Spørgsmål:
Mit spørgsmål er egentlig både en undring og en fortvivlelse, som jeg håber at I kan være med til at give lidt inputs ind i. Jeg er forælder til børn, der er ved at nå teenagealderen. Det er på mange måder dejligt, men også fyldt med mange tanker og bekymringer. I min kristne omgangskreds er vi flere der har børn i teenagealderen, og derfor er snakken om efterskoler og ungdomsliv efterhånden et ret almindeligt samtaleemne imellem os. Der er flere i gruppen, der er enige om bl.a. at efterskole er et no-go. Som jeg forstår det, er det en blanding om et ønske at beskytte sine unge så længe som muligt, og på grund af forskellige historier om diverse kristne skoler, hvor der er blevet holdt private fester med alkohol og sex blandt nogle af de unge. I alt det her står jeg selv overvejer hvad der er bedst for min teenager. Min datter, som jeg oplever, som tiltagende rastløs og som jeg måske også ser, at hun måske kun have brug for nye udfordringer. Samtalen i min omgangskreds gør mig dog meget i tvivl. Er det bedst for mine børn at blive hjemme så lang tid som muligt, så jeg kan beskytte dem længst mulig tid? Er det godt at beskytte dem fra alt, eller skal de også ud i verdenen? Eller er det godt for mit store barn at komme hjemmefra og prøve nye udfordringer, og forsøge at finde sit eget fodfæste i livet, med forhåbentlig de prægninger vi har givet hende med gennem hendes opvækst hos os med andagter, bøn, bibellæsninger, samtaler osv. Jeg er godt klar over at der ikke direkte står noget om ungdomsliv og efterskole i Bibelen, men det her spørgsmål går mig meget på. Jeg kan læse at ” Troen kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord\”. Når min datter hjemmefra har hørt andagt, bibellæsning osv dagligt, kan jeg så ikke stole på at Gud har styr på hende, hendes liv og hendes tro. Har vi udrustet med bøn og Bibel, og givet hende Guds vejledning med hjemmefra, kan vi så ikke stole på og bede om at Gud må vejlede hende? Jeg hørte engang billedet om at ligesom man passer på sine små spirer i et drivhus, indtil de er klar til at blive sået ud i jorden, sådan skal vi også passe på vores egne børn. Jeg forstår billedet, men tænker på hvornår børnene så er klar til at blive sået ud. Når de er 10 år? 15 år? 20 år? Her tænker jeg også på bibelverset, hvor der står ”Tilpas jer ikke denne verden”. Jeg mener absolut ikke at de unge skal tilpasse sig verden, men mere hvornår er børnene klar til at blive ”sået ud”, og stadig være modstandsdygtige mod regn eller kulde, overført til andre ungdomskulturer osv. Her tænker jeg også på det om at vi skal være i verden, men vi ikke er af verdenen. Jesus er vel vores forbillede, og jeg kan i Bibelen læse mange formaninger og advarsler, men også mange historier om at Jesus besøgte og ville være sammen med ”de udstødte” eller de ufuldkomne eller de uperfekte. Er det godt at beskytte vores børn og unge mod alt det ufuldkomne i verdenen? Eller alt det uperfekte? Og særligt vores unge mennesker – hvor er grænsen? Grænsen mellem at beskytte dem og holde dem ”i kort snor”, og måske gøre troen al for trang og snæver for dem, og så på det anden side give frit løb og ingen grænser. Hvor meget skal de unge beskyttes? Hvor længe skal vi beskytte dem? Hvornår og hvordan er det godt for de unge at lære at være i verdenen, men ikke af verdenen?
Svar:
Kære XX
Tak for dine spørgsmål og mange tanker!
Det er ikke så simple spørgsmål, du stiller.
Bag dine tanker ligger den forudsætning, at vi kan beskytte vore børn. Det vil noget af mit svar berøre. Jeg håber, at mit svar må være perspektiverende i dine overvejelser. Jeg vil også forsøge at besvare nogle af dine konkrete spørgsmål.
Indledningsvis vil jeg sige, at jeg glæde mig over den kærlighed du udtrykker til jeres unge – derudaf kommer nøden. Det afspejler det privilegium, vi kalder barnekåret. Derudaf kommer trofast forbøn og medleven. Jeres børn er privilegerede, når de har forældre, der ønsker dem det bedste – Jesus og frelsen!
