Mennesker, jeg mødte
Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.
Lige netop den sætning kan ødelægge mit humør helt.
Hvor ofte har jeg ikke oplevet, at et menneske, for hvem jeg har forkyndt evangeliet, venligt har vinket mig af med ordene:
– Jeg har efterlevet den religion, jeg fik med hjemmefra: Gør det rette, og skyld ikke nogen noget.
Når jeg har hørt det, har jeg sjældent kunne holde mig tilbage, men har protesteret:
– Det er den tåbeligste religion, jeg kender. For det første er det religion uden Gud. For det andet er det ganske enkelt ikke sandt.
Den anden har som regel smilet, som om han ville sige:
– Det kan godt være, du har ret. Men det er det nemmeste for mig at holde mig til det her.
Og så er der som regel ikke mere at gøre.
Men én gang har jeg været vidne til, at Gud lod en sådan selvretfærdig synder falde ned fra sin høje piedestal. Den mand, som det drejer sig om, er for længst gået ind til den evige hvile, så jeg kan roligt fortælle historien.
Jeg har set så meget falde sammen og gå i stykker. Et kejserrige, en republik og en totalitær stat. Men denne sætning er blevet stående: Jeg gør det rette og skylder ikke nogen noget. Den er blevet stående i et folk, der i højere grad end andre folk har set, hvordan mennesket egentlig er. Men hvem kan undre sig over det? Allerede farisæerne på Jesu tid sagde sådan.
Men nu historien.
Jeg besøgte ofte en gammel mand på et alderdomshjem. Han var en gudløs, forhærdet fyr. Lige meget hvad jeg fortalte ham fra Bibelen, var det som at slå vand på en gås.
En dag, da jeg igen trådte ind i hans værelse, lå han i sengen.
– Hvad, er De syg? spurgte jeg.
Han svarede gnavent:
– Når man er 75, kan man dø i fred.
– Vent lidt, svarede jeg, det passer ikke. Om man kan dø i fred, har ikke noget med alder at gøre. Jeg har set en ung fyr på 14 år dø i fred. Og jeg har set en gammel synder gå bort helt fortvivlet over sin synd. Nej, det har ikke noget med alder at gøre. Det afhænger af, om man har fred med Gud.
Han så lidt usikkert på mig. Så kørte han løs.
– Fred med Gud. Det har jeg. Jeg har ikke noget imod Gud. Og jeg har levet efter mit valgsprog: Gør det rette, og skyld ikke nogen noget. Jeg har ikke stjålet fra nogen. Jeg har aldrig gjort nogen uret …
Mens han opregnede alle sine gode gerninger, lå han og bevægede sine hænder hen over dynen. Det var ligesom om, han ville skrabe alle sine gode meninger og gerninger sammen i en dynge og give dem til Gud.
Han blev ved med at fortælle, mens hans hænder omhyggeligt skrabede den usynlige dynge sammen …
– Jeg har ikke været voldelig i mit hjem; jeg har altid været en god kollega på min arbejdsplads; jeg har …
Endelig holdt han op.
– Min gode mand, sagde jeg. Det lyder virkelig fantastisk. At De kan træde frem for Gud som så fint og godt et menneske. Det har jeg ingen mulighed for. Når jeg tænker tilbage på mit liv, så bliver jeg ulykkelig over, så ofte jeg har svigtet. Hvor tit jeg har overtrådt Guds bud. Hvor ofte jeg er kommet til kort i min kærlighed. Hvor ofte jeg har såret og skadet mine omgivelser med mit lunefulde humør. Jeg har meget skyld. Det er derfor, jeg er så glad for, at jeg har en frelser, som er død for mig på korset, og som har forsonet mig fortabte menneske med Gud. Ja, denne frelser er mit eneste håb.
Et øjeblik var der helt stille i værelset. Så sukkede den gamle dybt og sagde:
– Ja, når jeg nu tænker rigtigt efter, så har mit liv måske ikke altid været, som det skulle…
– Hvad mener De med det, spurgte jeg. For lidt siden mente De, at deres liv havde været præcist, som det skulle være, og at De kunne bestå for Guds domstol med det.
– Ja… sagde han tøvende, men hvis man nu kigger rigtigt grundigt på sit liv, så…
– Sig det bare, sagde jeg, og få lettet Deres samvittighed.
Dermed fulgte et skriftemål, hvis indhold kun Gud skal vide. Men da den gamle var færdig, havde et bjerg af skyld og synd rejst sig; et bjerg, hvis indhold kunne ryste selv en erfaren præst.
Jeg knælede ved sengen, og vi bragte dette bjerg af skyld frem for Gud.
Da vi havde gjort det, kunne jeg sige til ham:
– Nu skal De se op til frelseren på korset. Straffen er kommet over ham, for at vi kan have fred.
Da jeg gik, fornemmede jeg, at han lå tilbage med et dybt uroligt hjerte. Da jeg få dage senere kom igen, fandt jeg en forvandlet mand. Nu havde hans hjerte fundet ham, der var kommet til verden for at frelse syndere.
Som et benådet og af Gud modtaget og med Gud forsonet menneske gik han året efter fredfyldt ind i evigheden.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".