Hvem og hvor er de sande kristne?

Tværkirkelighed 1. del

Der er over 30.000 kristne kirkesamfund i verden i dag. Omkring 2,5 milliarder mennesker bekender sig som kristne i én eller anden forstand. Tre ud af fire danskere er nominelle kristne.

Men stadig gælder Jesu ord: ”Vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!” (Matt 7,13-14).

De sande kristne er få. Hvem er de, og hvor finder vi dem? I hvilken grad og på hvilken måde kan vi praktisere tværkirkeligt fællesskab med andre kristne på tværs af forskellige kirkesamfund? Hvad skal vi være vågne over for i den sammenhæng?

Der er afgrunde på begge sider af vejen. Vi kan uberettiget frakende sande kristne frelsen, og vi kan uberettiget bekræfte falske kristne i, at de er frelst. Vi kan lukke vore hjerter for brødre og søstre i troen, og vi kan åbne os for forførere. Vi kan isolere os fra andre kristne på en måde, som er i strid med evangeliet, og vi kan praktisere fællesskab med andre på en måde, som opløser og fører os bort fra evangeliet.

Hvor går vejen mellem afvejene?

Jeg vil behandle disse spørgsmål i en serie artikler, hvoraf de to første bliver bragt i dette nummer af Nyt Livs blad.

I den første artikel vil jeg se på spørgsmålet om, hvem de sande kristne er, hvor vi finder dem, og hvad vi må lægge vægt på i valg af kristen menighed.

I den anden artikel vil jeg give et kirkehistorisk rids fra apostlenes kirke frem til kirkedelingerne efter reformationen, hvor bibeltro lutherske kristne måtte finde en bibelsk vej frem i forhold til den tværkirkelige udfordring.

I artikler, som vil blive bragt i et senere nummer af Nyt Livs blad, vil jeg beskrive den tværkirkelige praksis hos bibeltro lutherske kristne i Norden frem til vor tid, hvor det kirkelige landskab har ændret sig, hvor vi udsættes for nye påvirkninger fra navnlig reformert teologi, og hvor vi må gennemtænke den tværkirkelige udfordring på ny.

Men jeg vil begynde med det grundlæggende og vigtigste – om Guds ene, sande kirke på jorden.

Èn, hellig, almindelig kirke

”Vi tror på én hellig, almindelig kirke.” Sådan bekender vi det i den apostolske trosbekendelse. Ud fra det, Bibelen siger om Guds menighed på jorden, har vi erkendt, at der fra Guds perspektiv kun er én sand og hellig kirke her på jorden. Det er den kirke, som Gud har vundet og renset med sit eget blod, og som netop derved er hellig og ren (ApG 20,28; 1 Kor 1,2). Denne kirke består af de personer, som er født på ny og tror på Jesus.

Kirken er altså ikke ”noget”, men ”nogen”. Den er mennesker, fællesskabet af de genfødte troende. Kirken omfatter et mindretal på jorden, men i Himlens perspektiv og for troen er de en herlig og hellig forsamling. Med Luthers ord: ”Jeg tror, at der findes en lille, hellig forsamling eller menighed på jorden af lutter hellige under ét hoved, Kristus, sammenkaldt af Helligånden, forenet i én tro, ét sind, én mening, med mange slags gaver, men dog forenet i kærligheden, uden partier og splittelse.” ⁱ

At kirken er hellig, er noget, vi tror. Vi ser det ikke. Kristne er mærket af synd, svaghed og selviskhed som alle andre. Det er et stort evangelium for dig, som kender dig selv som en synder. Frem for at blive modløs over de mange fejl og mangler, du ser hos dem, som du er i menighed med, så lad det blive en forkyndelse af evangeliet for dig: Her hører du hjemme! ”Alle toldere og syndere holdt sig nær ved Jesus for at høre ham” (Luk 15,1). Det er den kristne kirke. Den er hellig af én grund: fordi den er renset i Jesu blod og iklædt hans hellighed.

