Mange tak til Børge Haahr Andersen for hans seneste bidrag til samtalen om, hvordan vi i troskab mod evangeliet vidner for ikke-kristne i dag! Det glæder mig meget, at Børge skriver. Vi ser hinanden som brødre i troen og i arbejdet for evangeliets udbredelse. Som Børge anfører, har vi tidligere stået skulder ved skulder i det evangeliserende arbejde i KFS, og selvom vi nu fysisk og organisatorisk arbejder hvert vort sted, er det forsat den ene og samme sag, vi arbejder for: menneskers frelse ved tro på Jesus Kristus. Vi deler åndelige hjertesager, og derfor er det også godt, at vi kan tale sammen, når der opstår uklarhed og mulig uenighed.
Nyt Livs blad og hjemmeside åbner i ringe grad op for samtale og debat mellem kristne brødre og søstre. Det gives der mulighed for i andre sammenhænge. Men dette tilfælde er specielt, fordi jeg selv i Nyt Livs blad nr. 3-2016 (s. 37) citerede Børge Haahr Andersen for noget, han havde skrevet. På den baggrund er det naturligt, at Børge får anledning til at uddybe sit synspunkt. Det har han gjort i det indlæg, som er bragt her på hjemmesiden. Jeg vil gerne kommentere det, Børge skriver, og han har så fået anledning til at komme med en afsluttende replik.
1) Tidligere i dag spurgte min yngste søn mig: ”Hvad er evangeliet?” Jeg svarede: ”Det er budskabet om, hvad Jesus har gjort for os til vores frelse.”
Jeg videregav til ham, hvad jeg selv har lært fra barnsben, og hvad jeg har fået bekræftet gennem min egen læsning af Guds ord. Evangeliet er det gode og glædelige budskab om, at Gud i sin kærlighed har sendt sin søn til verden, for at vi syndere ved hans frelsergerning skulle frelses fra død og dom og få adgang til Guds evige rige. Den enkleste sammenfatning af evangeliet, har jeg lært, finder vi i Johannesevangeliet 3,16: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
Det er dette evangelium, vi er kommet til tro ved, og det er dette evangelium, vi er kaldet til at bringe videre.
2) Når apostlene forkynder evangeliet bruger de forskellige ord og forskellige tilgange afhængigt af anledningen og tilhørerne. Men tre ting bliver altid tydelige i apostlenes forkyndelse, for så vidt de får lov at tale ud: at vores grundproblem som mennesker er, at vi har Gud i mod os på grund af vor synd; at Gud er god og kalder os til at omvende og blive frelst; at frelsen fås gennem Jesus Kristus.
På denne måde gør apostlene det klart, at vort forhold til Gud i sidste ende står og falder med vort forhold til Jesus.
3) I min artikel i Nyt Livs blad nr. 3 2016 understreger jeg, at apostlene i alle deres taler går til hovedsagen ”med det samme”.
Jeg er med på og skriver også (s. 40), at den ydre anledning til apostlenes forkyndelse kunne være forskellig, og at de i deres forkyndelse kunne tage udgangspunkt i forskellige ydre forhold og problemer i menneskelivet. Men herfra bevægede de sig målrettet og med det samme ind mod det centrale, så at hovedemnet i hver eneste tale blev forholdet til Gud.
Når jeg betoner, at apostlene ”med det samme” gik til hovedsagen, er min mening altså ikke, at apostlene aldrig begyndte deres forkyndelse til ikke-kristne med at tale om noget andet end hovedsagen. Det gjorde de, men herfra gik de med det samme til hovedsagen, så at tilhørernes forhold til Gud blev hovedemnet i talen.
Børge anfører, at det måske er på dette punkt, vi er uenige. Det er muligt, at det er tilfældet. Men jeg vil begynde med at understrege, hvad vi ikke er uenige om. Vi er ikke uenige om, at det er legitimt i vores forkyndelse til ikke-kristne at tage udgangspunkt i et perifert og sekundært problem i menneskelivet.
Så er der noget andet, som vi måske er uenige om: at vi må se det som vores mål, for så vidt vi får tid til det og mulighed for det, med det samme at afdække, hvor vore tilhørerne står i forhold til Gud.
