Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Kap. 6: Hvordan Jesus udførte frelsen

Om hvad det betyder, at Jesus sonede al synd på korset og stod op fra de døde, og hvad det betyder, at Jesus er profet, præst og konge.

For at forstå Bibelens tale om Jesu frelsesværk er det afgørende at tilegne sig en vis forståelse af de navne, Bibelen bruger om Jesus. Vi tænker på navne som ”Menneskesønnen”, ”Messias”, ”Davids søn” og lignende. Disse navne er ikke tilfældige, men viser forskellige sider af Jesus som frelser.

Det vigtigste af Jesu navne er Messias, som er hebraisk og betyder ´den salvede´. Oversætter vi dette ord til græsk, betyder det Kristus. De øvrige af Jesu navne forstås i lys af navnet Messias. Vi vil derfor se nøjere på, hvad det indebærer, at Jesus er Messias og spørge om, hvordan Skriftens brug af ordet viser os forskellige sider ved hans frelsesværk.

Det rette grundlag for at forstå, hvad det betyder, at Jesus er Messias, får vi ved at gå til Det Gamle Testamente. Der læser vi, at de, der var præster, konger eller profeter i det gamle Israel, var udvalgt til deres tjeneste af Gud. Både konge og præst, af og til også profeter, blev ved begyndelsen af deres tjeneste salvet med olie og dermed indviet til tjenesten. Derfor kan vi sige, at deres tjeneste var messiansk og som sådan forbilledlig med hensyn til, hvad Jesus, den store Messias, skulle gøre for at frelse os.

I Jesus Kristus blev alle de tre messianske tjenester samlet i én person. Han skulle være Messias i tredobbelt betydning: konge, ypperstepræst og profet. Det betyder, at Jesus skulle gøre tre forskellige slags gerninger for at frelse os.

For at få den rette forståelse af hvad Jesu frelse egentlig indebærer, skal vi derfor i det følgende se nærmere på hans gerning i lys af de messianske tjenester i Det Gamle Testamente. Det betyder, at vi vil forsøge at tolke og forstå Jesu gerning til frelse, på samme måde som Det Nye Testamente forklarer hans gerning for os. Vi begynder med Jesu profetiske og ypperstepræstelige gerning. Hans kongelige gerning vil vi senere belyse.

Hvad det betyder, at Jesus var profet

Det Gamle Testamente lærer klart, at Messias skulle stå frem som profet og derfor være en person, der skulle tale Guds ord (5 Mos 18,15). Det er grunden til, at mange jøder forventede, at Messias skulle være profet, og at Jesus også blev kaldt profet (Joh 1,21; 4,19).

Samtidig ser vi også, at Jesus anser sig selv for at være noget ganske andet end de profeter, vi møder i Det Gamle Testamente. Sådan blev han også opfattet. Folk, der hørte Jesu tale, var slået af forundring over hans lære, fordi han talte med en langt større myndighed end de skriftlærde og farisæerne (Matt 7,28-29).

Hvad var det, Jesus gjorde anderledes? Svaret på det spørgsmål har vi tidligere berørt. Jesus var anderledes, fordi han talte Guds ord i første person. Jesus indledte ikke sine taler på samme måde, som profeterne plejede at gøre. Han sagde ikke ”så siger Herren”, men ”jeg siger jer”. Jesus talte med andre ord, som om han var Gud selv. Med dette tilkendegav han, at han virkelig er Gud – i et menneskes skikkelse. Gud, som vandrer omkring på jorden og taler menneskelige ord (Matt 5,18; 6,2; 8,10).

Nu melder spørgsmålet sig om, hvorfor Jesu profetiske gerning blev en nødvendig del af hans frelsergerning. Vi kan også spørge på en anden måde. Hvorfor har vi brug for at høre Jesu ord for at blive frelst?

Svaret er todelt. For det første er det sådan, at kun Jesus kan forklare os meningen med det, han gjorde for at frelse os. For det andet må vi vide, hvad der var meningen med Jesu gerning, for overhovedet at kunne tro på ham.

