Hvad vil det sige at være luthersk kristen? Der er så meget, der bærer betegnelsen ”luthersk”. Den Norske Kirke kalder sig en luthersk kirke – til trods for, at den nu de facto har forladt en grundlæggende side ved luthersk tro, nemlig Skriften alene som grund for tro og bekendelse. Indtil for nylig har Grundlovens §2 sagt, at ”den evangelisk lutherske religion forbliver statens offentlige religion”, og at de ”indbyggere, som bekender sig til denne, har pligt til at opdrage deres børn i den samme”.
At den norske stat og flertallet af indbyggerne de sidste 60-70 år har forstået, hvad reformationens indsigter betyder, må nok siges at være en overdrivelse. Ser man på den store gruppe kristne organisationer, som er vokset frem under Den Norske Kirkes tag, bekender de sig alle til den lutherske tro. Men tager man et realitetstjek på, hvad der læres og forkyndes i mange af disse sammenhænge, så kan man nok trygt hævde, at det kan være så som så med forståelsen for mange af de fundamentale sandheder, som reformationen bar frem.
Vi ser altså, at betegnelsen ”luthersk” ofte er en papirbetegnelse mere end en realbetegnelse. At være ”luthersk” er en selvfølgelig del af vores historie, vores rødder. Men som det gælder for meget af det, som er selvfølgeligt for os, er en dybere forståelse af, hvad det drejer sig om, ofte fraværende. Og skal vi være lidt selvkritiske, gælder dette nok i en vis udstrækning også os i Det Evangelisk-Lutherske Kirkesamfunn (DELK) …
Man kunne stille sig selv spørgsmålet, om ikke ”lutheraner” let bliver en partibetegnelse, en betegnelse, som markerer en unødvendig skillelinje i en økumenisk tid? Og: Er det ikke også sådan, at de problemstillinger, som drev reformationen frem, ikke er aktuelle på samme måde i dag? Desuden er det jo klart, at ”Luther var antisemit”, hvilket gør det ganske belastende at bruge hans navn som betegnelse.
Luther selv protesterede ved mere end én anledning mod, at hans navn skulle anvendes som betegnelse for den bevægelse, som reformationen satte i gang. ”Man skulle hellere kaldes sig kristne slet og ret,” sagde han. Alligevel godtog han – noget modstræbende – at benævnelsen luthersk blev anvendt, da han så det nødvendigt, for at den teologiske egenart og identitet, som kendetegnede evangelisk luthersk teologi – til forskel fra romersk-katolsk – skulle være tydelig i det offentlige rum.
For omkring 20 år siden blev undertegnede ved et bibelkursus på Luthersk Missions Højskole i Hillerød bedt om at give et lille vidnesbyrd om min egen vej. Overskriften blev ”Fra karismatiker til lutheraner”. Jeg vil tage lidt frem af dette her, i og med at ”et vidnesbyrd” indgår i titlen.
Jesus-bevægelsen
Min ungdom faldt i slutningen af de bevægede 1960’ere og i begyndelsen af 1970’erne. Jeg havde i alle år været med i kristent børne- og ungdomsarbejde. Efter fuldført gymnasium tog jeg på Rønningen Folkehøjskole i Oslo.
Midt på vinteren dette år kom ”Jesus-bevægelsen” til Norge, og Rønningen var det første sted, gruppen fra USA besøgte. Vi havde læst om Jesus-bevægelsen i TIME, og mødet med de brændende unge fra Californiens strande blev revolutionerende. Her mødte vi en troens brand, en begejstring og en inderlighed, som fangede os. Her var ingen borgerlig lunkenhed eller hverdagsagtig halvhed! Mange af os blev revet med af denne begejstringsbølge; vi havde en stærk fornemmelse af, at dette var ”den ægte vare”: Her var den oprindelige, sande urkristendom genopstået. Der var et varmt fællesskab, en glad lovsang, en begejstret optimisme: Når vi nu havde genfundet den genuine og oprindelige kristendom, kunne verden vindes for Kristus.
Alt andet måtte sættes til side for dette. I helhjertet iver begav vi os af sted som evangelister.
Efter afslutningen på skoleåret var vi flere grupper, som drog ud for at evangelisere. Det gjaldt om at være villig til at ofre alt – tid og kræfter – liv og fremtid skulle vies til Jesus. Det haster, for han kommer snart igen!
I årets løb havde vi også haft besøg af dr. Einar Lundby på skolen, og han fascinerede os unge stærkt. Tænk at have så nært et forhold til Gud, at man kunne høre hans stemme direkte!
