Jeg går til Himlen, hvor jeg går - om Hans Adolph Brorson

Hans Adolph Brorson er den tredjemest repræsenterede digter i Den Danske Salmebog. Hans salmer er kendetegnede ved at være inderlige, gribende og personlige. Brorson er ydermere et af de mennesker, som blev prøvet meget på det menneskelige plan. Alligevel har vi hans salmers vidnesbyrd om en tro, som knytter sig stærkere og stærkere til Kristus, jo mere den bliver prøvet: ”Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste¹.”

H.A. Brorson er også blevet kaldt ”det indre livs digter“. Hans salmer har en stærk og klar vækkende tone, som vi på alle måder har brug for i dag, og man kan kun beklage, hvis hans salmer ikke synges meget mere. De er, som en har sagt, ”en lærebog i troen, blot på vers”.

Ungdom og omvendelse

Hans Adolph Brorson blev født d. 20 juni 1694 i en præstegård i Randerup, Sønderjylland, som yngste dreng af tre. Hans far dør, da Brorson er omkring ti år, og kort efter gifter hans mor sig med den nye præst i præstegården Oluf Holbek, som forinden havde været huslærer for drengene i hjemmet.

Da Brorson er 15 år, begynder hans studietid, først på Ribe Katedralskole og derefter på teologistudiet i København. Brorson følges hele vejen med sine brødre, som også studerer teologi, men han har sværere end sine brødre ved at samle sig om studierne og arbejde målbevidst med teologien. Dertil kommer, at han i en periode er plaget af sygdom. Han dumper desværre sin teologieksamen og må tage tilbage til Sønderjylland uden eksamensbevis. Han er da 22 år.

Her bor han en tid både hos sin mor og stedfar og hos sin bror Nicolai, som på det tidspunkt er blevet præst i Bedsted. Endelig får han plads som huslærer hos sin morbror i Løgumkloster. Her skal han være lærer for sin fætter og kusine.

Tiden i Løgumkloster bringer ham for alvor i kontakt med den pietistiske vækkelse, som bredte sig til Danmark fra Halle i Tyskland i de år. I nabokirkerne Øster Højst og Bedsted møder han en levende og vækkende forkyndelse. Kirkerne er fulde søndag efter søndag, og også Hans Adolph lytter til disse nye toner om synd og nåde, dom og frelse. Der bliver kamp i hans sind, og han begynder selv at fordybe sig mere i den hellige Skrift.

I sin livsbeskrivelse Vita, som han skrev i forbindelse med hans vielse til biskop, beskriver han dette møde med Guds ord: ”Ved den tiid begyndte hand (Brorson) at faae meere indsigt i den sande christendoms beskaffenhed, under adskillige fristelser, i uophørlige bønner og aandelige betragtninger at smage evangelii sødhed.”

Senere beskriver Brorson også sin omvendelse på denne måde: ”Onde vi vare og døde som stene, hårde i hjertet som marmor og stål” (…) Troen brød gennem al angestens pile, fandt under korset sit fristed til hvile, halleluja”.

Kampen blev vendt til fred, og der blev lovsang i Himlen over det fortabte får, som blev fundet: ”Himlens hele forsamling tog på: Amen! Halleluja! Sejren er vundet, Jesus sit får det fortabte har fundet. Halleluja, halleluja!²”

Præst i Sønderjylland

Da Brorson havde været huslærer i fire år, døde hans stedfar. Embedet som præst i Randerup var nu frit, og han blev opfordret til at vende tilbage til sin barndomsby som præst.

Efter at have færdiggjort sin uddannelse i København på kun to måneder, blev han ordineret som præst i Ribe Domkirke, og kort tid efter giftede han sig med sin unge elev og kusine Katrine, som kun var seksten år.

Brorson blev i Randerup Kirke i otte år. I den tid fik han seks børn, men sorgen holdt sit indtog i hjemmet, da tre af børnene døde som små.

I 1729 tiltrådte han en stilling som ”dansk og tredje præst” i Tønder for det mindretal, der ikke talte tysk. Her skulle han arbejde sammen med provst Johann Hermann Schrader, som var en af Sønderjyllands store pietistiske røster. Schrader var desuden også salmedigter og udgav på det tidspunkt en omfangsrig tysk salmebog med 1157 salmer, hvoraf 23 var hans egne. Brorson oversatte senere flere af hans salmer til dansk, blandt andet ”Jesus, han er syndres ven”.

Højst sandsynligt har Brorson været inspireret af den ældre provst, for det er her i Tønder, at han for alvor begynder at skrive salmer. Der synges tyske salmer i kirkerne, og Brorson får nød for, at flere skal kende danske salmer og have mulighed for at synge på deres eget modersmål. Det bliver startskuddet til et omfattende forfatterskab.