Med Luthers ord: ”Denne artikel ’jeg tror på den hellige kirke’ er lige så meget en trosartikel som alt det andet. Det er grunden til, at den naturlige fornuft ikke kan få øje på den, selvom den tager alle sine briller på (…) Kristenheden skal ikke erkendes med øjet, men med troen, og troen befatter sig med det, som ikke kan ses (Hebr 11,1). En kristen er endog skjult for sig selv; han ser ikke sin hellighed og fromme færd; han ser ikke andet i sig selv end vanhellighed og synder – kort sagt: Vor hellighed er i Himlen, der hvor Kristus er.”ⁱⁱ

At kirken er ”almindelig”, betyder, at den er alment udbredt over hele jorden på tværs af alle geografiske, sproglige og kulturelle grænser, på tværs af alle tider og generationer og tillige på tværs af ydre kirkeskel. Der har været lutherske kristne i verden i 500 år. Inden da var der mange generationer af kristne, men ingen lutheranere. Også i vor tid regner vi med og glæder os over, at der er kristne i mange andre kirke- og trossamfund end det lutherske. Guds kirke består af alle de mennesker, som er født på ny, og hvis hjerters tro er rettet mod Jesus, så de ønsker at frelses ved ham og hans frelsergerning alene (Joh 3,3-8; 14-16).

Kirken i Johannes’ Åbenbaring

Det klareste og rigeste billede af Guds kirke møder vi i Johannes’ Åbenbaring:

”Derefter så jeg, og se, der var en skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet (…) Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de for Guds trone” (Åb 7,9-10,14-15).

Så forskellige er de – i hudfarve, sprog og kultur. De kommer fra alle de årtusinder, hvor der har været mennesker på jorden, og de kommer fra mange forskellige kirker. Men én ting er de fælles om, én ting forener dem i deres hjerter: Deres trøst, glæde og rigdom er frelsen, der kommer fra Gud og fra Lammet. De ved sig frelst, ikke i kraft af noget hos dem selv og ved dem selv, men alene i kraft af Lammet, hvis blod har renset dem for al synd. Det er i kraft af Lammet alene, at de står for Guds trone, og derfor samler deres lovsang og tak sig om ham, Lammet, Jesus.

”Og de sang en ny sang: Du er værdig til at få bogen og bryde dens segl, for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag” (Åb 5,9).

”Og de synger en ny sang foran tronen og de fire levende væsener og de fireogtyve ældste, og den sang kunne ingen lære undtagen de ét hundrede og fireogfyrre tusind, som er købt fri af jorden (…) De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri af menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet, og der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl” (Åb 14,3-5).

Guds sande kirke er kendetegnet ved den nye sang, som er lagt ind i hjerterne ved troen og ved Ånden. Denne takkesang findes ikke hos andre og kan ikke læres af andre. Det er takkesangen til Jesus for hans dyrebare frelse. Den sang findes i alle genfødte hjerter. Den er ikke altid lige stærk, og den blander sig med vantro, kulde, selviskhed, syndelyst og ligegyldighed over for evangeliet. Men ikke desto mindre: Guds børn har gjort erfaring af denne nye sang indefra. De kender til, at det eneste, der kan give deres hjerter sand trøst, fred og glæde, er evangeliet om Jesu fuldbragte frelse, og de kender til, at når dette ord skaber tro og frimodighed i hjertet, så er der en ny sang, der baner sig vej indefra, en takkesang og en lovsang til Jesus for hans kærlighed, blod og frelse.

Kristenhedens shibbolet

Blandt C.O. Rosenius’ artikler er der én, som i særlig grad er elsket. I hvert fald er der én, som jeg oftere end alle de andre har hørt kristne anbefale og udtrykke taknemlighed over. Det er artiklen Kristenhedens shibbolet.

