Sådan kom jeg til tro XXIV
Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.
Wolfgang
Første gang jeg mødte Wolfgang Haede var en varm oktoberaften for knapt 10 år siden på et hotel i det sydtyrkiske på Kusadasi. Han var tysker, men vi talte engelsk sammen. Det var et på alle måder berigende møde. Wolfgang var en kristen bror, der havde sit hjerte i evangeliet om nåden i Jesus, og hvis glæde det var at tjene dette evangelium uanset omkostningerne.
Wolfgang var uddannet som teolog og havde i en årrække virket som evangelist blandt tyrkere i Tyskland. I 2001 flyttede han med sin tyrkiske kone Janet og deres datter Debora til Tyrkiet. Her blev Wolfgang præst i en lille evangelisk, tyrkisk menighed. Ved siden af tjenesten som præst arbejdede han for at støtte og give teologisk undervisning til præster og forkyndere i de få, små og spredte evangelisk kristne menigheder i Tyrkiet. Af den samlede befolkning på godt 84 millioner er kun omkring 7000 evangeliske kristne. Det er 0,08 procent.
Jeg var i Tyrkiet med eleverne fra vores bibelskole i Hillerød. Jeg havde bedt Wolfgang besøge os på vores hotel for at fortælle os om sit arbejde i Tyrkiet og om de evangelisk kristne i landet. Vi fik tegnet billedet af et missionsland med en hård åndelig jordbund. Det område, vi i Det Nye Testamente hører om som det mest modtagelige for evangeliet, var nu blandt de mest uimodtagelige områder i verden. Kristne missionærer blev set som fjender af den tyrkiske kultur og stat, og muslimske tyrkere, som blev omvendt, blev betragtet og behandlet som forrædere.
Wolfgangs beretning var imidlertid ikke præget af modløshed og opgivenhed. Han talte med stor taknemlighed og glæde om de få mennesker, som blev omvendt til tro på Jesus, og om de få og små evangelisk kristne menigheder, der var. Han lagde ikke skjul på, at det var hårdt og omkostningsfuldt for de kristne at træde frem med en åben bekendelse af troen på Jesus som frelser. Men den modvilje og modstand, de oplevede i deres land, knyttede dem så meget stærkere til deres rigdom i Jesus, deres fællesskab i den kristne menighed og deres håb i Himlen.
Mod slutningen af sin beretning kom der en mærkbar alvor ind over Wolfgang. Han fortalte meget stilfærdigt, men med vægt på hvert ord, at de evangeliske kristne i landet få år forinden havde fået deres første martyrer siden etableringen af den tyrkiske stat. Det var sket den 18. april 2007. Tre kristne mænd var blevet overfaldet, bundet, torteret og stukket ihjel af nogle tyrkiske muslimer, som de havde indbudt til bibelstudium. Den ene af de tre var Wolfgangs svoger. Han hed Necati, var gift med en søster til Wolfgangs kone, og var far til to børn, en dreng og en pige.
Jeg har hørt mange fortælle om forfølgelse og drab på kristne i vor tid. Alt for ofte er der blevet fortalt om det på en måde, som appellerede til overfladiske følelser og lagde vægt på det spændende og chokerende. Wolfgangs beretning var radikalt anderledes. Den var bemærkelsesværdigt lavmælt, præget af sorg og savn, og samtidig båret af en fantastisk trosfrimodighed og sejrstone i visheden om, at det, som var sket, ikke var ude af Guds hånd. Det var forordnet og bestemt af Gud. Gud ville den dag tage tre af sine kære børn hjem i herligheden, og han havde omsorg for de efterladte og magt til at trøste, bære og bevare dem. Wolfgang betonede, at Gud havde ladet de tre dødsfald og de kristnes efterfølgende vidnesbyrd blive en mægtig forkyndelse i hele Tyrkiet af evangeliet om frelse, fred med Gud, evigt liv og evigt gensyn på grund af Jesus Kristus:
”Hvis vi som kristne ikke er villige til at dø for evangeliet om frelse og evigt liv i Jesus, hvilken troværdighed har vores budskab så?”
Det spørgsmål har bidt sig fast i min erindring.
Wolfgang afsluttede aftenen med at læse Jesu ord om hvedekornet, som lægges i jorden for at dø: ”Sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære” (Joh 12,24-26).