En grundsætning fra ham om overgivelsen bed sig fast: ”Hvis du bare giver Gud 99%, har du alle udgifterne i kristenlivet, men ingen af indtægterne.” Det gjaldt om at overgive sig 100%! Og nu i mødet med Jesus-bevægelsen fik vi malet for vore øjne, hvad 100%-kristendom var.
For min egen del havde jeg også mødt den karismatiske bevægelse, lidt før jeg kom på folkehøjskolen. I Bergen var der fulde huse, når Full Gospel Buisnessmen Fellowship inviterede til økumeniske møder. Devisen var: ”Gud har mere at give!” Det almindelige kristne liv kunne jo være nok så trist. Men hvis vi bare kom til at opleve Åndens kraft, så ville der blive sejr og fremgang i stedet for nederlag og åndsfattigdom. Som en ung med en dyb åndelig længsel blev jeg derfor ”åndsdøbt”.
En lukket himmel
Jesus-bevægelsen var også karismatisk. Og nu, med impulserne fra den karismatiske bevægelse og Jesus-bevægelsen, i ”Åndens kraft” og med ”den fulde overgivelse”, drog vi ud for at vinde verden.
Vi var en gruppe, som – på invitation – drog til den nordvestlige del af landet for at evangelisere.
Vores begejstring og de enkle lovsange fængede, og vi oplevede fremgang og stor tilslutning.
Men over tid begyndte der at komme modgang, og efterhånden oplevede jeg det, som om det mere og mere faldt fra hinanden. Det gjaldt både resultaterne af evangeliseringsarbejdet og min egen kristendom. ”Op som en løve og ned som et lam.”
Noget af det hårdeste var, at jeg oplevede det som en Guds dom over alt det, jeg var i gang med. Jesu ord i Johannesevangeliet 15 ”jeg har sat jer til at gå ud og bære varig frugt” (norsk oversættelse) blev stående som et domsord ovenfra: Her var ikke nogen varig frugt, ikke noget som holdt. Den helhjertede begejstring blev efterhånden bare et blegt minde, og ”Åndens kraft” og sejr var borte som dug for solen. Alle bønnerne om fornyelse og ny kraft blev mødt af en lukket himmel. For at sige det enkelt: Hele min kristendom faldt sammen som et korthus.
Sjælesorg
Hvis jeg ikke på dette tidspunkt havde mødt en gammel missionær, Nils Skjælaaen, som kunne sætte tingene på plads, havde jeg antagelig ikke været kristen i dag. Han tog mig ind i noget, der kan lyde som en temmelig barsk sjælesorg: ”Gud har ikke brug for din kristendom,” sagde han: ”Gud vil ikke have al din anstrengelse! Du kan lige så godt opgive alle dine forsøg på at lykkes med at være kristen!”
Jeg gik derfra som et frigjort menneske. Gradvist lærte jeg at forstå, at kristen tro ikke består i, hvad jeg kan gøre for Jesus, men i, hvad han har gjort for mig. Så kunne jeg med min udbrændte og nedbrændte kristendom få lov at hvile i det, som en anden havde gjort: Min kristendom var under Guds dom. Men det gjorde ingenting, for Gud havde givet mig noget langt bedre: sin Søn. Han er min kristendom. Det spillede ingen rolle, om jeg lykkedes med at være en kristen. Jesus var kristen i mit sted!
Skjælaaen sagde også med eftertryk: ”At Gud har mere at give, er ikke sandt; Gud har mere at tage!” Vores problem i mødet med evangeliet er ikke vores svaghed, men at vi er for stærke. Ikke at vi er så syndige, men at vi er alt for fromme.
I denne periode holdt Skjælaaen en serie bibeltimer i en kirke i Bergen med følgende overskrift: ”Er det normalt at mislykkes som kristen?” – et spørgsmål han svarede bekræftende på. Befriende!
Trællesindet
Da jeg senere begyndte på teologistudiet, forstod jeg ret snart, at det, Skjælaaen havde ført mig ind i, var den lutherske tro. Uden at have gået på en luthersk bibelskole eller et luthersk fakultet havde han som få andre en dybdeforståelse af evangeliet, sådan som den lutherske reformation havde bragt det for dagen.
Men at evangeliet er en sjælden fugl, lærte jeg hurtigt under teologistudiet. Og at dette stadig er tilfældet bekræftes eksempelvis af to dokumentar-serier, som for ikke længe siden er blevet bragt i TV i Norge: ”Guds lærlinge” og ”Frelst”. Her møder man unge og brændende kristne, men der er intet evangelium. I stedet er der en vældig aktivisme, som drives under overskriften: ”Gud er afhængig af os!”
