Spørgsmål:
Hvis der kun fandtes kristendom og ateisme i verden, ville det ikke være svært for mig at acceptere, at der må være en Gud, for ateismen er for snæver og fremstår mangelfuld. Men nu er der et uoverskueligt hav af andre religioner – og flere af dem har mange millioner troende. Mange danskere bliver relativister i mødet med dette svære valg at skulle udpege “dén sande tro”, og både over for andre og over for mig selv har jeg svært ved at sætte ord på, hvorfor kristendommen er sand, og ikke islam eller hinduisme er det. Islam rummer også mirakler, også fortællinger om Guds og engles åbenbaringer, også troende, der er så overbeviste, at de er villige til at gå i døden for deres tro. Hvorfor kristendom?
Svar:
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan ikke give et endegyldigt og overbevisende svar, men lad mig fortælle lidt om det, der er overbevisende for mig selv.
Jeg er helt enig med dig i, at ateismen (og udviklingslæren) igen – jeg ved ikke for hvilken gang i historien – har spillet fallit. Det synes at være kollektiv viden for menneskeslægten, at der er en Gud, der har skabt alle ting, og som vi er ansvarlige overfor.
Når det så gælder spørgsmålet: ’hvorfor netop kristendommen?’, vi jeg prøve at svare i tre punkter.
1. Jeg har læst en hel del tekster fra forskellige små og store religioner. Nogle fremstår som poetiske storværker, andre i mere jævnt, til tider plumpt sprog. Nogle er af høj filosofisk værdi, andre mere jordnære. Men fælles for dem alle er, at de bærer umiskendeligt præg af at være menneskers forsøg på at tale, som de forestiller sig, Gud ville have talt. I modsætning hertil udstråler de bibelske skrifter en helt unik guddommelig autoritet, som det er svært at forklare, men som lyser én i møde ved sammenligning.
2. Det synes at være en universel erfaring, at vores guddommelige Skaber og Herre pålægger sin skabning at leve fuldkomment i renhed, sandhed og gudsfrygt, og at dét formår intet menneske at leve op til, og at det derfor bringer mennesket i et skyldforhold til deres Gud.
Her viser forskellen mellem kristendom og alle andre religioner sig tydeligt.
Alle religioner forsøger at løse dette problem ved at pålægge deres udøvere en række moralske og religiøse handlinger til mere eller mindre at råde bod på deres synd, og så håbe på
– at det på kortere eller længere sigt vil lykkes (som østens religioner lærer)
– eller at bede Gud om kraft til at leve fuldkomment (som farisæismen lærer)
– eller at håbe på, at Gud til sidst vil være nådig og tilgive resten (som Islam lærer).
Kristendommen er helt anderledes. Den lærer, at intet menneske kan leve efter Guds lov, og at alle derfor falder ind under den hellige Guds dom til fortabelse. Men i sin kærlighed handlede Gud selv til menneskers frelse ved at sende sin søn som sonoffer for vore synder. Kristendom er altså, i modsætning til alle religioner, syndernes forladelse alene baseret på Kristi fuldkomne gerninger, og kan derfor, hvad ingen religion kan: helt og fuldt frelse den, som kommer til Gud i troen på, at Jesu Kristi hans søns blod renser for al synd.
3. Man kan – på mere eller mindre oplyst grundlag – vælge at tilslutte sig en religion. Men man kan ikke vælge at blive en kristen. Man kan ikke beslutte sig for at tro på Kristus. Men når Gud i sin ubegribelige nåde og kærlighed lader et menneske se sig selv under Guds vrede og dom, så det indser, at det ikke på nogen måde kan frelse sig selv, da kan det i tro og med tak gribe Guds gave, den ufortjente frelse, som ikke stiller krav, men giver alt ufortjent af nåde alene. Da er man blevet en kristen, og da kan man leve i nåden hele sit liv, og i samme nåde få del i den evige herlighed.
For det, som er umuligt for mennesket, fordi det er magtesløst på grund af synden, det gjorde Gud, da han sendte sin søn som sonoffer for alle vore synder.
Det er kristendom.
Udgivet af
Jens Olsen
Jens Olsen, Ringkøbing, prædikant i Luthersk Missionsforening.