Men nu er jeg altid hos dig, min højre hånd holder du fast. Du leder mig med dit råd, du fører mig til herlighed (Sl 73,23-24).
Det var et godt resultatet, Asaf her var nået frem til. Men det kom på baggrund af en svær gåde, der havde anfægtet ham. Asaf havde ikke altid talt på den måde og set på sin situation i det lys.
Kort forinden have han sagt: ”Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent og vaskede i uskyld mine hænder” (v.13). Dengang så det ud til for ham, at det gik de ugudelige godt. De kendte ikke til menneskelig nød, de blev ikke plaget som andre. Det så ud som om, Gud lod dem have fremgang i alle ting. Derimod blev han selv ramt dagen lang og tugtet hver morgen.
Det var lige ved at få Asaf til at snuble, siger han, så han gled bort fra Herrens vej.
Men Gud holdt hans højre hånd fast! Derfor blev han ført ind i Guds helligdom, hvor han fandt den rette løsning på den svære gåde.
Her møder vi en visdom, som alle Guds hårdt trængte børn bør lægge sig på hjerte. Står du i en nød, som du ikke kan finde grunden til, og ser det ud til, at alle dem, der ikke har med Gud at gøre, lever så sorgløst – så må du gå ind i Guds helligdom. Der vil du få at se, at det netop er sådan, Gud gør: Han tugter den, han elsker. Igen og igen bliver vi revset og opdraget af Herren, for at vi ikke skal gå fortabt sammen med verden. ”Men når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden” (1 Kor 11,32).
Gud opdrager os altså til vores gavn. Det fik Asaf at se, og derfor fødtes ønsket i ham om altid at blive hos Herren.
Hvad kan vi ønske os mere end at blive ledt på Herrens veje? Han tager ikke fejl. Det er den sikre vej til herlighed, og netop for at vi kan få del i herligheden, må han føre sit folk på den måde. For som Paulus siger: ”Vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed” (2 Kor 4,17).
Så må vi også med Jakob ”regne det for glæde, når vi kommer ud for prøvelser af forskellige slags” (Jak 1,2).
Fra andagtsbogen ”For troen og livet”, Luthersk Missionsforenings Forlag, København 1936. (Sprog let opdateret).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Martinius Svaabeck
Martinius Svaabeck (1864-1936) var forkynder i Luthersk Mission.