4) Børge spørger: ”Er det tilladt at gå langsomt frem?” Børge svarer selv ja, og han siger, at jeg svarer med et betonet NEJ. Denne tolkning kan han have ret i, hvis vi ellers forstår hinanden ret. Men det er jeg ikke ganske sikker på, at vi gør.
Jeg har understreget i min artikel, at vi i det personlige møde med mennesker må tage os tid til at engagere os i det, som ligger dem på hjerte. Det kan være noget helt andet end forholdet til Gud. Men er det det, de vil tale om, og kan vi på nogen måde hjælpe dem med noget svært og tungt, som de er optaget af, så må vi gøre det. Kun derved kan vi være en sand næste for dem. Kan vi her tillade os at gå ”langsomt frem”? Ja, bestemt. Det er det eneste rigtige.
Hvad så når samtalen bevæger sig ind på åndelige spørgsmål? Her har både Børge og jeg lært i vores KFS-tid, at vi som Jesus i samtalen med den samaritanske kvinde må søge at føre samtalen ind på det centrale: forholdet til Gud og frelsen i Jesus.
Men det er jo ikke sikkert, at den, vi taler med, ønsker at tale om eller lytte til det, som handler om forholdet til Gud og frelsen. Det kan være, at vedkommende kun vil tale om evolutionslære, de forsvundne evangelier eller kristnes forhold til sex. I så fald må vi naturligvis respektere det. Her kan vi blive nødt til at acceptere en langsom proces. Der er ingen anden respektfuld vej frem.
Men så kommer vi til den situation, som jeg i min artikel har kaldt ”forkyndelsens situation”. Den situation beskriver jeg på følgende måde: ”Når vi som forkyndere taler ved et evangeliserende møde, eller når vi står i en lignende situation, hvor vi med ikke-kristne tilhørere får mulighed for sammenhængende at redegøre for, hvad vi tror på” (s. 43).
Her er der altså tale om, at vi har en åben mulighed for frit og sammenhængende at tale om det, som er det centrale i vores tro. Der er tid til det, der er lydhørhed over for det, og det er naturligt at gøre det. Denne mulighed kan, som jeg anfører det i min artikel, opstå ved, at vi skal tale ved et evangeliserende møde, eller ved at nogen spørger åbent om, hvad vi tror på.
Om denne sidste situation skriver jeg: ”Når vi bliver bedt om og får mulighed for at fortælle, hvad vi tror på, så må vi gøre netop det: fortælle, hvad vi tror på.”
Det er med henblik på denne situation, jeg anfører, at vi må se det som vores mål og vores kald at tale om forholdet til Gud – ”med det samme”. Vi kan tage udgangspunkt i et sekundært problem, hvis det i situationen er naturligt, men vi må ikke misbruge den dyrebare anledning til at tale med mennesker om det evigt afgørende. Sådan handlede apostlene, og sådan må vi handle.
Er Børge og jeg uenige om dette? Det er jeg ikke sikker på, at vi er.
5) Børge indleder sit indlæg med at citere den bibeltro NT-professor D.A. Carson. Jeg har selv i min artikel anbefalet, at vi lytter til Carson, fordi hans missionsstrategi er formet efter apostlenes lære og praksis.
Carson er åben for, at vi i vores forkyndelse til ikke-kristne kan tage udgangspunkt i et sekundært problem, i nogle af syndens ytringer i menneskelivet, når blot vi sporer problemet tilbage til dets rod i hjertet og det brudte gudsforhold. Herved vil forkyndelsen i sin helhed tjene til at afdække det store og egentlige problem: synden i hjertet, et brudt forhold til Gud og Guds vrede over synden.
Børge synes at tilslutte sig pointerne i det, som Carson siger herom. Men som jeg læser og forstår citatet, anbefaler Carson netop, at vi i vores forkyndelse til ikke-kristne bevæger os fra periferi mod centrum i den ene og samme tale, når vi får mulighed for det. At det er sådan Carson tænker, fremgår ganske tydeligt af min artikel, hvor jeg citerer Carson (s. 45) for at sige, at han af princip aldrig holder en evangeliserende tale uden at forkynde det centrale bibelske evangelium. Hans begrundelse er, at han ikke ved, om han får mulighed for at tale til de samme tilhørere igen.
