Sådan kom jeg til tro XV
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
Det er svært at lave et biografisk interview med en mand, som ikke ønsker at tale om sig selv, fordi han frygter at skygge for Jesus.
Det er en brændende hjertesag for Jørn Pedersen, at kristendom ikke handler om os og vore kvaliteter – vor udholdenhed, helhjertethed, iver, godhed og glød – men om Jesus og hans fuldbragte frelse. I forhold til Gud er der ingen forskel på os. Vi er alle tomhændede, æreløse og hjælpeløse syndere. I det ydre er der forskel, men ikke i det indre. Derfor har en kristen kun én ære, én herlighed og én retfærdighed: Jesus alene. Han er vor kristendom.
Det er dette evangelium, Jørn i dag hænger ved, lever af og ønsker at vidne om. Men det tog ham et liv at nå frem til det.
At tage sig godt ud
Jørn blev født i 1944 og voksede op i en landmandsfamilie i Fårevejle. Hjemmet var præget af kristendom i den forstand, at forældrene gik i kirke, at moren bad med Jørn, at hans forældre lagde stor vægt på at have en god moral, og at han blev sendt i søndagsskole.
Men Jørn nåede aldrig at opfatte kristendommen som andet end moral og en bestræbelse på at tage sig godt ud. Han havde svært ved at samle sig om det, som blev sagt i søndagsskolen og havde dårlig samvittighed over det:
”Den sidste sang, vi sang i søndagsskolen, var meget bevægende. Når vi sang den, tænkte jeg igen og igen: ’Du burde have hørt bedre efter.’ Men det blev aldrig anderledes.”
Fokuseringen på at tage sig godt ud var en del af tidsånden i efterkrigstiden:
”Da krigen sluttede, var der store visioner om, at man skulle opbygge et godt og smukt samfund. Det var tid for de gode intentioners realisering. Jeg kan huske, min far sang denne sang: ’Min søn jeg vil ønske for dig, at du får det bedre end mig.’
Der var en stærk fokusering på, om man klarede sig godt i det ydre: hvor stor en bil man havde, om den var vasket og flot, om ens børn klarede sig godt osv.
Men i et samfund, hvor alt skal være godt – eller i hvert fald se godt ud – kommer der nemt en dobbelthed ind, en spænding mellem yderside og inderside. Det kan skurre lidt i en ung sjæl.”
Hvad enten det var berettiget eller ej, fornemmede Jørn, at der også fra hans forældre var en forventning om, at han skulle klare sig godt. Det blev et pres for ham, som han mistrivedes under. På den baggrund kom ungdomsoprøret i 1960’erne som en gave til ham:
”Ungdomsoprøret var jo netop et opgør med småborgerligheden, dobbeltmoralen, kolonihaverne – alt det, som vi forbandt med udvendighed, undertrykkelse og hykleri.”
At blive til noget
Da Jørn var 18 år, flyttede han hjemmefra og kom i lære som elektriker. Han begyndte at engagere sig i det venstreorienterede miljø, gik ind i kampagnen mod atomvåben og blev en del af kredsen omkring Amdi Pedersen, den senere stifter og leder af Tvind-skolerne:
”Amdi samlede unge i et hus og havde vældige ideer om samfundets omvæltning. Jeg oplevede det som en gave at lytte til ham og tog det til mig. Jeg tænkte selv, at samfundet var forløjet, og at der måtte startes på en frisk. Jeg ville gøre op med løgnen og hykleriet, men resultatet blev, at jeg selv endte i løgn og hykleri. Jeg kendte jo ikke mig selv, hvordan jeg selv var, og at det ville ende i det samme igen.”
Tanken om at gøre forældrene stolte var imidlertid ikke død, og efter et par rodløse år i det venstreorienterede miljø besluttede Jørn, at han alligevel ville prøve at få en karriere:
”Jeg ville vise min far, at han kunne være stolt af mig. Så jeg tog et par år på en skole, der gjorde mig i stand til at blive installatør og håndværksmester i mit fag. Prognosen dengang sagde, at efter seks år, hvor man gav den en skalle, ville man nå op på at have så mange ansatte, at det var muligt at tjene rigtig store penge.”
I en årrække arbejdede Jørn i døgndrift med at opbygge sit eget firma. Han var hård ved sig selv og målrettet:
”Jeg ville vise min far, at jeg godt kunne ’blive til noget’, og at jeg kunne tjene penge. Det handlede om min egen ære.”
