Ild i kulisserne

Luthers hjertesag – en hjertesag for os? (Del 2)

Endetidstegnet over dem alle

I første del af denne artikel har vi set på de generelle tendenser i den globale Luther-fejring.

Den kulturelle reformationsfejring får underholdende, politiske og humanitære udtryk.

Den økumeniske reformationsmarkering begræder kirkesplittelsen i 1500-tallet, men glæder sig over, at der nu endelig er begyndt at blomstre et fællesskab op mellem katolikker og lutheranere.

Hvis der er én ting, der tegner sig med uhyggelig klarhed som bagtæppe for alle de forskelligartede arrangementer og markeringer af kulturel og økumenisk art, så er det et totalt fravær af tanken om, at Jesus snart kommer igen for at dømme hele verden.

Dermed også et totalt fravær af det spørgsmål, som var Luthers hovedspørgsmål: Hvordan får jeg en nådig Gud? Dét nervespørgsmål fra reformationstiden har fortonet sig som en selvfølge og en formalitet. Og derfor er det svar, som Luther fandt, også blevet en ligegyldighed, som ikke er afgørende for det at være kristen.

Der bruges til overmål lutherske og bibelske begreber som “nåde“ og “forsoning“, men tanken om dommedag er fraværende. Himlens skyer er lige så grå og forudsigelige, som de var for 500 år siden, og ordet om lynet, der skal flænge himlen fra øst til vest klinger mere og mere som en religiøs eventyrforestilling, der ikke har hold i nogen nutidig virkelighed.

Netop dét er et af de mest solide endetidstegn, man kan forestille sig.

Når man scroller ned over alle de mange underholdende og folkeoplysende jubilæumsarrangementer, der udbydes i Luther-året, får man en helt konkret materialisering af Søren Kierkegaards berømte billede på de sidste tider: “Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne. Bajads kom for at underrette publikum derom. Man troede, det var en vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at det er en vits.“

Luther havde det som sin livsmission at vise vejen til en nådig Gud på dommens dag. Men når dommens dag pilles væk fra Luthers budskab, så bliver han ikke andet end en interessant historisk figur, hvis tanker man trygt og roligt kan studere, lade sig inspirere af og til tider more sig over – alt sammen på et tilskuersædes afstand.

Det profetiske i Søren Kierkegaards sammenligning understreges af Jesu egne ord om endetiden: ”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de ænsede ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være” (Matt 24,37-39).

Det er den profeti, som også giver genlyd i Andet Petersbrev, når der står om de sidste tiders mennesker, at de skal sige: “Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse!“ (2 Pet 3,4).

Men glem ikke de ord, der er talt af de hellige profeter, siger Peter, og glem ikke, at nøjagtig sådan sagde folk på Noas tid – og hvordan gik det dem? Så usandsynligt og eventyragtigt det så ud, så skete det alligevel som en konkret, historisk virkelighed: Syndfloden kom, og den rev alle selvsikre og veletablerede mennesker direkte ind i død og fortabelse.

Sådan vil Herrens dag komme som en tyv – det vil sige: når mennesker mindst venter det, og når Bibelens ord allermest ligner forældede og naive forestillinger fra gamle dage; når selv kirken er holdt op med at tale om og forholde sig til dommens dag. “Da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er!“ (2 Pet 3,10, jf. v. 1-13).

Der er ild i kulisserne. Det er ikke skuespil! Det er skinbarlig virkelighed, som vil kunne mærkes lige om lidt, så ingen kan være i tvivl. Men ingen lugter røgen og ser flammerne, før det er uigenkaldeligt for sent.

Når hjertesagen bliver teoretisk

Det er alvorligt at iagttage, hvor mange mennesker der i år flokkes om Luther og festligholder reformationen – uden at ænse den konkrete virkelighed i Luthers budskab om frelse og fortabelse.

Men alvorligt på et helt andet plan bliver det, når jeg indser, at helt den samme verdslighed møder en dyb og rungende genklang i mit eget hjerterum. For det er ikke kun de mere eller mindre verdsliggjorte lutherske kirker i Det lutherske verdenssamfund, der er kommet bort fra Luthers hjertesag. Vi står alle i vores liv og praksis i stor fare for at blive helt verdslige i vores perspektiv.

Måske ikke “på papiret“. Vi fastholder vel tanken om dommedag i teorien. Men den bliver meget let så luftig og uvirkelig for os. Og det præger vores tid og vores prioriteringer.

Lina Sandells sange om Jesu genkomst har i den grad bud efter os i dag:

Om han kom nu i dag, din Herre og Gud,
(…)
Mon dog alt, hvad dig nu er vigtigt og stort,
også da ville fylde din tid?
Mon dog alt, hvad i dag bliver talt eller gjort,
ville optage hverdagens strid?
Besind dig dog, inden du svarer.

Ja: Besind dig dog, inden du svarer!

Hvad fylder dit liv? Ikke når du sidder på kirkebænken eller missionshusstolen en gang i ugen – men i hverdagen?

Hvis det ikke fylder for os, at Jesus snart kommer igen for at dømme verden, så må den lutherske og bibelske lære om retfærdiggørelsen med en indbygget naturnødvendighed miste sin betydning som vores hjertesag. For hvis vi ikke i vores hverdag tænker på, at vi en dag (måske i dag?) skal stå for en domstol – hvad skal vi så med en ”fremmed” retfærdighed?

Så bliver det en formsag for os. Det bliver en bekendelse med ord, men ikke med hjertet. Så klinger Konkordieformlens juridiske formuleringer kolde, livløse og ”teologiske” i vores ører.

Når blikket bliver jordvendt og sindet materialistisk, så mister vi interessen for frelsesvished og for sandhed og klarhed i læren om, hvem der frelses på dommens dag. Det kommer ikke til at fylde så meget for os selv. Vi mener, vi har hørt det, og vi regner det mere eller mindre som en selvfølge, at vi er frelst – fordi vi tror på Gud, kommer i de kristne sammenhænge og i øvrigt forsøger så vidt muligt at gøre de ting, man som kristne bør gøre.

Et materialistisk sind

At være materialistisk i sindet er ikke så konkret en synd som for eksempel seksuel synd eller vredessynd. Det har heller ikke de samme umiddelbart negative konsekvenser. Derfor kan vi let overse, hvor alvorligt det er.

Er det for eksempel synd at eje en dyr bil? Er det synd, hvis man altid skal have den nyeste iPhone? Er det synd at tage på dyre rejser? Er det synd at kaste sig over tilbudsaviserne for at se, om der skulle være noget spændende i denne uge?

Og måske endnu vanskeligere: Er det synd at spare op og sikre sin fremtid økonomisk? Er det synd at have et hårdt spændt arbejdsliv for at få råd til gode og sikre forhold for familien? Og er det synd at gå meget op i, hvordan huset og haven og maden tager sig mest præsentabel ud, når der kommer gæster?

Det er det vel ikke?

Eller – er det?

Det er lige så forkert at svare et generelt nej til de spørgsmål, som det er at svare et generelt ja. Men det er spørgsmål, som skal stilles, og som skal blive stående i vores liv til anfægtelse, bøn og selvransagelse – ud fra Bibelens egen vejledning om verdslighed og materialisme.

For Bibelen taler meget om det at være bundet til det jordiske. Og her skal kun tages nogle ganske få skriftsteder frem. Men bliver vi rigtigt stille for Bibelens vejledning, så kan vi ikke være i tvivl om, at mange af de ting, der umiddelbart kan se så uskyldige ud, i virkeligheden er en stor og mægtig fjende i vores liv, som vil have os bort fra Jesus og den livgivende lære i Guds ord.

Bibelens advarsler mod rigdom

Anstreng dig ikke for at vinde rigdom, det sætter din forstand ud af spillet, står der i Ordsprogenes Bog 23, vers 4.

