Når en synd bliver tilstrækkeligt almindelig, betragtes den ikke længere som synd. Enhver vil kunne nævne mange eksempler på det, men få gør sig klart, at bekymring hører hjemme under disse synder.
Bekymring – et tegn på ansvarlighed
Alle er enige om, at det at bekymre sig ikke løser problemerne, og mange bruger tit udtryk som: ”Du skal se, det går nok! Vi kan hverken gøre fra eller til.”
Kristne, som anvender disse vendinger, skal gøre sig klart, at der ofte bag dem ligger en ikke-kristen skæbnetro, og at Djævelen frister os til at trøste mennesker med den, i stedet for at vende blikket mod Gud.
Vi regner ikke rigtigt bekymring for en synd. Hvornår har du sidst bekendt denne synd for Gud? Mange kristne er så påvirkede af tidens tænken, at de deler tidens syn på synd. Dette er meget farligt. Når talen er om bekymring, må man konstatere, at denne synd ofte gøres til en dyd. Står man over for et modent, alvorligt menneske, der ikke ser overfladisk på tingene, venter man ligefrem, at vedkommende også har en række bekymringer, da dette understreger hans ansvarsbevidsthed. Man må da tænke på fremtiden!
Forretningsmanden må tænke på, hvordan han kan betjene sin kundekreds på bedste måde og eventuelt udvide den. Den erhvervsdrivende må bekymre sig for, om de producerede varer kan afsættes. Den arbejdsløse vil ganske naturligt tænke på, hvordan han skal klare dagen og vejen. Den kristne med en stor gæld er da i dette spørgsmål ikke stillet anderledes end den ikke-kristne. Den syge har, hvad enten han er troende eller ej, samme ene tanke: Hvornår bliver jeg rask?
Sådan kunne man blive ved. Man kunne tegne netop din situation med alle dine bekymringer, og man måtte slutte: ”Jo, sandelig, der er grund til at være bekymret.”
Det, som hjertet vender sig imod
I lignelsen om sædemanden fortæller Jesus, at noget sæd faldt blandt tidsler. Det er dem, som hører Ordet, men det kvæles under livets bekymringer. Bekymringer for dette liv nævner Jesus først. At Ordet kan kvæles af rigdom og nydelse forstår vi, men at bekymringer har akkurat den samme evne, tænker de fleste aldrig på. Dine bekymringer hindrer og kvæler Ordets vækst i dit hjerte.
Grunden til, at bekymring, rigdom og nydelse har samme virkning i et menneskehjerte, er, at disse ting kan fylde et menneskehjerte. Det, som hjertet vender sig imod, er gud for mennesket. Det hjerte, som vender sig mod rigdom og nydelse, har i disse ting sin gud. Den bekymrede vender sig mod noget, han ikke har, eller som han ser, er i færd med at glide ham af hænde, og han gør sig ikke klart, at han derved hindrer Ordets vækst i sit hjerte, og det ender med Ordets død i hjertet.
Straks kommer fornuften, når den hører sådan en tale: ”Jamen det går da ikke altid en kristen godt.”
Og så kommer det ene eksempel efter det andet. Mange hjerter følger fornuftens røst og vender sig mod de utallige problemer, og Guds ord sygner langsomt hen.
Kast al jeres bekymring på ham!
”I må ikke være bekymrede for jeres liv.” Læg mærke til disse ord af Jesus. Det er ikke en god leveregel, Jesus her giver os. Det drejer sig om vor frelse. Der står ikke, at du ikke skal arbejde. Det skal du. ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød.” Men du skal ikke være bekymret.
At arbejde og bekymring for mange er knyttet sammen, skyldes ikke Gud, men Djævelen. Hvordan resultatet af dit arbejde end bliver, og hvordan det end går dig: Bekymringerne tilhører ikke dig, men Kristus. ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer” (1 Pet 5,7).
Bekymring er en af de klædninger, som vantroen kommer i. Den bekymrede har ikke tillid til Guds omsorg.
”Ja, det er rigtigt,” siger mange. ”Nu må jeg passe på ikke at bekymre mig.”
Du, som siger sådan, forstår endnu så lidt. Kan du ikke se, at bag Jesu ord om ikke at være bekymret, ligger ikke loven, men evangeliet? Du får lov til at kaste alt over på Ham, som har al magt i Himlen og på jorden. Du får lov til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Du får lov til bag alle dine bekymringer at se Djævelen, som siger: ”Jeg må se at gøre de kristne rigtigt godt bekymrede, så mister de al glæde og frimodighed og tilsidst kvæles troen.”
Fordi du kender Satans rænker, kan du også give ham det rette svar: ”Jeg vil gerne frabede mig alle dine gaver, og skulle det alligevel lykkes dig at lægge en bekymring ind i mit sind, så vil jeg straks kaste den på Kristus sammen med alle mine andre synder, og så har du tabt dit spil.”
Hvilen i Guds faderomsorg
Hvor en kristen således tilegner sig Ordet, bliver det vidunderligt at være en kristen. Tænk, jeg får lov til at rette sind, tanke og hjerte mod Gud og sige: ”Far, alt kender du. Du har elsket dit barn så højt, at du gav Jesus, din dyrebare søn, for et fortabt barns skyld. Jeg kan ikke tvivle på din kærlighed til mig. Jeg ved, at alt, hvad der møder mig, er præget af din faderomsorg.”
Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene:
Barnets sande vel at tjene.
Dette ved og dette tror en kristen, selvom han ikke altid kan se det.
På en festdag er det næsten sådan, at forstanden kan acceptere disse ord. Men ved en åben grav kæmper troen sin kamp mod fornuften for at fastholde, at også dette, som møder mig nu, er udtryk for en faderkærlighed, som jeg må takke for.
Det er underligt at tænke på, hvem det var, som første gang tog følgende ord i sin mund: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, som elsker Gud.”
Det var en mand, hvis krop bar mærker af hug og slag i overflod, som kendte fængslerne indefra, og som af personlig erfaring vidste, hvad ord som sult, tørst og kulde betød.
Hvor må der have været mange ”hvorfor” i Paulus’ liv. Hvorfor skal jeg også gennem dette? Kunne Gud ikke have skånet mig for det?
Gud gav Paulus svaret: ”Det virker sammen til gode for dig.”
Hver dag jeg lever på denne jord, får jeg lov til at vende mig mod Herren og sige: ”Også i dag er jeg dit priviligerede barn, og det betyder, at under alt, hvad der møder mig, mere end sejrer jeg ved dig, som elsker mig.”
Der hvor fornuften ser lidelse og nød og spørger ”hvorfor?”, der ser troen sejr sammen med Kristus. Der hvor denne tro bryder igennem, kan bekymringen ikke leve. Det eneste, som kan leve dér, er den taksigelse, som siger tak under alle forhold.
Bag den største lidelse og nød ser en kristen en gennemboret hånd, og han ved, at denne hånd betyder, at snart skal jeg blive ham lig, for jeg skal se Ham ansigt til ansigt. Da er alle spørgsmål løst, for da står jeg foran Ham, som ikke sparede sin søn, den eneste, men gav Ham hen for mig, og da ved jeg, at jeg har bare ét at sige, og det er mit hjertes inderlige tak, fordi Gud i alle ting har givet mig alt med Kristus.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2021. Hele bladet kan læses her.
Fra Båndet nr. 10-1969.
