Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen (1 Mos 2,7).
Lørdag formiddag lyttede vi til klassisk radio. Et nyt korværk af en yngre, dansk komponist blev præsenteret. Var det smukt? Måske ikke i klassisk forstand. Men det var rystende: Bare ét eneste ord blev sunget: ”ILT”! Mands- og kvindestemmer smøg sig om hinanden i snirklede arabesker. Men teksten bestod kun af ét ord. Ilt.
Gispende, angstfyldte, kvælende lød stemmerne. Åndenød og dødskamp.
Komponisten, fik vi at vide, var kendt for allerede at have skrevet flere operaer, der kredsede om tunge, tabubelagte emner. Og denne opera kunne nemt ses som en kommentar til en verden tynget af klimaproblemer og forurening. Eller et spotlight på sygdomme som KOL og Corona…
Men mit indre blik skabte andre, dystre billeder: Mennesket, der skriger efter luft, efter liv; fra et sted, hvor der ikke længere er liv – kun evig lidelse. Mennesket, der mistede livet, fordi det ikke ville give det til Jesus. Fordi det ikke ville tage imod hans liv i stedet. Mens tid var. Mens der var liv.
Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6).
At være i live er at have livsånde, ilt, i sig. Som menneskeheden fik det på skabelsens sjette dag; og som hver enkelt af os får det ved undfangelsen. Vi lever i kraft af ilt. Og ilten, livet, kommer fra Gud.
Så hvad sker der, hvis du bryder forbindelsen til Gud – din livgiver, din iltforsyning?
Mennesker frygter med rette den store klimakatastrofe, den verdensomspændende pandemi, den udslettende verdenskrig og al anden ondskab og ødelæggelse.
Men én ting, bør vi frygte mere end alt det: vores egen evige død.
Fraværet af ilt, af liv.
Langfredag gik Jesus i døden for dig og mig. Han gik, frivilligt, til det sted, vi andre for enhver pris vil undgå. Her besejrede han døden. Læs det lige igen: Han besejrede døden! Du behøver ikke at dø!
Enhver der tror på ham – og andet skal der ikke til – får evigt liv i ham.
Du kan trække vejret frit. Jesus har vundet livet til dig.
Bliv i Jesus, og han bliver i dig. Ved hans død får du livet.
Udgivet af
Marianne Larsen
Marianne Larsen, Græsted, skolelærer.