Sådan kom jeg til tro
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
Artikelserien ”Sådan kom jeg til tro” har været en tilbagevendende del af Nyt Livs blad siden 2010. Det har været en glæde og berigelse for mig at lave interviews med og skrive artikler om mennesker, som er kommet til tro på Jesus efter at have levet som ikke-kristne.
Denne sommer 2023 modtog jeg en mail fra en læser, som spurgte, om det ikke kunne være godt også at inddrage og skrive om mennesker, som er vokset op i en kristen familie, og som er kommet til personlig tro på Jesus uden på noget tidspunkt at have forladt den kristne menighed.
Jeg svarede, at jeg syntes, at det var en rigtig god idé, og jeg har valgt at handle på den i dette nummer af bladet. Den artikel, som følger nedenfor, handler om Martin Thise Holm og hans vej til personlig tro på Jesus – i den kristne menighed.
Den urolige dreng
Martin blev båret ind i missionshuset i Krusbjerg kort efter sin fødsel i maj 1982. Da han flyttede hjemmefra 18 år senere, havde han tilbragt mere end tusind timer i det lille vestjyske missionshus. Det var hans åndelige hjem, og det er det fortsat i dag, hvor han kommer til møder i Luthersk Mission i Krusbjerg med sin kone Rakel og deres tre børn.
De var fem børn i Martins søskendeflok, og han var midterbarnet. Han skilte sig ud ved at være bemærkelsesværdigt urolig.
”Min mor har altid sagt, at hun holdt op med at udtale sig om børneopdragelse, efter hun fik mig. Jeg havde svært ved at sidde stille og svært ved at tie stille. Som dreng fik jeg lov til at tage legedyr med, når vi skulle til møde i missionshuset. Jeg sad ved siden af min mor og legede med dem. Men sådan nogle dyr siger jo lyde. Og det måtte de så leve med.”
Problemet med at sidde stille og høre efter viste sig også i skolen:
”Jeg var der bare. Det er nok virkeligheden. Jeg ønskede, det skulle fylde så lidt som muligt og vare så kort som muligt. Det, jeg tænkte på, var at komme hjem og lege, og da jeg blev ældre at komme hjem og arbejde på min fars gård. Alle mine søskende er gået gymnasievejen, og på et tidligt tidspunkt viste det sig, at de var gode til og glade for at læse bøger. Det kunne jeg slet ikke. Jeg kunne gå og plage dem hele dagen om at komme med mig ud og lege, og på en god dag lykkedes det til sidst.
Jeg skilte mig også ud ved at være meget diskuterende. Jeg tror, mine omgivelser oplevede, at jeg fyldte meget og var meget på tværs. Jeg tror, det var min måde at få opmærksomhed på. Jeg var også stædig. Når jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne vinde en diskussion, så gav jeg ikke op – jeg blev ved.”
Hierarkier
Martins skole var en lille kommuneskole, hvor man kunne gå som elev fra 1. til 7. klasse. Der var andre børn fra kristne hjem, men de kristne var et mindretal. De lå lavt i hierarkiet og var i særlig fare for at blive mobbet. Det var Martin på et tidligt tidspunkt bevidst om. ”Det gjaldt om at holde sig under radaren og fylde mindst muligt. Jeg vidste, at jeg var sårbar, fordi jeg var kristen. Hvis jeg ikke passede på, så kunne jeg risikere at blive drillet med det.”
I 8. klasse flyttede Martin til en større kommuneskole. Det var fra asken til ilden:
”Jeg havde oplevelsen af, at det var med livet som indsats. Det var et langt hårdere miljø. Det handlede seriøst bare om at overleve én skoledag ad gangen og så hjem i en fart. Det var et år, som jeg på forhånd havde frygtet, og det var, som jeg havde frygtet. Det skulle bare overstås hurtigst muligt.”
På et tidligt tidspunkt blev Martin sendt på kristne lejre i ferierne, først drengelejre og siden juniorlejre for både piger og drenge. Her var der imidlertid også hierarkier:
”Jeg kom jo fra landet, og på lejrene kom der drenge fra de større byer i Vestjylland, og der er bare forskel. På landet går tingene lidt langsommere, og de, der bosætter sig der, kan nok godt lide, at det er sådan, og det giver de så videre til deres børn. Og så kommer man på lejr og oplever et andet tempo, som det kan være svært at følge med i. Der er også noget med forskellige økonomier eller forskellige måder at bruge penge på. Jeg kommer med en sportstaske, hvor der står DLG på, fordi den kommer fra foderstoffirmaet, og på en anden drengs taske står der Adidas. Og han har ikke overtaget sin fætters idrætssko, og han har ikke en lap på bukserne. Det er bittesmå ting, men man aflæser det med det samme. Der er de seje og de mindre seje. Og er man ikke så sej, så er det bedste, man kan gøre, at være sindssygt god til fodbold.”
Hjemmet
Selvom det kunne give udfordringer for Martin at være fra et kristent hjem og fra et landbrug, var han taknemlig og glad for begge dele.
Så langt tilbage, han kan huske, vidnede hans forældre for ham om Jesus og bad med ham og hans søskende. Det står tilbage for ham som en rigdom:
”Der blev holdt andagt ved måltiderne, hvor der blev bedt og læst, og om aftenen hørte vi bibelhistorie fra en billedbibel. Vi fik også læst højt af kristne børnebøger. Det var ikke, fordi far og mor talte så meget med os om troen på Jesus, men det var troen på Jesus, som bar og drev det hele hos dem, og det mærkede jeg. Det gør indtryk, når ens far har en vane med at gå i stalden og synge højt af de gode evangeliske sange, og når han midt i et svært problem – som en ko, der ikke kan kælve – stopper op og begynder at bede til Gud. Det gør også indtryk, når der er plads hos mor og far til de skæve eksistenser, og når jeg på forskellige måder mærker deres ærefrygt for Gud og hans ord. Min mor og far har formet mit gudsbillede, og jeg tror, at deres forhold til Guds ord var afgørende for, at jeg selv på et tidligt tidspunkt begyndte at holde daglig personlig andagt og var bevidst om, at det var vigtigt. De ledte mig derhen ved deres forbillede, og jeg fik et abonnement på Bibelnøglen til børn.”
Martin husker ikke noget tidspunkt i sin barndom, hvor han ikke vidste, at han skulle være landmand ligesom sin far:
”Fra jeg var 7-8 år havde jeg pligter på gården fra sidst på eftermiddagen. Det kunne være foder og hø til dyrene og sådan noget. Det var noget, jeg gerne selv ville. Fra 6.-7. klasse fik jeg selvstændigt ansvar for flere og flere ting. Så jeg endte med at kunne drive gården alene, hvis min far og mor en sjælden gang var væk i en weekend. Jeg kunne lide det, og der var ingen tvivl i mit sind om, at det var det, jeg skulle arbejde med, når jeg blev voksen. Det var så også det, jeg vurderede alt ud fra i skolen: Har jeg brug for at lære det her for at være landmand? I det perspektiv var der ikke meget, jeg havde brug for at lære, for jeg tænkte meget barnligt om det at være landmand: Det er bare arbejde.
Mine bedste venner hjalp også til på deres forældres gård, og vi havde lidt en konkurrence om, hvem der først fik lov til at gøre nye ting, og hvem der fik lov at køre de sejeste maskiner. Da jeg gik i 7. klasse, købte min far en spritny traktor. Det var helt vildt. Alt virkede: Radioen virkede, og vinduerne kunne lukkes. Det husker jeg som noget af det vildeste, jeg oplevede i min barndom.”