Men en sommerdag havde Jørn en oplevelse, som blev skelsættende:
”En søndag eftermiddag sad jeg i en anden håndværksmesters have og drak kaffe sammen med hans familie, da vi hørte det ringe på døren. Det var i et sommerhusområde, hvor kunderne for det meste kun var der i weekenden. Han så træt på sin kone, og lod det ringe. Men kunden blev ved, og til sidst rejste han sig op og gik hen og stak hovedet igennem en hæk for – uset af kunden – at se, hvem det var. Det kunne jo være en betydningsfuld kunde.
Men kunden var blevet træt af at ringe på klokken og var i stedet gået rundt om huset for at kigge ind i haven. Og der så han så os, der sad omkring bordet, og bagdelen af mesteren, der med resten af kroppen var dybt begravet i ligusterhækken.
Da jeg så det sceneri, slog det mig, at det var min fremtid som i et spejl. Jeg ville være håndværksmester ligesom ham. Men han var jo en jaget mand, som aldrig, selv ikke en søndag eftermiddag med familien, havde ro.
Mit mål var at ’blive til noget’ og tjene penge. Men det er jo et frygteligt udtryk: at ’tjene penge’. Den eftermiddag hjalp mig til at slippe det hele: karrieren, pengene og min fars vurdering af mig.
Hvad jeg ikke vidste, var, at jeg snart ville være på vej ind i et nyt slaveri, hvor jeg tjente min egen opfattelse af Gud og kæmpede for at ’blive til noget’ i Guds øjne.
Ønsket om at blive anerkendt for det, vi gør, ligger utrolig dybt i os og fylder utrolig meget i vore liv, og det kommer helt naturligt ind i vores forhold til Gud. Men det ender uundgåeligt i falskhed og hykleri. Vi overser, at Gud er den store tjener. At vores kald er at takke og ære ham.”
Denne erkendelse var Jørn imidlertid helt fremmed for, da han som ung mand foretog det endelige brud med det borgerlige liv og det borgerlige livs idealer.
USA
I 1971 lukkede Jørn sit firma. Nu ville han søge en dybere og mere ægte mening i livet:
”Jeg var midt i tyverne, og tidens toner og spørgsmål om livets mening havde godt tag i både mig og i store dele af den generation, jeg tilhørte. Alt, hvad der før havde givet livet mening, var tabt for mig. Jeg gjorde mig ingen tanker om Gud eller kristendom. For mig var kristendommen en del af den moral og de idealer, jeg havde sagt farvel til.
Nu ville jeg ud i den store verden og se, om jeg kunne finde noget bedre dér. Jeg ville rejse rundt om jorden på tommelfingeren. Jeg tossede lidt rundt i Europa og tog så til New York.
Med mig havde jeg min guitar, min konfirmationsbibel, en astrologibog, en roman af Herman Hesse, et lille hæfte om håndaflæsning og en plade med Cat Stevens. Nu kunne meningen med livet bare vente sig – for nu kom jeg, og jeg havde ingredienserne med!”
”USA virkede tiltrækkende. Jeg havde lyttet til mange amerikanske bands med spændende og fascinerende budskaber. Budskabet i nogle af sangene var i virkeligheden okkult, uden at jeg dengang vidste det. Jeg vidste ikke engang, hvad ’okkult’ var for noget. Det åndelige var for mig bare åndeligt. Andre af sangene var blevet til under påvirkning af LSD. Jeg var mere interesseret i teksterne end i musikken. De forskellige bands konkurrerede om, hvem der kunne sige det dybeste om livets mening.
Men også det handlede dybest set om ære. Bandsene ville have ære af at være de første med de dybeste svar. Men der var også bands, som var ærlige om, at de svar, som de fandt, skuffede. Jeg kan huske en tekst af bandet Moody Blues, hvor de sang: ’I’ve reached the top of my wall. I’ve found another way to fall’ (Jeg har nået toppen af min mur. Jeg har fundet en ny made at falde ned på).
I de sidste par år har jeg flere gange tænkt, at jeg skulle skrive til de her gamle bands og fortælle dem: Det er Jesus, der er svaret!”
Rødkælken
”Da jeg kom til USA, tog det mig ca. et halvt år at komme fra østkysten til vestkysten. Undervejs mødte jeg mange mennesker med mange bud på, hvad det hele handler om, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Sommetider blev jeg et stykke tid på et sted, og sommetider tog jeg hastigt videre.”
Jørn var på samme tid drevet af et stærkt og rastløst ønske om at finde svaret på livets mening, men ønskede samtidig at tage det roligt og regne med, at svaret nok skulle komme til ham:
”En af de sange, jeg lyttede meget til, var Cat Stevens’ On the Road to Find Out (Undervejs for at finde ud af det). Den har linjerne: ‘Jeg lytter til vinden, som kommer susende og fortæller mig, at jeg skal skynde mig. Og jeg lytter til rødkælkens sang, der siger, at jeg ikke skal bekymre mig.’