Carson anbefaler altså, at vi i en og samme tale målrettet og ”med det samme” bevæger os ind mod at tale om hovedsagen, forholdet til Gud, synden og frelsen i Jesus. Hvis Børge tilslutter sig Carsons vejledning, da har jeg svært ved at se, at vi står langt fra hinanden.
6) Der er imidlertid dele af Børges indlæg, som kan tolkes derhen, at han vil forsvare, at vi i en evangeliserende tale undlader at tale om forholdet til Gud, sådan at ikke-troende kan se, hvor de står i forhold til Gud, og at de har brug for Jesus som deres frelser.
Børge refererer en båltale ved en Sankt Hans-aften, hvor der blev talt om fællesskab: ”fællesskab ved bålet, ved kaffebordet, de små fællesskaber i lokalområdet og så kirken som et fællesskab, hvor vi mennesker får evigt fællesskab med vores Gud og skaber.” Børge nævner den som et positivt eksempel på, hvordan man kan vidne for en forsamling overvejende bestående af ikke-kristne.
Jeg har ikke hørt denne tale. Men Børge har hørt den, og derfor kan han vurdere, hvorvidt den efterlod et indtryk af, at vi alle grundlæggende har det godt med Gud, men at vi kan lære Gud bedre at kende og få et nærmere fællesskab med ham i kirken. Efterlod talen et indtryk af, at vi ved engagement i det kirkelige fællesskab og ved gode kirkelige vaner gradvist kan få et bedre med Gud? Hvis det er tilfældet, vil jeg mene, at talen havde en helt anden karakter end apostlenes forkyndelse til ikke-kristne. Jeg er bange for, at den da snarere har bekræftet en almenreligiøs tankegang end udfordret den. Er Børge og jeg uenige om dette? Det ved jeg ikke.
7) Børge minder om, at vejen fra tro til vantro for mange er en proces over tid. Det er vi ikke uenige om. De vidnesbyrd om menneskers omvendelse, som jeg har haft den glæde at bringe i Nyt Livs blad, vidner igen og igen om dette. Mange er blevet frelst som svar på trofast og udholdende forbøn gennem årtier.
Men der er noget, som vi for mig at se må være varsomme med at blande sammen her. At mennesker i mange år kan være på vej til tro og frelse, er ikke ensbetydende med, at der er mange grader af tro og frelse. Her er Bibelen og de bibelske forkyndere meget klare. Der er tale om et dybt alvorligt enten-eller. Denne klarhed og alvor kendetegner apostlens forkyndelse, og den har kendetegnet al vækkelsesforkyndelse i kirkens historie: indenfor eller udenfor, frelst eller fortabt, under vrede eller under nåde.
Vi må favne alle de mennesker, der for en ydre betragtning er ”undervejs”, og vi må have ubegrænset tålmodighed med dem. Men vi må samtidig have det klart for os selv, at den, som kun er ”undervejs”, endnu er borte fra Gud og hans nåde. Og vi må se det som vores mål omsorgsfuldt, men umisforståeligt at formidle denne klarhed til de mennesker, som ikke er kommet til tro på Jesus.
Nikodemus var ”undervejs”, men Jesus tøvede ikke med at tydeliggøre for ham, at han var uden for Guds rige, og vidnede på denne baggrund for ham om sig selv som frelseren (Joh 3).
Den samaritanske kvinde var ”undervejs”, men Jesus tøvede ikke med at afsløre, at hun var en synder under dom, og åbenbarede sig på denne baggrund for hende som hendes Messias (Joh 4).
Det samme mønster ser vi i alle apostlenes evangeliserende taler.
For så vidt vi erkender den dybt alvorlige virkelighed for de mennesker, som endnu kun er søgende, så kan denne erkendelse ved Guds nåde skabe nød i vore hjerter for disse mennesker, bøn for deres frelse og nødvendighedens alvor i vores vidnesbyrd til dem.
Med dette vil jeg ikke sige, at vi er i stand til i endelig forstand at se og vurdere, hvem der er ”undervejs”, og hvem der er nået frem til frelsende tro. Det er befriende, at vi må overlade denne vurdering til Gud alene. Men det er vigtigt, at vi fastholder for vores tanke og vores hjerte den evige forskel på at være religiøs og kristen, søgende og troende. Og det er vigtigt, at vores sjælesorg er formet af og formidler denne virkelighed. Er Børge og jeg uenige om dette? Det tror jeg ikke.
