”Elisa svarede: ‘Så sandt Hærskarers Herre lever, som jeg er i tjeneste hos: Havde det ikke været for Judas konge Joshafats skyld, ville jeg ikke have ænset dig eller værdiget dig et blik’” (2 Kong 3,14).
Disse vers er en del af en lidt længere beretning fra den tid, hvor Israels rige var delt i to, et sydrige og et nordrige (beretningen kan læses i sin helhed i 2 Kong 3,4-27).
I sydriget, som blev kaldt Juda, var Joshafat konge. Han levede med Gud og gjorde, hvad der var ret i hans øjne. I nordriget, som blev kaldt Israel, hed kongen Joram. I modsætning til Joshafat gjorde Joram, hvad der var ondt i Herrens øjne og tilbad afguder.
Nu var det sådan, at disse to ret forskellige konger var draget i krig sammen. En af Jorams vasaller, kongen af Moab, havde nemlig gjort oprør mod ham, og Joram havde bedt Joshafat hjælpe ham med at nedkæmpe oprøret, og det havde Joshafat sagt ja til.
Da de var på vej mod Moab, skete der imidlertid det, at hæren løb tør for vand midt ude i ørkenen. Joram blev desperat og mente, at det var Gud, som havde kaldt dem ud i ørkenen for at tilintetgøre dem.
Midt i denne krise foreslog Joshafat, at de skulle søge hjælp fra Gud hos Guds profet, Elisa, som var draget med hæren. Da de to konger kommer til Elisa, henvender han sig direkte til Joram med de ord, som er citeret ovenfor.
Det er hårde ord, som Joram får at høre, men samtidigt er det også nåderige ord.
Gud ville ikke have haft noget med Joram at gøre, hvis han var kommet til Gud alene. Joram gjorde nemlig, hvad der var ondt i Guds øjne og tilbad afguder. I sig selv var han under Guds dom. Men fordi Joram kom sammen med Joshafat, ville Gud høre hans bøn. Ikke fordi Joram havde noget at komme med, tværtimod. Det var alene, fordi Joram kom til Gud sammen med Joshafat, som levede ret med Gud, at Gud ville høre hans bøn.
Og det gjorde Gud. Resten af beretningen handler nemlig om, hvordan Gud på forunderlig vis reddede Joram og Joshafat ved at give dem vand at drikke i ørkenen. Men ikke nok med det. Han gav dem også en stor sejr over Moabs konge.
Jeg synes, at beretningen om Joram og Joshafat er et fantastisk vidnesbyrd om, hvad det betyder at kende Jesus Kristus, den sande konge af Juda. For på mange måder minder vores situation om Jorams.
Måske synes vi ikke, at vi i det ydre er lige så slemme som Joram. Men Gud ser til hjertet, og dér bor den samme ondskab i os alle. Og som det var for Joram, sådan er det også for os; kommer vi til Gud alene, som vi er i os selv, så vil Gud ikke have noget med os at gøre. Så ænser han os ikke og værdiger os ikke et blik. For vi er alle syndere, ligesom Joram og under Guds dom. Men når vi kender Jesus Kristus og kommer til Gud sammen med ham, så er situationen en helt anden. Så tager Gud imod os og hører vores bøn. Og ikke nok med det. Vi får også lov til at være elskede børn og leve evigt sammen med ham.
Ikke på grund af noget hos os, men alene fordi vi kender Jesus og kommer til Gud sammen med ham.
Udgivet af
Jesper Aagaard
Jesper Aagaard, Årøsund, ph.d.-studerende ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet.