Mennesker, jeg mødte
Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.
Underligt så stille storbyens gader kan være om natten ved 2-tiden, de samme gader, som om dagen er fyldt med larm. Husene står mørke og tavse. Kun svagt skinner lygterne gennem det tågede mørke.
Rystende af kulde drejer jeg ind i den gade, der fører til sygehuset. Telefonen havde vækket mig midt om natten: En døende spørger efter præsten. I et hus, jeg passerer, er der lys. Vrede stemmer bryder nattens stilhed. Hvilken bagatel skændes de mon om? Mens et menneske ligger på sygehuset og forbereder sig til at gå ind i evigheden.
Det er underligt: Jeg burde dog være vant til døden, så meget som jeg har set til den både på slagmarken og ved sygelejer. Men det er og bliver en rystende sag, når den levende Gud råber: ”Kom tilbage, menneskebarn!”
Jeg må skynde mig! Snart står jeg foran den store bygning. Portneren ved besked og viser mig over til den rigtige afdeling. Nu træder vi ind i sygestuen. I sengen ligger en endnu ung mand. Hans kone sidder oprevet ved siden af ham. Da hun ser mig, springer hun op: ”Pastor, de må straks give min mand nadveren!”
Jeg ser på patienten. Døden præger allerede hans ansigt. Han har slet ikke bemærket, at jeg er kommet.
Nej, tænker jeg, jeg vil ikke risikere, at manden kvæles i den hellige nadver. Men jeg er af den overbevisning, at en døende kan høre vore ord, også når kroppen ikke længere viser nogen tegn på bevidsthed. Derfor vil jeg forberede manden til evigheden med en bøn og et nådens ord.
Konen holder min hånd fast: ”Pastor, hurtigt. Giv min mand nadveren!”
Hendes uro virker generende. Så bøjer jeg mig ned over den syge og fremsiger ganske langsomt bibelordet: ”Jesu Kristi blod renser os for al synd …”
Langsomt åbner han øjnene og ser på mig. Hans kone trækker mig i ærmet: ”Hurtigt, nadveren!”
Bare jeg kunne få hende til at være rolig. Jeg fører hende ud på gangen og forsøger at forklare hende, at hendes ønske er meningsløst: ”De må forstå, at Deres mand er alt for syg nu. Nadveren vil bare kvæle ham.”
Hun afbryder mig: ”Men han skal jo i himlen!”
Hvad skal man sige til det?
”Frue”, siger jeg, ”mener De, at nadverens ceremoni i sig selv kan redde deres mand fra Guds dom? Hvis deres mand kender vor Herre Jesus Kristus og tror på ham som sin frelser, så er han frelst, også selvom han ikke kan modtage nadveren nu. Og uden Jesus – ja, da hjælper nadveren intet.”
Men hun giver ikke op. Hun fortæller, hvor inderligt hendes mand har ønsket det. Hun plager …
Ak, jeg var ny i embedet dengang. På universitetet havde ingen forberedt mig på den slags. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så gav jeg efter. Vi gik ind på sygestuen. Hurtigt gjorde jeg mig klar til altergang.
Den svage uro vækkede manden. Stille og fattet var han og tilsyneladende klar over, hvad der skulle ske.
”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” I den uendeligt stille nattetime stod de ord som en evig frelses klippe.
Sygepasseren stod bagest i rummet og bad. Jeg kendte ham som en af hjertet troende mand.
Da nadveren var forbi, sank manden befriet tilbage mod puden. Jeg forlod rummet sammen med sygepasseren. Nu burde de to ægtefolk være alene, så de kunne tage afsked med hinanden.
Men jeg kom ikke langt. Sygepasseren ville snakke. Og jeg tog mig tid til det. Jeg havde en fornemmelse af, at det hele ikke var forbi endnu.
Der gik en halv time. Alt var stille. ”Vi må hellere se til den syge,” sagde jeg og åbnede døren.
Det var et forbløffende syn, der mødte os. Manden sad oprejst i sengen. Smilende sagde han til os: ”Jeg er kommet over krisen. Det går bedre!”
Smilende og grædende kastede konen sig om halsen på ham.
Jeg var forbavset. Men hvorfor skulle det ikke være rigtigt? Der går mange mennesker omkring, som engang var opgivet af lægerne. De to menneskers glæde var smittende. Jeg kunne kun glæde mig med dem.
Jeg tog den syges hånd: ”Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov at opleve det her med!”
Det store, der var sket med ham, greb mig. Jeg måtte sige ham endnu et ord: ”Min kære mand, da De stod foran evighedens port, kom vor Herre Jesus til Dem med sin nåde. Hold Dem nu til denne frelser!”
Da gik der med et en forfærdelig trækning over mandens ansigt – det var som et flammeskær fra Helvede. Spottende sagde han: ”Nej, det har jeg ikke brug for. Jeg lever jo igen!”
Rystet hørte jeg de utrolige ord. Jeg var ude af stand til at sige noget.
Mens jeg stadig stod sådan, greb den syge sig pludselig til hjertet og sank langsomt tilbage. Han var død.
Da flygtede jeg ud i natten …
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".