Efterskole
I 9. og 10. klasse kom Martin på kristen efterskole. ”Det havde jeg glædet mig til. Jeg vidste, at her ville jeg komme i et miljø, hvor jeg ikke var totalt anderledes og udsat for drillerier, fordi jeg var kristen. Det var stadig skole, men jeg havde jo en vis valgfrihed i forhold til fag. Jeg sørgede for ikke at få mere end det absolutte minimum af boglige fag, og så valgte jeg en masse praktiske og sportslige fag: træsløjd, motorlære, elektronik, foto, fodbold, badminton. De boglige fag skulle bare overstås. Tysk, fysik og matematik – jeg havde ingen ambitioner i de fag. Men det hang jo også sammen med min tanke om, at jeg alligevel ikke skulle bruge dem til noget, når jeg skulle være landmand. Så det handlede for mig om med mindst mulig indsats at klare mig igennem.”
Efterskolen var for Martin en modningstid på flere planer:
”Efter et halvt år vokser min selvtillid. Der er nogle, der taler til mig og vil mig, og det gør noget godt ved mig. Selvfølgelig er der også hierarkier på en efterskole, men ikke på den måde, jeg havde oplevet det før. Jeg går godt i spænd med de fleste, jeg får nogle gode venner, og jeg oplever mange gode ting. Jeg registrerer, at en del af de andre kommer fra en lidt anden kristen kultur end mig. I vores hjem hørte vi ikke radio og musik. På efterskolen møder jeg en masse ny musik, og så skal jeg finde mine ben i det. Hvad kan jeg godt lide: jazz, pop, rock, hiphop? Jeg begynder at gå i skatertøj med hættetrøje og store bukser, og det er jo, fordi jeg er ved at finde ud af, hvem jeg er.”
På det åndelige plan skete der også en udvikling i efterskoletiden:
”Jeg oplevede ikke et gennembrud til personlig tro på Jesus. Jeg tror, der var prædikener og andagter, som rejste spørgsmålet for os elever, om vi var sande og personlige kristne, og jeg tror, jeg blev standset for spørgsmålet, men så skubbede jeg det fra mig igen – og vi skal jo også ud og spille fodbold. Alligevel fik jeg i efterskoletiden en stærkere bevidsthed om at se mig selv som en kristen med en tro og en moral, som jeg ville leve efter.”
Der var én lærer, som på en særlig måde nåede ind til Martin på det personlige og åndelige plan. Det var Lissy Kallestrup. Hun var den ældste lærer på skolen. Martin var en del af hendes sidste elevhold inden pensionen. Hun havde stor åndelig omsorg for eleverne, og Martin var tryg ved hende:
”Hun var en type, jeg kunne finde på at gå til og tale med om noget af personlig karakter. Vi havde flere gode samtaler. Lissy gav mig en bog med bibelvers, der passede ind i forskellige situationer. Efter at jeg var stoppet på efterskolen, sendte hun flere gange breve til mig. Jeg er overbevist om, at hun bad for mig. Og jeg tror, der er en sammenhæng mellem hendes, mine fadderes og mine forældres bønner, og det, som skete sidenhen i mit liv.”
Et halvt år som landmand
Efter efterskolen var tiden endelig kommet for Martin til at begynde på landmandsuddannelsen. Det var sommeren 1999. Efter to måneder på landbrugsskole begyndte Martin på en læreplads, der indebar, at han skulle bo hjemmefra. Her gik det ikke så godt:
”Jeg tror, at det at komme fra en tilværelse med mange mennesker omkring mig til at sidde selv på et lille værelse gjorde, at det føltes tomt. Jeg havde ingen internet eller anden form for underholdning ud over mit fjernsyn, hvor jeg kunne se den kedelige serie Dollars i min middagspause. Og en ting er at være god til et arbejde hjemme ved ens forældre – en anden ting er, når man skal løfte opgaven og ansvaret ude ved en anden.