Det er nemlig budskabet om, hvad der var meningen med Jesu død og opstandelse, der skaber tillid til Gud og kommer til udtryk i den frelsende tro. Ved dette budskab genoprettes det tillidsforhold mellem Gud og det enkelte menneske, som blev ødelagt ved syndefaldet. Derfor lærer Bibelen, at mennesker bliver frelst, ikke bare ved korset, men ved ordet om korset (1 Kor 1,18).

Kristen tro kendetegnes altså ved, at den er rettet mod det, Jesus har sagt om sig selv og sin gerning. Ved sin profetiske tjeneste bekræftede Jesus, at han var opfyldelsen af de løfter, der blev givet i den gamle pagt. I det følgende vil vi se nærmere på, hvad det indebærer. Fokus skal da rettes mod det, vi kalder Jesu ypperstepræstelige gerning.

Jesus som ypperstepræst og læren om forsoningen

Læren om forsoningen må som nævnt forstås på baggrund af en bestemt tjeneste i jødernes tempel, nemlig ypperstepræstens tjeneste. Vi vil i det følgende skitsere hovedtrækkene i denne tjeneste og vise, hvordan Jesus ved sin død og opstandelse udførte sin tjeneste som ypperstepræst, da han ofrede sig selv for vores synder. Først er det imidlertid nødvendigt at sige noget mere om, hvad ordene ´soning´ og ´forsoning´ indebærer.

Disse ord bruges i daglig tale, men har oftest en betydning, der ikke helt svarer til Bibelens brug af ordene. Lad os først se på ordet ´soning´. Når vi siger, at Jesus har sonet vores synder, lægger vi det samme i begrebet ´soning´, som når vi siger, at en person afsoner for en forbrydelse, han har gjort. Afsoningen henviser til selve straffen. Den må gennemføres sådan, som den er udmålt af domstolen.

Når vi siger, at Jesus har sonet vores synder ved sin død på korset, mener vi, at han har modtaget den straf af Gud, som vi mennesker skulle have haft, og at han fuldt og helt har gjort op med vores synder. Det var netop det, der skete, da Jesus udførte sin tjeneste som ypperstepræst. Bibelen lærer, at han bar sig selv frem som et offer til Gud for vores synder (Hebr 9,11-12).

Ordet forsoning bruges om det, der er resultatet af Jesu soning. Vi siger, at Gud er forsonet som en følge af Jesu offerdød. I den forbindelse bruges ofte et andet udtryk, nemlig ordet ´forlig´. Bibelen lærer, at der er skabt et forlig mellem Gud og mennesker, som er noget anderledes end de forlig, mennesker kan indgå.

Det drejer sig ikke om et forlig, der er resultat af lange forhandlinger mellem to parter. Det er Gud selv, der har skabt forliget, selv om han også er den ene forurettede part. Vi mennesker har ikke foretaget os noget for at forlige os med Gud. Derfor siger Bibelen, at Gud har forsonet sig med mennesker, mens de endnu var fjender af ham (Rom 5,6. Kol 1,21-22).

Det betyder ikke, at Gud på nogen måde har forandret sig, men at forholdet mellem Gud og mennesker er forandret. Dermed har Gud gennem Jesus Kristus gjort op med menneskers synder, uden at de selv har gjort noget. Som følge af dette forlig indbyder Bibelen mennesker til at ”lade sig forlige med Gud”. Det vil sige at tage imod det forlig, Jesus har tilvejebragt, og derved få fred med Gud (2 Kor 5,20).

Som jeg tidligere har påpeget, er det ikke muligt at forstå, hvordan dette er sket, uden at vi lægger læren om treenigheden til grund. Forsoningen sker ved, at en af de tre personer i Gud, nemlig Guds søn, påtager sig ansvaret for verdens synd og modtager Guds dom over synden fra en af de andre personer i Gud, nemlig Faderen.

At det virkelig er indholdet i Bibelens lære om frelsen er klart, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. Hvad angår Det Gamle Testamente profeteres der om Jesu forsoning på forskellige steder og måder. Særlig kendt er Es 53,5-6: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.”

