I Johannesevangeliet kapitel 3 så vi, hvordan Jesus mødte Nikodemus. Her i kapitel 4 møder Jesus den såkaldte samaritanske kvinde. Kort fortalt handler historien om en hedensk kvinde der går ud til bybrønden efter vand midt på dagen, sikkert for ikke at blive set af nogen. Denne kvinde havde haft fem mænd og boede nu sammen med den sjette. Ved brønden møder hun Jesus og de to kommer i snak.
Frem mod sommerferien vil der som ugens vidnesbyrd hver 2. eller 3. uge være en andagt af Svend Åge Jacobsen til fordybelse i Johannesevangeliet. De seks andagter hænger sammen, men kan læses uafhængigt af hinanden. Find tidligere andagter i boksen “relaterede ressourcer”.
Før vi ser nærmere på sagen, så læg lige mærke til, hvilken forskel der er mellem de to beretninger i kapitel 3 og 4.
Nikodemus er en mand – hun en kvinde
Nikodemus er jøde – hun er samaritaner
Nikodemus er fra den øverste top i samfundet, eliten. Nikodemus er lærd, anset og offentlig kendt.
Kvinden er fra bunden, nærmest et udskud, en, der levede et miserabelt liv.
Nikodemus opsøger Jesus. Kvinden vil sikkert helt undgå ham
Samtalen med Nikodemus har ingen afslutning, ingen konklusion. Måske har Nikodemus gået grublende, uafklaret fra Jesus. Den samaritanske kvinde går glad og frejdig fra Jesus, og inden aften er hun bymissionær.
Denne kontrast er brugt flere steder i Bibelen for at sætte tingene i perspektiv. Historien om Nikodemus viser os, at selv den mest moralske lærde mand ikke har noget fordel frem for andre. Og ligeledes at det mest sunkne menneske er lige så velkommen hos Jesus og lige så brugbar i Guds rige som alle andre.
Samtalerne er meget forskellige, men målet for Jesus er det samme, nemlig at de hver især frelses, får det nye liv i eje og begynder et helt nyt liv sammen med Jesus. Og ligesom samtalerne er forskellige, er afslutningerne det også. Som vi har set, er samtalen med Nikodemus næsten uden afslutning. Men for kvinden er det anderledes. Hun, som sikkert helst ville undgå Jesus, er inden aften blevet evangelist.
Hvordan kan det ske? Fælles for dem begge er, at de har mødt Jesus.
Jeg tror, det er rigtigt, at kvinden helst havde undgået Jesus. Hun ville, som så mange andre, bare være anonym, passe sig selv og så håbe på, at hverken han eller andre ville blande sig i hendes private liv. Men for Jesus er ingen ligegyldig. Han vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelsen af sandheden. Derfor vil han også i kontakt med denne kvinde. Han begynder helt enkelt med at bede om lidt vand at drikke. Det er helt imod tiden uskrevne love – så hun udbryder: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?”
Det siger noget om Jesu evne og vilje til at komme i kontakt med folk. Men det siger også noget om kvinden, nemlig at hun har sine fordomme mod ham og jøderne i det hele taget. Og sådan har mange det i dag både med Jesus og de kristne. Jeg håber ikke, at du sidder fast i fordomme, men at du stille og roligt vil sænke paraderne og høre, hvad Jesus har at sige til dig i dag.
Kvinden møder altså Jesus ved brønden. Jesus begynder med at bede hende om noget vand, og derfra drejer han samtalen over på det levende vand. Til at begynde med fanger kvinden ikke helt, hvad Jesus egentlig mener med det levende vand, men det kommer. I samtalen løfter Jesus langsomt sløret for, hvem han er, og hvad det hele går ud på. I vers 10 siger Jesus sådan: ”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.”
”Hvis du kendte Guds gave…” Ja, det er det vigtigste for både hende og os: at kende denne gave. Guds gave, det er Jesus. Husk Bibelens mest centrale ord: Således elskede Gud verden, at han gav – han gav sin Søn til os, for at skal få evigt liv med ham.