Trods min erfaring kom jeg to gange med kort tids mellemrum til at glemme at flytte en slange, og det betød så, at al mælken blev malket direkte ned i kloakken. Det vandt jeg ikke ligefrem Nobels fredspris for. Det gjorde mig mere usikker, samtidig med at jeg ikke var klar til at bo alene på den måde. Da jeg så også udviklede en form for allergisk eksem ved at være sammen med dyrene, valgte jeg at stoppe med min landmandsuddannelse.
Det kan virke underligt, men jeg var faktisk lettet over det. På den korte tid, jeg var i lære, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde det drive og den arbejdsiver, som skulle til for at være landmand. Jeg havde flere venner, som også var i gang med landmandsuddannelsen. De havde en større iver og glæde ved arbejdet end jeg. For dem kunne en friweekend jo nærmest føles lang. Sådan havde jeg det slet ikke. Så det var ikke en krise for mig at opgive det landmandsliv, jeg altid havde set frem mod. Men det var det eneste, jeg havde interesseret mig for. Derfor anede jeg ikke, hvad jeg skulle gå i gang med i stedet.”
Spontane valg
”Der kan være kort fra tanke til handling med nogle ting i mit liv. Når jeg ser tilbage på, hvordan jeg har været og levet, kan jeg se en del ligheder mellem mig selv og apostlen Peter. Jeg kan genkende mig selv i Peter, når han er frembrusende og diskuterende, men også når han handler spontant. Sådan var det for mig, da jeg valgte en ny uddannelse. Det var en meget spontan beslutning.
En dag i foråret 2000 kørte en bil ind på gårdspladsen ved mit hjem. Det var en af mine efterskolevenner, Carsten. Han havde fået bil, en Mazda 323F, og nu ville han besøge mig. Jeg var vildt overrasket og meget glad: Her var der en, som ville mig. Det var den største enkeltstående sociale oplevelse i mine teenageår – at Carsten ud af det blå pludselig var der og ville mig. Han var i lære som klejnsmed, og det blev afgørende for mig. Der var ikke noget andet, jeg hellere ville, så på kort tid besluttede jeg mig for, at jeg ville gå i lære som klejnsmed. Carsten sagde, at han kunne skaffe mig en læreplads i Kragelund ved Løsning. Jeg syntes, det lød godt. Så efter et halvt år på teknisk skole i Skjern flyttede jeg til en lille toværelseslejlighed i det område.”
I det nye område var der ikke nogen forsamling af Luthersk Missions Ungdom. I stedet var der en forsamling af Indre Missions Ungdom. Der begyndte Martin at komme til møder:
”Her sker det så igen, at en lille ting får mig til at tage en spontan beslutning med ret store konsekvenser. Jeg kendte ikke meget til Indre Mission på forhånd. Derfor opstod tanken hos mig: Hvad er forskellen på Luthersk Mission og Indre Mission, og hvad er sandheden? Hvad skal jeg holde mig til og tro? Jeg kendte ikke lige nogen, som kunne besvare spørgsmålet. Men jeg kom i tanke om Ruben. Ruben boede i Krusbjerg og var 5-6 år ældre end mig. I tiden efter efterskole havde jeg et par gange været hjemme hos ham for at høre båndprædikener. Det foregik onsdag aften. Det var en meget lille flok, der samledes hos Ruben – et par til en håndfuld unge mænd. De par aftener, hvor jeg havde været med og havde hørt en prædiken, havde ikke flyttet det store hos mig åndeligt. Men nu kom jeg til at tænke på det her fællesskab og på de prædikener, som de lyttede til. Og jeg fik den tanke, at her kunne jeg få svar. Her kunne jeg finde ud af, hvad der er sandhed. Derfor besluttede jeg mig til om onsdagen at køre til Vestjylland.
Og sådan blev det – uge efter uge igennem de næste 2-3 år. Tirsdag var jeg til ungdomsmøde i Indre Missions Ungdom, og onsdag kørte jeg til Ruben i Ølgod. Med tiden havde vi også ofte prædikensamlinger i weekenderne. Det budskab, jeg mødte ved de prædikensamlinger, fik dybe konsekvenser for min tro og mit åndelige liv.”
