Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Hvorfor er jeg lutheraner?

Om hvorfor vi kan vedkende os vores lutherske arv med stolthed og taknemlighed.

Hvorfor er jeg lutheraner? Ja, hvorfor er jeg egentlig det?

Den første tanke, spørgsmålet fødte hos mig, er nok så naturlig: Det er vel nærmest en tilfældighed! Jeg er født i et land, hvor den officielle kirke er luthersk, derfor. Havde jeg været født i Grækenland, havde jeg måske været græsk-ortodoks kristen.

Ved nærmere eftertanke kommer der en undring frem i mit sind. Det er ingen tilfældighed, det er i virkeligheden en stor og uforskyldt nåde, som er blevet mig til del! Det er en gave, som jeg er dybt taknemlig for.

Det hænder faktisk ganske ofte, at jeg spørger mig selv: Hvorfor er du kristen? Der kan gives mange relevante, menneskelige svar på det, men dybest set skyldes det Gud. Det skyldes hans frelsestanker og vilje. Det skyldes hans mægtige frelsesgerninger, og det er en gave, en uforskyldt gave. Det er af nåde, jeg er frelst, det skyldes ikke mig selv, Guds er gaven. Æren for det er Guds!

Martin Luther

Jeg er blevet stillet det spørgsmål, som står i overskriften. Da spørgsmålet er meget personligt, har jeg valgt at skrive meget personligt. Jeg skriver gerne, for jeg er faktisk stolt af min lutherske arv.

Jeg er mig bevidst, at Martin Luther ikke ønskede, at kristne skulle hæfte sig ved ham og hans navn. Det træk ved ham kan jeg godt lide, for det er rigtigt. Hans store lidenskab var at pege væk fra sig selv – hen på Kristus og aftegne ham som korsfæstet for sine tilhøreres øjne. Sådan har den berømte kunstner, Lucas Cranach, der var samtidig med Luther, malet reformatoren. Han står på prædikestolen i kirken i Wittenberg, den ene hånd hviler på Bibelen, og den anden hånd peger på den korsfæstede Kristus.

Med de to ting har kunstneren indfanget noget helt centralt ved at være luthersk.

Bibelen

I min lutherske arv er bundetheden til Den Hellige Skrift et dyrebart klenodie. For Luther var Bibelen normerende norm både for, hvad der skulle læres, og for det liv, der skulle leves. Jeg tror, han har lært dette af Jesus. Jesus er jo også min Herre, og han siger, at ”før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en tøddel forgå af loven, før alt er sket”.

Luther bekender sig til samme sag, når han siger: ”Skriften – og ingen anden – skal opstille trossætninger, ikke engang en engel.”

Hvor er jeg taknemlig for, at jeg har fået lagt dette urokkelige fundament ind under mit liv. Jeg behøver ikke at spørge i øst og vest efter sandheden, den møder jeg i Bibelen, Guds ord. Luther ønskede at sidde ved apostlenes og profeternes fødder, lade sig belære af dem og videregive, hvad de lærer os. Det skal vi lære af ham og flittigt øve os i.

Det giver mig et ståsted, og jeg tænker med respekt på, hvad Luther sagde på rigsdagen i Worms: ”Det er ikke tilrådeligt at handle mod sin samvittighed. Medmindre jeg af klare grunde i Guds ord bliver overbevist om, at jeg tager fejl, så hverken kan eller vil jeg tilbagekalde. Her står jeg og kan ikke andet. Gud hjælpe mig! Amen.”

Jeg er overbevist om, at det rette for et menneske er i sit hjerte og sin samvittighed at være forpligtet på Skriften alene. Jeg tror, det er på den måde, et menneske bliver både Kristi frigivne og Kristi træl. Vi er løst fra at være menneskers trælle ved at være bundet til Jesus som Herren.

Luther var et menneske. Han var ikke fuldkommen, men han blev et redskab for Guds ord og dermed for Gud.

Når det gælder bibelstudiet, har jeg ofte været fascineret af reformatorens store teologiske kapacitet. På kort tid oversatte han Bibelen til tysk, men han havde først og fremmest lært at grunde over den. At meditere var for ham at grunde over og studere Bibelens ord. Denne skat, som bundetheden og fordybelsen i Guds ord er, tænker jeg på med glæde og tak, og det er det første klenodie i min lutherske tro, jeg vil nævne.

Evangeliet

Skriftstudiet og selve kristentroen var for Luther forbundet med anfægtelse. Jeg har tit været dybt bedrøvet, når jeg har mødt en ringeagt både for anfægtelsen i kristenlivet og for den klare skelnen mellem lov og evangelium, som de lutherske reformatorer regner for at være den nødvendige forudsætning for at være en sand teolog. Det er så let at havne i en ydre skematænkning om dette og så mene sig udlært. Lov og evangelium bliver så at sige en slags ”briller”, som Bibelen skal læses igennem. Og anfægtelsen bliver redskab for en psykologisk proces, som man kan manipulere andre med.

Sådan forholder det sig ikke. Anfægtelsen kommer af mødet med Gud. Når jeg som en synder møder den hellige Gud, da møder jeg loven – da siger jeg: ”Ve mig, jeg har syndet ikke alene mod loven, men mod Gud!” Der kommer ikke sandhed i mit gudsforhold, hvis jeg vil uden om det.

Luther havde et langt mere radikalt syn på menneskets syndighed og fortabthed end den katolske kirke. Jeg er overbevist om, at Luthers radikale tanker om menneskets syndefordærv er bibelske. De svarer til, hvad Bibelen forkynder: at vi er døde i vore synder og overtrædelser. I dag møder vi det samme svækkede syn, som Luther mødte hos sine samtidige. Vi møder det i den almenreligiøse tankegang, som er vidt udbredt og når langt ind i kristnes rækker.

Min pointe her er, at der er en nøje sammenhæng mellem et svækket syn på vor fortabthed og så det, der læres om frelsen. Svækkes det første, da svækkes også det andet! Derfor er spørgsmålet så afgørende. Det er afgørende for min frelse!

Frelsen er ikke, at Gud yder os lidt hjælp til selvhjælp. Frelsen er Guds værk alene. Gud tog initiativ, sendte sin egen Søn, gav ham som et sonoffer for alle menneskers synd. Min frelse er ordnet mellem Gud og hans Søn, den er færdig og fuldbragt. Evangeliet skænker mig frelsens gave. Det skænker mig også troen! Her skal alle lovens krav og fordømmelser holdes udenfor. Ja, alt mit, det være sig mangler og fortjenester, skal holdes helt udenfor. Alene Kristus, alene nåden, gør mig retfærdig for Gud, og det er mit alene ved troen.

Dette frigørende og forløsende evangelium er det mest dyrebare for mig i min lutherske tro. Jeg er nemlig overbevist om, at i denne tro møder jeg det sandt kristne! Jeg møder en bibelsk kristendom, og den er ikke skabt af et stort menneske som Martin Luther, han fandt ikke en ny kristendom, men fandt tilbage til det, som er åbenbaret for os ved Herrens apostle.

Dette er jeg tryg ved, for det kan jeg leve på, det kan jeg dø på, og det vil holde på dommens dag!


Fra Båndet nr. 4-1999.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2023. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Karl K. Riis

Karl K. Riis, forkynder og tidl. bibelskolelærer

Karl K. Riis

Karl K. Riis, forkynder og tidl. bibelskolelærer