I Lukas 11 læser vi, at en af disciplene sagde til Jesus: Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det. Han sagde til dem: ”Når I beder, skal I sige: Fader.”
Og så lærte Jesus dem at bede Fadervor. Disciplene var jo formentlig vant til at bruge ritualbønner, bøn til bestemte tider osv. Jesus bad på en helt anden måde. Han tiltalte Gud som sin far. Når disciplene bad, følte de formentlig afstand til Gud. ”Jesus, lær os at bede.”
Hvem vil ikke gerne lære at bede? Disciplene gik ikke forgæves til Jesus med deres spørgsmål, med deres bøn. De fik et helt konkret svar. Jesus svarer med at bede en bøn for disciplene, nemlig den bøn, som vi kalder Herrens bøn eller Jesu egen bøn. ”Når I beder, skal I sige: Fader!” Eller som der står i Matthæus 6: ”Vor Fader!”
Gad vist, hvordan det har lydt i disciplens øre, når Jesus sagde, at de må kalde Gud for Far? Var Gud ikke den højt ophøjede, den Hellige, som man ikke nærmer sig uden videre, og hvis navn man ikke måtte eller kunne udtale?
Jesus var engang nær blevet slået ihjel, da han kaldte Gud sin far (Joh 5.18.). Gud, er det ikke ham, der er stor og mægtig og har skabt universet? Som har skabt dig og mig? Ham, om hvem der står, at ingen kan se Gud og leve?
Jo, det er ham, om hvem Jesus siger, at han er ”min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud”. Vor Far – det må vi kalde ham for Jesu skyld. Ja tænk, alle, som tager imod Jesus, giver han ret til at være ”Guds børn”!
Retten til fortabelsen skal vi ikke tilkæmpe os, den har vi i os selv, og retten til at være Guds børn har vi heller ikke i os selv, men den har Jesus vundet til os ved sin død på korset, hvor han betalte for alle vore synder. Han gav os ret til at blive Guds børn. Han gav os ret til at bede til vor Far, som vi må vende os til under alle forhold. Ham, der har al magt i Himmel og på jord, ham må vi vende os til for Jesu skyld. Den ret har ethvert Guds barn.
Det er ham, vi må bede til om det daglige brød, bede til om forladelse for vor skyld. Det er ham, vi må bede om ikke at blive ledt i fristelse, så vi falder bort fra ham. Det er ham, du må udøse dit hjerte for og tale med om alle ting. Og han har lovet at høre din bøn, ja, ikke blot at høre, men også give, hvad vi beder om. Det løfte giver han hele to gange, den sidste aften, han er sammen med sine disciple (Joh 15+16).
Men – Guds svar kan godt blive forskelligt fra det, vi forventer. For hvis vi fik alle vore bønner opfyldt, som vi gerne vil, så er det ikke sikkert, at det ville blive til virkelig hjælp for os på vandringen frem mod målet. Den situation kendte Paulus til. Han bad engang Gud om at fjerne noget i hans liv, som han kaldte en torn i kødet. ‘Tag tornen fra mig, om jeg fortsat skal stå i en krævende og opslidende tjeneste for evangeliet, så vil jeg blive langt bedre i stand til at tjene dig.’ Det var en god og relevant bøn, velovervejet.
Blev han bønhørt? Ja. Fik han, hvad han bad om? Nej. Men han fik et svar, der lød: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”
Vi har sikkert alle haft vanskeligheder med, at Gud ikke opfylder vore bønner, sådan som vi ønsker. Om vi får vore bønner opfyldt, sådan som vi gerne vil have det, eller vi ikke gør det, så er Gud dog vor Far. Om vi synes, at Gud tier og er tavs og ikke svarer os, så er han dog vor Far. Han kender os og ved under alle forhold, hvad der tjener os bedst.
Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver.
Og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.
Udgivet af
Christian Lund
Christian Lund, pensionist, Hillerød.