Hvilken løgn! Hvilken sjæleødelæggende trældom fører dette ikke unge ind i!
Det, som alt drejer sig om, er evangeliet, og hvad evangeliet er. Min egen vej her ser ikke ud til at være specielt original. Paradigmet synes at være som følger: Begyndelsen på det kristne liv er af nåde, på grundlag af Jesu død for vore synder. Men så bliver problemet i næste omgang: Hvordan skal jeg leve som kristen? Og da føres man ind under loven.
Eller med et ikke ukendt slagord: ”Frelst for at tjene.” Frelsens hensigt ligger i det, som skal gøres. Tankegangen, som ligger snublende nær, er, at vi bliver frelst af nåde, men vi bliver bevaret ved lydighed. Med dette begynder så den livslange kamp for at lykkes med at være kristen. At være en ret kristen er at være en aktiv kristen. Den rette kristendom defineres med andre ord ved vores aktivitet.
Som regel uden at det siges, bliver evangeliet noget, som man har gjort sig færdig med. Det er noget, man kan: ”Selvfølgelig tror vi, at Jesus er død for vore synder!” Men nu må man ”videre”. Al opmærksomhed rettes nu imod, hvad vi skal gøre.
I karismatisk sammenhæng forstås Ånden primært i gerningskategorier: Ved Ånden får man ”kraft til at sejre over synden”, fornyet overgivelse, et indre drev til at evangelisere og vinde verden. Ånden knyttes med andre ord til loven snarere end til evangeliet.
Hvad gør jeg så, når det ikke går sådan, som jeg havde forestillet mig det? Det er småt med sejr over synden, men der er meget nederlag. Frimodigheden til at vidne er det så som så med. Jeg ser ikke meget af Åndens kraft og fornyelse – der er langt mere skrøbelighed. En underlig ligegyldighed kan snige sig ind i hjertet og en lige så underlig modvilje mod Bibelen og bønnen. Hvorfor svarer Gud ikke mine bønner og giver mig kraft og sejr?
Med dette melder sig også det, som kaldes for ”trællesindet” (jf. Rom 8,15): Man tænker, at Guds velbehag over mit liv afhænger af, hvor godt jeg lykkes som kristen. Hvis det går godt med bibellæsning og bøn, er Faderen glad for mig. Da kan jeg have håb om at blive bønhørt. Men hvis det går dårligt med disse ting, hvis jeg falder i synd, og hvis jeg ikke er varmhjertet og sandt overgivet, da har jeg grund til at frygte, at jeg mister Guds velbehag.
Uvishedens monster
Dette er nært beslægtet med det, som de gamle kaldte ”anfægtelse”, oplevelsen af desertionem gratiae (at Gud trækker sin nåde tilbage). Luther vidste fra sine egne kampe meget om, hvad det er.
Senere kom han til at forme udtrykket monstrum incertitudinis – ”uvishedens monster”, det vil sige det at et menneske ikke kan have vished om Guds nåde.
Netop dette var jo – og er fortsat – romersk katolsk lære: at et menneske hverken kan eller skal have vished om sin frelse. Uvisheden skal anspore til ikke at slappe af i arbejdet for egen helliggørelse. Troens trygge hvile i nåden for Jesu skyld ses som et udtryk for hovmodig sikkerhed (og derfor syndig). Når Luther bruger så drastisk en betegnelse som ”monstrum”, hænger det sammen med, at der her ikke bare er tale om en usikkerhed om, hvorvidt man har del i den frelsende nåde, men at mennesket under loven møder den vrede Gud. Anfægtelsen er en erfaring af at have med den vrede Gud at gøre.
Tre hovedsager
I det, som vi her har haft en personlig indfaldsvinkel til, drejer det sig særligt om tre hovedsandheder i reformatorisk tro:
1. Lov og evangelium.
2. Theologia crucis versus theologia gloria (Korsets teologi over for herlighedens teologi).
3. Simul justus et peccator (”samtidig synder og retfærdig”).
Disse tre hovedsager er ikke eksplicit udtrykt i Den Augsburgske Bekendelse fra 1530. I stedet foreligger de som et rammeværk, der strukturerer forståelsen, ikke bare af bekendelsen, men af Skriften og hele det kristne liv.