I denne artikel tager Rosenius udgangspunkt i Dommerbogen 12. Her hører vi om, at Jefta vogter vadestederne over Jordan for at forhindre sine efraimittiske fjender i at vende tilbage til deres hjem. Der er andre end efraimitter, som ønsker at passere Jordan. For at identificere, hvem der er efraimitter, beder Jeftas vagtposter enhver, som kommer til vadestedet, om at sige ordet ”shibbolet”. De ved nemlig, at efraimitter ikke kan udtale det ord. De vil i stedet sige ”sibbolet”. Når det viser sig, at der er én, som ikke kan sige shibbolet, bliver han dræbt. 42.000 efraimitter mister på den måde livet. Med Rosenius’ ord: ”Af dette ene ord afhang liv og død. De, der udtalte det rigtigt, blev frelst, mens døden ventede for dem, der ikke var i stand til det.”

Rosenius fortsætter: ”Således lyder historien om shibbolet. Men har Guds åndelige folk ikke også sit shibbolet, sit ganske bestemte kendemærke, som gør det muligt at skelne mellem sand og falsk kristendom? Jo, lovet være Herrens navn! Gud har givet os et shibbolet, så klart og tydeligt, at ingen behøver at være i tvivl.”

Inden Rosenius taler om kristenhedens sande kendemærke, understreger han først sagens alvor. Han minder om, at mange ifølge Jesu ord på dommens dag vil kalde ham Herre, Herre, og tro, at de er frelst. Men de er det ikke. Det er et bedrag. Det er mennesker, der har trøstet sig ved falske kendemærker: et pænt, ordentligt og kirkeligt liv. De rette teologiske meninger. Et varmt, sønderknust og bedende hjerte. Rige åndelige oplevelser. Disciplineret og selvopofrende tjeneste i Jesu spor. Intet af dette er galt eller dårligt i sig selv: ”Men det shibbolet, der er det afgørende kendetegn, ligger ikke i nogen af disse ting (…) Med alt dette, som i sig selv er godt, kan man på Herrens store dag risikere at få det svar: ’Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!’ (Matt 7,23).”

Hvad er da kristenhedens sande kendetegn og shibbolet? Kristenhedens shibbolet, siger Rosenius, er den nye sang, som ved troen og Ånden er lagt ind i hjertet: takkesangen til Jesus som Guds lam, der har købt os til Gud med sit blod. ”Sangen giver udtryk for det, der fylder og behersker hjertet (…) ’Den nye sang’ er en sang til Lammets ære alene. Det er samme sag, Paulus taler om, når han siger, at han ikke vil vide af noget andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet. I ham finder hjertet alt, hvad det behøver for at få stillet sit dybeste behov. På det sonoffer, der blev bragt på Golgata, bygger det sit håb og sin tro (…) Derfor kendes de sande kristne på, at Lammet, som blev slagtet og med sit blod har købt dem til Gud, er det eneste, der fuldt ud kan tilfredsstille dem. Intet af det, de selv kan præstere, og intet af det, som Ånden har virket i dem, hvor skønt og godt det så end er, kan sidestilles med dette.”

”At tro på sandheden i Bibelens ord om Jesus og hans forsoning, at fremføre en sand bekendelse af den kristne lære, ja at profetere i Herrens navn, det kan mange andre end dem, der hører til den beseglede skare. Det er noget, den ene kan lære den anden. Derfor er det ikke et sikkert kendetegn på dem, der skal stå frelst foran Lammets trone. Men virkelig at have sin trøst og fred i Kristus alene og finde al sin glæde i ham, det er ikke noget, man kan tage af sig selv. Dertil kræves et nyt hjerte, og det kan kun Gud ved sit ord og sin Ånd skabe i os.”