Disse to linjer sagde noget om det balancepunkt, jeg eftertragtede at befinde mig på.”
”Da tiden for mit visum var ved at løbe ud, var min tanke at rejse videre til Tokyo. Jeg havde allerede købt billetten og sad i en have i Californien og gjorde mig mange urolige og bekymrede tanker.
Jeg vidste, at hvis jeg fortsatte med at rejse, ville jeg ende ved mit udgangspunkt med den brugte tid som eneste forskel. Sandheden kunne lige så godt være her som det næste sted, men jeg kunne ikke få øje på den, og jeg vidste ikke, hvordan den så ud. Hvis jeg om et øjeblik rejste mig og gik bort fra det sted, hvor jeg sad, risikerede jeg at gå bort fra sandheden.
Netop da jeg sad med de tanker, landede der er rødkælk på jorden lige foran mig. Jeg kunne have rørt den. Den havde tydeligvis ikke set mig og hoppede bare rundt og fandt lidt spiseligt her og der. Jeg blev meget glad: dens budskab var jo, at jeg ikke skulle bekymre mig!
Men som alle fugle når de er nede på jorden, er deres liv jo i fare, og de spejder hele tiden rundt og op i luften efter fjender, og så kom tanken til mig: Hvordan har jeg dog kunnet lade sådan en lille nervøs fugl være min trøst i al den tid? Så fik den pludselig øje på mig og flaksede forskrækket bort. Nu var der ikke mere. Alting gik i stå.”
Rødkælken, der for Jørn havde været symbolet på ro og tillid til, at alt nok skulle gå godt, den samme rødkælk endte med at prædike det stik modsatte: at alt kunne gå galt. Jørn var på et øjeblik blevet ribbet for sin tryghed og for troen på, at hans egen søgen ville lede ham til svaret på livets mening. Netop da kom der et ord til ham: ”Jeg er vejen!”
Jesu discipel
Jørn huskede, at han havde læst disse ord, ”Jeg er vejen!”, i Bibelen, og at det var Jesus, der havde sagt dem. Han tog ordene som et tegn på, at Jesus ville lede ham til livets sande mening:
”Fuld af usigelig glæde rejste jeg mig og gik ind i huset for finde, hvad der mere stod. Og jeg læste: ’Jeg er Vejen, Sandheden og Livet.’”
Nu blev det for Jørgen alt om at gøre at blive en sand Jesu discipel – helhjertet, brændende, kompromisløs:
”Jeg læste om hans udvælgelse af de tolv, om hans ord til dem, der ville følge ham, hans ord om at forlade alt for hans skyld, om ikke at eje noget, om at bryde med familien. Og jeg rettede mig efter det hele, på nær to ting: Jeg beholdt en lille taske til Bibelen. Jeg tænkte, at det var OK, fordi disciplene på Jesu tid ikke havde nogen Bibel at slæbe rundt på.
Og så valgte jeg ikke at bytte mine sko til sandaler, fordi det var tæt på vinteren.”
”Jeg havde ikke kontakt til nogen kristne, selvom der var mange i området. Det var i de tidlige 70’ere, og Jesus-vækkelsen var stærk blandt unge i Californien. Men jeg var bange for falske profeter og for at blive vildledt. Jeg tænkte, at det var de sidste tider, og at jeg måtte være på vagt.
Jeg kendte ikke nogen i Danmark, som jeg havde tillid til som ægte kristne, men måske kunne jeg finde nogen i Israel? Så jeg besluttede mig til at tage til Israel.”
Jørn valgte at tomle tilbage til New York. Den rejse, som havde taget et halvt år fra østkysten til vestkysten, tilbagelagde han på et par dage:
”Jeg sad i en grøft og læste i min Bibel. Så stoppede der en bil, og en flok hippier kom ud og spurgte, om jeg ville med. Vi kørte nonstop, til vi var i New York.”
Jørn opfattede den hurtige rejse som et guddommeligt tegn på, at han var på rette vej, og at han var velsignet af Gud, fordi han var en helhjertet discipel.
Tyrkiet
I New York byttede Jørn sin Tokyo-billet til en billet til Frankfurt, og fra Frankfurt bevægede han sig mod sydøst – mod Israel. Da han kom til Tyrkiet, nåede han til byen Adana ved den tyrkisk-syriske grænse. Her blev han standset:
”Jeg fik at vide, at det var umuligt at komme over grænsen på grund af uroligheder i området. Hvis jeg skulle til Israel, måtte jeg tage et fly til Cypern og fra Cypern sejle til Haifa.”