Heidelbergteserne
I 1518 var Luther sat til at lede en disputats (akademisk diskussion) i byen Heidelberg. I denne disputats sammenfattes på mange måder disse tre punkter. Den repræsenterer et skarpt opgør med naturlig teologi og det naturlige menneskes religiøsitet. Augustinerordenen havde hvert tredje år sit generalkapitel (øverste ledersamling, red.), og ordenen var samlet i slutningen af april dette år.
Ordenens generalvikar (stedfortræder for lederen, red.), Staupitz, havde bedt Luther lede en disputats. De 95 teser, som var blevet fremlagt den 31. oktober året før, var også tænkt som en invitation til en sådan disputats. Det blev der imidlertid ikke noget af, og selvom de 95 teser blev trykt og spredt vidt og bredt havde den offentlige storm, som de satte i gang, endnu ikke nået sin fulde styrke.
Det er baggrunden for det forbavsende faktum, at man i Heidelbergteserne ikke finder nogen genklang af striden om afladsteserne. I stedet møder man her en moden og afklaret teologisk totalkonception (helhedsforståelse, red.), som går dybt.
Teserne er delt i to hoveddele, en teologisk og en filosofisk. Der er 28 teologiske teser og 12 filosofiske. De teologiske teser kan inddeles som følger:
1. Tese 1-12: Om loven – forskellen på menneskers og Guds gerning
2. Tese 13-18: Om viljens frihed (foregriber De servo arbitrio/Den trælbundne vilje fra 1525)
3. Tese 19-24: Om korsets teolog og herlighedens teolog
4. Tese 25-28: Guds gerning i os og troens retfærdighed.
Lov og evangelium
Det, som samler de tre hovedsager, som vi har peget på ovenfor, er, at Gud altid gør to gerninger: Han døder og gør levende (1 Sam 2,6). Disse to gerninger svarer til, at når Gud åbenbarer sig i syndefaldets verden, så er denne åbenbaring paradoksal. Det er en paradoksalitet, som er utilgængelig ud fra menneskets naturlige erkendelsesmuligheder, men som åbenbares i Ordet som lov og evangelium og i livet under korset. Uden korset og uden Ordet er Gud skjult og uerkendbar.
Den naturlige erkendelse af loven handler om, at loven er givet som retningslinjer for livet, som skal hjælpe mig til at leve ret. Jeg må bare tage den alvorligt og anstrenge mig. Det falder overhovedet ikke det naturlige menneske ind, at det ikke skulle være i stand til at gøre det, som loven siger – i hvert fald det meste af det. Og når det gælder Guds nåde, så opfatter den naturlige religiøsitet den sådan, at når jeg bare gør mit bedste, så vil Gud tilgive det, jeg ikke klarer.
Groft forenklet var dette også den rådende teologi inden for Romerkirken.
I Ordet åbenbares noget ganske andet om Loven: ”Syndens kraft er loven” (1 Kor 15,56). Loven hjælper mig ikke til at blive bedre, men stiller mig ansigt til ansigt med Den Hellige, og i hans lys afsløres i stedet en afgrund i hjertet, som indebærer, at selv menneskets bedste gerninger er dødssynder (tese 3 i Heidelbergteserne).
Loven fratager mennesket alt håb, den ødelægger troen på egen evne til og mulighed for at blive hellig og retfærdig. Dermed åbenbarer Loven den vrede Gud. Loven får et menneske til at fortvivle over sig selv.
I tese 18 i disputatsen lyder det: ”Det står fast, at et menneske må fortvivle helt med hensyn til sig selv for at blive skikket til at opnå Kristi nåde.”
Ordet åbenbarer også, at evangeliet er noget grundlæggende anderledes, end den naturlige fornuft kan tænke sig: I stedet for, at Gud viser sig nådig mod den, som gør sit bedste (quod in se est/det som er i én – et vigtigt udtryk i romersk katolsk teologi), er det et budskab om nåde for ugudelige på grund af det, som en anden – Guds Søn – har gjort: ”Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,5).
Evangeliet er budskabet om, at Jesus Kristus har opfyldt alle betingelser for, at jeg skal få lov at være et Guds barn, og det på trods af, at jeg selv har opfyldt alle betingelserne for at gå fortabt under Guds vrede.
I tese 28 siges det: ”Guds kærlighed finder ikke, men skaber sig det, den elsker. Menneskets kærlighed opstår ud fra det, som det elsker”. Menneskelig kærlighed elsker det, som er elskværdigt – den har sin grund i kærlighedens objekt. Guds kærlighed har sin grund i Guds eget hjerte og ikke i noget hos os.