Wolfgang talte om sin svoger Necati med stor ømhed, kærlighed og sorg. Men også med taknemlighed og glæde, for han havde sin trøst i det, som blev understreget i Jesu ord: at Necati nu var hjemme i herligheden hos Jesus og Faderen.
Og så vidnede Wolfgang for os om sin personlige overbevisning om, at Necatis død ikke skulle være forgæves og uden frugt. Ved Guds nåde kunne Necati blive et hvedekorn, som netop ved sin død blev til en rig og evig høst for Guds rige. Det kunne blandt andet ske ved, at Necatis historie og vidnesbyrd blev spredt. Det er det, som denne artikel skal tjene til.
Det følgende er Necatis historie.i
Muslimsk familie
Necati blev født i 1972 som det yngste af ni børn i en konservativ muslimsk familie. Familien boede ved Necatis fødsel i det østlige Tyrkiet, hvor kulturen er mere traditionel og konservativ end i vest. Men i 1975 besluttede Necatis far, at familien skulle flytte til Izmir i det vestlige Tyrkiet. Formålet var at give børnene de bedste betingelser for uddannelse og arbejde. Den konservative muslimske kultur tog familien imidlertid med sig, og den holdt de usvækket fast ved.
Den ene af Necatis storebrødre blev lærer i islam, en anden blev aktiv i et islamistisk politisk parti, og en af hans søstre blev gift med en imam.
I en traditionel tyrkisk familie er der en stærk bevidsthed om, hvem der har krav på lydighed og respekt. Det har i første omgang forældrene, men i anden omgang har ældre søskende en indiskutabel lederrolle. Necati var nederst i hierarkiet, men han havde intet ønske om at anfægte den gældende orden. Han udviste stor respekt for både sine forældre og alle sine ældre søskende inklusive den yngste storebror, som kun var et år ældre end Necati. Selv efter sin omvendelse vedblev Necati at møde sin familie med denne respekt.
Som barn tilegnede Necati sig ureserveret den muslimske opdragelse og oplæring. I grundskolen var mange af hans weekender og ferier beslaglagt, fordi han skulle deltage i koranskole. På koranskolen blev han undervist i den muslimske lære og levemåde, og han lærte at læse koranen på arabisk. Han lærte de mest centrale dele af koranen udenad og opnåede den ærefulde titel af hatim, som gives til dem, som har læst hele koranen højt fra ende til anden på arabisk.
Allahs dom og helvede
I de sidste år af grundskolen blev Necati sendt på en muslimsk kostskole. Her var der en ordning, hvor de ældre drenge havde rollen som storebrødre, abis, for de yngre. Storebrødrenes autoritet blev brugt til at minde de yngre elever om trofast at bede de muslimske bønner og nidkært at følge de muslimske love. Necati adlød alt, hvad han blev pålagt. Fra en tidlig alder frygtede han Allahs dom og Helvede. Bønnerne og lydigheden var for ham en vej væk fra Helvede.
Da han efter kostskolen begyndte at arbejde, vedblev Necati i sin fritid at studere koranen og muslimsk teologi og tilskyndede andre til at tage deres muslimske tro alvorligt. Han noterede, når han havde bedt en af de fem daglige bønner, så han ikke sprang nogen over. Hvis han alligevel sprang én bøn over, sørgede han for senere at kompensere for det, som man kunne ifølge muslimsk tro. For Necati handlede det om ikke at have et minus-regnskab i forhold til Allah.
Hans problem var imidlertid, at han tog sin tro og islams regler særdeles alvorligt. Derfor var han også bevidst om, at han til stadighed fejlede, faldt og syndede. Det plagede hans samvittighed. Han frygtede, at han ville stå med et minusregnskab på dommens dag. Da ville han ende i Helvede.
Hvad kunne han gøre? Ifølge det, som han havde lært, kunne han kun anstrenge sig så godt som muligt og være så god en muslim som muligt. Han var overbevist om, at Islam var den sidste, bedste og endegyldigt sande religion. Den overgik både jødedom og kristendom. Som oprigtig muslim havde han et stort forspring i forhold til andre mennesker. Men han havde ikke og kunne ikke få vished om frelse.