Men Jørn havde ingen penge til at betale for en flybillet.
”Jeg havde set nogle tiggere i de lande, jeg havde været igennem, og da min selvrespekt ikke gjorde indsigelser, fik jeg en tyrker til at skrive en lille seddel til mig med ordene. ’Jeg er strandet her på vej til Cypern. Vil du hjælpe mig med en lille skærv?’
I løbet af eftermiddagen havde jeg samlet halvdelen af en flybillet sammen og tænkte: Fint, i morgen får jeg resten, og så er det videre med mig.
Så gik jeg ned i den fattige bydel for at finde et billigt hotel, men på vejen kom jeg gennem ‘Tiggernes gade’, med et fortov, hvor tiggerne havde deres plads. Jeg gik forbi dem, mens jeg knugede mine surt sammentiggede pengesedler fast i lommen. Men rækken var lang, og til sidst tænkte jeg: Det er jo det evige liv, jeg vil have, og så holder jeg samtidig så krampagtig fast på det, jeg har i det nuværende liv.
Jeg gik tilbage til begyndelsen af Tiggernes gade. Så flyttede jeg halvdelen af pengesedlerne over i den anden bukselomme, så begge hænder kunne dele ud, uden at den ene af dem havde mulighed for at vide, hvad den anden gjorde. Så begyndte min tur ned forbi tiggerne igen.
Da lommerne var blevet tomme, gik jeg over i en nærliggende park og satte mig på en bænk. Da jeg kiggede op – det var ved at blive mørkt – så jeg en stor flok fugle flyve rundt oppe under himlen, og de fløj i smukke formationer. Jeg tænkte, at ikke én af dem falder til jorden, uden at min Far er med i det. Og Gud lod mig se op på stjernerne og lovede mig, at han aldrig ville slippe mig, og aldrig forlade mig.”
Guds omsorg
Jørn fandt et sovested for natten og for de næste nætter, og mad fik han også. Hvad han ikke vidste, var, at han havde taget hul på syv år væk fra Danmark, hvor han på lange stræk var uden fast bopæl eller arbejde og måtte leve af det, han kunne få:
”Men jeg fik altid noget at spise og et sted at sove. Der blev altid sørget for mig. Jeg havde ikke én dag uden brød og ikke én nat uden seng, når jeg havde behov for det.”
Når Jørn i dag ser tilbage på denne del af sit liv, ser han sig båret af Guds kærlighed og omsorg, men han ser også, at han selv tog æren for den:
”Jeg tænkte jo: Jeg er bedre end andre. Jeg har givet afkald på alt. Jeg er udholdende. Jeg er på den rette vej. Det er derfor, Gud hjælper mig.
Sådan forvaltede jeg Guds omsorg! Men det fantastiske er jo, at det ikke forhindrede Gud i at hjælpe mig af kærlighed.”
Jeg var optaget af mig selv, mit discipelliv og min udholdenhed. Jeg troede på min egen godhed, men egentlig polerede jeg bare på min overflade. Min kristendom var hykleri. Jeg havde gudsfrygtens skin, men ikke mere end det. Alligevel opgav Gud mig ikke! Ære og tak til Ham, som aldrig giver slip på mig og aldrig går fra mig!”
I Tyrkiet tiggede Jørn kun den ene gang. Derefter levede han i to måneder i Adana af venlige menneskers hjælp. Fra dag til dag fik han, hvad han havde behov for, og oplevede det som et dagligt udtryk for Guds omsorg.
Jørn havde dog svært ved at se, hvordan Gud skulle kunne give ham en flybillet til Israel. Som ugerne gik, blev hans tro på Guds magt og hjælp mindre.
Til sidst besluttede han sig for at vende tilbage til Vesteuropa for selv at tjene penge til flyrejsen. Han brød op fra Adana og begyndte at vandre mod vest. Men under vandringen blev han mindet om Guds rige løfter om at give sine børn alt, hvad de har behov for og beder om. Han stoppede op, vendte sig til Gud i bøn og fik vished om, at Gud ville hjælpe ham.
Så gik han tilbage mod Adanas lufthavn:
”Jeg gik ud til lufthavnen i Adana og så på tavlen, at flyveren til Cypern snart skulle lette. Foran billetlugen var der kø. Alle slags vilde tanker flaksede rundt i mit hoved. Skulle jeg prøve at løbe ud over banen og ind i maskinen? Men et blik på de pistolbevæbnede vagter fik mig til besindelse.
