I går var det det flotteste efterårsvejr med klar luft, blå himmel og tusindvis af flotte gule og røde og mørkegrønne farver. Lige vejr til en gåtur.
Nede ved stranden stod en hel flok mennesker med teleskoper kameraer og kikkerter. De fleste var mænd på omkring 60 år, vil jeg gætte på. Da jeg umiddelbart ikke kunne se noget meget interessant, var jeg nødt til at spørge en af dem, hvad de alle var så optagede af. Jo, der var en lille fugl, en isabellastenpikker, som løb rundt nede på stranden. Han pegede den ud for mig og fortalte, at det kun var tredje gang, den var observeret i Danmark.
Hvad går du ud for at se?
Det fik mig til at tænke på Luk 7,24-26, hvor der står tre gange i løbet af de tre vers: “… Hvad gik I ud for at se?”
Jeg var gået ud for at se den flotte natur i efterårsdragt.
På stranden var der en flok mennesker med det ene formål at se en bestemt lille fugl. Dengang i Israel var der en flok mennesker, som gik ud for at se Johannes Døberen. Hvad går du ud for at se?
Går du ud for at se Jesus?
Mange gik også ud for at se Jesus, som Johannes skulle bane vej for. Ligesom den flinke ornitolog, hjalp mig til at se at den lille fugl i strandkanten, hjælper Johannes os til at se Jesus: Det Guds lam, som bærer verdens synd.
Tak, kære Jesus! – Så gælder det også min synd.
Uden hjælp ville jeg aldrig have opdaget den lille fugl, og da slet ikke forstået, at den kunne være noget særligt. For den var ikke prangende hverken i størrelse eller farver. Men smuk, det var den! – Og åbenbart en meget særlig gæst.
Jesus kommer heller ikke til os i prangende klæder. Han er også en helt særlig gæst, hvis skønhed har en anden karakter.
Tager du imod ham?
Alligevel står der i Bibelen, at der ikke var mange, som tog imod Jesus. Det er så frygteligt ærgerligt, at der også i dag er så få, som tager imod Jesus. I hvert fald i vores del af verden. Måske er det let for os med et skuldertræk at tænke, at det må de jo selv om. Men sådan er det ikke for Jesus. I Luk 19,41 og følgende står der, at Jesus græder over Jerusalem, fordi de ikke kendte deres besøgelsestid. Jesus græder, fordi han elsker. Også dig elsker Jesus!
På stranden i Gilleleje var der en flok mennesker, som kendte deres besøgelsestid. De vidste, at nu havde de chancen for at se den lille fugl. I morgen ville det måske være for sent.
Lukker du ham helt ind?
Med Jesus skal du ikke gøre som ornitologerne på stranden. Du skal ikke bare observere ham. Du skal ikke bare tage din kikkert frem og beundre ham på afstand. Nej du skal lukke ham helt ind. For han elsker dig. Og har du gjort det før, så gør det igen i dag. Da bliver han dig en herlig frelser.
Udgivet af
Anders Larsen
Anders Larsen, IT-pedel, Gilleleje.