På baggrund af denne indledning vil vi nu sige mere om, hvad soning og forsoning indebærer i lys af Jesu tjeneste som ypperstepræst.

Den store forsoningsdag og Jesu død på korset

De forskrifter i Mosebøgerne, der handler om jødernes tempeltjeneste, giver os et bredt grundlag for at forstå, hvad soning og forsoning indebærer. I disse forskrifter var ypperstepræsten udvalgt til at være det jødiske folks stedfortræder og repræsentant over for Gud. Hans opgave bestod først og fremmest i at frembære forskellige slags ofre til Gud på folkets vegne. Disse ofre skulle være dyr uden fejl eller mangler. De blev slagtet og ofret for at betale for forskellige slags synder.

Offertjenesten fandt sted i jødernes tempel og skulle foregå nøjagtigt efter Moselovens forskrifter. Det er især én af disse offerceremonier, der var forbilledlig med hensyn til Jesu frelsergerning. Det er den, der står beskrevet i 3 Mos 16, og som handler om ”den store forsoningsdag”.

På hebraisk kaldes denne dag for ´Yom Kippur´. ´Yom´ betyder dag og ´kippur´ betyder at dække over eller skjule, i overført betydning også at sone. Hvad det indebærer, at ordet ´kippur´ har denne dobbelte betydning, vil fremgå af det følgende.

Yom Kippur skulle ifølge forskrifterne gennemføres en gang hvert år. Israels folk skulle da samles i templet for at være tilskuere til, hvordan ypperstepræsten førte to bukke frem, som begge skulle bruges i offertjenesten. For øjnene af folket lagde ypperstepræsten sin hånd på den ene buk og opremsede folkets synder over den. Dermed blev folkets synder overført på bukken. Bagefter blev bukken jaget ud i ørkenen (3 Mos 16,10).

Det var en forbilledlig handling, som viste frem mod det, der engang skulle ske med Jesus Kristus. Ligesom Israels folks synd blev lagt over på en buk, skulle Gud engang overføre hele menneskehedens synd på Jesus Kristus, så han kunne bære den bort. Det er baggrunden for, at døberen Johannes kalder Jesus for ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29).

Hvad det vil sige, at Jesus tager vores synder bort, får vi klarhed over, når vi ser nærmere på, hvad der skulle ske med den anden buk, som blev brugt til offertjenesten på den store forsoningsdag. Bukken skulle slagtes for øjnene af folket og lægges på et offeralter, som stod uden for den afdeling i templet, der kaldes ”Det hellige”. Også denne buk var et forbillede på Jesus. Ligesom den blev slagtet på templets alter, skulle Jesus Kristus slagtes, lide og dø på Golgata for vores synders skyld.

Efter at have slagtet bukken samlede ypperstepræsten dens blod i en skål og bar det ind i den afdeling af templet, der kaldes ”det Allerhelligste”. Det var et lille rum, inden for afdelingen ”det Hellige”. Kun ypperstepræsten måtte komme derind, og her måtte han udføre sin tjeneste alene, uden at folket så ham (Hebr 9,1-14).

I det Allerhelligste var der nogle vigtige genstande, som blev brugt under netop denne del af ceremonien. Vigtigst var den såkaldte ”pagtens ark”, som Moses lod fremstille under ørkenvandringen. Den indeholdt to stentavler (anklageskrifter), hvor de ti bud var skrevet. Over disse tavler var der lagt et låg af guld. Det blev kaldt ”sonedækket” eller ”nådestolen” (jf. norsk oversættelse). Ovenpå var der støbt to keruber eller engle, og oven over det hele tronede Gud selv.

Ligesom ypperstepræsten mødte Gud i templet, skulle Jesus engang i fremtiden møde Gud i den virkelige Himmel og udføre en tjeneste, der svarer til den, ypperstepræsten udførte hvert år i templet.

Hvad foretog ypperstepræsten sig i det Allerhelligste, og hvordan er det et forbillede på det, Jesus skulle udføre? Det kan vi ikke forstå uden at vide, at templets Allerhelligste er et billede på Himlen, hvor Gud har sin trone, og hvor anklagerne imod os er for hans ansigt.

