Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere (Sl 103,15-16).
I går blev jeg født.
I dag nærmer jeg mig fyrre.
Og i morgen er jeg her ikke mere.
Så er jeg død.
Og ikke længere at finde på jorden.
Jeg er som bladene på træet uden for mit vindue.
De hænger så smukt og vinker til alle, der går forbi.
Men når efterårsstormen kommer, falder de af og forsvinder.
Og hvem i alverden interesserer sig for blade, der faldt af træet sidste år? Eller dem, der falder af i år?
Jeg er som et åndedrag. Jeg suges ind og gør min gerning, og så er jeg væk.
Som regndråben, der bliver sendt af sted oppe fra himmelrummet for med al hast at fare mod jorden og gøre sin gerning.
Hvem lagde mærke til den?
Vi går omkring, som om vi tror, vi skal være her altid.
Men skal vi nu også det?
Døde vores tipoldeforældre ikke?
Og døde deres bedsteforældre ikke også?!
Jovist.
Vi er her en kort tid.
Uendelig kort.
Og så kommer dommen.
Så skal de frelste og fortabte deles i to grupper.
De frelste skal gå ind i Himlen, og de fortabte skal gå ind i Helvede til den evige ild.
Én har engang sagt:
“Helvede vil være fyldt af mennesker, der gerne ville omvende sig – bare ikke nu!”
I Djævelens kalender står der altid “i morgen!”
I Guds står der “DET’ NU!!!”
Da jeg var ung, sang vi en sang, hvoraf nogle af ordene lød:
I dag er nådens tid
i dag er Gud at finde.
Og hvor ér det sandt.
I DAG, min ven. I DAG!
Bliver du ikke frelst i dit korte liv her på jorden, så bliver du det heller ikke i evigheden. Ved din død eller ved Jesu uventede genkomst er alt for sent. ALT!
Da er der ingen vej tilbage.
I dag er nådens tid
i dag er Gud at finde.
Udgivet af
Filip Kofod
Filip Kofod, København, taxachauffør.