Det udsagn er den gennemgående linje i Bibelens undervisning om det at være bundet til det jordiske. Jesus taler om “denne verdens bekymring og rigdommens blændværk“ (Matt 13,22), og Paulus taler ligesom Jesus til de rige i denne verden om, at de i stedet for at samle sig skatte på jorden, skal koncentrere sig om den skat, der er grundvolden for evigheden. For kun på den måde kan man gribe det virkelige liv (1 Tim 6,19, jf. Matt 6,19-20).

Rigdom og optagethed af det materielle er altså ifølge Bibelen noget, der bedøver sindet og blænder forstanden, så man ikke ser virkeligheden i øjnene! Det er som at komme ind i en fortryllelse, hvor denne verdens fyrste ønsker at drive os længere og længere ind i sit spind, så vi til sidst er viklet helt ind i vantroens mørke, og troens blik er udslukt i vores hjerte.

Sådan gik det for Demas, Paulus’ betroede medarbejder: “Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden“ (2 Tim 4,10, jf. Filem 1,24).

Men Demas var langt fra noget enkeltstående tilfælde: “Kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen“ (1 Tim 6,10).

Når vi er optagede af at vinde rigdom i verden, sætter det vores forstand ud af spillet! Vi kommer nemlig til at klynge os til, hvad vi opnår her i verden. Vi tror, at vi kan opnå tryghed og sikkerhed i vores liv ad materialismens vej. Og evighedsperspektivet glider langsomt og umærkeligt væk fra vores bevidsthed.

Men pludselig en dag får vi færten af ilden i kulisserne. Den dødelige sygdom melder sig. Eller bilulykken. Eller – måske flænges den ubevægelige himmel faktisk af et lyn fra øst til vest – Jesus kommer igen som dommer over hele verden!

Så står du pludselig rippet for alt det jordiske, du har klynget dig til. Og så skal du erfare, at det er sandt, hvad den gamle visdom for så mange år siden har profeteret: “Rigdom gavner ikke på vredens dag, men retfærdighed redder fra døden (…) Ved det uretfærdige menneskes død er håbet ude, og forventningen til rigdom skuffes. Den retfærdige udfries af nøden, den uretfærdige får hans plads“ (Ordsp 11,4.7-8).

Forventningen til rigdom skuffes! Al vores materielle vinding, som giver os sikkerhed og glæde her på jorden, viser sig at være en falsk sikkerhed, der har levetid som en sæbeboble. “Når du vender dit blik mod rigdommen, er den borte, for den laver sig vinger og flyver mod himlen som en ørn“ (Ordsp 23,5).

“Da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er,“ nemlig: en drøm, et luftkastel, et blændværk, der hindrede os i at se virkeligheden i øjnene.

Gudsfrygten forsvinder

Når vi i Ordsprogenes Bog læser, at det at anstrenge sig for at vinde rigdom sætter forstanden ud af kraft, så er det værd at bemærke, hvordan Ordsprogenes Bog ellers taler om visdom og forstand. Hovedordet, hvis budskab bliver fremhævet gentagne gange, er det vigtige ordsprog: “At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed“ (Ordsp 9,10, jf. 1,7.29; 2,1-5; 15,33 m.fl.).

Den sande visdom og forstand i Bibelen har at gøre med det at frygte Herren og at kende den Hellige. Og det er denne forstand, jagten efter rigdom sætter ud af spillet. Materialismen rammer altså gudsfrygten og det at kende Gud som den Hellige.

Det ser vi også af, at Guds ord sammenkæder gudsfrygten med begrebet nøjsomhed, som betyder at lade sig nøje med det, man har (1 Tim 6,6). Og faktisk siges det ganske radikalt i denne sammenhæng, at “har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det“ (1 Tim 6,8).

Når vi stræber efter rigdom i denne verden, forsvinder gudsfrygten, og vi får et overfladisk forhold til vores synd: “Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse“ (1 Tim 6,9).

Læg mærke til ordene “fristelse“, “baghold“ og “tilbøjeligheder“.

Når du præges af et materialistisk sind, falder du let i fristelse, for du tillader ikke dit hjerte at sige nej til noget, der giver dig en umiddelbar tilfredsstillelse (jf. Præd 2,10).

