Spørgsmålet i overskriften stilles nok af ikke så få i den nordiske kristenhed i dag. Begrebet ”luthersk” signalerer for mange en unødvendig skillelinje – det må da være godt nok at kalde sig ”kristen”? Man mener, at de mange skillelinjer, som går gennem kristenheden, er et dårligt vidnesbyrd – det ville være så meget bedre, hvis vi kunne stå sammen og være ét.
Internationalt signalerer betegnelsen ”luthersk” – desværre – ofte, at man repræsenterer en liberal og bibelopløsende teologi.
Dernæst er der mange i dag, som spørger sig selv, om ikke hele det lutherske projekt fra reformationsårhundredet er forældet. Man siger gerne, at dengang var spørgsmålet efter en nådig Gud det mest brændende spørgsmål, som mennesker kæmpede med. Og den lutherske genopdagelse af evangeliet repræsenterede det bedste og sjælesørgerisk klareste svar på spørgsmålet. Men i dag er det andre spørgsmål, som mennesker er optagede af – ingen spørger længere efter en nådig Gud.
Derfor ser man det, som er lutherdommens hjertesag, som noget, der er irrelevant. Skal kirken med sin forkyndelse få det moderne menneske i tale, må den i stedet tage det op, som dagens mennesker kæmper med og er optagede af, og svare på det, som er menneskers følte behov.
Spørgsmålet, som ingen stiller
Til dette sidste punkt må der svares, at spørgsmålet efter den nådige Gud aldrig er noget, som et menneske stiller af sig selv. Det er et spørgsmål, som kun kan skabes af forkyndelsen – og dette er faktisk en af forkyndelsens hovedopgaver.
Spørgsmålet efter den nådige Gud forudsætter et minimum af bibelkundskab, først og fremmest kundskab om, hvad Bibelen lærer os om, hvem Gud er: Han er Skaberen, den almægtige og hellige, som er al jordens dommer, den, som hvert menneske skal stå til regnskab overfor.
Dette er en sandhed, som mennesket til alle tider har været på flugt fra – ikke bare det moderne menneske. I dagens vestlige kultur kommer dette ofte til udtryk ved, at mennesker siger, at ”hvis der i det hele taget findes en Gud, er det en selvfølge, at han skal være nådig og godtage mig sådan, som jeg er”.
En dommens Gud vil man ikke vide noget af. ”Gud tilgiver nok – det er jo hans job,” sagde Voltaire, og med det satte han ord også på det moderne menneskes tro på, at nåde er noget, vi har krav på, ligesom vi også kan kræve Gud til regnskab, når livet går os imod.
Tidens antinomisme
Dette er alt sammen udtryk for en rådende antinomisme i kulturen.
Antinomismen stiller sig modvillig over for Guds bud og Guds lov, ja til at Gud i det hele taget har lov til at stille krav til mennesket. Da er det meget mere behageligt at stille krav til Gud. Den postmoderne filosof Foucault mener, at det at sige til mennesker, at noget er ret, og noget andet er galt, er et overgreb og repræsenterer en slags herskerteknik.
Det siger sig selv, at i et sådant klima bliver det at kalde mennesker til omvendelse ikke populært. Det at tale om synd mod Guds bud kaldes mørkemandssnak. Men er der ingen lov, bliver der heller ikke noget evangelium. Det bibelske evangelium bliver meningsløst, hvis mennesket ikke oplever sig selv som en synder, som har med en hellig Gud at gøre. Hvad skal man da med en stedfortræder, som soner min synd? Hvorfor skal jeg behøve at bede Gud om syndernes forladelse, når det er så meget enklere at tilgive mig selv?
Talen til de kirkefremmede
I mødet med disse strømninger og tanker i tiden ligger der en udfordring til forkyndelsen om at fremholde Bibelens tale om, hvem Gud er, og hvem mennesket er. Det er akkurat det, Paulus gør i sin tale på Areopagos (ApG 17,22-31). Dette er den eneste tale i Det Nye Testamente, som har adresse til mennesker, der er helt kirke- og bibelfremmede.
I talen begynder apostlen med at forkynde om Gud som Skaberen og om mennesket som hans værk (v.24-29).
Dette indebærer, at mennesket er en skabning, som står til regnskab over for Gud, og Gud har selv udpeget den, som skal være Dommer over levende og døde (v. 30f.). Fordi det er dette, der er virkeligheden, siger apostlen: ”Derfor befaler Gud nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig.”
