Jeg har begået en stor synd (1 Krøn 21,8).
Det er kong David, der siger det. Gud havde givet David ro og fred for alle hans fjender, og David blev mægtig. I sit hovmod fik han Joab til at tælle folket. Da kom Guds dom over David. Gud sendte pest over folket, og David fik at se, hvor lille han var. Da bekendte David sin synd og råbte til Herren om nåde. Han ofrede til Herren, og Herren standsede pesten. Offerstedet blev sted for templet, hvor Gud gav folket blodet på alteret til soning for synden. Det pegede frem mod ham, som i sin tid blev gjort til skyldoffer og bar straffen for vores synd. I ham er der frelse fra synden og Guds vrede!
Vi har begået store synder. Og vi har gjort det med et hovmod, der er langt stærkere og frækkere end hos David. Vi har trodset Gud lige op i hans åbne ansigt, i foragt har vi trådt hans ord og bud under fode. Vi ved bedre – uanset om det gælder Guds ords sandhed eller hans skabelsesordninger. Vi lever jo trods alt i 2020, i evolutionslærens, ligestillingens og den frie seksualitets tid! Kom ikke til os med Guds ord og bud! Hvem kan rokke ved vores indsigt og forstand? Skulle der findes kundskab hos Den Højeste?
Ja, sådan taler vi i vores overmod. Og det gælder os alle, både politikere, præster og biskopper, forkyndere og menigheder.
Da hjemsøger Gud os med en lillebitte organisme og viser det stolte menneske, hvor lille og magtesløst det er. Vi gribes af rådløshed og rædsel. Men vi gør ikke som David. Vi slår os ikke for brystet og råber om nåde og barmhjertighed. Der er knapt nok nogen, der tænker på Gud – at han skulle have noget med det alt sammen at gøre. Og det selvom Gud fra Syndefaldets dag har rejst naturen imod os og vores synd for at vække til erkendelse og virke omvendelse:
”Hvis I forkaster min love og vrager mine retsregler, og ikke følger alle mine anbefalinger, men bryder min pagt, da vil jeg til gengæld gøre sådan ved jer: Jeg vil hjemsøge jer med rædsler, svindsot og feber, der slukker lyset i jeres øjne og tager livskraften fra jer” (3 Mos 26,15-16, jf. Åb 6,8).
Men vi bekender ikke vores synd. Vi tager ikke vores tilflugt til Jesus, som blev vores skyldoffer. Nej, vi råber på regering og sundhedsmyndigheder. Vi råber på tiltag og penge. Og det eneste, vi siger, er, at vi må huske at vaske hænderne og holde afstand, tage ansvar for hinanden. Og det er jo godt og sandt, så langt det rækker, for dette liv.
Men har vi ikke noget at sige om vores synd og vores oprør mod Gud? Har vi ikke noget at sige til omvendelse og frelse fra Guds evige dom og vrede?
”Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte” (Luk 12,5).
Oversættelse: Henrik Gren Hansen.
Udgivet af
Per Bergene Holm
Per Bergene Holm, rektor og timelærer ved Bibeleskolen på Fossnes, Norge.