Retfærdighed går foran ham, og fred følger i hans spor (Sl 85,14).
Vi har nu været igennem to virkelig iskolde vintermåneder, som nok kan få en og anden til at længes efter foråret med lune solskinstimer, fuglefløjt, spirende blomster og planter.
Alligevel blev jeg lidt betænkelig, da vejrudsigten i går pludselig meldte plusgrader og tøvejr efter mange uger med hård frost. Jeg er nemlig kommet til at holde af det utroligt smukke hvide snelandskab, der nu i så lang tid har dækket vores lille land. Særligt når solen har skinnet, har det virket helt fortryllende. Mange dejlige bibelvers er kommet frem i mine tanker. Fx ”er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne” (Es 1,18), ”vask mig videre end sne” (Sl 51,9) og ”hans klæder var hvide som sne” (Dan 7,9).
Forleden gjorde jeg en for mig ny opdagelse. På en vandretur i den snedækkede skov lagde jeg pludselig mærke til, hvor mange spor der var i den fine hvide sne. I starten tænkte jeg, at det nok bare var spor efter mennesker, men på min mobiltelefon er der et lille smart kamera. Det gik op for mig, at når man trykker på det, kan man faktisk se, hvilke dyrespor der er tale om. Til min store overraskelse viste det sig, at de første par spor var spor efter en grævling! Lidt længere fremme var der spor efter både harer, rådyr, ræve, mår, egern, hjorte og endda en lille mus. Jeg kunne pludselig se alle dyrene for mig. Hvordan de efter mørkets frembrud var kommet frem mellem træerne og var gået hen over de sneklædte områder i deres søgen efter mad. Skoven var på en mærkelig måde blevet levende og fortalte en historie, som ellers havde været skjult for mig.
Vi har en talemåde, der siger at sporene skræmmer. Det gør syndens spor også. De sætter mærker i vores liv. Mærker efter ord, vi aldrig skulle have sagt. Ar efter handlinger, vi aldrig skulle have gjort. For Gud kan vi intet skjule. Han ser alt, også når ”sneen smelter”, og syndens spor synes at forsvinde for andres øjne. ”Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for” (Hebr 4,12).
Vi mennesker efterlader os spor her i livet. Om kongerne i det gamle Israel siges det igen og igen, at de fulgte i deres fars eller i andre kongers spor. Det blev enten til velsignelse eller til forbandelse for dem selv og de folk, de regerede over. Om kong Basha står der i 1 Kong 15,34, at ”han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Han fulgte i Jeroboams spor og vedblev med den synd, som Jeroboam havde forledt Israel til”. Om Josija står der imidlertid: ”Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne; han fulgte helt i sin fader Davids spor og veg ikke til højre eller til venstre” (2 Kong 22,2).
Hvor er det vigtigt, hvilke spor vi følger, og hvor er det afgørende, at vi bliver i det spor, vi ved Guds nåde er kommet ind på ved troen på Jesus. ”Fred følger i hans spor,” står der i Salme 85,14. Før Jesus i påsken går sammen med sine disciple over på den anden side af Kedronbækken og ind i Getsemane have, taler han om ”en fred, som han har efterladt til os” (Joh 14,27). En forunderlig fred, som vi uforskyldt af nåde får lov til at få del i. En fred, der er stiftet ved hans blod på korset. Han bytter plads med os, og vi, der har fortjent syndens løn, døden, går fri, da han går ind under korsets forbandelse og bliver en forbandelse for vores skyld.
I Højsangen 1,8 står der: ”Følg i småkvægets spor, og vogt dine kid ved hyrdernes telte.” Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi vogter vores børn og unge, så de bliver i den gode hyrde, Jesu, nærhed, og at vi selv følger i den gode hyrdes spor livet igennem, til vi når hyrdens bolig, vores himmelske fædreland.
”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl, han fører mig ad rette veje for sit navns skyld. Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig” (Sl 23,1ff., gl.overs.).
Du, som vejen er og livet,
dig vi har vort håndslag givet,
Jesus, dig, på hvem vi tror;
mellem alle verdens røster
din er ene den, der trøster;
led os i dit hyrdespor!
(DDS 484)
Udgivet af
Henriette Juul Larsen
Henriette Juul Larsen, Helsinge, lærer.