Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? (Luk 18,8).
Det uventede, pludselige spørgsmål fra Jesus har uden tvivl brændt sig ind i disciplenes hjerter. Men aldrig har det haft et mere indtrængende og konfronterende budskab, end det har i dag. For aldrig har dommens dag været os nærmere end lige nu.
Statistisk set…
Det burde være mere påtrængende end nogensinde. Men en kynisk statistik drejer tingene i en anden retning. Den tænker i stedet: Sådan her var det også i generationerne før os. De levede i håbet og i frygten. De hørte på den ene dommedagsprædiken efter den anden. De var overbeviste om, at de levede i de sidste tider. Men de blev skuffede. Dommedagsprofeterne blev til skamme.
Spotten skal tage til i de sidste tider: ”Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse,” lyder det hånligt (2 Pet 3,4). Og når den røst lyder i verden; når mennesker i tiltagende grad vil blive ”egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån” (osv. i 2 Tim 3,2ff), så talen om Jesu genkomst klinger mere og mere naiv og mytologisk – så vil det også forplante sig til de troende.
For som det gjaldt for disciplene i Getsemane, sådan gælder det for os i dag: Kødet er skrøbeligt. Vores øjenlåg er tunge og har en uimodståelig trang til at glide i, mens vi venter. Statistikkerne og stand-up’erne kan hypnotisere os ind i kynisk materialisme og lalleglad ligegyldighed. Den ene dag spiser den anden i bedøvende pendulfart. Og Jesus virker så fjern …
Håb
Men han er nær. Jesus har ikke givet noget præcist tidspunkt for sin genkomst. Ikke engang et cirka-årstal. Men han har sagt sit ”jeg kommer snart”, fordi han ville, at det budskab skulle brænde som en uudslukkelig flamme i menighedens hjerte gennem alle tider.
Jesus vil, at håbet om hans snarlige genkomst skal fylde kirken. Ikke som en perifer og flyvsk begivenhed langt ude i fremtiden, som man altid kan tage til den tid. Men som bryllupstankerne fylder i forlovede hjerter.
”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!” ønsker Paulus for menigheden i Rom (Rom 15,13). Og jeg tror, det ønske og den bøn er vigtigere nu end nogensinde. At håbet må få plads i vores hjerter. At vi hver dag må vande og gøde det med Guds ord.
For det vokser ikke af sig selv; af sig selv vokser kun den virkelighed, der strømmer os i møde gennem alle daglige synsindtryk fra arbejdet, fjernsynet osv. Nej, det er Helligåndens kraft, der må kurere den jordbundne og materialistiske blindhed, så vi får troens øjne op og kan se os selv som Jesu brud på vej mod et liv i fuldendt lykke og kærlighed, uden synd og død og sygdom. Ikke bare som et punkt i det fjerne. Men som den evige bryllupsfest, der kan bryde frem hvert øjeblik.
Usandsynligt? Ja, siger Peter. Nøjagtigt lige så usandsynligt som da syndfloden buldrede frem og rev alle dem med sig, der havde gjort nar af Noas tåbelige skib. Og han fortsætter med at opmuntre os, der er et par årtusinder fra ordene om Jesu snarlige genkomst: ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,8f.).
Falske forhåbninger
Jesus vil, at håbet skal fylde og give trøst og styrke.
Men der er også en anden tone i Jesu råb. En alvorstone som må lyde med lige så stor kraft til menighedens samlinger, hvor retfærdige og uretfærdige sidder side om side.
”Ve dem, der længes efter Herrens dag!” råber Amos med Guds røst til de fortrøstningsfulde israelitter. ”Hvad vil I dog med Herrens dag? Den er mørke, ikke lys.” Og han afbryder den glade lovsang: ”Fri mig for lyden af dine sange, dine harpers klang vil jeg ikke høre!” (Am 5,18.23).
Hvordan kan det gå til? Jamen Herre, Herre! Vi var da lige i gang med at lovsynge dit navn? Alle har da altid regnet os for kristne?
Jesu svar er noget af det mest ubærlige i hele Bibelen: ”Da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,23).
Det er ubærligt. Men det er sagt af ham, som gik i døden for at undgå at skulle sige de ord. Ham der mere end nogen anden jubler af fryd, når en synder omvender sig. Ham der går i forbøn for os i himlen. Han sagde os disse ord på forhånd, for at vi skulle kende og frygte fortabelsens forfærdelige mulighed, men søge frelsen i ham.
Jesus vil, at vi skal glæde os til bryllupsfesten. Men han vil også – og på grund af hans store kærlighed fylder den tone mere i hans forkyndelse – at vi skal stilles over for livets alvor i det åbne spørgsmål: Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?
”Jeg kommer snart”, lover han.
Med det for øje er der grund til at følge salmistens ord: ”Fryd jer med bæven!” (Sl 2,12).
Artiklen er en let bearbejdet version af en artikel bragt i Budskabet 1-2010.