Køen skrumpede efterhånden ind, og det mest fredelige, jeg kunne finde på, var at stille mig op i den, mens jeg prøvede at planlægge, hvad jeg skulle sige, når det blev min tur.
Jeg kunne ikke finde på noget at sige, så lige før jeg kom frem, spurgte jeg ham, der stod foran mig, om han ville være så god, at tage mig med til Cypern. Han vendte sig om og så på mig og svarede: ’Ja.’
Så stak han hovedet hen til billetlugen, og jeg hørte ham sige: ’To billetter til Cypern.’
Vi fulgtes ad til Cypern, og da han hørte om min situation, købte han en billet til mig, så jeg kunne rejse med skib til Israel.”
Under loven
I Israel fik Jørn plads i en kibbutz og blev her i godt to år. På intet tidspunkt opsøgte han andre kristne i landet. Han frygtede at blive påvirket af falsk lære og af hykleriet hos overfladiske, falske kristne. Han ville realisere det sande discipelliv uden kompromis og uden halvhed.
Under opholdet i Israel læste han Bibelen intensivt, og han tog lovens ord til sig: ”Lyt O Israel! Herren din Gud, Herren er én. Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl, med hele din styrke, og din næste som dig selv!”
”Som jeg opfattede det, var en discipels liv enkelt og let forståeligt: Du skal leve efter Guds bud. Men det var svært, og nu begyndte for mig en kamp, der skulle vare rigtig, rigtig mange år. En kamp for at opfylde det dobbelte kærlighedsbud i alle dets afskygninger. Det var det, jeg ville.
Før i tiden havde jeg prøvet at gøre min jordiske far glad for mig. Jeg var selvfølgelig ked af, når det ikke lykkedes. Men så kunne jeg håbe, at han ville bære over med mig.
Anderledes med min himmelske Far. Som jeg forstod det, havde han sendt sin søn for at fortælle mig, at her gjaldt ingen kære mor, hvad angik lovovertrædelser. Har du vrænget på næsen af din bror eller din fjende, så har du dømt dig selv til den evige ild. Du kan ikke undskylde dig, for Jesus har været her og sagt det. Og du har hørt det.”
”Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Men jeg blev af og til nødt til at indrømme, at det ikke altid gik så godt. Så måtte jeg bede om styrke til at forbedre mig. Jeg tænkte blandt andet, at jeg ville give Gud det bedste, jeg havde, og efter at have tænkt over det et stykke tid, fandt jeg, at det var tiden mellem kl. 1 og kl. 2 om natten. Dér ville jeg stå op og bede og læse i Bibelen, og ikke bare de fire kapitler, som jeg havde hørt, at man anbefalede for at nå gennem hele Bibelen på et år, men fem. Jeg ville gerne gøre lidt mere, end det der var gængs, for at være på den sikre side.
Jeg fastede og arbejdede i døgndrift med mine hænder, for at have noget at give af til dem, der ikke har – for at de skulle tage imod mig i de evige boliger. Jeg læste om Paulus, at han arbejdede dag og nat, så det ville jeg også gøre, og jeg fandt ud af, at jeg kunne klare mig med meget lidt søvn.
Jeg fandt glæde i at gavne og glæde andre, men glæden var i høj grad en glæde over mig selv. Jeg begyndte at blive dygtig i den svære kunst at hykle, ikke bare over for andre, men over for mig selv. Det var en nødvendighed for fredens skyld. Jeg bar på en elendig og ynkelig fattigdom, som jeg måtte skjule over for alle, og ikke mindst Gud.
Jeg havde gjort min himmelske far til en ligesom mig, som man kunne hykle over for, og som til gengæld så igennem fingre med mine svagheder. Men i takt med, at jeg blev vant til at hykle, blev jeg blind for, at jeg hyklede. Lyv én gang med vilje, og du ved ikke mere, hvor du går hen.”
Efter opholdet i Israel rejste Jørn omkring og tog i flere omgange ophold hos bjergbønder i Schweiz, hvor han gik til hånde:
”Bonden fik en hippie, der boede på hans gård og lavede alt muligt arbejde for ham, og jeg arbejdede hårdt, så bonden var som regel glad.”
Jørn havde fortsat intet fællesskab med andre kristne. Han havde ingen tillid til dem, der kaldte sig kristne, hørte ingen kristen forkyndelse og læste ingen kristne bøger:
”Når jeg en sjælden gang havde berøring med folk, der kaldte sig kristne, oplevede jeg dem som skuespillere, overfladiske, hyklere. Jeg oplevede ikke, at jeg havde noget fællesskab med dem. Det var mig, Bibelen, og Jesus.