Men disse fristelser og fald i synd kommer som baghold, det vil sige: uden at vi bliver anfægtet af dem! Vi ser dem ikke – de falder os i ryggen.

Derfor ledes vi heller ikke til et opgør med synden, men henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder. Synden bliver en vanesag for os, og vi lever fredeligt med den, uden at vi tænker over, at det er noget specielt slemt. Vi ser ikke noget problem i at leve med disse tilbøjeligheder og samtidig kalde os kristne. Men Bibelen taler klart: De vanesynder, som vi lever uanfægtede med, styrter mennesker i undergang og fortabelse.

Materialismens vej er frafaldets vej.

Det ser så uskadeligt og uskyldigt ud, når vi lader vores sind fylde op med materielle og jordiske glæder. Men det leder os støt og roligt væk fra gudsfrygten og tanken om dommedag. Og i ly af vores bundethed til det jordiske vokser den skjulte synd i hjertet, uden at det fører os i anfægtelse, og da er vi på vej mod forhærdelsen over for Guds ord.

Rige i håbet

Bibelen har et alternativ til, hvad der skal fylde os. Der er nemlig en anden rigdom, vi skal stræbe efter, end den korte, jordiske sikkerhed:

“Men vi ønsker, at hver eneste af jer til det sidste vil vise den samme iver efter den rigdom, som håbet rummer, så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, som ved tro og tålmodighed arver det, som Gud har lovet (…) Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget“ (Hebr 6,11-12.19).

Når Gud vil give os rigdom i håbet, så leder han os ofte gennem prøvelser, der viser os, at vi ikke kan have vores sjæls anker i denne verden.

I brevet til menigheden i Laodikea lyder Jesu ord: “Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg“ (Åb 3,17-19).

Sådan gjorde Jesus engang, sådan gør han i dag, og sådan vil han i sin store nåde blive ved med at føre sit folk: så vi mister sikkerheden i os selv, står fattige, nøgne og utildækkede med al vores usselhed og skam – men må få vores rigdom og vores hvide klæder hos Jesus.

Guds vækkende kald

Når verdsligheden griber dit hjerte, og du oplever dig selv mere og mere ligeglad både med din synd og med frelsen, så må du høre Guds vækkende kald gennem sit ord. Du må se alvoren i din verdslighed og ligegyldighed. For Guds ord siger jo netop, at den er roden til alt ondt, som har ført mange mennesker i fortabelsen.

Men så må du også få lov til at gribe evangeliet i den lutherske og bibelske lære om, hvad det vil sige at være kristen.

Når du er blevet stille for Bibelens ord, der så ligefremt og direkte afdækker verdsligheden i dit liv, så tænker du måske, at du vist aldrig bliver en rigtig kristen.

Og det er sådan set godt, hvis du tænker det. For det er sandt. Du bliver aldrig en rigtig kristen!

“Hvad for noget?“ tænker du. “Skulle du ikke til at fortælle mig om evangeliet?“

Jo, netop! Evangeliet, og det, som den lutherske og bibelske lære med al tænkelig klarhed og tydelighed forkynder for dig, er: Du bliver aldrig nogensinde en rigtig kristen! Dit hjerte vil uforanderligt og uforbederligt hænge ved synden og ved alt det jordiske! Men der er én, som står parat til at gå i dit sted. Ja, han har allerede taget din plads, da han døde for dig og tog al din ugudelighed og verdslighed og ligegyldighed op på korset for at frelse dig (Rom 5,6-11).

Det ord skal intet tage fra alvoren i Bibelens advarsler om, hvad det gør ved os at lade os fylde af alt det jordiske. Og du må høre det som et indtrængende kald til opgør med synden og ligegyldigheden i dit liv. Et kald til atter at søge den hellige Gud, hvor han er at finde: på knæ for ham over en åben bibel.

Men sammen med dette kald må du høre det frisættende evangelium:

Så radikalt må det siges: at der i evangeliet intet andet gælder end den ene person Jesus Kristus. Den, som kender Jesus, han må takke Gud, for han ved, hvor han skal hente sin trøst, hjælp og vished om frelse (M. Luther¹).