Den norske forkynder Carl Frederik Wisløff har gengivet en fortælling af Prins Oscar Bernadotte. Prinsen og nogle drenge lejede en dag udenfor slottet, og de kom til at knuse en rude. En vagtmester el.lign. kommer ud og begynder på ”forhøret”, men prinsen løber ind til sin far, kongen, og fortæller om det og får gjort op. Da vagtmesteren kommer til kongen, må kongen svare, at prinsen har været der, og sagen er gjort op.
Denne lille beretning taler varmt om barnekåret. Vi skal lægge mærke til, hvilke privilegier det medfører, og hvilke automatreaktioner der ligger i dette begreb. I overført betydning knuser synden ruden. Det er ikke vinduet, jeg synder imod, det er min far, Kongen. Synden må gøres op og bekendes for kongen. Intuitionen tvinger mig til at løbe lige ind til kongen med en åben og ærlig bekendelse. Så sker der noget: Kongen behandler prinsen som et barn! Han ekskluderer ham ikke af familien. Måske har han tugtet ham, som Bibelen også taler om, men han behandles som barn og får tilgivelse!
Dette kender alle forældre! Barnekåret rejses der ikke tvivl om. Det indebærer en enorm rigdom for barnet. Det indebærer også en automatreaktion i barnet: Ødelægger jeg noget for mor og far, tvinges en reaktion frem. Jeg må skjule mig, eller jeg må søge opgør. At skjule mig nager, ødelægger og plager mig.
Du nævner selv eksemplet med fester, hvor unge mødes, og det udvikler sig til druk og sex.
For en kristen, der står i et barneforhold til Gud, er synden ødelæggende. Det vil i det frelste menneske fremtvinge en automatreaktion. Jeg kan ikke leve i det – jeg må have gjort op. For en ikke-kristen vil det ikke have samme reaktion. Her er ikke noget barnekår. Ingen, man dybest set bedrøver med synden. Man lever i det ”tomme” liv (1 Pet 1,18b). Det er et liv i pagt med Djævelen, og derfor skræmmer synden ikke.
Der er altså en helt fundamental forskel på mennesker. Barnekår til Gud eller ej. Alligevel kan selv den unge, der står i barnekåret, falde i ulykkelige synder. Hvad skal vi så give dem? Hvordan skal vi så ”beskytte” dem?
Du nævner, at Bibelen ikke siger noget direkte om ungdomsliv og efterskole.
Da Paulus kort før sit martyrium skriver til Timotheus, vil Paulus give ham noget, han kan leve af, når Paulus er død. Timotheus er ung (1 Tim 4,12). Han er dog nok ældre end dem, der går på efterskole, men essensen er utvivlsomt den samme.
2 Tim 2,1: ”Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus!” Skal Paulus efterlade Timotheus det bedste af alt, skal han have nåden i Kristus Jesus.
Der ligger uendeligt meget i dette udtryk! Falder en kristen i synd, må vi straks bekende synden og kaste os ud på løftet fra 1 Joh 1,9: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.” Så er den skyldige blevet uskyldig, så er den urene blevet ren og synderen hellig. Går en ung eller gammel, der er faldet i synd, dén vej, så vil man erfare, at ikke lovens pisk giver mig kraft i kampen mod synden, det gør alene evangeliet – alene nåden i Kristus Jesus (2. Tim 2.1)! Dét må vi give vore unge! Det er vejen til at overleve som kristen i mødet med verden i enhver form!
Og når Paulus skal tage afsked med efesermenighedens ældste er ”afskedsgaven” ikke meget anderledes. ApG 20,32: ”Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget.”
Skal vore unge før eller siden stå på egne ben, er det dét, de skal have med! Det, vi giver dem med, er nåden i Kristus Jesus og Ordet, som formår at opbygge og give dem arven!
Er det så det, vi giver dem? Er det dét, de møder i menigheden, evt. til ungdomssamlinger og hjemme?
Nikodemus (Joh 3) kommer til Jesus og vil vise Jesus sin anerkendelse. Jesus skærer ham dog meget hurtigt af og klargør for ham, at hvis ikke han fødes på ny, altså føres ind i barnekåret, skabes af Gud som et Guds barn, så er han ikke frelst. Altså udgangspunktet for Nikodemus, os og vore unge, er, at vi er uden for Guds rige! Det er vores dybeste problem. Derfor forkynder Jesus ikke, at det var hyggeligt at tale med Nikodemus, men Han forkynder, at Gud elskede verden så højt, at Han måtte ofre sin Søn, for at Nikodemus og vi kan genskabes ovenfra, blive sat ind i barnekåret og undgå Helvede! Men skabes vi ”ovenfra”, så overlades vi til Gud og til Hans nådes Ord, som opbygger og giver arven til os og vore børn.
