For der er mange genstridige, frasemagere og bedragere, især blandt de omskårne. Dem bør man lukke munden på, for de vender op og ned på hele familier, når de for skændig fortjenestes skyld udspreder deres forkastelige lære (Tit 1,10-11).
Vi har alle brug for at have noget og nogen at stole på. Det gælder på det menneskelige plan, som for eksempel i forholdet til vore politikere, til politiet, til myndighederne m.m., men det gælder også, og i høj grad, i forhold til vore nærmeste i familie og i menighed. Afsløres det, at vi ikke kan stole på dem, fordi de ganske enkelt ikke taler sandt eller gør, hvad de er udset til at gøre, så kan alting falde fra hinanden, og vi kan blive både bange og bekymrede.
Et yderligere element i denne sammenhæng er, at vi også i stigende grad udsættes for manipulationer. Det sidste nye er brugen af kunstig intelligens. I stigende grad kommer vi let i tvivl. om det, vi ser og hører, er rigtigt, ægte og sandt.
Når der holdes valg til de politiske poster i vort samfund er det meget almindeligt at blive mødt med løfter og gode ord fra dem, der gerne vil vælges. Men det er også en kendsgerning, at sådanne løfter ofte ikke bliver indfriet. Nogle gange må man sige tak og lov for det – andre gange er det beklageligt, at løftet ikke holdt.
Derfor kan det ofte være svært at stole på disse mennesker. Men vi mødes også af mange andre input og løfter, for eksempel fra de digitale platforme, hvor det vrimler med ytringer og tilsagn, som i form og indhold fremstår som sandhed og sandhedsvidner. Det gælder i verdslige forhold, men det gælder også, og måske ikke mindst i ord og tale fra nogle, som netop vil kalde sig Guds sandhedsvidner. Ved blot nogle få klik på tastaturet møder vi disse ting. Men kan vi altid stole på det? Nej, desværre er det ikke altid hele sandheden, der kommer frem, og nogle gange er det slet ikke sandheden. Læg her mærke til, hvad Paulus siger: Det er især blandt dem, man mindst skulle vente det fra, at det sker. ”De forsikrer, at de kender Gud …” (Tit 1,16).
Kort sagt: Vi lever i en tid med mange påvirkninger, som ikke altid er til at stole på, fordi det ikke er sandheden. Der er rigtig mange vildfarelser med falske budskaber, fremført af dygtige, smarte og overbevisende falske profeter. Og når det gælder afsenderen, såvel som modtageren, så har begge et bedragerisk hjerte, der er uhelbredeligt (Jeremias 17,9).
Når det gælder vores liv som kristne, har vi derfor brug for at holde os til noget, som det ikke er andre mennesker, der har fundet på, eller som vi har selv har fundet på. Det menneskelige uden forankring i Guds ord, det kan vi ganske enkelt ikke stole på. Vi må have fat i Guds ord, for det er sandheden og kan ikke kan lyve. I 4 Mos 23,19 lyder det: ”Gud er ikke et menneske, så han lyver, et menneskebarn, så han angrer. Når han har sagt noget, lader han det ske.” Det er Gud, vi kan og bør stole på!
Gennem Ordet åbenbarer Gud sig for os. Gud ønsker, at alle skal lære sandheden at kende, og han vil, at alle skal frelses. Det kan kun ske ved at tage imod og tro på Jesu forsoningsdød på korset, som er sket for alle mennesker. Og den, der ved Helligånden har fået en tro på det, er frelst. Det kan vi stole på.
Den tid, vi lever i, er bedragerisk. Vi bliver påvirket fra mange sider og på mange måder. Hvis det, vi møder, ikke er forankret i Guds ord, da skal og bør vi ikke stole på hverken budbringeren eller det ord, denne bringer.
I fortsættelsen i Paulus’ brev til Titus, efter indledningsordet, proklamerer Paulus, at Guds ord er sandhed. Det at kreterne forsikrede, at de kendte Gud, var udtryk for løgn og derfor ikke noget, man kunne stole på. Nej, de var ”afskyelige og ulydige og ude af stand til at udrette noget godt”. Og sådanne skal man ”lukke munden på”.
Guds ord opfordrer altså til, ja kalder nogen til, at få frimodighed til at tale sandheden og dermed lukke munden på dem, som spreder løgn og falsk lære. Du skal sige det, der stemmer med den sunde lære. Dette gælder både til de gamle og til de unge (Tit 2,1-8).
Når sandheden lyder, siger et gammelt ord, er den ”ilde hørt”. Men lad os med frimodighed holde fast i, at vi, for egen og andres skyld, må kalde vildfarelserne ved deres rette navn i lyset af Guds ord, også selv om det er ilde hørt.
Den, der ikke siger hele sandheden, men glatter ud og springer over det, som synes at gøre ondt eller er svært, ender med at tale ureelt og derfor bedragerisk. Og den, der siger mere end det, som Guds ord siger, vil være med til at føre hen til noget, der måske nok kan kaldes moraliserende, men som reelt er et bedrag. Nej ingen af delene er sandheden og derfor ikke noget, man kan stole på. Guds ord alene er sandheden, og vi må ikke lægge til eller trække fra det ord.
I vore verdslige liv er vi på mange måder afhængige af hinanden, og det vil også være godt, hvis vi tør stole på hinanden. Men vi ved, at det ikke altid er muligt. Vi mennesker har et bedragerisk hjerte. Vil vi kaldes kristne og leve et kristent liv med håbet om at nå frem til den himmelske herlighed, frelst og bjærget for evigt, da må vi holde os til sandheden, Guds ord. For det kan vi stole på.
Foto: News Oresund, Flickr
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Thorkil Ambrosen
Thorkil Ambrosen, Hillerød, cand. agro.