Gråd og dybe sukke

De allerførste af Brorsons salmer samler han i et lille julehæfte i 1732. Her finder vi blandt andet nogle af de mest elskede julesalmer: ”I denne søde juletid”, ”Mit hjerte altid vanker”, Her kommer Jesus dine små”, og ikke mindst ”Den yndigste rose er funden”. På titelbladet stod der: ”Nogle julepsalmer, Gud til ære og christne sjæle, især sin elskelige menighed, til opmuntring til den forestående glædelige julefest, eenfoldig og i hast sammenskrevne af H.A.B.“

Det er tydeligt, når man læser disse salmer, at de har en inderlighed og længsel efter Jesus. Man mærker en mand, som henter sin styrke i evangeliet om korset, uanset hvad livet på jorden vil byde ham:

”Og blandes end min frydesang med gråd og dybe sukke, så skal dog korsets hårde tvang mig aldrig munden lukke; når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens harpe stemt, at den kan bedre klinge; og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest for glæde har at bringe³.”

Familien Brorson blev da heller ikke forskånet for ”gråd og dybe sukke”. Endnu tre børn blev født i hjemmet, men de blev hårdt ramt, da deres ældste dreng på tolv år pludselig blev sindssyg og samtidig lam i underkroppen. Store muligheder for hjælp var der ikke på den tid, og derfor blev der indrettet et lille rum på loftet med jernstænger for dør og vinduer. Her boede Nicolai Brorson i tyve år.

Det må have været ualmindeligt smerteligt at være far og se sin søn indespærret på den måde. Denne smerte over jordelivets prøvelser kommer igen og igen frem i hans salmer: ”Skulle jeg en kristen være og ej tage korset? – Nej. Være det min største ære: din forsmædelse at bære! Derfor spar, o Jesus kære, på det rette kors da ej! Skulle jeg en kristen være og ej tage korset? – Nej!⁴”

Samme tema tages op i salmen ”Jeg går i fare, hvor jeg går”⁵, hvor kristenlivets dobbelthed illustreres ved de første strofer i hvert vers: ”Jeg går i fare, hvor jeg går”, ”Jeg går i trængsel, hvor jeg går”, ”Jeg går til døden, hvor jeg går” og dernæst: ”Jeg går blandt engle, hvor jeg går”, ”Jeg går med Jesus, hvor jeg går”, ”Jeg går til Himlen, hvor jeg går”. De tre sidste vers bliver en troens triumf sat op over for de tre første. Hvor herligt: ”Slet intet Satans magt formår (…) Frimodig da mit hjerte!”

Himmellængsel

I 1737 udnævnes Hans Adolf Brorson til stiftsprovst i Ribe, og nu får han travlt. Så travlt at det er småt med salmeskrivningen. Men det lykkes ham dog at få udgivet den salmebog, der står som hans livsværk: Troens rare klenodie. Den indeholdt 257 salmer.

1741 bliver Brorson udnævnt til biskop i Ribe. Kort derefter føder Katrine deres 13. barn, som er dødfødt ligesom flere tidligere. Umiddelbart efter fødslen dør Katrine. Hun blev kun 35 år.

Brorson skriver samme år en salme. I den får vi lov at blive tilskuere til den jammer, han oplever, og man kan næsten se ham for sig, omgivet af sine børn ved sin hustrus kiste, og så høre ham: ”Når mit øje, træt af møje, vådt og mørkt af tåreregn, ser med længsel af sit fængsel, op mod blide Salems egn (…) Når, o søde brudgom da, vil du hente mig herfra?⁶”

Det blev en meget vanskelig tid for Brorson, og han blev meget ensom, selvom han ikke forsømte sit nye embede som biskop. Da sørgeåret var omme, indgik Brorson et nyt ægteskab med Johanne Riese fra Agerskov. Hun blev en god mor for hans børn, og sammen fik de yderligere tre børn.

I de sidste år af Brorsons liv fik han vanskeligt ved at tage af sted på sine visitatsrejser og havde altid sin hustru med til at pleje sig. Han begyndte at længes bort fra ”denne verdens tåredal”⁷, og hans salmer fra denne periode kredser om Himlen og det, der er i vente for det menneske, som har holdt ud i trængslen.

Hans Adolph Brorson dør i 1764, 70 år gammel, og den lille sangbog med salmer fra hans sidste år bliver udgivet. Den indeholdt 70 salmer og fik titlen Svanesang.

Heri har vi en af Brorsons sidste salmer, som udtrykker hans egen og alle troendes endelige triumf og sejr:

1. Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to’t
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.

2. Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.

3. Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så’t
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!

Lyd

Udgivet af

Rakel Appel Holm

Rakel Appel Holm, Ølgod, hjemmegående mor.