Sandhedserkendelse
”Hos Ruben lyttede vi til forskellige prædikanter, men mest til Frank Jacobsen. I mit hjem havde jeg hørt om og mødt Gud som den hellige. Men det gudsbillede blev uddybet og forstærket, når jeg lyttede til Franks forkyndelse. Han taler om israelitterne ved Sinai Bjerg. De hører Gud tale fra bjergets top. Og man skulle tro, at det er det mest fantastiske – at høre Guds stemme. Men det er forfærdeligt! De er ved at dø af det. De beder Moses om at få Gud til at holde op med at tale. Sådan er Gud. Og den alvor, man mødte hos Frank, når han talte om det – man mærkede hans egen frygt for Gud, og man forstod: Det er virkelig frygteligt at falde i den levende Guds hænder.
Det er også frygteligt at dyrke Gud på en måde, som han ikke har behag i. Det blev klart for mig. Saul ønskede at dyrke Gud ved noget, som Gud ikke havde sagt. Man skulle tro, at Gud ville være glad for at få det bedste af kvæget. Men det var en selvvalgt gudsdyrkelse, og den havde forfærdelige konsekvenser for Saul.
Det var noget af det første, som blev alvorligt for mig. At Gud ikke har behag i en gudsdyrkelse uden sandhedserkendelse. Og sandheden er Jesus. Gud vil, at vi skal tro på Jesus som vores frelser, og troen på Jesus er den eneste gudsdyrkelse, Gud har behag i. Vores eget fromhedsliv er ikke noget holdbart grundlag for vores forhold til Gud. Gud har ikke behag i det, og det bringer hans vrede og dom over os. Det er meget populært i vores tid at dyrke Gud på vores egen måde, siger Frank, men det gør det ikke mindre farligt. Skriften vidner om Kristus. Alt i Skriften leder til og vidner om Kristus. Og sådan skal det være i forkyndelsen. Det blev en prøvesten for mig: Al kristen forkyndelse skal handle om Jesus. Var jeg til et møde, som ikke handlede om Jesus, kunne jeg ikke bruge det til noget. Så var det spild af tid.
I begyndelsen var det chokerende for mig at høre Frank sige, at det vrimler med vranglærere – også i vores missionsforeninger. Men efterhånden begyndte jeg at forstå, hvad han mente, og jeg syntes, at han havde ret. Der var meget forkyndelse, som ikke ledte til tro på Jesus alene.”
Ny viden og nyt liv
”Ruben var god til at anbefale kristen litteratur. Det var bøger af Luther, Rosenius, Olav Valen-Sendstad og Øivind Andersen. Jeg, som ellers aldrig læste, begyndte at læse meget intensivt. Jeg blev især glad for Luther. Det gav mig rigtig meget klarhed at læse Galaterbrevskommentaren og Et kristenmenneskes frihed. Jeg fik også meget ud af at læse Konkordieformlen.
Jeg var glad for at få klarhed over den rette lære, og jeg var glad for, at jeg stadigt tydeligere selv kunne formulere den rette lære og vurdere alt ud fra den. Jeg kom med i bestyrelsen for Indre Missions Ungdom i Kragelund, og på et tidspunkt blev jeg også formand. Men det var udfordrende for de andre, at jeg var så kritisk i min vurdering af forkyndelsen.
Jeg fik også en stadigt større viden om Bibelen. Jeg lyttede til Frank Jacobsens gennemgange af de bibelske bøger, jeg læste Bibelen i min personlige andagt, og jeg tog det alvorligt og var god til at huske. Så det var en periode, hvor jeg i løbet af ret kort tid fik en meget stor viden.