”Men er hjertet blevet nyt, så bliver der også lagt en ny sang i vores mund, for ’hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med’, siger Jesus. Det, man nu siger, siger man ikke, fordi man føler sig forpligtet til det, eller fordi man vil anses for at være en sand kristen. Man siger det frivilligt og med glæde. Der er sket det, som David taler om: ’Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd. Han lagde en ny sang i min mund.’ Da lyder bekendelsen af Kristus på en glad og umiddelbar måde. Frit og naturligt tales der om nåden og retfærdigheden i Jesus, om troen, syndernes forladelse, og om den rette vej i livet. Sniger kulde sig ind, eller bliver det, som før var klart, for en tid dunkelt, så er forholdet dog dybest set det samme. Og stadig på ny vender man tilbage til det samme tema, så det for udenforstående ligefrem kan synes ensformigt.”

”’Shibbolettet’ er altså Kristus. Han er min styrke og min lovsang, og for hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn. Herren har lagt en ny sang i min mund: ’Du blev slagtet, og du har med dit blod købt os til Gud’. Dig være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder! Amen.”ⁱⁱⁱ

Trøst

Så langt Rosenius. Men jeg håber, det står klart, at Rosenius blot lægger røst til det, som Skriften siger, og som vi møder med særlig klarhed i Johannes’ Åbenbaring: at Guds ene, sande kirke er de genfødte, hvis hjerters tro, tak og lovsang er rettet mod Jesus som Guds lam, der har købt dem til Gud med sit blod. De ved, at de behøver Jesus, og de har fundet alt, hvad de behøver, i ham.

Det budskab kan give det troende hjerte trøst, når det anfægtes af lovens spørgsmål: Hvordan står det til med din kristendom, din bøn, din tjeneste, din lydighed, godhed, glød og glæde? Enhver ærlig kristen må slå øjet ned i mødet med det spørgsmål. Det er ikke, og det bliver aldrig med os, som det burde være i forhold til det, som Gud i loven kalder os til at være og byder os at være.

Men nu lyder der et andet spørgsmål: Har du brug for Jesus? Har du brug for hans blod, som renser dig for al synd? Har du brug for evangeliet om Jesus som Guds lam, der har købt os til Gud med sit blod? Til det spørgsmål svarer det genfødte hjerte uden tøven og uden forbehold: Ja, jeg behøver Jesus! Og når vi så hører, at netop dette ifølge Skriften er de frelstes kendetegn, så trøstes den troendes hjerte inderligt og dybt. Jeg er en synder, der behøver Jesus. Det er min kristendom. Min kristendom er Jesus. Ved ham er jeg frelst!

Budskabet om de frelstes sande kendetegn giver også en anden trøst. Når jeg hører, at hjertets behov og tak for Jesus er de troendes kendetegn, så ser jeg, at jeg ikke er alene. Jeg har brødre og søstre, som har præcis det samme hjerteforhold til Jesus. Vi har samme ånd, tro, sorg, glæde – og frelser! Blandt dem er jeg hjemme som ingen andre steder. Vi forstår hinanden i forhold til det dybeste, inderste og vigtigste i vore hjerter og liv. Hvilken velsignelse, glæde og trøst!

Ordet og sakramenterne

Hvor finder vi de sande kristne i verden? Hvor skal vi søge efter de hjerter, hvis tro og tak er rettet mod Jesus som Guds lam?

I den lutherske kirkes vigtigste bekendelsesskrift Den Augsburgske Bekendelse lyder det sådan her i artikel 7: ”Kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret.”

Hvis vi vil finde den sande kirke og de sande kristne, så må vi søge derhen, hvor der lyder en sand forkyndelse af evangeliet, og hvor dåben og nadveren forvaltes ret som en tilsigelse af evangeliet. For troen kommer af det, som høres, når det der høres, er evangeliet om Jesus (Rom 10,17). Så hvis vi finder en menighed, hvor evangeliet forkyndes rent og klart, og hvor sakramenterne forvaltes som nådemidler og dermed som en tilsigelse af evangeliet, så ved vi, at her er der og her vil der være troende hjerter. For Guds ord og evangelium vender ikke tomt tilbage (Es 55,10-11). Det virker tro på Jesus i hjerterne.