Jeg tænkte, at verdens ende var nær, så det gjaldt om at vente, holde ud og leve som en Jesu discipel. Alt det, som Jesu sagde til de disciple, han mødte og kaldte, det tog jeg til mig. Det ville jeg også gøre, og jeg ville gøre det helt.
På den måde ville jeg blive en sand Jesu discipel. Det var min tankegang. Det var den eneste måde, jeg kunne forstå det på, fordi jeg ikke var genfødt.”
Christiania
Efter syv år i udlandet vendte Jørn til sidst hjem til Danmark og slog sig ned på Christiania. Her startede han en restaurant med en meget idealistisk prispolitik, som fremgik af et skilt: ”Vi har ingen pris!”
Politikken indebar, at de fattigste intet betalte. De fik mad uden beregning. Når restauranten alligevel kunne løbe rundt økonomisk, var det, fordi der var tilstrækkeligt med betalende gæster.
Det var imidlertid ikke velset på Christiania, at restauranten tiltrak så mange fra samfundets bund: bumser, psykisk syge, stiknarkomaner. Christiania havde ry af at være et rummeligt og solidarisk fællesskab, men også her oplevede Jørn en modsætning mellem det, man gerne ville være, og det, man var. Restauranten blev underlagt et stærkt pres fra fællesskabet på Christiania og måtte til sidst lukke.
Efter endnu et ophold i Schweiz vendte Jørn imidlertid tilbage til Christiania og startede en ny restaurant med samme prispolitik som den første. Men også den fik en kort levetid. Åbenheden for narkomaner gjorde den til en narkobule.
En aften fandt Jørn i restaurantens container en knivstukket mand, politiet invaderede restauranten, og det blev klart for Jørn, at idealet om restauranten som et trygt og omsorgsfuldt fristed for de svage ikke lod sig virkeliggøre. Så han lukkede restauranten.
I tiden på Christiania lagde Jørn ikke skjul på sin tro:
”Alle vidste, at jeg troede på Jesus, men jeg forkyndte ikke for andre. Jeg gjorde det, som jeg troede, at jeg skulle gøre: give afkald på mit eget, leve efter Jesu ord og gøre godt mod andre. Jeg holdt mig fri af det almindelige syndeliv på Christiania, men jeg vidnede ikke om friheden i Jesus. For jeg kendte den ikke selv.”
Mødet med de andre kristne
I den sidste tid, han var på Christiania, blev Jørn opmærksom på, at mange christianitter blev tiltrukket af den store pinsemenighed Elim i det centrale København. Selv var han meget skeptisk over for, om der virkelig var sande kristne i den menighed, men han valgte at undersøge sagen:
”En søndag formiddag tog jeg ind til Elim. Jeg stillede mig op uden for menigheden for at høre, hvad de, som gik ind til gudstjenesten, talte om. Taler de om Jesus? Det var det, jeg ville høre. Jeg kan også huske, at jeg gik ind i menighedens café og gik helt op ved skranken for at høre, hvad folk talte om. Jeg syntes ikke, de talte særligt meget om Jesus. Alligevel valgte jeg at gå med ind til en gudstjeneste for at prøve det.”
Den ene gudstjeneste blev til flere, og gradvist blev Jørn en del af menigheden. Han havde fortsat et skarpt øje for overfladiskhed og hykleri hos andre, og han syntes, han mødte meget af det i denne menighed. Men han mødte også nogle, hos hvem han oplevede et åndeligt liv, som virkede ægte. Det gjaldt især en ældre, handicappet kvinde, Merete Malling, som modtog Jørn og de andre christianitter med stor omsorg og varme:
”Hun havde gået på bibelskole i Hillerød og havde forstået evangeliet. Selv forstod jeg det jo ikke, men jeg mærkede, at der var noget omkring hende, som var rigtigt og sandt. Jesus var i hende, og hun vidnede om ham på en måde, som fik evangeliet til at dæmre for mig. Jeg så i glimt, at det ikke handlede om mig og mit, men om, hvad Jesus har gjort for mig og givet mig.
Men grundtonen i menigheden var ikke evangelisk. Vi lærte, at det for en kristen går ”fra sejr til sejr”. Det var noget, jeg kunne forstå, og det førte mig tilbage i det spor, jeg kendte, hvor jeg byggede alt mit eget op, polerede facaden og imponerede andre og mig selv med min kristendom. Når jeg skulle udstråle sejr og vellykkethed, blev hykleriet en nødvendighed.
”Jeg bestræbte mig på at fremstå som en elitekristen, og jeg steg i graderne både i andres og i mine egne øjne. Min facade kørte på skinner, og jeg havde succes med mine forehavender. Jeg talte om de sidste tider med de egenkærlige, pengeglade, pralende, hovmodige mennesker, og glædede mig over, at jeg ikke var som dem.
