Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op (Åb 3,7).
Disse ord blev skrevet til menigheden i Filadelfia, hvor den Hellige ud over vers 7 også sagde, at han kendte til deres svage kræfter, men også til, at de havde holdt fast ved hans ord og ikke fornægtet hans navn.
For ikke så længe siden blev jeg på de sociale medier mødt af et udsagn, som lød: ”Byder jeg Gud velkommen til at forstyrre mit liv, eller har jeg sat et ’VIL IKKE FORSTYRRES’-skilt på mit livs dør?”
Selv om det måske umiddelbart synes som om, at udsagnet lyder både rigtigt og naturligt, og at man derfor kan have sympati for det, så er spørgsmålet dog, om der måske her er blevet blandet noget sammen, som ikke helt er i samklang med Bibelens ord.
Har vi mennesker evne og kræfter til at byde, altså befale, Gud til at gøre noget som helst, om det så er noget godt eller noget ondt? Jo, vi må bede og trygle Gud om hvad som helst, men vi kan hverken lukke en dør op for Gud, eller lukke en dør i for Gud, og det uanset om vi har sat et skilt op med ’vil ikke forstyrres’. Det er Gud, der suverænt kan lukke døre i og lukke døre op, og det på en måde, så ingen anden kan ændre på det. Vi må derfor spørge, om udsagnet er i overensstemmelse med Bibelen og den lutherske bekendelses teologi. Mit svar bliver et nej.
Vores egen vilje og beslutninger kan hverken bringe Gud væk fra os eller nærmere til os. Det er menneskelige fantasiforestillinger, hvis vi tror vi kan befale over Gud. Vores iver og udholdenhed eller det modsatte ændrer ikke på, hvem Gud er, eller hans måde at få os i tale på. Udsagnet, som er nævnt her, er noget, der i bedste fald kunne kaldes en ”beslutningsteologi”, altså en teologi, som ligger langt fra den teologi og det bekendelsesgrundlag, som vi som lutheranere bekender os til, nemlig: Skriften alene, Troen alene, Nåden alene, Kristus alene, Til Guds ære alene. Vi retfærdiggøres ikke ved vore egne beslutninger. Vi retfærdiggøres ved troen på Jesus. ”Den retfærdige skal leve af tro” (Rom 1,17).
I lignelsen om den fortabte søn (Luk 15, 11-32) er der et eksempel på en, der ville ”lukke af” for faderen, altså sætte et skilt op med ordlyden ’jeg vil ikke forstyrres’. Han ville have fred til at være sig selv og handle uden faderens indblanding. Han ville leve sit eget liv og ville ikke forstyrres af sin far. Dertil krævede han at få sin arv på forskud, og det fik han. Hans far havde kærlighed til ham, også selv om sønnen ville forlade ham for at gå på sine egne veje. Han fik altså både mulighed for og lov til at gøre og leve, som han selv ville.
Men der var noget, han ikke kunne. Han kunne ikke selvstændigt beslutte, at der var en, der havde kærlighed til ham, og det på en sådan måde, at den til sidst ramte ham så stærkt, at han i sin elendighed søgte tilbage til ham, der elskede ham. Hans egen beslutning om, at han ville være sig selv og handle på egen hånd, var i denne sammenhæng altså kun til hans ulykke og elendighed og derfor intet værd, heldigvis.
Og heldigvis for os er det på samme måde. Vi kan mene, at vi kan beslutte både det ene og det andet og henstille til Gud om at gøre det ene eller det andet. Og mange gange giver Gud os mennesker lov til at forvilde os ud i skidt og møg og svineæde, men hans kærlighed til os forsvinder ikke, fordi vi befaler ham, at vi vil være os selv og uden hans indblanding. Nej han slipper os aldrig, han vil gøre alt for at få os hjem til sig og det uanset vores forbudsskilte med befalinger om, at vi vil have fred og ikke forstyrres af ham.
I et og alt er vi afhængige af Gud. Det er ikke Gud, der må indrette sig efter, hvad vi tænker og befaler. Nej det er omvendt. Han kommer til os i sin store barmhjertighed og kærlighed med det, vi allermest har brug for, nemlig syndernes forladelse i Jesu navn, ja han kommer med frelse og tilgivelse, fordi han ønsker, at vi skal tilhøre ham både i tid og i evighed. Disse gaver rækker han til os, når han vil, og hvor han vil, både foran og bag vore dørskilte, uanset at der står at vi ikke vil forstyrres. Ingen skilte og ingen låste døre kan holde Gud ude. Han har Davidsnøglen og kan lukke i, og han kan lukke op.
Men uventet og pludselig står Gud der med sine gaver, også bag vores låste dør. Så kan vi, som den fortabte søn, tage imod, erkende vores egoisme og den elendighed, den har bragt os i, og gå med ind til festen. Men vi kan også lade egoismen og dens syndige fylde favne os i sin evige fortabelse. Vi kan vælge. Gud tvinger ingen.
I Bibelen kan vi læse om et særligt dørskilt. I 2 Mos 12,13 står der: ”Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne.”
Det var påskelammets blod, der som et dørskilt ville frelse og redde dem, der havde fulgt Guds ord, sådan som det var blevet givet dem gennem Moses. Og vort påskelams blod, Jesu Kristi blod, som flød på korset, er det eneste dørskilt, som kan holde Guds fjende, Djævelen, Satan, Løgneren på afstand. Og som kan bringe en fortabt synder ind til den evige glædesfest.
Gud har nøglen til alle døre. Uanset hvor godt der er skiltet og låst af, så går Gud ind og ud, som han vil.
Der er et dørskilt, som har afgørende betydning for os, et skilt som vi har fået helt gratis, men netop et skilt, som vi kan sætte op, hvis vi vil være sikker på, at Guds modstander ikke går ind og slår os ihjel og stjæler vores sjæl og sender os i en evig fortabelse.
Dette dørskilt er korsets tegn, Jesu blod. Det renser os for al vor synd, det giver os evigt liv og det bevarer os fra Guds fjende.
Vi kan ikke befale Gud til at gøre noget som helst, og Gud befaler heller ikke os at gøre noget, når det drejer sig om frelsen. Men Gud kalder på os og vil så gerne have os i tale, for han vil række os sin nåde og frelse, som han har vist imod os, ved at lade hans søn Jesus Kristus dø på korset for vor synd og skyld. Jesus Kristus, som også overvandt døden, og som nu sidder ved Guds højre hånd, hvor han går i forbøn for os, og som er garant for, at vi også en dag skal opstå, hvis vi dør, inden han kommer igen.
Udgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.