Familieloyalitet
Familien var Necatis base i livet. I en tyrkisk sammenhæng omfatter familien ikke kun forældre og søskende, men også det større netværk af onkler og tanter, fætre og kusiner og ældre medlemmer af familien. I dette fællesskab var Necati tryg. Her mødte han anerkendelse, støtte og omsorg. Men her mødte han også en forventning om ubetinget loyalitet. Det indebar blandt andet, at de penge, han tjente, ikke blev tjent til ham selv, men til familien. Necati tænkte ikke et øjeblik på at bryde med denne kultur.
Necatis far var offentligt ansat på et lavt niveau og havde en meget begrænset indkomst, så det var vigtigt, at børnene hjalp til med at tjene penge. Som dreng tjente Necati penge ved at pudse sko og lave andre simple ting. Senere arbejdede han om sommeren, når skolen var lukket, med byggeri. Selvom han var lille og spinkel, bar han spande fulde af cement fra cementblanderen til tredje eller fjerde etage. Nogle gange arbejdede han med snedkeri og bar rundt på døre, der vejede næsten så meget som ham selv. Fra en tidlig alder blev hans ryg ødelagt, og han var plaget af smerter resten af livet.
Indtjeningen fra det hårde arbejde hjalp til understøttelse af familien. Det gjaldt også, da Necati efter afslutningen af skolen, tog en kort uddannelse og begyndte at arbejde som bogholder.
At støtte familien var for Necati ikke bare en pligt, men en glæde. Han var gavmild af natur og fandt glæde i at give gaver til andre i familien. Han elskede sin familie og tilsidesatte gerne hensynet til sig selv for at gavne og glæde andre i familien.
Intet kunne ligge Necati fjernere end at bringe skam over, såre og bryde med sin familie. Men netop det kom til at ske, og det begyndte med en bus, hvor der kun var ét ledigt sæde.
Bussen
En novemberdag i 1994 var Necati på vej hjem fra sit arbejde som bogholder i et firma i Izmir. Han skulle med bussen og var træt efter en lang arbejdsdag. Derfor var han ærgerlig, da han så, at der i bussen kun var ét ledigt sæde, og at det var et sæde ved siden af en ung kvinde. Det var imod hans kultur at sætte sig der, så han valgte først at stå. Men efter noget tid sejrede trætheden. Han satte sig forsigtigt ned ved siden af den unge kvinde.
Den unge kvinde sad med nogle papirer, som hun havde skrevet noter på. Hun forsøgte ikke at skjule det, hun havde skrevet. Tværtimod holdt hun papirerne på en måde, så Necati meget nemt kunne læse med. Senere fandt han ud af, at det var tilsigtet. Necati begyndte at læse med. Det var noter fra undervisning om den kristne tro på Jesus. Indholdet vakte hans nysgerrighed.
”Er du missionær?” spurgte han.
I Tyrkiet har ordet ”missionær” en stærkt og entydigt negativ klang. Det er et ord, der i mange tyrkeres bevidsthed trækker spor tilbage til korsfarerne, der med sværd i hånd ville besejre og uddrive muslimerne af deres lande eller udrydde deres religion. Kristne missionærer ses af mange tyrkere i dag som potentielle agenter for vestlige magter, der er fjender af Tyrkiet og vil underminere den tyrkiske kultur, religion og stat. At svare bekræftende på Necatis spørgsmål var omtrent ensbetydende med at erkende, at man var en landsforræder. Men den unge kvinde lod sig ikke slå ud af Necatis spørgsmål. Hun svarede med et modspørgsmål:
”Tager du din tro alvorligt? Hvis du gør, så er du også missionær.”
Den unge kvinde satte ord på Necatis egen selvforståelse.
”Du har ret,” sagde han.
Ordvekslingen blev indledningen til en samtale, der varede hele busturen og handlede om den kristne tro. Ved afslutningen af samtalen spurgte den unge kvinde, om Necati ville have et Ny Testamente. Det ville han gerne. Da hun ikke havde noget Ny Testamente med, gav hun ham sit telefonnummer, så han kunne ringe, og de kunne aftale, hvordan han kunne få et.
Den unge kvinde hed Semse.
Semse
I Tyrkiet er der en lille minoritet af græsk ortodokse kristne. Etnisk er de efterkommere af de første kristne i området fra apostlenes tid. I dag er der imidlertid få eller ingen spor af åndeligt liv i deres menigheder. Kristendommen er blevet en kulturel og etnisk identitet, som går i arv fra generation til generation. Af samme grund er det en fremmed tanke for mange græsk ortodokse, at det kristne evangelium skulle have gyldighed for deres muslimske medborgere.