Jeg var blevet rig og havde vundet rigdom, og vidste ikke, at netop jeg var elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.
Gud ville bruge loven til at afsløre mig, fælde dom over mig og knuse mig. Men jeg troede, at lovens mål var det modsatte: at få mig til at lykkes. Sandheden var, at jeg bag facaden langt fra altid lykkedes. Men min tanke var, at jeg så måtte bede Gud om ny nåde og ny kraft til at gøre det bedre. Det skulle jo lykkes for mig.
Da jeg årtier senere læste i Rosenius’ skrifter, genkendte jeg mig i de erfaringer, han beskriver: ’Jeg faldt ofte i den gamle indbildning om egen kraft og duelighed. Jeg mente, det trods alt var min egen opgave at hellige mig. Jeg begyndte igen med eget stræb. Jeg skulle tro sådan og sådan, bede og kæmpe. Og jeg troede, jeg selv havde nogen kraft til dette. Men da blev jeg på ny afmægtig og fortabt.’
Mine egne erfaringer af nederlag holdt jeg imidlertid skjult. Jeg kendte ingen kristen, som kunne fortælle mig, at dette var helt normalt. Så jeg fortsatte min kamp og mit hykleri.”
Åndelig nomade
Under tiden i Elim blev Jørn gift med Daniella, som han havde mødt i Tyskland. Hun fødte ham tre børn, og Jørn forsørgede familien ved at drive et installationsfirma.
I lange perioder var Daniella alvorligt syg, og Jørn måtte bære en meget stor arbejdsbyrde:
”Jeg forstod ikke, hvorfor Gud handlede sådan. Men det trøstede mig at læse om Job. Og så fik jeg mange klap på skulderen for min tålmodighed. Det stivede mig af. Men det satte jo bare ekstra streger under mit eget liv. Det løste mig ikke fra mig selv.”
I 1988 flyttede familien til Falster, og det blev nødvendigt at finde en ny menighed. I den første tid kom de i en lokal pinsemenighed. Men med tiden blev der for meget i menigheden, som Jørn blev frustreret over. Det blev indledningen til en lang årrække som åndelig nomade på jagt efter et fællesskab med sande disciple.
I mere end 20 år bevægede Jørn sig fra den ene kristne menighed til den anden, fra skuffelse til skuffelse:
”I alle sammenhænge blev jeg skuffet. Så var der det, og så var der det. Der er jo noget i alle sammenhænge! Jeg var på en forfærdelig og håbløs jagt efter nogle kristne, der var lige så helhjertede som mig selv!”
Rosenius
Så en dag for fem år siden mødte Jørn en mand, som viste ham en bog:
”Han dukkede bare op og tilbød mig at låne den.”
Det var en bog af den svenske prædikant Carl Oluf Rosenius. Det var fjerde bind i en samling på femten bind med Rosenius’ samlede skrifter. Det fjerde bind havde titlen Kristi retfærdighed.
Jørn gik i gang med at læse bogen. Den satte skel i hans liv. Her mødte han noget, som han enten aldrig havde mødt før, eller som han aldrig havde bemærket:
”Jeg mødte en kristen, som var ærlig om alle sine synder, som tog dem alvorligt, men som ud fra Bibelen viste, at det er for dem, som har disse synder, Jesus er frelser. Forfatteren vedkendte sig alle sine synder, og alligevel var han overbevist om, at han var frelst, og det var han ikke i kraft af noget i ham selv, men i kraft af Jesus – uden for ham selv.
Det var noget helt nyt, noget helt anderledes, og det stod i fuldstændig modsætning til mit eget religiøse projekt. Jeg begyndte at se glimt af, hvor selvkredsende og hyklerisk mit eget projekt havde været, og at Guds mål var at knuse det. Og jeg begyndte at se glimt af det, som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte: den ubegribeligt fuldkomne frelse i Jesus – for syndere. Det, jeg læste i den bog, var de første spæde ord, som slap igennem min brynje.”
Hvad Jørn læste hos Rosenius, var blandt andet dette:
”Hør nu her – du, som med den ærligste vilje søger og søger: Vist er det udmærket, ja vigtigere og nødvendigere end alt andet i verden, at du tager det så alvorligt med din kristendom, som du gør. At du ofte og andægtigt beder, flittigt hører og læser Guds ord, kæmper alvorligt mod det onde og higer efter det, som er godt.
