Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Ingen fordømmelse i Kristus Jesus

Ingen fordømmelse i Kristus Jesus

Ugens vidnesbyrd, uge 7 2026. Rom 8,1.

Jeg vil indlede med et citat af Rosenius:

”Loven gør kun sin rette virkning, når den kommer ind i hjertet. Virker den bare på overfladen, så kan du nok blive from i dine gerninger og din egen indbildning. Og så bliver du en farisæer (…) Den sande omvendelse går dybere. Den rører op i hjertets ondskab og gør mig ikke bedre og bedre, men værre og værre (…) Ja, hvis du bare først blev en synder og ugudelig, så du så, hvor fortabt en skabning du i virkeligheden er, så kunne du komme til at tro på ham, som retfærdiggør den ugudelige. Og først da kan du blive from og hellig.1

Tænk at man kan blive så gudfrygtig i egne øjne og tro, at man er på vejen til Himlen – og ikke som helt uværdig og hjælpeløs i sig selv må få nåde hos Herren dag efter dag. Loven er nemlig åndelig, så Gud kræver dit hjerte: at du elsker og frygter ham over alle ting, og at du er ren og god i dit hjertes indre. For dig, der lever med Herren, er Guds hellige vilje vigtig, og evangeliet om Jesus er mad for din udødelige sjæl. Du kan ikke klare dig uden Herrens nåde og barmhjertighed.

Apostlen Paulus skriver: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,22-24).

Ja, du er fortabt i dig selv ifølge Guds ord, og i dig selv mangler du Guds herlighed. Men i Jesus Kristus har du den hellighed og retfærdighed, der gælder for Gud. En retfærdighed, som er tilvejebragt for alle, og som bliver din ved troen, altså ved at du som en fortabt synder flygter til Kristus for at få nåde – ikke bare i troens begyndelse, men også i fortsættelsen.

”De, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke” (Sl 34,23).

Ja, bliver loven din tugtemester og driver dig til nådestolen Kristus, så gælder nåden, og loven har mistet sin kraft til at fordømme dig, eftersom Guds dom og straf for dine synder ramte Jesus på korset. Det er i Kristus alene, at du er fri fra lovens dom og har nåde hos Gud.

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1).

Med sit dyre blod hare Kristus forsonet dig med Gud. Derfor er der nåde for dig, dag efter dag. Han har også fuldført loven i dit sted.

”Hvad jeg skyldte, han opfyldte, min opstandne Herre Krist,” som der står i en salme. Ved troen på Kristus tilregnes du derfor ikke dine synder, men i stedet er du tilregnet Jesu hellighed og retfærdighed. Du har en andens hellighed, Jesu hellighed. Derfor er du ikke under dommen, men under nåden. Gud ser dig i Kristus, og Gud ser hans forsoningsblod. I ham er du ren for Gud.

Rosenius skriver om den kristnes liv under nåden:

”Men når Guds rige hos et menneske er begyndt at bestå ikke bare i ord, men i kraft, sådan at han virkelig føler syndens brod og virkelig tror sin retfærdighed i Kristus – o, hvor megen svaghed, urenhed, ligegyldighed kommer han så ikke til at opleve, og hvilken skrøbelig tro, mørke og frygt! Og hvor høj en kunst og stor guddommelig nåde fra det høje kræves der ikke her for midt under sådan en elendighed at se og tro, at Guds venskab er uforandret, og se den skjulte retfærdighed, renhed og det velbehag for Gud, som vi ejer i Kristus!”2

Som Guds barn vil du leve for ham. Ingen synd er nu for lille for dig, for du ser efter Herrens ord og efter hans vilje. Ikke for at blidgøre ham, men fordi du tilhører ham. Jo nærmere man kommer Herren Jesus, som er selve lyset, den Hellige, desto mere ser man sit eget hjertes syndefordærv, og man bliver aldrig færdig med nåden og renselsen i Jesu blod. Det er nåden i Kristus, der er helliggørelsens kilde. Det er på evangeliet grønne enge, synden bliver mere og mere ildelugtende for din sjæl. Du vil følge Herren, som har købt dig fri på Golgata kors.

Tak Herren Jesus, som med sit blod har købt dig fri fra lovens dom og fra den kommende vredesdom. Tak ham for hans barmhjertighed og kærlighed og omsorg. Han er værdig tak og lovprisning. Alt han gør med dig i livet er godhed i evighedens perspektiv – selvom du ikke forstår meningen med alt. Herren opdrager dig for evigheden. Han vil ikke, at du skal vokse i dine egne øjne og blive selvsikker. Han vil ikke, at du skal glide bort fra ham eller begynde at forsvare synden. Han vil ikke, at du skal miste din himmelske krone. Der er så meget, der optager os, men kun ét er nødvendigt, siger Jesus. Hold dig derfor i Ordet og bønnen dag efter dag, og bed om Guds ånds vejledning! Bed om, at Herren må bevare dig.

”Men nu er jeg altid hos dig, min højre hånd holder du fast” (Sl 73,23).

Oversættelse: Henrik Gren Hansen


1 Husandagtsbogen, 6. januar

2 Husandagtsbogen, 17. februar.

Udgivet af

Henric Staxäng

Henric Staxäng, pastor i Evangelisk Luthersk Samling i Umeå.

Henric Staxäng

Henric Staxäng, pastor i Evangelisk Luthersk Samling i Umeå.