Da Jakob fik at vide, at der var korn til salg i Egypten, sagde han til sine sønner: Hvorfor står I og ser på hinanden? Og han fortsatte: Jeg har hørt, at der er korn til salg i Egypten. Tag derned, og køb noget, så vi kan leve og ikke dø (1 Mos 42,1-2).
Der var hungersnød på jorden, og den var hård. Josefs drøm om de syv gode år og de syv dårlige år var nu gået i opfyldelse. Der var mangel på mad overalt, og mange måtte dø.
Midt ind i denne nød får Jakob noget at vide! Han hører, at der er korn til salg i Egypten. Han hører et budskab der gør, at han kan leve og ikke dø, som han siger det. Og Jakob troede på det, han hørte.
Tænk hvilket stærkt billede på evangeliet, og på Guds vidunderlige omsorg for sit folk! Midt i nødens tid lyder det: ”Der er mad at få, stå ikke der og se på hinanden – men gå hen og køb mad.”
Sådan lyder det også til os i dag! I en hungerens og nødens tid, hvor død forkyndelse synes at herske overalt. Hvor døde prædikanter og død kristendom synes at udhungre landet.
Og sådan lyder det til dig – du, som måske kun ser svigt, åndelig død og mangel på alt i dit kristenliv. Du føler dit liv som en udtørret ørken. Til dig lyder det: ”Stå ikke der og se på dig selv, men hør: Gud har et kornlager, og det er fyldt til bristepunktet. Jesus har fyldt det med herlige retter. Her er alt, hvad du behøver, så du kan leve og ikke dø.”
Ja, tænk! Et ”kornlager” der ikke er fyldt af Josef, men af Jesus – ham som hele Skriften forkynder.
Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig skal aldrig tørste” (Joh 6,35).
Hvor længe vil du hungre? Hvor længe vil du klage over mangel på åndeligt liv og kraft? Hvor længe vil du kæmpe med dig selv og dit døde hjerte? Stræbe med selv at skabe liv for Gud?
Hør nu, ”Jakob” – hør nu, kære troende Guds barn! Se ikke mere på dig selv eller på andre, men gå til Jesus og se, hvad du har i ham. Jo mere du ser på rigdommen i ham – desto rigere bliver du på alt.
Gå altid til Jesus med enhver mangel og sult. Sult efter retfærdighed, trøst, liv, kraft, visdom, frelse fra synd og al nød. Gå til Jesus i tro – for hos ham er der liv. Frelse, evigt liv og rigelig mad for sjælen. Ja, hos Jesus er der altid nåde og fred med Gud. For Jesus er givet hen for at være alt for dig. Og i ham har du strømme af liv – som Skriften siger (Joh 7,38).
Bøn: Tak, kære Jesus, at du er selve livet for mig. Tak, at Gud har givet mig dig til at være alt. Jesus, hjælp mig ofte at komme til dig – det er så godt. Det styrker min tro og mætter min sjæl, ved dit ord.
Amen.
Udgivet af
Ruben Skov Jensen
Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.