Gud kommer ikke med en høflig henstilling: ”Kan du tænke dig at forandre din livsstil?”
Nej, han kommer med en befaling, en befaling, som kræver omvendelse.
Med dette siges to afgørende ting: Som Skaberen af alle ting viser Gud sig som Gud, ved at han har retmæssigt krav på mennesket. Mennesket er på sin side – som skabning – henvist til at bøje sig for Den Almægtige og Hellige. Her er ikke rum for parlamentering eller protest.
Det afgørende er ikke, hvilke spørgsmål mennesket måtte have at stille til Gud, men hvad Gud vil spørge mig om.
På denne måde forkynder Paulus loven: Loven er intet andet end en åbenbaring af Guds hellighed og majestæt og derfor absolut. Loven sætter mennesket på plads. Loven fratager mennesket indbildningen om egen autonomi. Loven kræver mennesket til regnskab. Loven kalder til omvendelse. Loven peger på det første bud: Du må ikke have andre guder end mig. Loven afslører sandheden om det faldne menneske: I al sin selvretfærdighed er det en afgudsdyrker, som har sat sit eget ego i Guds sted. Loven råber til samvittigheden: Skyldig, skyldig!
Forkyndelsen gør det aktuelt
Når dette bliver hørt og modtaget, skaber det samme spørgsmål, som lød efter Peters tale pinsedag: ”Hvad skal vi gøre for at blive frelst?” (ApG 2,37, norsk oversættelse).
Forkyndelsen havde skabt spørgsmålet efter den nådige Gud. Og når dette spørgsmål stilles af hjerter, som er blevet ramt af Guds ord, så bliver der tørst efter evangeliet, efter at høre om Ham, som kom for at ”opsøge og frelse det fortabte”.
Vi ser med dette, at det, som er noget af det helt centrale i den lutherske tro og bekendelse, sandheden om lov og evangelium, i høj grad er aktuelt også for dagens mennesker. Men det er forkyndelsen, som gør det aktuelt. For i sand bibelsk forkyndelse stilles mennesket under Guds tiltale: Gud kommer ikke det faldne menneske i møde på dets egne præmisser, men tvinger mennesket til at møde Ham på Hans præmisser!
Den lutherske kirkes skat
I Konkordieformlen (det sidste af de lutherske bekendelsesskrifter, 1570) siges følgende: ”Forskellen mellem lov og evangelium er et særligt herligt lys, som tjener til, at Guds ord bliver ret delt, og de hellige profeters og apostles skrifter rigtigt forklaret og forstået…” (FC, SD, 5.1).
Dette betyder, at Gud i og med dette ”herlige lys” har givet en tolkningsnøgle til Den Hellige Skrift, en tolkningsnøgle, som ikke bare gør, at Skrifterne forstås ret, men som også giver klarhed i troen. En sådan troens klarhed er uomgængeligt nødvendig, for at samvittigheden kan få fred, og for at troen ikke skal fare vild i lovisk selvforbedring. Denne tro har sin kerne i læren om retfærdiggørelse for Kristi skyld uden medvirken fra vores side (Rom 3,21-28), en trossandhed, som Luther kaldte ”den artikel, som kirken står og falder med”.
Loviskhed er altid udtryk for, at man sammenblander lov og evangelium i stedet for at skelne ret mellem dem. Kun når der skelnes ret, kan evangeliet lyde ”klart og rent” (som det formuleres i bekendelsen). Når lov og evangelium blandes, opstår der farisæisme og lovtrældom, selvkredsende kamp og fortvivlelse. Det er den lutherske kirkes skat, at disse sandheder er set og erkendt klarere end i nogen anden teologisk tradition.
Samtidig må denne erkendelse vindes på ny i hver generation. Den er ingen selvfølge. Den må tilkæmpes og fornyes. Problemet er ofte, at ordene og trossandhederne kan lyde så velkendte og selvfølgelige, at det er let at tænke, at der er andre sager, som det er langt vigtigere at engagere sig i – det er andre emner, der er ”brændende”.
Da er der fare for, at de mange og gode sager kommer til at skygge for det, som er selve Sagen, og som ofte er blevet sammenfattet i de tre slagord: ”Kristus alene”, ”Troen alene” og ”Skriften alene”. Disse sandheder er noget, man aldrig kan vokse fra, men kun dybere ind i.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2023. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Jan Bygstad
Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.