Mødet med Gud i Ordet førte også til nogle store forandringer i mit ydre liv. Min samvittighed blev følsom i forhold til at leve efter Guds vilje. Jeg kunne ikke længere køre for hurtigt på landevejen. Jeg smed mit fjernsyn og mine film ud og stort set al min musik. Når jeg var sammen med mine venner, fik jeg svært ved at sidde og se film sammen med dem som før. Jeg blev kedelig. Jeg havde en periode, hvor jeg stod tidligt op hver morgen og hørte en søndagsprædiken af Frank, inden jeg mødte på arbejde klokken 7. Jeg kunne bede i tre kvarter til en time, og min sprogbrug i bønnen var formet af det, jeg havde læst og lært. Der var intet af det her, jeg gjorde, fordi jeg var underlagt et ydre pres. Det kom indefra. Jeg ville det gerne selv. Jeg ønskede kun at bruge tid på det, som var godt, virkelig godt.
Og al den her nye viden og det nye liv var jo med til at bekræfte for mig, at jeg var kristen. Jeg kunne se, at jeg var anderledes end andre, og jeg oplevede også indefra, at jeg var det.
I 2005, efter afslutningen af min uddannelse, kommer jeg på bibelskole i Hillerød. Jeg er lidt ældre end de fleste, og jeg ser nok også mig selv som mere afklaret end de fleste. Jeg er kommet på bibelskole for at få bibelundervisning – mest mulig. Jeg suger til mig og tager notater. Det har jeg aldrig gjort før. Men nu tager jeg notater, og når jeg kommer op på værelset, renskriver jeg dem. Jeg vil have det hele med. Jeg har prædikenlære, men jeg holder ikke nogen prædiken. Og det er ikke tilfældigt. Jeg er ikke klar til at vidne for andre om Jesus. Jeg er i en modningsproces, hvor jeg forsøger at få mest mulig viden. Men jeg føler, at meget af det er teoretisk viden, og jeg kan ikke vidne for andre med viden.
På bibelskolen møder jeg Rakel. Vi bliver kærester, og da vi er blevet gift, tager vi i sommeren 2007 med på Nyt Livs bibellejr i Fjellerup. Det er vi glade for. Vi er taknemlige for forkyndelsen, og jeg er glad for at møde nogen, som jeg kan tale med om det vanskelige i den åndelige situation og om sand og falsk forkyndelse. Det er det, der fylder hos mig.
Men nedenunder er der noget, som vokser frem. Der er en personlig syndserkendelse på vej, som kommer gradvist. Da den for alvor slår igennem, forandres billedet og betoningen for mig. Den viden, som jeg har hørt mig til hos andre, den bliver nu mere og mere min egen erfaring. Mit eget styrter i grus. Da det sker, har jeg kun Jesus og ordet om ham at holde mig til.”
Isak må dø
”På få år havde jeg fået en åndelig viden ind, som andre kristne måske havde brugt et liv på at opbygge. Det handlede alt sammen om evangeliet. Jeg var blevet utroligt glad for evangeliet om syndernes forladelse. Men var det syndernes forladelse, jeg var glad for, eller var det den rette lære om syndernes forladelse? Byggede jeg min frelse på min rette viden om evangeliet eller på, hvad Jesus havde gjort for mig?
Jeg var enormt taknemlig for det nye liv, jeg havde fået. Uden at jeg ville sige det på den måde, så opfattede jeg mig selv som en, der havde lagt synden bag mig. Jeg tror, det var med til at give mig en hårdhed i vurderingen af og dommen over andre. Jeg var ikke som dem. Når det var sådan, jeg havde det, kunne jeg ikke vidne for andre om Jesus som synderes ven og frelser.
Apostlen Peter kunne ikke vidne om Jesus, før han havde fået sin åndelige selvtillid knækket. Der måtte også en Peter-erfaring til i mit liv. Den kom ikke i ét nu. Den kom som en proces, hvor syndserkendelsen gradvist voksede frem i det indre, mens mit kristenliv gradvist fald fra hinanden i det ydre.