8) Børge skriver, at han i mødet med den moderne dansker bruger god tid til at tale om første trosartikel, og når han gør det, bestræber han sig altid på at have en berøring med centrum. Hvis jeg forstår Børge ret, er der ikke langt fra det, han her skriver, til det, jeg selv anbefaler i min artikel.
I mødet med den moderne eller postmoderne danskere, som ikke tror på en personlig skaber-Gud, anbefaler jeg (s. 47), at vi følger apostlenes eksempel: at vi taler om den levende Gud som en virkelighed i tillid til, at Ordet skaber, hvad det nævner. Når vi taler om Gud, som han er, så møder vore tilhørere Gud, som han er. Hvis vi taler sandt om Gud, så møder vore ikke-kristne tilhørere en Gud, som elsker dem og har omsorg for dem, men som de er borte fra, og som de har imod sig som deres dommer – så længe de ikke tror på Jesus.
Derfor vil der være en nær sammenhæng mellem og helt naturlig overgang fra at tale sandt om Gud som vores skaber (første trosartikel) til at tale sandt og centralt om Gud som vores frelser i Jesus (anden trosartikel). Kan vi tale sandt om Gud som vores skaber og herre, uden at vi derved samtidig gør det klart for ikke-kristne, hvor de står i forhold til Gud uden Jesus?
Og hvis det bliver klart for dem, at de er borte fra Gud og har ham imod sig som deres dommer, lader vi dem da ikke i stikken, hvis vi ikke samtidig taler til dem om Jesus?
På baggrund af disse overvejelser er jeg spørgende over for det, Børge skriver, om at han har anbefalet ikke-troende mennesker i sorg at lægge livet i Jesu hånd. Børge ved, hvad han selv har lagt i dette, og hvordan det er blevet sagt. På den baggrund har han også et klarere indtryk af, hvad hans ord har forkyndt om de ikke-kristnes forhold til Gud. At Gud elsker dem og har omsorg for dem, det er sandt. At Gud hver dag ufortjent overøser dem med gode skabergaver i menneskelivet, det er også sandt. Men det er lige så sandt, at Guds gode gaver har til hensigt at føre dem til omvendelse (Rom 2,4), og først som omvendte har de løfte om, at Gud er for dem som deres far og vil høre deres bøn.
Bibelen fortæller os, at Gud ikke lytter til den ubodfærdige vantros bøn: ”Vi ved, at syndere hører Gud ikke på” (Joh 9,31; se endv. 1 Mos 20,1-7; Job 27,8-9; Sl 66,18; Ordsp 15,29; 28,9; Es 1,15; 58,4).
Hvordan bevarer vi klarhed om den ikke-kristnes forhold til Gud i vores sjælesorg over for dem? Hvordan undgår vi at formidle et indtryk af, at vi alle har samme adgang og forhold til Gud uanset tro eller vantro? Hvordan får vi forkyndt Guds kærlighed og omsorg, samtidig med, at vi lader det stå klart, at det kun er igennem Jesus og i troen på ham, at vi kan få fred med, blive modtaget af og bønhørt af Gud som vores far?
Man kan have forskellige meninger om den evangelisations-praksis, hvor kristne går ud til ikke-kristne og tilbyder at bede for dem. Jeg er ikke udelt positiv. Men denne praksis har én stor kvalitet: at den på én og samme tid forkynder, både at Gud elsker og har omsorg for ikke-kristne, og at det kun er kristne, som har adgang til Gud deres far og løfte om at blive bønhørt af ham.
Apostlene var ikke tilbageholdende med at bede for og hjælpe ikke-kristne i nød, og de helbredte både troende og vantro. Men de lod det skinne klart igennem, at når de kunne bede for andre og helbrede dem, så var det, fordi de stod i et ret forhold til Gud gennem troen på Jesus. Og det var dette forhold til Jesus, som de gerne ville føre alle andre ind i (se f.eks. ApG 3; 8,1-25; 28,7-10).
Vi møder aldrig hos apostlene en opmuntring til, at ikke-troende skal bede til Gud og lægge livets problemer i Guds hånd – uden tro på Jesus.