Som nævnt ovenfor tog ypperstepræsten blodet fra den slagtede buk med sig ind i det Allerhelligste. Der stænkede han det på sonedækket og foran sonedækket (3 Mos 16,15). På denne måde var blodet et skille mellem Gud og anklageskrifterne, så det bogstaveligt talt dækkede og skjulte dem.

Blodet vidner derfor om, at der er betalt med blod for menneskers synder. Det viser, at anklageskrifterne er skjult, synden er sonet, skjult og betalt. Derfor kan vi frikendes fra alt det, vi ifølge loven kunne anklages og dømmes for.

Ifølge Hebr 9,11-12 er det netop følgen af, hvad Jesus gjorde, da han ved sin død på Golgata bar sit eget blod frem for Guds trone i Himlen: ”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.”

Jesu blod er altså båret ind i Himlens tempel én gang for alle og vidner til evig tid om, at Jesus har sonet al verdens synd. Det betyder, at Gud ikke længere kræver noget opgør fra vores side. Gud er forsonet med os mennesker. Han længes derfor efter at tilgive os og gøre os til sine børn, og han indbyder os til at tage imod det forlig, han har sluttet (2 Kor 5,20).

På den baggrund kan vi nu konkludere, at hele frelsesværket skete uden nogen som helst indblanding eller indvirkning fra menneskers side. Forsoningen skete i den treenige Gud som et opgør mellem den evige Fader og den evige Søn. På den ene side er frelsesværket udført af Guds søn, Jesus Kristus alene, i og med at det var ham, der ofrede sig selv for os. På den anden side kan vi sige, at forsoningen er den ene treenige Guds værk. Det Sønnen gjorde, er nemlig også gjort af den ene treenige Gud.

Jesu opstandelse og hans kongemagt

Ifølge de sidste kapitler i evangelierne stod Jesus Kristus legemligt op fra de døde, den tredje dag efter at han blev korsfæstet. Opstandelsen var forudsagt i Det Gamle Testamente og er helt afgørende, ikke kun for vores forståelse af frelsen, men også for vores forståelse af, hvordan Jesus udøver sin magt som konge i forhold til historien og den kristne menighed. I dette kapitel vil vi derfor sige noget om, hvad Jesu opstandelse betyder for frelsen og forsoningen. På det grundlag vil vi derefter belyse, hvad det betyder, at Jesus er konge.

Først må det præciseres, at Jesus stod legemligt op fra de døde. Det lærepunkt er så vigtigt, at det er nedskrevet i bekendelsesskrifterne. Det betyder, at de, der ønsker at kalde sig kristne, må tro og acceptere, at Jesus stod legemligt op fra de døde. Bibelen og bekendelsen siger også, at Jesus efter sin opstandelse satte sig ved Faderens højre hånd, og at han derfra skal komme igen for at dømme levende og døde.

Helt fra opstandelsesdagen har mange forsøgt at bortforklare, at Jesus opstod legemligt. De, der havde overladt Jesus til romerne til korsfæstelse, betalte vagterne ved Jesu grav for at sprede rygter om, at Jesu disciple havde stjålet hans legeme. Tilsvarende forklaringer finder man også blandt repræsentanter for den nyere bibelkritik.

At en død bliver levende igen er et brud med naturens orden. Det er en enkeltbegivenhed, der ikke har nogen parallel i historien, og som derfor mangler ethvert naturvidenskabeligt forklaringsgrundlag. I naturen findes dog en parallel til den legemlige opstandelse, som Jesus selv henviser til, nemlig det der sker med frøet, som sås i jorden: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”, siger Jesus (Joh 12,24).

Opstandelsen kan dog ikke forklares på nogen anden måde end ved at henvise til, at Gud har grebet ind på trods af det, vi kalder naturlove. Samtidig er det ikke til at komme udenom, at den er stærkt bevidnet ud fra historievidenskabens kriterier.

