Mennesker, jeg mødte
Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.
Under krigen kom alle slags soldater i kortere eller længere tid til Essen. Blandt dem var der kristne, som på en eller anden måde havde hørt om mig og opsøgte mig.
Gennem den slags besøg opstod der med tiden en soldatergruppe, som på en bestemt ugedag samledes i min lejlighed. Vi studerede Guds ord sammen og delte vores åndelige erfaringer med hinanden, og afslutningsvis holdt vi nadver med de smuler, der var tildelt os.
Selvom der var en stadig udskiftning i gruppen, var der dog et stærkt fællesskab. Det, som vi delte sammen den aften, stod for os alle som en skøn oase midt i krigens ørken.
En dag kom der en midaldrende mand til os. Hans sprog røbede straks, at han var fra Bayern. Han havde et stille, fint, tilbageholdende væsen. Først efter nogen tid fandt vi ud af, at han var en højtuddannet mand, som havde været igennem særdeles svære tider. På grund af sin frimodige bekendelse af sin kristne tro havde han i lang tid siddet i koncentrationslejr. Da man endeligt løslod ham, blev han straks indkaldt til militæret. Hans brutale overordnede behandlede ham som en mistænkelig koncentrationslejrfange. Og det havde nok fået ham til at forholde sig stille og ikke påkalde sig opmærksomhed.
Men en aften tøede han op. Og da fortalte han om en oplevelse, som gjorde et dybt indtryk på os alle.
Han lå på en stue, hvor der kun var 10 soldater. Her gik det højrøstet for sig. Det var særligt en ung mand fra Hamborg, som førte det store ord. Han fremstod som en, der havde været igennem alle storbyens rendesten. Nu fyldte han stuen med beskidt snak om det. Det regnede med bandeord og sjofelheder. De andre gav ham et begejstret bifald. Ingen bemærkede den stille mand, som havde sin seng i et hjørne.
En dag var posten lige blevet uddelt. Soldaterne på hans stue åbnede deres pakker og læste deres breve. Også manden fra Hamburg havde fået en pakke. En eller anden pige havde tænkt på ham. Og mens han stolt fremviste indholdet – cigaretter og karameller – fortalte han pralende om sine mange erobringer.
Da kom det øjeblik, hvor den stille mand ikke mere kunne holde det ud.
Til alles overraskelse trådte han pludseligt frem og sagde langsomt og med eftertryk:
– Arme menneske. Når der kommer så meget møg ud af dig, hvordan må du så ikke se ud indeni. Jeg har ondt af dig.
Dermed gik han ud af stuen. På en underlig måde var der blevet dødsens stille, da han lukkede døren efter sig.
Han var ikke kommet langt ned ad gangen, før den anden kom løbende efter ham:
– Vent lidt!
– Hvad er der?
– Du sagde før, at du havde ondt af mig. Det er der aldrig nogen, der før har sagt. Det lyder – ja, hvordan skal jeg sige det – det lyder, som om jeg har en værdi. Men jeg forstår ikke… Hvad mente du egentlig med det, du sagde?
Den stille mand blev stående. Og så sagde han igen med eftertryk:
– Gud har villet noget med dig. Du er skabt af ham. Og så er du endt i sådan et svineri. Jeg har ondt af dig. Ja, når jeg tænker på, hvad Gud ville med dig, kan jeg kun sige: Jeg har ondt af dig.
Straks efter skulle man træde an til appel. Den stille mand gik til sin plads. Idet rækkerne af soldater formede sig, mærkede han pludselig, at en bagfra greb hans hånd. Og så blev en karamel trykket ind i hans hånd. Da han kiggede tilbage, så han den grove mand fra Hamburg stå der.
Men der var ikke tid til at snakke. Først da appellen var forbi, spurgte den stille mand:
– Hvorfor er du god imod mig? Jeg har jo talt helt ligeud til dig?
Da røg det du af den anden:
– Du er den eneste, der i hele mit liv har taget mig alvorligt. Du har talt til mig, som om jeg kunne have værdi.
Sådan fortalte den stille mand i vores soldaterkreds. I lang tid var der ingen, der sagde et ord. Jeg tror, vi tænkte på, at de fleste mennesker – som denne mand fra Hamburg – bærer en maske for at skjule, hvad de egentlig bærer på af nød og længsel.
Til sidst spurgte en af os:
– Hvordan gik det med ham?
Den stille mand smilede.
– Nu er vi venner. Ja, mere end det: Vi er brødre. Vi læser Bibelen sammen. Min ven har fundet den Herre Jesus og ved, at han er hans frelser. Ind imellem prøver hans gamle pralende væsen at sætte sig igennem. Men så bliver han med det samme forskrækket og siger det til mig. Og i hans blik kan jeg læse spørgsmålet: Tror du, at Jesus stadig har tålmodighed med mig? Men vi ved begge to, at vi lever af hans tålmodighed.
Nu har jeg ikke længere kontakt med den stille mand. Jeg ved ikke engang, om han lever eller er død. Måske er han begravet et sted i Rusland. Når verdenshistorien berettes, bliver der ikke fortalt om en som ham. Men jeg mener, at i evighedens lys er historien om den stille mand og manden fra Hamburg vigtigere og mere betydningsfuld end alle den frygtelige krigs store slag.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".