Paulus understreger, at nyomvendte ikke skal være lærere. Det forstår jeg nu. Vi skal først opleve selv at falde og synde, før vi kan vidne for andre om syndernes forladelse i Jesus. Vi skal først gøre erfaring af, at vi i vores syndige natur er og forbliver præcis som alle andre, før vi kan vidne for de andre om vores fælles frelse i Jesus.
Helligånden arbejdede i mit liv med at afsløre synd i mit hjerte. Sideløbende med det oplevede jeg ydmygende fald i synd i det ydre. Jeg oplevede fald i synder, som jeg troede, at jeg for længst og helt havde lagt bag mig. Men nu var jeg i det igen. Det blev også stadigt sværere for mig at opretholde mit fromhedsliv. Jeg blev gift, der kom børn, der kom mere pres på, og så faldt det gradvist fra hinanden. Jeg kunne ikke læse og bede, som jeg gjorde det før, og det var ikke det værste. Det værste var, at jeg ikke havde lyst til det som før. Der var jo engang, hvor jeg ikke ville andet. Sådan havde jeg det ikke mere. Mit eget fromhedsbillede blev pillet ned.
Frank Jacobsen taler om, at Isak må dø. Isak var for Abraham den ydre bekræftelse på Guds løfte om en slægt og om Messias. Så længe Isak levede for Abrahams øjne, var det ikke så svært for Abraham at tro løftet. Men så kom der en dag, hvor Isak måtte dø. Abraham skulle miste den ydre og synlige bekræftelse på løftet. Han skulle lære at tro Gud på hans ord alene.
Sådan handler Gud også i vore liv. Han kan give os erfaringer, som kan stadfæste løftet for os, og som kan bekræfte for os, at vi er kristne. Men så kommer der et tidspunkt, hvor Gud vil tage alt dette fra os, så vi kun har én ting at holde os til: Guds ord om, at vi er frelst ene og alene ved det, Jesus har gjort for os. Det måtte jeg selv igennem, for at det kunne stå fast, hvad jeg er frelst ved: Jesus alene.
Gud vil føre os fra en tro ’med håb’ til en tro ’mod håb’. Han vil hjælpe os til at tro på Jesus, når der ikke er noget som helst, vi kan bygge og håbe på hos os selv.
Når vores eget falder sammen, er der nogle bibelord, som bliver dyrebare for os. Det er de ord, der vidner for os om frelse ved Jesus alene, om syndernes forladelse for Jesu skyld og om det blod, der renser for al synd.
Det er ikke så let at lære. Det er én ting at tro syndernes forladelse, når man klarer at leve som en kristen. Det er noget andet at tro den, når man står midt i synden. For mig er det blevet en stor trøst at læse hos Luther, at Kristus er død for uovervundne synder.
’Kald på mig på nødens dag!’ siger Gud. Der må komme en nødens dag i vores liv, hvor der ikke længere er noget at håbe på hos os selv, og hvor der ikke er noget hos os, der kan stadfæste for os, at vi er kristne, men hvor vi må bygge hele vores håb og tro på Jesus alene. Først da kan vi vidne for andre mennesker om frelsen i Jesus alene.
Det vidnesbyrd, vi kan aflægge til hjælp og trøst for andre, det kan vi først aflægge, når vi fuldt fortjent hænger som røveren ved siden af Jesus på Golgata, og hvor vi ingenting har at håbe på og regne med hos os selv, men hvor vi bare må bede Jesus forbarme sig over os.
Jeg er utroligt taknemlig for det, jeg har lært fra erfarne forkyndere og lærere. Men det er én ting at lære det som en lære. Det er noget andet at erfare det. Det er ved det sidste, at Jesus bliver stor for os. Noget af det bedste, jeg har fået med fra disse lærere er Luthers ord om, at en kristen er ”samtidig synder og retfærdig”. Men det er netop ved at erfare os selv som syndere, at vi vokser i glæde over at være retfærdige i Jesus. Det er kun ved, at vi selv bliver mindre, at Jesus bliver større.”
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2023. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.