Bibelen åbenbarer, at Gud som vores skaber har omsorg for både onde og gode og lader både troende og vantro møde alt muligt godt i livet. Herved viser Gud os, at han elsker os og har omsorg for os, og herved kalder han os til omvendelse (Matt 5,45; ApG 14,16-17; 17,25-29; Rom 2,4). Dette må vi tale om i lyset af første trosartikel. Men det må hos os som hos apostlene blive et grundlag for at forkynde, hvor ulykkeligt det er, at ikke-kristne er borte fra den Gud, som elsker dem, og hvor alvorligt det er, at de har ham imod sig som deres dommer. Og så må der hos os være samme klarhed som hos apostlene om, at den gode og frie adgang til Gud som vores far, vores ven og vores hjælper, den har vi kun løfte om gennem troen på Jesus og i kraft af Jesu forsoning.
Først når mennesker ved evangeliet er blevet ført til tro på Jesus, kan vi give dem løfter om, at de vil blive modtaget af Gud med nåde og blive bønhørt af Gud som deres far.
I brydningen mellem bibeltro vækkelseskristendom og bibelkritisk liberalteologi for hundrede år siden, var det i høj grad det, jeg her skriver om, som der var debat og uenighed om.
Var det muligt at tale alment trøstende til alle mennesker om Gud som vores gode og trygge fader, som er for os og med os, og som vi trygt kan komme til og få hjælp fra i alle forhold, eller er det gennem Jesus alene, vi får adgang til barnekåret hos Gud og kan få lov at påkalde ham som vores far? I oldkirken var der klarhed og enighed om dette spørgsmål, og klarheden kom blandt andet til udtryk ved, at Fadervor var en bøn, som man først fik lov at bede, når man var blevet døbt og dermed kunne betragtes som en kristen.
Mit spørgsmål er: Hvad kan vi sige sandt og bibelsk til trøst og hjælp for ikke-kristne i lyset af første trosartikel, som ikke naturligt og nødvendigt må føre videre til anden trosartikel? Kan vi række ikke-troende mennesker en åndelig trøst og hjælp i lyset af første trosartikel alene, uden at vi derved bekræfter den almenreligiøse tanke om, at vi alle uanset tro eller vantro har Gud for os og med os?
Kort sagt: Kan vi tale sandt og ret om Gud og den ikke-kristnes forhold til ham i lyset af første trosartikel alene? Jeg vil selv svare nej.
9) I min artikel og i det, jeg har skrevet i dette indlæg, har jeg gang på gang henvist til apostlene og deres praksis. På den baggrund er det naturligt at rejse spørgsmålet: Er apostlenes praksis altid vejledende og forpligtende for os?
Mit eget svar er: ikke nødvendigvis og ikke på alle punkter. Kun når apostlenes praksis stemmer med og er en praktisk udfoldelse af de vejledende dele af Guds Ord. Men netop når det drejer sig om, hvad apostlene forkynder for ikke-kristne, så er deres praksis i fuld overensstemmelse med de vejledende dele af Bibelen.
Ved sit sidste samvær med apostlene giver Jesus apostlene denne vejledning angående deres forkyndelse til ikke-kristne: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette” (Luk 24,47).
Det er kaldet, og det er mandatet både for apostlene og for os. Vi må prædike, at mennesker er syndere, som får fred med Gud og syndsforladelse ved omvendelse og tro på Jesus Kristus.
Det tror jeg, Børge og jeg er fuldt ud enige om. Spørgsmålet er, hvordan vi bedst gør det i praksis.
Børge nævner nogle Sankt Hans-båltaler, som ifølge hans vurdering ramte ved siden af, fordi talerne ville sige alt det væsentlige med det samme. Jeg kan godt forestille mig, at jeg, stående ved Børges side ved Sankt Hans-bålet, ville være nået frem til samme vurdering. Jeg er smerteligt bevidst om, at man som forkynder kan have de bedste intentioner om at vidne klart, centralt og evangelisk for ikke-kristne og alligevel fejle helt. Det kan ske, fordi man vil sige for meget på én gang, eller fordi ens egen personlighed og udtryksmåde skygger for budskabet, eller af en lang række andre årsager.
