Hvordan forkynde for ikke-kristne i dag? (Del 1)
Hvordan forkynde for ikke-kristne i dag? (Del 2)
Tak til Mikkel Vigilius for et fyldigt svar på mit indlæg, som Nyt Livs redaktion velvilligt har ladet trykke på deres netside.
Jeg vil gerne komme med nogle afsluttende punkter til den videre samtale. Dermed har jeg også sagt, at i mit univers må vi netop forsøge at afveje mellem mange hensyn, og som vi må hjælpe hinanden på troens vej, må vi også hjælpe hinanden på tjenestens vej, også den tjeneste det er at bringe evangeliet videre til vor generations postmoderne danskere.
Da jeg læste Mikkels indlæg (pga. et mangeårigt arbejdsfællesskab i KFS kalder jeg ham for nemheds skyld ved fornavn) i Nyt Livs blad, var jeg overbevist om, at vi var uenige. Mikkel betoner ordene ”med det samme” – jeg betoner ”at gå langsomt frem”.
Efter at have læst uddybningen er jeg kommet frem til, at det mere handler om forskellig betoning. Nu er betoninger jo også vigtige, og derfor vil jeg gerne forsøge at uddybe og konkretisere, hvad jeg mener og ikke mener.
1) Mikkel (punkt 4) og jeg citerer med tilslutning NT-professor D.A. Carson, som i en evangeliserende tale kan finde på at tage udgangspunkt i fx syndens ytringer i menneskelivet og derfra langsomt bevæge sig mod centrum. Mikkel tilføjer, at Carson altid i én og samme tale bevæger sig ind til centrum, fordi han jo ikke ved, om han får anledning til at tale til de samme tilhørere igen.
Dette med ”altid” og ”i én og samme tale” vil jeg udtrykke mere nuanceret.
Jeg blev som præst i gennemsnit en gang om året kaldt ud til et dødsleje. Nogle gange til helt ukirkelige mennesker, som i lyset af situationens alvor godt ville have besøg af en præst. Her forsøgte jeg at forkynde centrum i troen helt enkelt, sådan som jeg lærte det som femårig i søndagsskolen (jf. punkt 1 hos Mikkel).
Jeg husker en situation, hvor den døende var tunghør, og jeg til sidst råbte indbydelsen om at komme til Jesus så højt, at jeg tænkte, at nu kan det høres på hele afdelingen af plejehjemmet. For mig er denne spøjse situation blevet et symbol på hele min livsopgave: Jeg vil gerne råbe evangeliet ud, højt, enkelt og klart, i håb om, at det bliver modtaget af døende mennesker.
Lidt den samme situation havde jeg i forbindelse med begravelsestaler, hvor jeg i løbet af 13 år nåede at holde cirka 1000, de fleste til folk helt uden kontakt med kristen tro. Jeg tænkte, at nu ville jeg gerne møde folk, hvor de var, og derfor tog jeg udgangspunkt i dødsfaldet, sorgen og savnet og den hjælpeløshed, vi mennesker har over for døden. Samtidig tænkte jeg, at jeg gerne ville have evangeliet forkyndt så klart, at de mennesker, jeg måske kun mødte denne ene gang i deres liv, kunne bede røverens bøn i deres dødstime: Tænk på mig, når du kommer i dit rige. Jeg forsøgte at sige, at uden Jesus er vi ikke bare hjælpeløse, men fortabte med tanke på døden og dommen. Men når vi kommer til ham i bøn, er vi reddet og har del i Paradiset, selv om vi aktuelt oplever sorg, mørke og savn.
Det var sjældent, jeg fik udfoldet frelsens centrum særlig udførligt, men mit ønske og bøn var, at de mennesker, der lyttede, skulle lære frelsens og bønnens vej at kende, sådan at de ved, hvem de skal kalde på i nødens stund.
På dette punkt forestiller jeg mig ikke, at Mikkel og jeg tænker forskelligt. Jeg har en mistanke om, at Mikkels prædiken ved en sådan anledning vil være noget længere end min (hvordan jeg så end har fået denne mistanke) og betoningen og udfoldelsen af frelsens centrum måske vil være mere tydelig udtalt hos Mikkel, men jeg tror ikke, vi tænker principielt forskelligt på dette punkt. Vi vil være enige om opgøret med den almenmenneskelige tanke om, at alle mennesker er Guds børn via deres skabthed, at Gud også synes, at det med døden er noget svært noget, og at vi på den baggrund må komme til Gud.
2) Der, hvor vi nok har forskellig betoning, handler om en anden situation end den, apostlene står i i Apostlenes Gerninger, hvor Lukas har gengivet en række lejlighedstaler, de holdt for mennesker, som de kun mødte én eller få gange i deres liv. I brevene har vi andre situationer, hvor Paulus og apostlene formaner om, hvordan kristne skal forholde sig i de situationer, hvor de lever op og ned ad ikke-kristne i årevis.
Fx siger Peter i Første Petersbrev 3,1, at de af mændene, der er ulydige mod ordet, kan blive vundet uden ord gennem deres hustruers livsførelse. Pointen er her, at vi skal have tillid til Ordets virkekraft, også når der går måneder eller år, hvor vi ikke har anledning til at vidne om Jesus, eller hvor det vil være forkert at presse det igennem. Vi skal gå langsomt frem.
Jesus brugte tre år på at forkynde evangeliet for Israel forud for sin død og opstandelse. I det materiale, vi har i evangelierne, ser vi, at der hos Jesus altid er et fokus ind mod centrum, hans død og opstandelse. Selv når mennesker kommer med en syg, så bringer han det med syndernes forladelse ind i samtalen.