Det gælder for opstandelsen, som for alle andre historiske hændelser, at man ikke kan føre noget endeligt bevis for, at den virkelig fandt sted. Når det kommer til stykket, må man enten tro på den eller vælge ikke at tro.

Det vil føre for vidt her at give en udførlig fremstilling af de historiske argumenter for Jesu opstandelse. I stedet for vil vi fokusere på det, der er den teologiske pointe med Jesu legemlige opstandelse, nemlig at dødens magt over menneskene og hele skaberværket blev overvundet. Det kunne ifølge Skriften kun ske ved, at synden blev taget bort. Som vi tidligere har påpeget, fik døden magt over mennesket som en følge af syndefaldet. Synden er med andre ord den egentlige årsag til døden. Det betyder, at hvis synden fjernes, vil også livet vende tilbage.

Naturvidenskaben kan konstatere, at døden har magt over alle levende skabninger. Mennesket fødes og ældes, og ligesom alle andre levende skabninger må det også dø. Det er, hvad man kalder naturens gang, en lovmæssighed som ikke kan brydes af noget menneske. Sandheden er imidlertid, at videnskaben kun kan betragte dødens lovmæssighed som fænomen, og på det grundlag slutte at alt liv må dø. Den kan ikke forklare, hvorfor eller hvordan døden er kommet ind i verden. Men på det punkt har Bibelen altså noget at sige.

Dødens lovmæssighed, som kom ind i skaberværket ved syndefaldet, skulle engang overvindes af den person, der kaldes den nye Adam. Denne person er Jesus Kristus. Ved sin opstandelse fra de døde har han netop besejret og brudt dødens magt. Konsekvensen af det er ikke, at nogen undgår den legemlige død, men at de, der tror på Jesus Kristus, får del i en opstandelse og et liv, som ligner hans (1 Kor 15,45-58). Hvordan det er muligt, skal vi se nærmere på i det følgende.

Ligesom der er et lovmæssigt eller nødvendigt forhold mellem synd og død, er der ifølge Skriften et tilsvarende lovmæssigt forhold mellem et syndfrit liv og det at leve. Den, der opfylder Guds bud, skal leve, læser vi i 3 Mos 18,5. Begge disse lovmæssige forhold blev opfyldt på Jesus Kristus. Da Jesus blev tilregnet vores synder, kom han ind under syndens og dødens lovmæssighed. Derfor måtte han dø. Og fordi Jesus selv havde levet et syndfrit liv, havde han også ret til at leve.

Det er grunden til, at døden ikke kunne fastholde Jesus. Gud opvakte ham fra de døde, netop fordi han havde ret til livet. Den retfærdige skal leve, siger Bibelen. Det er den sandhed, der kommer til udtryk i ApG 8,33. Her læser vi, at dommen blev taget bort fra Jesus, da han var i den dybeste fornedrelse. Han var selv retfærdig og havde ret til livet. Derfor blev han også erklæret retfærdig og oprejst fra de døde (Rom 4,25). Vi siger også, at det er Jesu retfærdighed, der har sejret over syndens og dødens magt.

Vi vil nu nævne en sag, som vi kommer grundigere tilbage til i næste kapitel. Ifølge Bibelen kan mennesket blive retfærdigt over for Gud på to forskellige måder. Den ene måde er ved selvforbedring og egen indsats. Det er en vej, som ingen har kunnet klare, undtagen Jesus (Rom 3,23). Den anden måde, mennesket kan blive retfærdigt på, er ved tro. Den retfærdighed fører også til, at man får ret til at leve. ”Den retfærdige skal leve af tro,” læser vi i Rom 1,17. I det følgende vil vi kort beskrive, hvad det betyder.

Jesus opfyldte lovens krav, for at Gud skulle kunne give hans retfærdige liv til dem, der tror på ham. Det betyder ikke, at Gud forvandler dette menneske, men at han anser Jesu opfyldelse af loven, som var den menneskets egen lovopfyldelse. Det er grunden til, at vi i Rom 4,25 kan læse, at Jesus er oprejst til retfærdighed for os. Den, der tror Jesu nåde, kan med andre ord regne Jesu retfærdighed som sin egen retfærdighed. På det grundlag har han eller hun også ret til at leve.