Når vi vil finde den sande kirke og de sande kristne i verden, må vi altså lukke vore øjne og åbne vore ører. Vi må spørge: Hvor lyder hyrdens røst? Hvor tales der sandt og bibelsk om synd og nåde, om omvendelse og tro på Jesus, om vor egen fortabthed og om Jesu dyrebare frelse? Hvor dette ord lyder, der kan vi sætte os ind, der kan vi med tryghed og taknemlighed tage imod ordet til os selv, og så kan vi åbne øjnene og se os omkring. Hvordan forsamlingen end ser ud, hvor stor eller lille, flot eller skramlet, ung eller gammel den end er, så ved vi, at her er der brødre og søstre. Her er der genfødte og troende hjerter. For Guds ord vender ikke tomt tilbage.

Falske kristne

Men kan der ikke være falske kristne i en menighed med en god og sand forkyndelse? Mennesker, som ganske vist hører alt det rigtige og siger alt det rigtige, men som alligevel ikke er frelst?

Jo, det kan der. Judas Iskariot er et alvorligt eksempel på dette. Han hørte Jesu ord, ligeså vel som alle de andre disciple, og han adskilte sig ikke i det ydre fra de andre. De elleve anede ikke, hvem Jesus talte om, da han sagde, at en af dem var en forræder. Hvordan kunne det gå til?

Om Judas hører vi, at han levede med en skjult synd. Han bestyrede den fælles pung, men stjal fra den (Joh 12,6). Når vi lever med bevidst og fastholdt syn, kan vi ikke tilegne os Guds ord, så det bliver til tro, for i hjertet står vi Gud imod og ønsker at holde ham på afstand. Gud peger på synden og kalder os til at komme til ham med den og bekende den for ham. Men vi siger nej; vi trodser Gud og forhærder os over for hans kald; vi lukker af for Gud og hans ord, og så kan Guds ord ikke virke tro i vore hjerter. Ordet virker det modsatte. Jo mere vi hører, jo mere forhærdes vi.

Derfor er Guds kald til frelse altid et kald til at komme til ham med synden, bekende den for ham og modtage hans tilgivelse og renselse for synden: ”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne: er de røde som purpur, kan de blive som uld” (Es 1,18). ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Alvoren i denne virkelighed må vi i første omgang tage ind over os selv. At forsvare og holde hånden over synd i vores liv er en fare for os alle, så længe vi er her på jorden. Det er et af Satans stærkeste redskaber til at føre os væk fra Jesus og frelsen. Og det forfærdelige er, at vi kan bevæge os ud af denne vej, mens vi fortsat bekender troen på og glæden over Jesus. Derfor må det forblive vores stadige bøn, så længe vi lever: ”Ransag mig Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,13-14).

I anden omgang må vi huske denne virkelighed i mødet med andre, som bekender den kristne tro. Bliver vi opmærksomme på, at de lever i synd og trods mod Gud, så kan vi ikke være ligeglade. Vi må bede for dem, og hvis vi er tæt på dem, må vi bede Gud om en god anledning til at tale omsorgsfuldt og kærligt med dem og kalde dem til omvendelse (Matt 18,15-20; Gal 6,1; 2 Thess 3,14-15; Jak 5,19-20).

Vi kan synde mod Gud og trodse ham både med vores lære og med vores liv.