Semse voksede op i en af disse græsk ortodokse familier. I en tidlig alder besluttede hun sig for at være ateist. Dermed var hendes liv blevet meningsløst. Hun forsøgte at holde tomheden på afstand ved at arbejde hårdt, hun bandede kraftigt, røg som en skorsten og var grundlæggende dybt ulykkelig.
Sideløbende med Semses hengivelse til ateismen, blev hendes storesøster Janet omvendt til den kristne tro og fandt sin rigdom og trøst i evangeliet om Jesu frelse. Janet begyndte at komme i en nyetableret tyrkisk evangelisk kirke og havde nød for sin lillesøsters frelse. Men Semse afviste hende hårdt og kontant: ”Bliv mig fra livet med det religiøse halløj!”
Semses vej til den kristne tro var underlig. På et tidspunkt valgte hun at deltage i et spiritistisk møde. Hun troede ikke selv, at der fandtes nogen åndelig virkelighed eller ånder, som man kunne få kontakt med. Hun var bare nysgerrig. Efterfølgende var der en ond ånd, som forfulgte hende og skræmte hende. På det tidspunkt arbejdede hun sammen med sin søster Janet i en forretning, der lavede grafiske tryk. På grund af den onde ånd turde Semse ikke længere være i mørkekammeret, hvor de lavede prøvetryk. Når hun var i mørket, havde hun en overvældende følelse af, at den mørke magt kom og tog kontrol.
Semse gik til en psykiater, som kunne fortælle hende, at hun ikke var psykisk syg og ikke led af vrangforestillinger. Men hvad var det så, hun oplevede? Hun nægtede at tro, at der var tale om en reel åndelig magt. Hun troede ikke og ville ikke tro på hverken Gud eller ånder. Alligevel vendte hun sig til sin kristne søster og bad om hjælp:
”Jeg har brug for en eller anden form for hjælp!”
Janet gav hende det bedste råd, hun kunne komme på:
”Når den mørke magt og frygten kommer, så vend dig til Jesus, og sig til den onde ånd, at den må forlade dig i Jesu navn.”
Semse fulgte sin søsters råd. Da hun vendte sig til Jesus, erfarede hun til sin egen forundring, at den onde magt forsvandt. Det, hun erfarede, passede ikke med hendes tro og overbevisning. Men hun ville ikke nægte det: Jesus havde befriet hende fra den mørke magt. Hun ønskede ikke at være kristen. Men hun ønskede at få klarhed over, hvad der var sket, og hvem der havde gjort det. Semse sagde til sin søster:
”Nu vil jeg gerne lære noget om Jesus, som har befriet mig.”
Hun begyndte at læse Det Nye Testamente og blev grebet af det, hun læste. Hun slugte side efter side, og ved det, hun læste, blev Jesus åbenbaret for hendes hjerte som hendes frelser. Hun blev overbevist om, at alt, hvad der stod i Bibelen, var sandhed fra ende til anden. Det betød, at Jesus ikke bare var hendes egen frelser, men den eneste frelser for alle andre. Fra troen blev til i hendes hjerte, var Semse en dedikeret missionær.
To år efter Semses omvendelse kom den tyske teolog Wolfgang ind i familien som kæreste og siden ægtemand til Semses søster Janet. Wolfgang fortæller om mødet med Semse:
”Hun skinnede for Jesus.”
Necati og Semse
Der gik tre måneder, fra Necati havde talt med Semse i bussen, til han ringede til hende. Det havde været en tid med uro og anfægtelse. Som en konservativ muslim ønskede Necati at behage Allah og undgå synd. Kunne man beskæftige sig seriøst med en anden tro uden at trodse Allah og synde? Det Nye Testamente var ifølge den muslimske tro en hellig bog og forsvarlig at læse, når bare koranen blev brugt som sorteringsredskab og fortolkningsnøgle. Men var det dette, Necati var på vej til? Det var med uroligt hjerte, Necati ringede til Semse.
De følgende måneder blev det en vane for de to at tage den samme bus hjem fra deres respektive arbejdspladser. Næsten dagligt gik de fra bussen til en café, hvor de drak te sammen og talte i et par timer om Jesus og den kristne tro.
