Han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere (Es 53,12).
Med disse vidunderlige ord afsluttes Esajas 53, der er en uudtømmelig forkyndelse af evangeliet.
Århundreder senere er vi i Johannesevangeliets 18. kapitel i Getsemane have. Jesus har udkæmpet sin dødsangst alene i bøn for Herrens ansigt. Hans disciple havde fulgt ham ind i haven med den klare hensigt at våge og bede. Ja, Peter havde endog forsikret, at om så alle de andre svigtede, gjorde han det ikke. Ordene og viljen var så velment – og dog så blottet for erkendelse af det forfærdelige dyb, som boede i ham af fejhed, svaghed, lyst til at redde sit eget skind, menneskefrygt og manglende kraft til at stå ved sine ord, når det kom til stykket.
Paulus siger om sig selv, at han ikke forstår sine egne handlinger. Det, han vil, det gør han ikke, og det, han hader, det gør han. Mon ikke de ord er som talt ud af Peters hjerte ansigt til ansigt med sine dybe fald først her i Getsemane have og senere i ypperstepræstens gård? Og mon ikke det er ord, hver eneste fattig synder, der lever i lyset, kender sig selv i?
Vi hører i Johannesevangeliet kapitel 18, at Jesus vidste alt, hvad der skulle ske med Ham. Han vidste om disciplenes fald og svigt, torturen og gudsforladthedens mørke på korsets træ. Intet var Han uvidende om. I lyset af denne erkendelse går Han ud til soldaterne med sit gentagne spørgsmål om, hvem de leder efter. De leder efter Jesus fra Nazareth. Og hertil svarer Jesus så dybt og frisættende: ”Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå!”
Disse ord fulgte disciplene ind i faldets nat: Jesus sagde, at de skulle gå! Tænk, om de ord ikke var sagt af Jesus, og Han i stedet havde sagt, at de var nødt til at bidrage med noget, for at frelsen kunne realiseres. Da var alt tabt for hver af disciplene. Men nej; sådan talte den alvidende Frelser ikke. Han var nemlig klar over, at hvis Han krævede blot den mindste medvirken fra syndere i frelsen, blev intet menneske frelst.
”Når det er mig, I leder efter, så lad de andre gå!” I første omgang er det Jesu svar til soldaterne. Samtidig er det evangeliets svar. Det er Guds svar til syndere. I haven var soldaterne ikke de eneste, der ledte efter Jesus. Også Gud ledte efter Ham. Det var Hans vilje at finde Ham som stedfortræder og forsoner for disciplene, for dig og for mig, ja for hele verdens syndere. Herren lod al vor skyld ramme Ham!
”Han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere!” Tænk, at Jesus selv bar vore synder op på korsets træ. Vi skulle i al evighed have båret straffen for alle vore synder; men Jesus trådte i stedet for os. Og så lyder Frelserens ord til soldaterne også som hans frelsende ord til os: ”Når det er mig, I leder efter, så lad de andre gå!”
Jesus har båret de manges synd og er trådt i stedet for syndere i en sådan grad, at syndere går fri. Han har båret din og min synd og er helt trådt i stedet for os, så vi går fri!
Forstår du, at mit hjerte hænger ved det evangelium og har sin fulde trøst deri?
Udgivet af
Birte Kristensen
Birte Kristensen, Kjellerup, social- & sundhedshjælper.