Synd i lære

Hvis vi vælger at forkaste noget af det, som Gud siger i sit ord, så forkaster vi Gud selv. Vi støder Gud af tronen og sætter os i hans sted. Det er uforeneligt med troen. Den oprigtige og levende tro bøjer sig villigt for og tilegner sig alt det, Gud siger i sit ord, også når vi ikke forstår det eller reagerer imod det. Vi ved, at alt, hvad Gud siger i sit ord, er sandt og udspringer af den dybeste visdom, godhed og kærlighed. Vi vover ikke at tro mere på vores egen syndige fornuft og følelse end på Gud, og vi ved, at hvis vi gør det, får vi Gud imod os: ”De har forkastet Hærskarers Herres lov og ladet hånt om Israels Helliges ord. Derfor er Herrens vrede flammet op mod hans folk, han har løftet sin hånd mod det” (Es 5,24-25).

Derfor må det vække den dybeste sorg og omsorg hos os, når vi møder nogen, som bekender den kristne tro, men som tilsidesætter og forkaster det ene eller det andet i Guds ord. De er i stor åndelig nød.

I bedste fald er de ikke klar over, hvad Gud siger i sit ord, og i så fald lever de ikke i bevidst trods mod Gud. Da har de brug for at blive vejledt, og tager de imod Guds ords vejledning og omvender sig til den, da er alt vel.

Men ved de, hvad Gud siger i sit ord, og vælger de alligevel at afvise det, da er de under dom. Det er lige så alvorligt at leve i synd med sin lære som med sit liv.

Bibelens vejledning i forhold til dem, som kalder sig kristne, men som fastholder falsk lære og ikke vil omvende sig, er lige så alvorlig, som den er klar. Vi må ikke regne dem for kristne, og vi må ikke praktisere kristent fællesskab med dem: ”Hvis nogen ikke adlyder, hvad vi har sagt her i brevet, så mærk jer ham og hav ikke noget med ham at gøre” (2 Thess 3,14).

Det betyder ikke, at vi opgiver dem, som trodser Gud med deres lære. Nej, netop ved at vise, at vi ikke kan betragte dem som kristne, håber vi at vække dem og at kalde dem til omvendelse (2 Thess 3,15; 1 Tim 1,20).

Synd i liv

Vi har alle brug for til stadighed at blive advaret mod at forsvare synd i vore liv. Det er ikke en fare for nogle bestemte svage kristne, men for os alle. I samme grad, vi er bevidste om dette, i samme grad forstår vi, hvor uendelig værdifuldt, kærligt og godt det er, at kristne formaner hinanden, når de bliver opmærksomme på, at en bror eller søster bevæger sig ud i en synd. Netop det ønsker vi, at nogen vil gøre i forhold til os, når vi selv glider ud i synd.

Men her gælder det igen, at nogen kan leve i synd uden at være bevidste om det. Lad mig illustrere det med et eksempel.

For en del år siden var der et ungt par, som blev omvendt og begyndte at komme i et missionshus i København. De var nye, glade og taknemlige i troen på Jesus, og de tog med åbent hjerte imod det, som blev forkyndt ud fra Guds ord. Efter en prædiken om ægteskabet kom de hen til en ældre troende og spurgte: ”Det, som blev sagt i prædikenen, betyder det, at man skal være gift for at bo sammen?” ”Ja!” lød svaret. ”Okay, men så må vi hellere gifte os.” ”Er I ikke gift?” ”Nej, men det bliver vi nu!”

Har de ikke været troende og frelste? Der er ikke grund til at tro andet, og deres reaktion på Guds ords vejledning bekræfter det. Når troen hører, hvad Gud siger, så bøjer troen sig for det og giver Gud ret.

Men når nogen med en kristen bekendelse bevæger sig ud i synd og ikke vil erkende og bekende synden, selvom han eller hun ved og forstår, hvad Gud siger i sit ord, så er det åndelige frafald i gang eller allerede fuldbyrdet.

Når Jesus i Matt 18 kalder os til at formane dem, som bevæger sig ud i synd, så gør han det, efter at han har talt om det bortkomne får, som hyrden går ud efter og glæder sig over, når han finder det. Jesus slutter med disse ord: ”Således er det ikke jeres himmelske fars vilje, at en eneste af disse små skal gå fortabt” (v.14). Det er på denne baggrund, Jesus kalder os til at formane den broder, som bevæger sig ud i synd (v.15-18). Det tydeliggør for os, hvad der er hjertelaget bag og målet med Jesu ord om den broderlige formaning. Han vil have alle med hjem.