Necati stillede de spørgsmål, som de fleste muslimer vil stille: Vi tror også på Bibelen, Det Gamle og Det Nye Testamente, men er Bibelen ikke blevet lavet om af de kristne? Tror I ikke på tre guder? Hvordan kan Jesus være Guds Søn? Hvis Jesus er død for alle menneskers synder, kan man så ikke bare synde løs?
Når Necati havde fået svar og var kommet til vejs ende med sine spørgsmål, rejste Semse de spørgsmål, som hun selv syntes, det var vigtigt at tale om. Eller også slog hun op i Det Nye Testamente, læste en tekst og vidnede engageret ud fra teksten om Jesus som Necatis frelser.
Dømt og frelst
For Necati fik det stor betydning, at han fik sit eget Ny Testamente. Jo mere han læste, jo mere levende kom Jesus til at stå for ham, og Jesu ord ramte ham med sandhedens kraft og myndighed. Det gjaldt ikke mindst Jesu ord i Bjergprædikenen.
Necati havde længe følt, at han ikke slog til i forhold til Allahs krav. Hans regnskab på vej mod dommens dag var i minus. Men han kunne se, at andre muslimer var ganske uanfægtede, når de levede et liv som hans. Var det ham, der tog fejl? Jesu ord i Bjergprædikenen gjorde det klart for ham, at Gud ikke bare kræver renhed og lydighed i det ydre, men i tanken, i motiverne og i hjertet. Jesu ord afslørede dybden og alvoren af Necatis synd. Han så sig selv som retfærdigt fordømt og fortabt.
Men den samme Jesus, hvis ord dømte ham, den samme Jesus, kunne han læse, bøjede sig ned til de laveste syndere. Jesus gav dem syndernes forladelse, fred med Gud og evigt liv ved tro på ham selv. Islam kunne aldrig give Necati vished om frelse. Men i Det Nye Testamente læste han, at Jesus er alle synderes frelser, og at hans blod renser for al synd. Ved tro på Jesus kunne Necati have vished om syndernes forladelse og evigt liv.
Efter et års bibelstudium og samtaler, bekendte Nicati over for Semse, at han havde taget imod Jesus som sin frelser. Han frydede sig over Jesus og frelsen i ham, men han sagde ikke noget om det til sin familie.
Brydningstid
I det år, hvor Necati havde læst Det Nye Testamente, havde han af og til fortalt sine forældre om noget af det, han læste. Deres reaktion havde tydeliggjort for ham, at de på ingen måde sympatiserede med hans interesse for Det Nye Testamente. Han fik bekræftet, at det ville være en katastrofe i familien, hvis han blev kristen.
På et tidspunkt forsvarede Necati i en diskussion med en af sine brødre nogle dele af den kristne tro. Broderen havde på det tidspunkt hørt om Necatis beskæftigelse med Det Nye Testamente. Han tog en pistol, lagde den foran sig og sagde roligt og afklaret til Necati: ”Hvis du fortsætter med at gå ud ad den vej, vil jeg skyde dig i knæet, så du ikke kan gå mere.”
Necati var sig smerteligt bevidst, at hvis han bekendte troen på Jesus som sin frelser og sin Gud, ville familien betragte det som afgudsdyrkelse. De ville mene, at Necati havde dømt sig selv til Helvede, og at han havde forrådt og forkastet og bragt uoprettelig skam over familien. Så han sagde ingenting.
Efter sin omvendelse begyndte han at gå i kirke med Semse. Kirken var på det tidspunkt den eneste tyrkisktalende, evangeliske kirke i Izmir, en by med 3 millioner indbyggere. Han sugede til sig af det, han hørte. Som Semse fik Necati en dyb kærlighed til Bibelen. I sit første år som kristen læste han den fra ende til anden adskillige gange.
Efter dette første år som kristen skulle Necati aftjene sin 18 måneder lange værnepligt. Han blev udstationeret på det nordlige Cypern. Nu skulle han stå på egne ben som kristen. Men som en gave fra Himlen fik han kontakt med et engelsk par, som trofast i en årrække havde været værter for et lille tyrkisk fællesskab af kristne. Her fandt Necati støtte og hjælp til fornyelse, opbyggelse og bevarelse i troen på Jesus.