Jesus som konge

Vi vil nu uddybe, hvad det vil sige, at Jesus er konge. Jesus blev ikke først konge efter sin opstandelse, men efter opstandelsen indtog han sin herskerstilling – ikke kun som Gud – men også som menneske. Det betyder, at Jesus, der i vores sted har opfyldt alle lovens krav, hersker over alt, hvad der sker i denne verden. Han er Herre over den tid, vi lever i, og han regerer og styrer historien i overensstemmelse med sit ord.

Bibelens omtale af Jesus som konge viser, at han udøver sin magt i to forskellige relationer og forskellige måder i forhold til disse relationer. På den ene side er han den, der hersker over alle politiske og samfundsmæssige kræfter. Samtidig er han også den, der hersker over og for dem, der tror på ham. Bibelen kalder ham derfor kirkens/menighedens hoved og Herre (Ef 1,21-23).

Hvad det betyder, skal vi se nærmere på. Også her vil vi begynde med et tilbageblik på Det Gamle Testamentes Messias-profetier.

Det Gamle Testamente viser, at Messias skulle fremstå som konge, og at han skulle være efterkommer af kong David. Derfor omtales han også som Davids søn og efterkommer. Samtidig siges det, at Messias skulle have en ubegrænset magt, og at han skulle sidde på Guds trone og udøve Guds herredømme både i Himlen og på jorden (1 Sam 10,1; 2 Sam 7,12-19; Sl 2,12).

De første kristne betragtede Jesu opstandelse og himmelfart som en opfyldelse af Det Gamle Testamentes profetier om Messias. For eksempel bliver profetierne i Salme 110 forstået sådan (ApG 2,32-35). I læren om Jesu kongemagt viser Det Nye Testamente tilbage til Det Gamle Testamente og påviser, at Jesus fra Nazaret virkelig er den kongelige Messias, profeterne talte om (Matt 1,17; 9,27; Rom 1,4ff.).

Jesus omtales derfor som konge i forbindelse med vigtige begivenheder, der skete i løbet af hans liv. Når han rider ind i Jerusalem før sin lidelse og død, omtales han som en konge, der er ”sagtmodig” og dermed forskellig fra verdens herskere (Matt 21,5-9). Jesus er en konge fuld af kærlighed.

Netop det får konsekvenser både for den måde, han styrer historien på, og den måde han styrer i forhold til dem, der tror på ham. Han holder verden og historien oppe i den hensigt, at mennesker skal nås med budskabet om hans frelse. Af samme grund holder han også ud med menneskers ondskab, oprør og ligegyldighed. Men de, der afviser hans frelse, kan han også overgive til dem selv og deres egen ødelæggelse (Rom 1,19ff.).

De, der tror på ham, holder han sin hånd over. Han styrker deres tro gennem Bibelens budskab, men han fritager dem ikke fra lidelser og trængsler (1 Pet 1,3-7). Kristne mennesker skal derfor ikke regne med, at de bliver sparet for sygdom, vanskeligheder eller lidelser. Trængslerne er dog noget, Jesus tager hånd om i sin almagt (ApG 14,22).

Fordi Jesu død og opstandelse har ført til, at Satans magt er overvundet, gøres Satan magtesløs, der hvor evangeliet om Jesu død og opstandelse forkyndes. Jesu kongemagt indebærer altså, at han handler i verden ved og gennem sit ord, så mennesker kommer til tro på ham og bliver i stand til at leve for ham (Joh 16,7ff.).

Ifølge Bibelen og bekendelsen skal Jesus engang komme igen for at dømme levende og døde. Da vil han fremstå for alle i sin kongemagt, og alle skal bøje knæ for ham. Menneskeheden skal da deles i to flokke. De, der tror på Jesus Kristus, skal gå ind til det evige liv, mens de, der ikke tror, skal gå ind til den evige død. Det vil vi senere komme tilbage til.

Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen


Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.

Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.

Udgivet af

Arne Helge Teigen

Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.

Arne Helge Teigen

Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.