opmuntring, for at jeg skal blive frelst og nå himmelmålet. Jeg ved, at bliver jeg frelst, skyldes det Jesus fra først til sidst.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2017. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Tabita Bech Nilsson

Tabita Bech Nilsson, Herning, lærer.