Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget (ApG 20,32).
Paulus tager afsked med de ældste fra Efesos, og han regner ikke med at se dem igen. I omkring tre år havde han været sammen med dem, lært og undervist dem om Herrens vej, og vi ved, hvordan hjerterne på den måde kan blive bundet sammen. På begge sider er der nu en gribende alvor, og vi ser tydeligt, at menighedens fremtid ligger apostlen tungt på sinde. Det er ham om at gøre at give dem noget, der kan erstatte tabet af ham.
”Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord”, siger Paulus. Det er det bedste, han ved. Han ved, at hvis nogen har et ømt hjerte for dem, så er det Herren. Hvis nogen har vilje og magt til at bevare dem og føre dem godt frem til det store mål, så er det Herren. I hans hænder tør han trygt betro dem, han elsker.
Her har vi fået anvisning på, hvad vi skal gøre i lignende tilfælde, både for egen del, og for dem, hvis frelse er os magtpåliggende.
Hans nådes ord. Vi bemærker, at det er hans nådes ord; det ord, der vidner om Guds nåde og forkynder nåde for fortabte syndere. Det er om dette ord, Paulus siger, at det formår at opbygge og give arven til alle dem, der er helliget.
Vi ser ofte ængsteligt på fremtiden, både for os selv og for andre. Vi spørger: Hvordan skal vi blive bevaret på den vanskelige og farlige vej, vi skal gå, og ikke mindst må vi frygte vores eget hjertes ustadighed og omskiftelighed. I det, som her anbefales os, er hjælpen: Guds nådes ord. Ved det kan vi opbygges, ved det kan vi opnå den evige arv. Må derfor Guds nådes ord være det, vi tyer til i al kamp og nød.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2020. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Martinius Svaabeck
Martinius Svaabeck (1864-1936) var forkynder i Luthersk Mission.