Men det ændrer bare ikke ved, hvad der er vores kald og mandat. At videreføre den apostolske forkyndelse af det evangelium, som lader vores forhold til Gud afhænge af, hvordan vi stiller os til Jesus Kristus. Det er vores uforanderlige kald og mandat.
10) En helt central udfordring for forkyndelsen til ikke-kristne er almenreligiøsiteten.
Sådan har det været til enhver tid, og sådan er det hos os i dag. Fra Bibelen ved vi, at alle mennesker er religiøse. Alle mennesker ved, at Gud findes, alle kender Guds lov, fordi den er skrevet i deres hjerter, og alle ved, at de skal dømmes af Gud (Rom 1-2).
Bibelen bevidner også, at vi alle ud fra vores egen iboende religiøsitet tænker, at vi har det godt med Gud, i det mindste hvis vi lever op til vore egne idealer. Den tankegang var kendetegnende for tilhørerene på apostlens tid, og den kendetegner ikke-kristne i vore nordiske lande i dag. Hvis der er en Gud, så har vi det godt med ham, når bare vi ikke er værre end andre – det er den almindelige tanke.
Hvad er forkynderens kald i mødet med denne religiøsitet? Er det at bekræfte den religiøsitet og tro, som findes hos folk og bygge videre på den? Skal forkynderen bekræfte de almenreligiøses forestilling om, at de har det godt med Gud, og med udgangspunkt i denne forestilling kalde og lede dem ind i et nærmere og endnu bedre forhold til Gud?
Bibelens vejledning og apostlenes praksis giver for mig at se et radikalt andet svar. Det almenreligiøse menneske skal møde en forkyndelse, som viser dette menneske, hvor det står i forhold til Gud – at det er skabt og højt elsket af Gud, men at det ikke har Gud for sig, men imod sig. På denne baggrund skal det almenreligiøse menneske møde kaldet til omvendelse og tro på Jesus.
Netop sådan forkynder apostlene. De gør det ikke med kulde, vrede og modvilje mod de ikke-kristne, men tværtimod med tårer, kærlighed og ud fra en stor nød for deres frelse (ApG 20,31; Rom 9,1-2; 1 Kor 13).
Jeg tror, Børge og jeg er enige om dette. Om vi er uenige om den praktiske konsekvens, ved jeg ikke.
11) Børge refererer i sit indlæg gentagne gange til sine erfaringer som præst i folkekirken. Folkekirkepræster har enestående mange og gode anledninger til at forkynde for ikke-kristne. Men hvordan gøres det ret?
Børge giver eksempler på, hvad han har erfaret henholdsvis som godt og hensigtsmæssigt og mindre godt og hensigtsmæssigt, og han giver eksempler på, hvad han selv har gjort. Jeg har ikke selv været folkekirkepræst, men den person, jeg har lært mest af om evangeliserende forkyndelse, var folkekirkepræst i 14 år og præstelærer i 28 år: Carl Fr. Wisløff.
Wisløffs prædikenlære Ordet fra Guds munn er skrevet til kommende folkekirkepræster, og her bruger han meget tid på at tale om, hvordan man som præst må forkynde til ikke-kristne. Wisløffs grundtanke er denne: ”Forkyndelsen må altid være i bevægelse bort fra det almenreligiøse” (s. 75).
Ikke-kristne lever med almenreligiøse tanker om deres forhold til Gud. Disse tanker må udfordres og brydes. Der går ikke en harmonisk og lige vej fra den almenreligiøse gudstro til den kristne gudstro. ”Den almenreligiøses længsel søger i virkeligheden ikke Gud, men ’noget andet’” (s. 78).
Derfor må forkyndelsen etablere et brud med almenreligiøsiteten. Bruddet må ifølge Wisløff etableres ved, at tre ting betones: synden og Guds dom som menneskets altoverskyggende problem, Guds kærlige og alvorlige kald til omvendelse, Jesus og hans historiske frelsergerning som grundlaget for Guds nåde mod syndere.