Er evangeliet for mig?

Det kan være svært at høre det evangelium som et ord til mig, hvis jeg er plaget af anfægtelse og anger over en stor og overvældende synd, som jeg ikke er i stand til at tilgive mig selv for.

Alligevel er det på en måde mere ukompliceret at tage imod og glædes over evangeliet, når jeg er meget anfægtet. Langt værre er det, når jeg ikke føler nogen anfægtelse eller smerte over synden i mit liv. Når jeg i al min verdslighed knapt orker at bede om tilgivelse og ikke føler nogen reel smerte over den synd, jeg har begået.

Når jeg har det sådan, virker det for letkøbt at bede om tilgivelse. Jeg føler jo ikke den rigtige smerte over synden, som skulle være kendetegnet på Guds børn i deres kamp.

Og når jeg har det sådan, begynder jeg måske at spekulere på: Er den lutherske lære nu også sand? Er der måske noget, vi har misforstået?

I den situation kan det være nærliggende at se mod den katolske kirkes mere “dynamiske“ forståelse af, hvordan et menneske bliver frelst. For det virker urimeligt, hvis Gud skulle kunne tilgive så kold og ligeglad en type som mig. Der må være noget i mig, der mangler! Der må være noget, der skal ændres i mit hjerte, hvis jeg skal kunne kalde mig Guds barn.

I virkeligheden er det, der sker, at Gud er ved at pille det allersidste af mit religiøse kluns af, så jeg står helt nøgen og utildækket for hans ansigt. Og jeg søger efter, hvad jeg kan gribe fat i og dække mig med – prøver måske at få en tåre over synden frem, eller prøver at beslutte mig for, at det skal blive anderledes med mig. Men Gud vil ikke lade mit projekt lykkes. Næste gang sidder jeg der i den samme situation. Og det bliver sværere og sværere for mig at få tåren frem eller at beslutte mig for, at jeg skal blive anderledes. Det bliver også mere og mere vanskeligt for mig at have med Gud at gøre, og jeg undgår bevidst stilheden for Guds ord – begraver mig i verdslige gøremål og underholder mig og bedøver mig væk fra virkeligheden.

Når du står i sådan en situation, har forventningen til dit eget kristenliv og din villighed til at have med Gud at gøre lidt et alvorligt knæk.

Men netop sådan vil Gud have dig i tale.

Rosenius udtrykker det med stor sjælesørgerisk erfaring:

“Jeg erkender ikke synden, for jeg er så ligegyldig og letsindig“, siger du.

Ja, men netop dette at være ligegyldig og letsindig er en stor ondskab. Det er selve kilden til al synd. Det er hjertets ondskab, du nu kender. Og det er nødvendigt.

“Jeg er jo ikke sønderknust og angerfuld, men bare selvsikker og hård“, siger du.

Og deri har du ret, og det er godt, at du selv er klar over det og godt, at det gør dig forfærdet².

Din “letsindighed“, dvs. din mangel på anfægtelse og alvor, må ikke føre dig bort fra Gud! For det, der er ved at ske med dig, er ikke andet, end at din erfaring af synden i hjertet uddybes i en retning, som du slet ikke havde troet mulig, da du først kom til tro.

At være en synder

I Bibelen læser vi: “Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere” (1 Tim 1,15).

Jeg tror, at vi er blevet så vant til at høre ordet ”syndere”, at vi godt kan få et lidt idyllisk billede af, hvad en synder egentlig er: En synder er sådan en alvorlig og oprigtig, samvittighedsfuld og angerfuld person, der tager det meget nøje med synden og kommer frem for Gud med den hver aften, inden han går i seng …

Nej! En synder er en fjende af Gud! En synder er ond – ond som Djævelen selv!

Når vi lytter til Guds afslørende ord om, hvad der bor i os, så vil vi også få denne skræmmende virkelighed om vores egen menneskenatur at se. Vi vil komme til at opleve, at der faktisk ikke er noget fromt i at være en synder. Vi vil få brug for Jesus på et dybere plan, end vi havde tænkt, da vi først mødte evangeliet.