Men vi har også mange eksempler på, at Jesus kun nævner en kort lignelse eller en markant formulering i sine evangeliserende samtaler. Jesu lignelser var hans foretrukne forkyndelse over for folkeskaren. Faktisk udfolder Jesu lignelser slet ikke hans døds betydning. Det er der andre udsagn af Jesus, som gør, og Jesu lignelser bliver på mange måder en forberedelse til den forkyndelse om Jesu død og opstandelse, som Jesus kalder apostlene til at forkynde efter påske og pinse.
For mig er det en bekræftelse på, at der er situationer også i vores kultur i dag, hvor vi må gå langsomt frem, og nogle gange lukke vores mund op, uden at vi når frem til at udfolde frelsens centrum i Jesu død og opstandelse.
Mikkel nævner, at vi i mødet med ikke-kristne ind imellem må acceptere at tale om det, som de er optaget af, selv om det er bekymringer om småt og stort i livet og ikke de evige ting. Her betoner Mikkel, at vi kan blive nødt til at acceptere en langsom proces. Der er ingen anden respektfuld vej frem (punkt 4).
Det er, når vi kommer til den gunstige situation, hvor vi har anledning til at give et sammenhængende vidnesbyrd om, hvad vi tror på, at vi må have frelsens centrum med. Men det er klargørende for mig, at det gentagne udtryk med det samme ikke udelukker, at det kan være nødvendigt at acceptere en langsom proces.
3) Jeg skelner altså mellem det evangeliserende engangsmøde med mennesker og det gentagne møde med de mennesker, som vi ser igen og igen.
I mit arbejde som præst havde jeg en gruppe på op til 50 mennesker, som ikke kunne drømme om at komme til en gudstjeneste, men som kom i legestuen, sorggruppen, fredagsmødet eller en anden aktivitet, som et stykke på vej havde en diakonal og social karakter. For mig var det en platform, som ind imellem gav taletid til, at præsten kunne få lov at samtale om evangeliet eller direkte forkynde evangeliet. Men ikke altid. Nogle var i årevis tilknyttet kirken og opsnappede nok nogle salme- og bibelvers, men var ikke åbne over for at lytte til eller samtale om de evige ting.
Nogle var i flere år med i en åben studiekreds og fik efterhånden en solid indføring i den kristne tro. Men ud fra det, jeg kunne se og høre, førte det ikke til omvendelse og tro. Måske er jeg nogle gange gået for langsomt frem. Jeg blev hængende i almindelige menneskelige indvendinger og bekymringer og nåede aldrig frem til sagens kerne. Andre gange gik jeg måske for hurtigt frem. Jeg fik sagt de centrale ting om alvoren ved at være skyldig over for Gud og Jesu altafgørende betydning. Men jeg havde ikke givet mig tid til det lange seje træk, det kan være at møde mennesker, hvor de er, og sammen gå med dem gennem alle deres indvendinger og fordomme hen til Kristus.
Eller sagt tilspidset: De afviste evangeliet, ikke pga. hårdhjertethed over for ordet om korset, men fordi jeg gik for hurtigt frem.
4) Jeg har i mit arbejdsliv været evangelist i 6 år (KFS-sekretær), præst i 13 år, og nu har jeg været præstelærer i 11 år.
I min undervisning i prædikenlære har jeg sammen med min norske kollega valgt som pensum at inddrage et kapitel fra Carl Frederik Wisløffs bog Ordet fra Guds munn. Jeg tilslutter mig alt det, som Wisløff siger om, at forkyndelsen hele tiden skal bevæge sig væk fra det almenreligiøse, og med den dybe og enkle fremstilling af loven og evangeliet, som Wisløff giver i sit forfatterskab. Her har Mikkel og jeg et fælles anliggende.
Jeg forsøger at tilskynde mine studerende til at holde tekstnære og livsnære prædikener. Det sker, at en studerende giver en fin udfoldelse af teksten, men så slutter med fem minutter, hvor der tales om syndens virkelighed, om Jesu stedfortrædende død og om at indbyde til at tro på Jesus som den eneste vej ud fra døden og fortabelsen.
Mit spørgsmål til prædikantaspiranten har været: Hvor i teksten støtter du dig de sidste fem minutter?
Det viser sig ofte, at den opgivne tekst er blevet forladt til fordel for en mere overordnet troslærebetragtning over betydningen af Jesu død. Dette kan være på sin plads, da den konkrete tekst må belyses ud fra en helbibelsk sammenhæng. Men faren er, at prædikenen glider over i en række udsagn og ord, som let får karakter af floskler, fordi de skal siges hver gang. I stedet for at finde tekstens berøring med centrum glider man over i en række formuleringer, som ikke har støtte i den aktuelle tekst, og som måske er motiveret i, at man gerne vil have fortalt det hele med det samme.
Wisløffs styrke i sine prædikener er netop hans bevidsthed om centrum forankret i den aktuelle prædiketekst, og at centrum hele tiden forkyndes med nye ord.
Afslutning
Med dette har jeg ikke fået kommenteret alle 12 punkter, som Mikkel nævner. Men forhåbentlig de væsentligste. Jeg tror, at en Sankt Hans-tale en sommeraften ved Mikkel godt kunne blive noget anderledes end den, jeg vil komme med. Måske også en begravelsestale eller samtalesituationer, hvor vi får anledning til at sige det væsentlige. Men vi deler vigtige anliggender, og derfor håber jeg ved lejlighed at kunne drøfte videre om disse emner over en kop kaffe.
Udgivet af
Børge Haahr Andersen
Børge Haahr Andersen, København, rektor på Dansk Bibel-Institut