Wisløff understreger, at forkyndelsen ikke skal vente med at gå til hovedsagen, men lade hovedsagen komme i centrum med det samme. I denne sammenhæng citerer han med tilslutning Søren Kierkegaard, der fastslår, at den kristne forkyndelse ikke skal tale om alle mulige andre problemer end synden, i hvert fald ikke først: ”Hvad vil du i Guds hus? Er det armod, eller sygdom eller anden genvordighed, kort hvilken som helst jordisk nød og elendighed; derom tales der i Guds hus ikke, i det mindste ikke først. Der tales først om synden, om at du er en synder, om at du for Gud er en synder, om at du i frygt og bæven for denne tanke skal glemme din jordiske nød.” (s.64).
I forlængelse af dette citat gengiver og udfordrer Wisløff den tankegang, som siger, at det ikke nytter at møde nutidens ikke-kristne med en forkyndelse om synd, dom og frelse. Det kunne man gøre engang, men ikke i dag: ”Derfor må vi ’foreløbig’ (som det hed i den kirkelige debat omkring århundredeskiftet) forkynde noget andet, vi må møde folk med noget, de interesserer sig for og forstår, vi må forkynde den første trosartikels kristendom og indtil videre lade den anden artikel være” (s. 65).
Wisløff afviser ikke, at forkyndelsen kan vise opmærksomhed over for andre problemer end forholdet til Gud, men det er forkynderens kald ensidigt at være optaget af og betone forholdet til Gud og behovet for frelse: ”Menneskene bærer i dag på en uendelig bekymring for mange ting, lige fra atombomben og den tredje verdenskrig til bolignød og fritidsproblemer. Og hvem skulle ikke være optaget af dette? Det er vi – med god grund – alle, og det er derfor en let sag for den, som vil skaffe både sig selv og sin prædiken adskilligt ry for aktualitet ved at tale om disse ting både tit og ofte. Vi må vogte os for dette. Vi skal være uendeligt bekymrede bare for én ting, og der er i den sidste ende ikke hjælp for nogen i at tale vidt og bred om truende farer og aktuelle vanskeligheder. Det, vi skal gøre, er at forkynde Guds Ord. Vi har et budskab om frelse og salighed. Vi har i Guds Ord den hjælp, som til sidst er den eneste.”
12) Hvis en folkekirkepræst forkynder på den måde, som Wisløff her anbefaler, hvilken forkyndelse ender vi så med?
Det vil i sagens natur i betydelig grad afhænge af den enkelte forkynders personlighed, erfaring, indsigt og nådegave. Men vi møder et godt eksempel på en sådan forkyndelse i Wisløffs egne prædikensamlinger: Ordet om korset, Lyset skinner i mørket og Sådan er Jesus. Her forkynder professor Wisløff utrolig enkelt, hjertevarmt og klart om forholdet til Gud som det afgørende, om Jesus som synderes ven og frelser og om nødvendigheden af at omvende sig til og tro på Jesus.
For min egen del ville jeg ikke tøve et øjeblik med at invitere en ikke-kristen ven med til en sådan forkyndelse. Jeg ville være urolig for reaktionen på det klare budskab, og det ville drive mig til at bede. Men jeg ville vide, at min ikke-kristne ven ville møde en omsorgsfuld og god hjælp i forkyndelsen til at se sin sande stilling over for Gud, og at han eller hun ville blive ledt til Jesus som sin frelser.
Kan man ønske sig noget bedre? Jeg tror, at Børge ville svare det samme som jeg på det spørgsmål: et klart og entydigt nej!
Med disse 12 punkter har jeg måske ikke svaret på alle anliggender i Børges indlæg. Men jeg har forsøgt at udrede de mulige misforståelser og at forstå min gode broder så godt som muligt.
Jeg har endvidere forsøgt at uddybe og yderligere begrunde, hvorfor jeg mener, at vi i forkyndelsen til ikke-kristne må følge apostlenes eksempel og tale om hovedsagen, forholdet til Gud og frelsen i Jesus, med det samme.
Når jeg med stor frimodighed holder fast ved denne vejledning, skyldes det i første omgang, at jeg mener, at det er den vejledning, vi møder i Skriften.
Derudover har det betydet utrolig meget for min personlige afklaring på dette område, at jeg i mit faglige arbejde med vækkelseshistorie har set, at de menneskelige redskaber til vækkelse i kirkens historie igen og igen har været forkyndere, som forkyndte på netop denne måde.
Derfor er det mit håb og min bøn, at Gud i sin nåde vil give os sådanne forkyndere også i vor tid.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.