Så erkender man som Per Nordsletten: “Jeg ringe var, er værre vorden, ser stadig mer’ af hjertets dynd.“

Og hjertets dynd er ikke noget smukt syn. ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser” (Matt 15,19).

Men det er sandt, hvad Luther siger i sin udlægning af Galaterbrevet 1, vers 4, hvor der står om Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder: ”Kristus er givet hen ikke for opdigtede eller billedlige, men for sande, ikke for små, men for de allerstørste, ikke for en og anden, men for alle, ikke for overvundne (for intet menneske, ikke engang en engel kan overvinde den mindste synd), men for ubesejrede synder.”

Og det er sandt, som Per Nordsletten fortsætter sin bekendelse:

Jeg ringe var, er værre vorden,
ser stadig mer’ af hjertets dynd.
Dog må jeg være Jesu brud.
O du forunderlige Gud!

En bøn efter Guds hjerte

Når du anfægtes over din manglende anfægtelse – og når du bliver så træt af dig selv, at du næsten ikke kan holde det ud, fordi du er så kold og død og tom indeni – så kan du vælge i vrede at forlade Ordet om, at Jesus er din retfærdighed.

Du kan vælge at flygte fra Gud ind i verdslighedens drømmeverden.

Eller du kan flygte fra Gud ind i en farisæisk tankegang, hvor du som i katolicismen klynger dig til den forandring, der skal ske med dig. Du kan flygte fra Gud ind i næstekærlighed og mission eller ind i inderlig og hengiven bøn og lovsang. Eller i meget konservative sammenhænge kan du flygte fra Gud ind i de rigtige meningers slot, hvor du i samtaler med andre er flittig til at tage afstand fra de mest trendsættende, moderne og overfladiske strømninger og bevægelser.

Alt sammen ting, der i den sammenhæng, du befinder dig i, betyder, at du kommer til at tage dig ud som en sand og sund kristen. Men at få den anerkendelse fra mennesker er jo bare en flugt. Og tænk, når Gud en dag finder dig, som han fandt Adam i Edens have. Så står du der – nøgen og fuld af skam for hans ansigt som et tomt og usselt menneske.

Flugten fra Gud er i det lange løb dømt til at mislykkes.

Men hør nu: at du har kærlighed til synden; at du ikke magter at gøre op med den; at du bliver mere og mere verdslig og egoistisk i dit sind; og at du får et mere og mere forfærdende syn for, hvor afgrundsdyb og upåvirket en ondskab, der bor i dig – det må ikke føre dig bort fra Jesus! Det må da tværtimod føre dig hen til ham. For har du nogensinde haft mere brug for ham som din eneste redning?

”Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.” Hør nu indholdet af det ord!

Uanset hvor uforbederlig, du føler dig, så må du ikke søge væk fra Ordet om, at han er din fred. Du må komme til Jesus med din synd ”for tusinde gang”, og du må takke ham af hjertet for hans fuldbragte frelse. Udøs dit hjerte som vand for Herrens ansigt, og vær ikke uoprigtig over for din Frelser, men tro kun på, at han jo netop kender dig helt ind i det inderste mørke, som du selv viger tilbage for at se i øjnene – og at han alligevel forkynder evangeliet for dig (Klages 2,19; Sl 84,12; Sl 139; Matt 26,33-34; Luk 5,31-32).

Når du står på anfægtelsens yderste rand, så bliver det sikkert ikke nogen stor og varm og frydefuld tak med anger over synden og stærke følelser i hele kroppen. Men du må sige til Jesus, som det er: ”Jesus, jeg kan ikke få mig selv til at græde over synden. For det har jeg gjort så mange gange før. Og jeg ved jo, at jeg falder igen – og igen. Men Jesus, jeg er led og ked af, at det skal være sådan, og at jeg skal være så ligeglad med min synd. Jeg har lyst til at sige: ‘Herre, gå fra mig, for jeg er en syndig mand!’ Jeg kan næsten ikke holde ud at være i nærheden af din hellighed. Men jeg beder dig – stille og roligt og uden store løfter og visioner, for det magter jeg ikke: Tilgiv mig – for tusinde gang! Se i nåde til mig! Lad min forfærdelige synd være dækket af dit dyrebare blod. Du siger jo selv, at du gav det for ugudelige – og sådan en er jeg. Jesus, min synd er større, end jeg kan overskue. Men jeg tror på, at din nåde er endnu større. Og det klynger jeg mig til. Amen.”