Necati holdt nær kontakt med Semse under sin værnepligt. Gradvist blev de mere end venner. Men først i 1998, efter Necatis afslutning af sin militærtjeneste, og fire år efter deres første møde, valgte Necati og Semse at gøre det officielt og offentligt, at de var forlovede.
Necati fortalte sine forældre, at han ønskede at blive gift med Semse, en kristen pige. Samtidig fortalte han sin elskede familie, at han – deres søn, bror, onkel – havde valgt at tro på og følge Jesus Kristus som sin frelser og Gud.
Bruddet
Semse var den første, der oplevede en reaktion fra familien. I første omgang var den positiv, men kun kortvarigt. Semse blev ringet op af Necatis ældre brødre. De indledte samtalen med den hilsen, man normalt kommer med i anledning af et bryllup:
”Vi ringer til dig i anledning af en glædelig begivenhed. Vores bror har fortalt os, at han gerne vil giftes med dig. Vi vil gerne byde dig velkommen i familien – men på én betingelse: at du bliver muslim!”
Fra Semse var kommet til tro på Jesus, havde enhver form for kompromis i trosspørgsmål været fremmed for hende. Hun var klar over, at det ville være umuligt for hende og Necatis familie at mødes på midten. Hun svarede uden omsvøb:
”At jeg skulle blive muslim, er helt udelukket. Jeg har heller ikke tænkte at gifte mig med en muslim. Den Necati, som jeg vil giftes med, er kristen.”
Familien opgav at lægge pres på Semse, men lagde tredobbelt pres på Necati. De truede ham med at skade eller dræbe Semse, og ham selv sendte de af sted til den ældre bror, der var lærer i islam i nærheden af Sortehavet. Storebroren skulle bringe Necati til fornuft. Men hos broren græd Necati uophørligt, ville intet spise og gled ned i en stadigt mere kritisk depressiv tilstand. Til sidst smed hans bror ham ud med ordene:
”Gør, hvad du vil. Men du hører ikke længere til i familien. Du har forrådt os, og du har forrådt vores tro.”
I de efterfølgende år gjorde Necati alt, hvad han kunne, for at opretholde en god forbindelse til sin familie. Han tilbød villigt hjælp med alt – økonomisk og praktisk. Da han og Semse fik børn, forsøgte han at skabe en forbindelse mellem børnene og hans egen familie. Han forsøgte på enhver måde at række hænderne ud mod den familie, som han elskede, og som han troede, stadig elskede ham. Men han blev mødt med vrede, anklager, kulde og hån.
Da Necati var død, fandt man blandt hans ejendele et foto af ham selv som stor dreng. På fotoet står han på talerstolen i en moske og læser højt af koranen. Bag på billedet var der skrevet en bitter kommentar, givetvis af en søster eller bror: ”Men nu dyrker du afgudsdyrkernes religion med et kors om din hals.”
Da Necatis far døde i 1999, fik Necati intet at vide om det, før det var for sent til, at han kunne komme til begravelsen. Det er en nærmest utænkelig fornærmelse og forbrydelse mod en bror i den tyrkiske kultur. Da hans mor døde nogle år senere, gentog det sig. Necati kom ikke med til nogen af sine forældres begravelse.
Den kontakt, som udgik fra familien, var altovervejende negativ, fjendtlig og nedbrydende. Til sidst blev det følelsesmæssigt og mentalt for slidsomt for Necati. Han skrev et brev til familien for at forklare, hvorfor han mente, at det var bedst, at de for en tid undlod at kontakte ham. Det var først efter Necatis død, Semse læste dette brev. Necati skrev blandt andet:
Mine elskede (…)
Først af alt hilser jeg jer og kysser jer i Jesu Kristi vor Herres ophøjede navn. Efter så megen forvirring og konflikt har jeg besluttet at leve adskilt fra jer for at bevare og leve i min tro på Jesus Kristus og blive ved denne sandhed indtil enden (…)
Vær ikke bange eller bekymrede på mine vegne på grund af min adskillelse fra jer! Vær ikke kede af det og nedslåede! For jeg er ikke blevet frelst til at miste, men derimod til at vinde en evig skat. Glæd jer derfor! Jeg har fået denne frelse ved min tro på Jesus. Hverken fattigdom eller modgang eller sygdom eller noget ondt eller døde eller noget menneske kan fratage mig denne frelsende tro. Den kraft, jeg har til at leve og blive frelst – mine åndelige blodårer – udgår fra Jesus, som jeg tror på. At leve uden ham er ensbetydende med at fortjene død og evig adskillelse.