Men (…) med al denne fromhed kan du dog risikere at gå evigt fortabt. Skal du bestå for Gud og komme frelst gennem dommens ildprøve, kræves der noget langt højere. Alle frommes fromhed og alle helliges hellighed slår ikke til.
Det siger da også din samvittighed dig. Der kræves intet mindre end det, apostelen nævnte: at være retfærdiggjort af tro og have fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Der kræves, at du med fuld overbevisning kan sige: (…) Ikke jeg, men Kristus er hellig og fuldkommen. Kristus har opfyldt loven og lidt den død, som var syndens løn. Det skete for mig, det strækker til for alle mine synder, det er nok, evigt nok – det hviler jeg i (…)
Alle egne anstrengelser må opgives som frugtesløse. Du må, så fortabt og uværdig du er, søge din frelse i Kristus alenei.”
Efter læsningen af det fjerde bind opsøgte Jørn manden, som havde lånt ham bogen, og fik at vide, hvor han kunne købe alle femten bind i serien. Dem læste han først én gang og så én gang mere, og gradvist, som en solopgang, steg nådens sol op for ham. Den steg op over en synder, der havde forfejlet sit liv i en selvkredsende og selvophøjende kamp for at blive det, han ikke kunne blive, og for at fornægte det, han var.
Men det var en lykkelig, befriet, ydmyget og evigt taknemlig synder.
Som Jørn selv formulerer det:
”Når man er stærk i troen på sig selv, er det et udslag af Guds kærlighed, når man kommer haltende ud fra mødet med Ham. Hans velsignelse har slået mig til krøbling, for at Hans nåde og ære kunne finde udtryk i mig.”
Ikke mig, men Jesus
I dag er det Jørns dybeste ønske at vidne, ikke om sig selv og sin kristendom, men om Jesus som frelser for virkelige syndere:
”Jeg har overtrådt samtlige universets love, og takket være Ham er jeg ikke sluppet godt fra det. Min ære og udholdenhed består i at give ham ret og ikke blive træt af at komme til ham med alle mine synder. At være retfærdig for Gud, hænger sammen med at være ’ret færdig’ med sig selv og finde sin retfærdighed i Jesus alene.
Jesus døde ikke, for at vi skulle blive bedre, men for at frelse os fra os selv, for at frelse os fortabte. Han kom for selv at blive som os usle, fattige, blinde og nøgne, så vi ved ham kunne blive værdige, rige, seende. Kort sagt: iklædt hans retfærdighed. Sådan har han forudbestemt det fra verdens begyndelse. Hans vilje ske!
Her går vi og kæmper for at opfylde den kongelige lov, og så er den allerede opfyldt. Og så oven i købet af Herren selv. Så er der ikke den mindste tøddel at komme efter. Men det er ikke nok for os. Nej, nej – vi vil selv, så vi selv kan få æren for det, eller i det mindste ikke lide under skammen.
I stedet for at tage imod Mesterens fuldbragte udførelse – vi hader jo at blive ydmyget – vender vi ryggen til ham, og aser og maser med det, vi allerede har ødelagt. Så når vi kæmper imod synden, bliver vi bare viklet mere og mere ind i den. Den næste løgn skal fylde hullet op efter den forrige. Vi vil ikke erkende, at vi ikke kan gøre det krogede lige.
Vi lever og kæmper, som om kampen er vor – og ikke sejren. Derfor bliver resultatet, så længe vi tror, at vi har noget godt i os selv: nederlag på nederlag. Og så længe vi håber at kunne gøre det skete godt igen: forløjethed og hykleri.
Vi opfatter dette at ’rense sig selv’ som en ’fejlfinding’ og en ’ændring’, der skal ske med os selv – og andre. Vi får måske givet synden en ordentlig knockout, men den rejser sig altid igen, så længe det er vores kamp, for vi er i bund og grund syndige og fortabte. Nej, at ’rense sig selv’ er at se sig ren i Herrens sejr.
Hvor er det enkelt, evangeliet om Jesu frelse, hvor er det befriende enkelt, og hvor er det efterfølgelsesværdigt at leve i det hele tiden! Nu ønsker jeg bare, at andre skal få øje for dette evangelium. At den ubegribeligt fuldkomne frelse i Jesus, må blive gribelig for troen. Det er mit største ønske.
Vi skal ikke engang kæmpe for at tro. Vi må bare se sandheden om vor egen fortabte tilstand i øjnene. Så kommer behovet for Jesus helt af sig selv. Med desperat styrke. Det er troen. Og så må vi sige: Tak Jesus!”
i C. O. Rosenius, Samlede Skrifter IV Bind, Kristi Retfærdighed, Dansk Luthersk Forlag, Hillerød, 1971, s. 136-139
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.