Hvor sådan en bøn fødes i et hjerte, der knyttes et menneske til Jesus og rodfæstes i ham. Og måske føles det ikke godt. Men noget bedre kan ikke ske for et menneske.

Den livgivende lære og den sande skat

For den, der anfægtes ved tanken om Jesu genkomst; for den, der ser og overvældes over synden i sit liv, og gang på gang må tvivle på, om det virkelig kan være sandt, at jeg er Guds barn – for det menneske er Konkordieformlens helt objektive forankring af retfærdiggørelsen i Guds tilregnede nåde for Jesu skyld den største og mest glædelige trøst, man kan tænke sig.

Det er muligt, at det ikke er en stor begejstringsglæde, der melder sig, hver gang man hører det. Men det er en dyb og varig glæde, som ofte er stærkest, når den ydre fred og glæde er mindst.

Og på samme måde rummer denne lære også en dyb og varig frisættende kraft. For når jeg ser, at Jesus virkelig har frikøbt mig for al min synd og har skænket mig al sin himmelske herlighed og retfærdighed – så fyldes mit hjerte af en dyb taknemmelighed og lyst til at gøre alt det gode, som jeg ikke behøver at gøre for min frelses skyld.

Tænk hvis vi i år på ny kunne banke Luthers tese nr. 62 op – om ikke på en slotsport, så dog i vores hjerte: Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds ære og nåde.

Tænk hvis det igen kunne fylde hjerterne med en dyb taknemmelighed, at evangeliet drejer sig om Guds nåde og Guds ære – og intet i mig!

Det er vejen til fred og frimodighed – og vejen til vækkelse og daglig omvendelse – midt i de sidste tiders frygtindgydende frafaldsstrøm.

Lad os slutte denne artikel med nogle ord af Luther selv:

Når vi vil gribe læren om syndernes forladelse, må vi komme ud over os selv og hæve os op over fornuften, som vil strides med os. Vi må lære at komme så højt op, at vi hverken ser synden eller de gode gerninger, som fornuften vil holde frem for vores øjne. Og så må vi søge vores fodfæste og faste ankergrund i denne trosartikel uden at bryde os om noget andet.

Nåden og syndsforladelsen må vi holde op – ikke bare mod synden, men også mod de gode gerninger, så al menneskelig retfærdighed og hellighed bliver udelukket. Min synd og min hellighed må jeg lade blive hernede på jorden, for de angår kun mit nuværende liv. Men i Himlen har jeg en anden skat, som er større end både min synd og min hellighed. For i Himlen sidder Jesus og holder mig i sine arme, skjuler mig med sine vinger og overskygger mig med bare nåde.

Nu indvender du måske: Hvordan kan det være muligt, når jeg nu dagligt føler min synd, og når samvittigheden fordømmer mig og viser mig Guds vrede?

Men det er jo netop derfor, det er så vigtigt med denne lære! Den kristne retfærdighed er ikke andet end ene og alene syndernes forladelse! Her er vi i et rige, som kun omgås med syndere, og her har vi at gøre med en overvældende nåde, der tager al vrede bort.

Det hedder netop ”syndernes forladelse”, fordi vi over for Gud er syndere fuldt og helt. Om vi så har al menneskelig retfærdighed, er der ikke andet end synd i os. For når Jesus taler om “synder“, så må det være store og alvorlige synder, og når han taler om “forladelse“, så er det ikke en spøg, men ramme alvor³.

Lyd

Udgivet af

Henrik Gren Hansen

	henrik.gren.hansen@nytliv.dk
	Tlf.: 60817209