Men hvis broderen trods gentagne formaninger ikke vil erkende og bekende sin synd, så gælder det også her, at vi til sidst må sige, at vi ikke kan betragte ham som en kristen, og at vi ikke kan have kristent fællesskab med ham (Matt 18,18; 1 Kor 5,9-13).

Igen må det understreges, at målet med at afbryde det kristne fællesskab med den, der lever i synd, er at kalde ham til omvendelse og frelse (1 Kor 5,4-5).

Den synlige menighed

Når vi udelukker en person af den kristne menighed, fordi han eller hun ikke vil omvende sig fra synd i lære eller liv, så kalder vi det for menighedstugt. Som det fremgår af henvisningerne ovenfor, er det noget, Det Nye Testamente taler meget om. Menighedstugten omtales også i de lutherske bekendelsesskrifter som en nødvendig og vigtig del af den rette sakramentforvaltning.^iv

En menighed, ”i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret”, er ifølge Bibelen og den lutherske bekendelse en menighed, hvor Ordet fælder dom over dem, som lever i synd, og hvor sakramenterne ikke gives til dem, som bliver i synden. Dåben bør kun gives til dem, som vil tro på og følge Jesus og til deres børn. Nadveren bør kun gives til dem, som bekender troen med mund og med liv. På den måde er sakramenterne med til at afgrænse menigheden.

Menigheden er et fællesskab af syndere. De kan fare vild i lærespørgsmål, men de lader sig vejlede af Bibelen. De fejler og falder i synd, men de kommer til Jesus med synden. Når nogen trods formaning fastholder falsk lære og synd i deres liv, udelukkes de af den ydre menighed. På denne måde fremtræder menigheden som et ydre, synligt fællesskab af bodfærdige syndere, som lader sig lede af Guds ord i både lov og evangelium. Menigheden er ikke kun usynlig. Den træder frem som et synligt fællesskab, der hvor Ordet forkyndes sandt, og sakramenterne forvaltes ret.

Kan der være hyklere og vantro i en sådan menighed? Ja, det kan der. Men de vil møde den bedste hjælp og vejledning til sand omvendelse og tro på Jesus.

Jesus alene og Skriften alene

Men når vi så går uden for vores egen menighed og vort eget kirkesamfund og møder fremmede mennesker, hvordan kan vi så genkende en kristen bror og søster? Så må vi orientere os ud fra det, som Det Nye Testamente lægger vægt på, og se efter to ting: For det første en tro, som trøster sig ved, at vi frelses alene ved det, Jesus har gjort for os. For det andet en tro, som bøjer sig for alt i Guds ord både i lære og i liv. Med andre ord: en tro, som holder sig til Jesus alene og Skriften alene.

Hvor vi møder en sådan tro og bekendelse, får vi lov at tro på og glæde os over, at vi står over for en medkristen. Hvor vi end er i verden, hvor meget eller hvor lidt vi end kender til hinanden. Når vi møder en, som fortrøster sig til Jesus og hans forsonergerning alene som sin frelsesgrund, og som har et åbent, ydmygt og modtageligt hjerte over for alt det, Gud siger i sit ord, så får vi lov til at regne med og glæde os over, at vi deler samme tro, ånd og herlighed i Jesus.

Kan det være et bedrag? Ja, det kan det. Kun Gud kender hjerterne. Men her må vi handle i tro og håb.