Dybest set er det derfor ikke os, der beskytter vore børn, hverken som små eller store. Men vi må made dem fra små med det Ord, der formår at opbygge og give dem arven.
Derfor skal vore børn høre om nåden i Kristus Jesus. De skal høre, at udgangspunktet er, at vi er fortabte, men at Gud kan skabe – ovenfra. De skal høre, at problemet er mere end den synd, vi begår – det er det sorte hjerte og det, at vi er i udgangspunktet uden for Guds rige! Det skal de unge høre i menigheden, i ungdomsgruppen og hjemme.
Kan vi gøre mere som forældre? Ja! De unge skal se, at far og mor selv lever i det budskab! At mor og far kan bede hinanden om tilgivelse og få den. De skal høre, at også mor og far har brug for, at Ordet om synd og nåde øses ind over hjertet ved familieandagten og de anledninger, der ellers byder sig. De skal selv se, at igen og igen bliver evangeliet til glæde for en syndig mor og far. Overgives vore unge til Gud og til Hans nådes Ord, så er de ikke overladt til sig selv, når de skal på efterskole, i militæret eller flytte hjemmefra. De er overladt til det nådes Ord, som formår at opbygge og give dem arven! De er overladt til det Ord, der knuser og gør levende. Så er der mulighed for, at Ordet afslører synden i deres liv. Så er der mulighed for, at Ordet forkynder renselse for synd ved troen på Jesu fuldbragte frelse på Golgata. Så er der mulighed for, at den unge kan komme ind i den uforskyldte nåde i barneforholdet.
- Hvornår er de så ”klar”?
Det er først og fremmest afhængigt af, om ovennævnte sandheder er gået op for dem. CPR-nummeret afgør, om de skal på efterskole eller højskole, må køre knallert eller bil, men ikke om de ved, hvad der formår at opbygge og give dem Arven.
Nu kan en erkendelse af disse ting være mere eller mindre moden, men kilden til frelse og bevarelse ligger her – for dem og os!
- Grænsen mellem at beskytte og give frit løb?
Hvis de ikke kommer til ovennævnte fester, er de så beskyttede? En stor del af fristelserne og farerne i dag er knyttet til det skjulte liv på nettet eller til klassefesten eller i fjernsynet … Hvor end fristelserne findes, må forældre opmuntres til at tale med deres børn om farerne. Om ødelæggelsen af sjælelivet og syndens ødelæggende virkning.
- Er det overhovedet muligt at give råd om, hvor grænserne er?
Ordsp 23,13-14: ”Forhold ikke drengen tugtelse; når du slår ham med stokken, undgår han døden. Nok slår du ham med stokken, men du redder hans liv fra dødsriget.”
Den fysiske tugt, som her omtales, er ulovlig i Danmark (siden 1997). Alligevel er det en bibelsk tanke, at vejledning og opdragelse af ens barn er en Gud-villet omsorg OG kan redde ham fra døden og dødsriget! Vi er stærkt præget af tidsånden også i dette, og det gennemsyrer vort samfund. Derfor har mange vanskeligt ved at underordne sig autoriteter. Måske er det nok her at understrege, at det er en bibelsk tanke, at der ér grænser, og mor og far har faktisk en Gud-givet autoritet på det punkt (Rom 1,30; Rom 13,1-2, Ef 6,1-3; Ordsp 1,8). Det er omsorg for barnet og den unge, at fastholde dét!
- Efterskole for/imod
Utallige unge har været rigt velsignet igennem et efterskoleophold. Har ovennævnte budskab fået gennemslag i den unge, kan det være en velsignelse at finde venner på en efterskole, der lever af det samme budskab. Følgende spørgsmål kan måske hjælpe i afklaringen af, om det skal være efterskole og eventuelt hvilken skole. I lyset af ovennævnte er det derfor ikke vigtigst, om de har nogle spændende valgfag/linjer eller gode faciliteter til sport osv. Men:
Hvad er deres værdigrundlag?
Udmøntes et kristent værdigrundlag gennem lærere og leder?
Lyder der en forkyndelse i andagter osv. om syndens alvor – og tilgivelse til fortabte?
Må Gud velsigne jer i overvejelserne og lede jer til det bedste for jeres unge!
Udgivet af
David Straarup
David Straarup, Aalborg, arbejder i sundhedsvæsenet