Fra nu af i vores forhold vil jeg elske jer, bevare kontakt med jer, og bede for jer om, at I også må blive frelst. Men jeg ønsker ikke, at I ringer til os i øjeblikket eller kontakter os, men snarere, at I er tålmodige og venter lidt, så erfaringerne af jeres had kan blive udslettet og erstattet af kærlighed, mildhed og forståelse. Mest af alt ønsker jeg, at I vil møde Jesus Kristus, som er ”vejen, sandheden og livet”, så I kommer til tro på ham og derved får evigt liv.
Jeg elsker jer! Må Herren lade jer møde sin sandhed. Amen!
Rana Necati Aydin
Necatis begravelse blev holdt ikke langt fra hans hjem. Ingen af hans brødre eller søstre mødte frem. Semse og Necatis kristne familie og venner beder fortsat for hans familie.
I tjeneste for evangeliet
Semses og Necatis forlovelse vakte ikke kun uro i Necatis familie. Semses søster Janet og hendes mand Wolfgang var ikke ubetinget trygge ved den nyomvendte unge mand. Var hans tro oprigtig, eller havde han valgt at konvertere for at få Semse? Kunne han modstå det tryk, som ville komme fra omgivelserne? Var det et problem, at han var fire år yngre end Semse?
I de efterfølgende år blev alle bekymringerne gjort til skamme. De to ægtepar voksede sammen som åndelige brødre og søstre i et enestående rigt og velsignet fællesskab i troen på Jesus og i tjenesten for evangeliets udbredelse i Tyrkiet. Necati viste sig at være en ualmindeligt god, kærlig og omsorgsfuld ægtemand og far, og et oprigtigt og brændende vidne om frelsen i Jesus Kristus.
Når Wolfgang fortæller om sin afdøde svoger, fremhæver han Necatis gavmildhed, gæstfrihed, hans lyse sind, varme humor og hans kærlighed til sin familie. Han elskede at være en god vært, lave god mad, have gode samtaler over maden, spille spil, arrangere udflugter, spille på sin guitar og synge kristne sange og tumle med sine to børn, drengen Elisa, født i år 2000, og pigen Ester, født i år 2001.
Frem for alt var Necati kendetegnet ved sin glæde over frelsen i Jesus og sit ønske om at vidne om denne frelse for andre. Brylluppet var en glædelig begivenhed af flere grunde. Ikke mindst fordi Necati og Semse nu sammen og åbent kunne tjene Jesus og vidne om ham. De åbnede deres hjem for bibelstudier for unge og søgende. Selvom de havde en meget lille indkomst, indbød de ofte de unge til fællesspisning, og bibelstudierne blev kombineret med spil, fodbold og hyggesnak over te. Necati blev en åndelig storebror for mange af de unge og var et redskab til at lede dem til tro og til afklaring i troen på Jesus.
Fordi de ikke havde kontakt til Necatis familie, blev den åndelige familie i den kristne menighed så meget vigtigere for Necati og Semse. De engagerede sig i mange opgaver, var med i studentermissionen og tog ansvar for at rengøre toiletterne i kirkebygningen.
Et år efter deres bryllup blev Necati spurgt om at arbejde for et kristent tyrkisk forlag, der arbejdede for at sprede Ny Testamenter og kristne bøger i Tyrkiet. Necati var lykkelig for muligheden og begyndte nu at rejse rundt for at vidne om Jesus og udbrede forlagets materialer. Modtagelsen var meget forskellig, ofte beroende på de lokale myndigheders og imamers holdning. Nogle steder var der åbenhed, andre steder var der fjendtlighed.
I marts 2000 blev Necati fængslet i 30 dage på grund af falske beskyldninger om, at han havde tvunget folk til at modtage Bibler og havde forbandet islam. Necati frygtede, hvad der ville ske med ham i fængslet i en celle med 8-10 kriminelle, der formentlig alle var muslimer. Men fængselstiden blev en rig anledning for ham til at vidne om Jesus for de andre fanger. Necati videreførte kontakten med flere af fangerne efter sin løsladelse. Inden han forlod fængslet, gav han sit Ny Testamente til fængslets bibliotek.