Da Paulus kommer til Rom efter sin lange fangetransport over Middelhavet, er der nogle kristne, som går ham i møde. Vi har ingen grund til at tro, at Paulus kender dem. Han har næppe været i Rom før. Men da de kommer ham i møde, og han forstår, at de er brødre, så glæder han sig umiddelbart og takker Gud for dem: ”Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod” (ApG 28,15). Paulus åbner sit hjerte og sin favn for dem som brødre, før han har lært dem at kende. Det samme må vi gøre i forhold til dem, som vi møder, og hos hvem vi møder en tro og bekendelse, som regner med Jesus alene som frelsens grund og Skriften alene som Guds vejledning for lære og liv.

I 1 Pet 3,8 giver Peter denne formaning til de kristne i det nuværende Tyrkiet: ”Lev alle i enighed.” Der har aldrig været, og der bliver aldrig en menighed, hvor de troende er enige om absolut alt. Det er næppe heller dette, Peter formaner til. Han bruger et græsk ord, som kun bruges denne ene gang i NT: homofrones. Direkte oversat betyder det at være ”rettet mod det samme”. Det er et vidunderligt klart udtryk for det, som dybest set binder os kristne sammen på hjerteplanet. Ved genfødelsen og ved den tro, Gud har givet os, er vi i vore hjerter blevet rettet mod det samme: mod Jesus alene som grundlaget for vores frelse og mod Skriften alene som Guds ord til os og vejledning for os. Det er den sande kristne tros kendetegn.

Åndskampen om menighederne

Når vi søger en god menighed, er det det samme, vi må søge efter. Vi må søge efter en menighed, hvor der forkyndes sandt om frelsen, så lovens ord fælder dom over os og alle vore egne fortjenester, og evangeliet giver os den fulde og evige frelse i Jesus alene. Og vi må søge efter en menighed, hvor hele Guds ord bliver forkyndt, og hvor forkyndelsen er myndig, klar og evangelisk, fordi den er båret af tillid til og henter sit budskab fra Skriften alene.

Finder du og får du dit åndelige hjem i sådan en menighed, må du takke Gud for den, og så må du bede Gud om, at han vil bevare menigheden i et sundt åndeligt spor. At det sker, er ingen selvfølge.

Paulus advarer gentagne gange menigheden i Efesus om, at der vil komme en tid, hvor falske ledere og forkyndere vil træde frem i menigheden og lede den væk fra Jesus (ApG 20,20,29 ff.; Ef 4,11 ff.). Hvordan kan de troende undgå at blive ført vild i den situation? Det kan de ifølge Paulus kun på én måde: Ved at de ”alle” på forhånd møder og tilegner sig en sand bibelsk og evangelisk forkyndelse, som gør Jesus herlig for deres hjerter som deres frelser. Så ved de hver især af personlig erfaring, hvilket ord og budskab, der er liv, trøst og frelseskraft i, og så kan de høre, når nogen fører dem bort fra dette ord (Ef 4,11-14). Så vil det ske en dag, at der kommer ledere og forkyndere i menigheden, som fører vild, men så vil de åndeligt myndige troende ikke følge dem.

Det, som Paulus forberedte de troende i Efesus på, må vi være forberedt på i enhver menighed. Før eller siden vil der komme ledere og lærere, der fører vild. Derfor må vi som kristne hver især nære os med Guds ord og med god, evangelisk forkyndelse, så vi kan blive ved at skelne mellem den forkyndelse, der leder os til Jesus som Guds lam, og den forkyndelse, som ikke gør det. Og så må vi være vågne over for det, som sker i vore menigheder: Hvilken forkyndelse breder sig hos os – i tale og på skrift? Hvilke åndelige og teologiske strømninger åbner vi os for? Hvilke kirkesamfund åbner vi op for fællesskab med og påvirkning fra?

Det er ikke nye spørgsmål. De har fulgt den kristne kirke fra dens første begyndelse og frem til i dag. Derfor kan det også være lærerigt at se på kirkens historie på dette punkt. Hvordan har bibeltro, evangeliske kristne fundet vej frem i disse spørgsmål tidligere? Det vil jeg se på i den næste artikel.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.