En dejlig gudstjeneste var ved at være forbi. Der havde været sang, prædiken, børnekirke, og der havde været plads for vidnesbyrd, bøn og nadverfejring. Og så havde der også i dag været dåb.
Projektoren kastede den sidste fællessang op på væggen. Både den engelske og den danske tekst var taget med. Jeg hæftede mig ved den sidste linje. På engelsk lød den “grafted in Christ”, og det var helt korrekt oversat med “indpodet i Kristus”. Det lå derved fuldstændig på linje med det, som havde indledt gudstjenesten: to små piger døbt i Jesu Kristi Navn, indpodet på ham, som er legemet, som nye levende lemmer på hans legeme.
Ordet “grafted” åbnede pludselig en verden for mig. I den engelske verden bruges ordet for transplantation, og via mit arbejde har jeg brugt ordet hjemmevant. Pludselig kunne jeg se dåben i dette forunderlige lys. Et lille menneskebarn, født ind i syndens og dødens verden, nu ved dåbens under transplanteret over i livets og lysets rige, for nu at have sit liv dér, i en helt ny sammenhæng, hvor Jesus er alt.
Skal en transplantation gå godt, må der være en dyb rodforbindelse til det nye legeme. Et organ, der flyttes, er helt afhængig af den blodforsyning, der kan tilvejebringes. Det kan være et ganske godt billede på Jesu forsonergerning med hans blod, som renser os fra al synd. Det er et stærkt kald til os til at holde os nær til Jesus og være i den daglige livsforbindelse med ham. Uden blod vil en nok så nydelig og teknisk veludført transplantation være nytteløs.
Jeg ved, at billedet halter. Inden for nyretransplantation kommer en del organer fra levende donorer. Vi skal ikke stramme sammenligningen for meget. Et transplanteret organ kan afstødes. Jesus siger: Ingen, der kommer til mig, vil blive stødt bort.
Som døbt glæder jeg mig over at høre til hos Jesus i livets og lysets rige. Jeg må glæde mig over, at Jesus har ladet mig gå over fra døden til livet, fra mørket til lys i Herren. Jeg må tænke, at jeg nu er fastvokset på ham, og at ingen skal rive mig ud af hans hånd. Jeg mærker dagligt mit kød, min knyttede hånd mod Gud, min ulyst til hans ord, min lyst til leve livet på egne præmisser. Jeg glæder mig samtidig over, at “mens vi endnu var fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde” (Rom 5,10). Jeg bliver til stadighed mindet om hans bevarende nåde, at han for at bevare mig ofte må føre mig ad underlige veje. Dagligt trøster han mig ved sin Ånd ved evangeliet, viser mig min stedfortræder, viser mig, at Jesus er nok, og at han på korset har stillet Guds vrede.
Dag efter dag indhylder han mig i nåden, forvisser mig om syndernes forladelse, den hvide dåbsklædning, som også jeg må være iklædt – ved hans blod.
Udgivet af
Christian Dørken
Christian Dørken, speciallæge i urinvejskirurgi, Holstebro Sygehus.