Korsets teologi
Korset er også et middel, ved hvilket Gud åbenbarer sig og handler med sine børn.
Vi kan ikke slutte os til, hvem og hvordan Gud er, ud fra vores naturlige erfaring. Medgang, lykke og gode dage er ikke tegn på, at ”Gud er med”. Modgang, ulykke, nød og sygdom siger intet om, at Gud er borte, og at man står uden for nåden, eller at Gud har frataget en sin velsignelse.
I stedet er det sådan, at her i verden kan vi kun se Gud ”bagfra” (2 Mos 33,19 ff.), under kors og lidelse. På Kristi kors åbenbarer Gud sin almagt og visdom; men dette ser i verdens øjne ud som svaghed og dårskab. Sådan ødelægger Gud de vises visdom. Sådan skjuler han sig, for at troen kan få rum: Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. ”Tro er overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11,1) – det var et af Luthers yndlingsord.
Og sådan fører Gud også sine børn: Det er i svaghed, vi er stærke. Det er, når vi dør, at vi får livet. Det er ved at føre os gennem Helvede, at han fører os til Himlen. Det er ”i trængsel han findes såre stor” (Sl 46,1, norsk oversættelse).
Luther kan i en anden sammenhæng sige, at ”den, som ikke kender Gud i lidelse, kender ikke Gud i det hele taget!” Dette betyder også konkret, at et kristent menneske altid i sig bærer en dobbelthed eller tvetydighed, ja, en paradoksalitet. Vi er sørgende, men altid glade. Vi er syndere, men samtidig retfærdige (Rom 7,15 ff.). Vi er fattige, der dog gør mange rige (2 Kor 6,10). Vi er ”fattige i ånden”, men ejer himmeriget´(Matt 5,3).
Denne dobbelthed er baggrunden for, at Luther, når han taler om den retfærdighed, som gælder over for Gud, former udtrykket iustitia aliena – ”en fremmed retfærdighed”.
Lyset i mørket
Ja, Gud har mere at tage. Med loven fratager han os enhver illusion om egen fromhed. Ved korset fratager han os alle forsøg på selvtilstrækkelighed og selvhjulpethed. Han gør os til intet, for at han kan åbenbare sig som den, der skaber alt af intet og giver alt for intet (Rom 4,17).
I Andet Korintherbrev, hvor apostlen taler om de lidelser, vi må igennem her i verden, griber han tilbage til skabelsen som eksempel på denne Guds gerning: ”Gud, der sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem’, han har ladet det skinne i vore hjerter…” (2 Kor 4,6). Gud er den, som lader lys stråle frem i mørket (og kun der), lader blinde se (ingen andre), lader døve høre og lamme springe som hjorten (Es 35). Sådan virkeliggør han også det, som vi hører i Salme 36: ”Hos dig er livets kilde…” Kilden er ikke i os, i vore hjerter.
Forkyndelse af loven
Er dette aktuelt i dag? Er luthersk tro aktuel i dag? Det har været almindeligt at sige, at i 1500-tallet spurgte folk efter en nådig Gud, men dette er ikke tilfældet i dag. I dag spørger folk efter ganske andre ting, og de er ikke optaget af den slags problemstillinger.
Til dette er der at svare, at det naturlige menneske aldrig af sig selv spørger efter en nådig Gud. Tværtimod mener man, at det, at Gud er nådig, er det mest selvfølgelige af alt, ja, noget man nærmest har krav på. Vi har så mange andre problemer, som vi behøver Guds hjælp med.
Her er sagen den, at spørgsmålet efter Guds nåde kun kan skabes af forkyndelsen, nærmere bestemt af forkyndelsen af loven, dvs. forkyndelsen om, hvem den Gud er, som vi har med at gøre: Den Hellige.
Da bliver det at have med Gud at gøre ingen spøg. Mennesker har så mange spørgsmål, som de kan ønske at stille til Gud, ja, som de sågar vil sætte ham til vægs med. Men Gud kommer først til i et menneskes liv, når det må lukke munden og lade ham begynde at stille os sit spørgsmål: ”Adam, hvor er du?”
Når mennesket er sat til vægs , har Herren sin mulighed. Da bliver jeg det, som Skriften siger, at jeg er: støv af støv (1 Mos 3,19, norsk oversættelse). Og Gud får lov at være den, han er: GUD.
Soli Deo Gloria!
Fra et reformationsseminar i Bjerkely Kirke 28. jan. 2017. Oversættelse: Mikkel Vigilius
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2023. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Jan Bygstad
Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.