Kristendom, det er en gave, ikke et krav. Det handler om, at vi kender Jesus, og når vi møder ham, da drejer det sig om, som han selv siger, at vi beder ham om levende vand. Det levende vand er billedtale om det nye liv med Jesus. Det er måske bedst forklaret i Johs 7,37f.: ”’Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ‘Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.” Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få.”
Det levende vand er et billede på Guds Ånd. I og med at vi tager imod Jesus, giver Gud os også sin hellige Ånd. ”Fordi I er børn, har Gud sendt sin Søns Ånd i vore hjerter,” siger Skriften. Ligesom vandet i naturen giver liv til planter og dyr, således giver det levende vand, Guds Ånd, nyt liv til den, der tager imod det.
Her bruges en almindelig naturlov til at forklare et forhold i Guds rige. De fleste af os har prøvet at vande en blomst. Er blomsten ved at være tør, ser vi, at vandet kan live den op igen. Det kender vi også fra os selv. Er vi tørstige, kan vand kvikke os op igen. Det ved vi. Men jeg vil vove den påstand, at det kun er de færreste, der kan forklare, hvorfor det er sådan. Hvem kan forklare, hvordan en blomst optager vand, og hvad vandet udvirker i blomsten? Men vi behøver slet ikke nogen forklaring, for vandet virker i blomsten alligevel.
Jeg kan heller ikke her i detaljer forklare, hvordan Guds ord og Guds Ånd virker i et menneske, men jeg ved, at når du hører Guds ord og tager ordet til dig, så kommer den levende Gud selv til dig og giver dig det, som Ordet siger. Jeg kan her sige noget om Jesus, men du må selv tage imod det.
Se hvad kvinden gjorde. Hun afviste ikke Jesus. Hun tog hans ord til sig og bad ganske enkelt: ”Herre, giv mig dette vand.” Og det blev livsforvandlende for hende.
Den lange samtale afsluttes med, at kvinden sagde til ham: ”’Jeg ved, at Messias skal komme’” – det vil sige Kristus; ‘når han kommer, vil han fortælle os alt.’” Det udsagn fortæller, at hun trods alt må have haft noget viden om den kommende Messias. Og når Messias kommer, så vil fortælle os alt.
Og lad os lægge mærke til de få afsluttende ord fra Jesus. Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den, der taler til dig.” Læg mærke til ordene ”det er mig”. I den græske tekst står der ”ego eimi”. Det betyder ”Jeg Er”. Og netop de ord er Guds navn. Sådan viste Gud sig for Moses ved den brændende tornebusk i ørkenen for mange år siden. Jeg Er. Det er Guds navn. Det fortæller, at Jesus er Gud. Men hvordan er den Gud så? kan man spørge. Svaret på det står bedst beskrevet i sammenhængen med Moses ved tornebusken i Anden Mosebog Kapitel 3. Der siger Gud til Moses: ”Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne.”
Der er altså en Gud, der ser og hører os. Vores nød ligger ham på sinde. Han har lagt sig deres nød på sinde og er i stand til at frelse dem. I Det Gamle Testamente var det en frelse ud af slaveriet i Ægypten. I Det Nye Testamente er det en frelse ud af syndens slaveri i denne verden og ind i Guds evige rige. Det var denne frelse, den samaritanske kvinde så og fik del i, og hun står i dag som et eksempel for os. Mødet med Jesus blev livsforvandlende for hende.
Du, som freden mig forkynder,
du en frelser, jeg en synder,
du med amen, jeg med bøn,
du med nåden, jeg med skammen,
– ak, hvor vi to passer sammen,
du Guds Salvede, Guds Søn!
Udgivet af
Svend Åge Jacobsen
Svend Åge Jacobsen, Haderslev, prædikant og tidligere lærer på Luthersk Missionforenings Højskole i Hillerød.