Da tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: ”Gå i forbøn hos Herren om, at han skal fjerne frøerne fra mig og mit folk. Så vil jeg lade folket gå, så de kan ofre til Herren.”
Moses sagde til Farao: ”Sig mig nådigst, hvornår jeg skal gå i forbøn for dig og dine hoffolk og dit folk, så frøerne bliver ryddet væk fra dig og dine huse, og der kun er nogle tilbage i Nilen.”
”I morgen,” svarede han (2 Mos 8,4-6).
Jeg er i gang med at læse Bibelen forfra med børnene, og vi er nu i gang med de ti plager. En kendt beretning, og man tænker: Det er god børnelærdom at kende den! Men hvornår har jeg sidst læst den med tanke på mig selv?
Faraos svar ramte mig. ”I morgen,” svarede han. Med frøerne kravlende rundt i paladset, ja måske sad der en frø på ham, mens han talte med Moses og Aron! Der står i 2 Mos 7,28-29: ”Nilen skal vrimle med frøer; de skal kravle op og komme ind i dit hus og i dit sovekammer og op i din seng og ind i dine hoffolks huse og til dit folk, ja, ind i dine bageovne og dine dejtrug. Frøerne skal kravle rundt på dig og dit folk og alle dine hoffolk.”
Jeg er ikke særligt begejstret for frøer, i hvert fald hvis jeg skal i nærkontakt med dem. Sidste gang en forvokset tudse havde forvildet sig ned ad trappen til mit kælderkontor, måtte min far komme til undsætning, da jeg ikke selv følte for at gelejde den op igen. Det er selvfølgelig på en miniskala i forhold til den plage, der kom over Egypten. Men mine personlige kvaler ved at skulle holde en tudse i hånden gør det alligevel lidt ekstra levende for mig.
Det virker så grotesk! Hvad hindrer Farao i at sige ”i dag” eller ”nu, med det samme”? Er det ikke det eneste naturlige, når man er midt i sådan en frøstorm?
Men han siger: ”I morgen.”
Og det viser Faraos sind. Han vil først se, om det ikke går over uden Guds hjælp. Gud er sidste udvej. Og endnu værre end det: Da Moses så går i forbøn, og frøerne dør som fluer, så det stinker over hele landet, står der: ”Men da Farao så, at det var til at ånde igen, forhærdede han sig og ville ikke høre på dem” (8,11).
Faraos historie er også Israels historie. ”Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt,” som det siges i 5 Mos 28,47. De gode tider giver glemsomhed over for Gud og tillid til egne kræfter. Derfor må Gud gang på gang bringe plager og prøvelser over folket for at få dem til at søge Herren igen. Men når plagerne rammer Israel, tænker de ikke i første omgang på at søge Herren. Han er sidste udvej for dem. Så først når alle andre døre er lukkede, og man har prøvet alt muligt andet, kommer det: ”Lad os vende om til Herren” (Hos 6,1). Lad os også give Gud et skud. Det kan vel ikke skade?
Men Gud må sukke: ”Hvad skal jeg gøre med dig, Efraim, hvad skal jeg gøre med dig, Juda? Jeres troskab er som morgentågen, som den tidlige, flygtige dug” (Hos 6,4).
Gud kender deres sind. Han ved, hvad der vil ske. Så snart han bryder ind med sin hjælp, så ryger folket tilbage i den gamle gænge igen. Der er en horeånd i deres indre (Hos 5,5). De evner ikke at være tro mod Gud.
”Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt.”
Vi kan læse det – og vi kan synes, det er grotesk. Men det alvorlige spørgsmål er jo: Hvad hvis Faraos historie og Israels historie også er min historie? Der er skrevet om dem, for at jeg skal lære af dem. De skal være advarende eksempler (1 Kor 10,11).
Når frøerne kravler rundt på mig – i billedlig forstand! – så skal jeg ikke sige: ”I morgen.” Og når det er til at ånde igen, så skal jeg ikke vende mig væk fra Gud og glemme ham, indtil det går skævt igen.
Gud leder os gennem prøvelser og velsignelser for at få os hjem til Himlen. Han gør præcis, som han ser, det er bedst for os – hverken mere eller mindre. Han gør det i sin ufattelige kærlighed til os. Han ser til den enkelte af os og giver os så tungt eller let et kors, som vi kan bære. Gud udmåler ikke prøvelserne som en millimeterretfærdig far, der vil sikre sig, at vi alle får præcis lige meget godt eller skidt. Men han giver den enkelte millimeterpræcist, hvad han eller hun har brug for for at nå hjem.
Det er bare ikke et på forhånd givet resultat, at de prøvelser og velsignelser, Gud sender på vores vej, fører os hjem. For det afhænger ikke kun af, hvad Gud vil; Gud vil jo alle menneskers frelse. Det afhænger af, om vi tager imod Guds ledelse i tro.
Når frøerne kommer i mit liv, så må jeg vide, hvem jeg skal gå til. Og når frøerne ved Guds indgreb dør og slæbes væk, så det bliver til at ånde igen, så må jeg blive hos ham og ikke glemme ham.
Ikke mindst må jeg takke for, at han våger tålmodigt over mig for at få mig hjem, også når jeg må erkende, at jeg ligner Farao og israelitterne meget mere, end jeg bryder mig om at tænke på. ”Han, som bevarer dig, falder ikke i søvn” (Sl 121,3). Den Gud, der var tålmodig med sit stivnakkede folk, vil også være tålmodig med dig og med mig. Han kender menneskers sind – det vidner hele Bibelen om. Der er ingenting i dit hjerte og din natur, der kommer bag på ham. Og alligevel elsker han dig så højt, at han gav sin egen søn, for at du ikke skulle fortabes, men have evigt liv.
Så vær ikke en Farao over for ham. Gør ikke dit hjerte hårdt, så du siger “i morgen”. Kom til ham i dag!