Malatya
Gennem sit arbejde for det kristne forlag blev Necati bevidst om, at der var mange isolerede evangeliske kristne i Tyrkiet. De var kommet til tro på Jesus gennem et brevbibelkursus, gennem internettet eller gennem det evangeliserende arbejde, som Necati selv var en del af. Men de havde intet kristent fællesskab. Det blev også klart fort ham, at der var mange større byer uden så meget som en bibelkreds.
Gradvist voksede en erkendelse frem både hos ham selv og hos Semse af, at Gud kaldte dem væk fra Izmir til en del af Tyrkiet, hvor der ikke var nogen kristen menighed. De bad meget for det, og det indre kald blev bekræftet af et ydre kald, da Necatis forlag sagde, at de gerne ville udvide deres arbejde i den østlige del af landet. De ønskede, at en medarbejder ville flytte derud. Necati og Semse stillede sig til rådighed, og valget faldt på byen Malatya med 400.000 indbyggere.
I november 2003 pakkede Necati og Semse deres få ejendele og flyttede med deres to små børn østpå til Malatya. Da de kørte ind i byen, bemærkede Semse byens fængsel. Hun var forberedt på, at Necatis arbejde kunne få alvorlige konsekvenser for ham. Men både hun og Necati var trygge i overbevisningen om, at dette var det sted, hvor Gud ville have dem og bruge dem.
Kort efter deres ankomst blev de klar over, at Gud havde kaldet tre andre kristne par – et engelsk, et tysk og et sydafrikansk – til at flytte til byen. De begyndte at holde gudstjenester sammen, og en ny menighed begyndte at tage form.
Necatis arbejde førte ham meget væk fra byen. På den baggrund var det ikke så overraskende, at det var Semse, der først oplevede, at evangeliets ord blev til omvendelse for en muslim i Malatya. Det var heller ikke overraskende, at den nyomvendte var en kvinde.
Det var en ung kvinde, der studerede i Malatya, men boede med sin familie i en landsby uden for byen. Semse tilbød den unge kvinde at sove hos hende de dage, hun gik i skole. Det tilbud tog hun imod med glæde. For Semse blev det en anledning til dag efter dag at vidne for den unge kvinde om Jesus, og evangeliet bar frugt. I sommeren 2004 hørte Semse de skønne ord fra den unge kvinde: ”Jeg er begyndt at tro på Jesus.”
I løbet af de følgende måneder kom yderligere fem unge kvinder til tro. For Necati og Semse var det en stærk bekræftelse på, at de var, hvor Gud ville, at de skulle være.
Voksende modstand
I slutningen af 2004 rejste der sig i Tyrkiet en intens mediekampagne mod kristne missionærer. På tværs af landet flammede et voldsomt had mod alle kristne op. Kirker blev angrebet og kristne udlændinge truet på livet, herunder Wolfgang Haede. Bølgen af had, modvilje og modstand fortsatte i de følgende år.
I januar 2007 blev en armensk journalist skudt og dræbt i Istanbul. Han var kort forinden kommet til evangelisk tro på Jesus. Hans kone havde været kristen i mange år. Mordet kunne meget vel skyldes, at journalisten var blevet anset for at være en kristen missionær. Hans begravelse fik stor mediedækning. I den forbindelse fik hans enke mulighed for med enestående klarhed og kraft at vidne om frelsen i Jesus for alle tyrkere. Wolfgang hørte enkens vidnesbyrd og skrev til en ven:
”Mange mennesker længes efter ægte og sande ord. Må vi og Jesu kirke i Tyrkiet først lide mere, for at vi kan blive mere troværdige vidner om Guds nåde? Hvordan skal folk ellers forstå, at vi ikke står i en ideologisk kamp om religiøse ideer, men at det handler om budskabet om frelse fra evig død?”
Brevet blev skrevet kort før Necatis død.
Optakten
Et par uger før sin død blev Necati kontaktet af en ung muslim i Malatya, som sagde, at han var interesseret i at lære den kristne tro at kende. Necati mødtes med ham på forlagets kontor i byen for at læse i Bibelen med ham. Da Necati kom hjem, sagde han til sin kone:
”Semse, jeg mødtes med en ung student. Han virker ikke ærlig. Jeg tror ikke, at han reelt er interesseret i Jesus.”
Det var ikke usædvanligt, at motiverne kunne være blandede og uklare hos de muslimer, som Necati samtalede med og vidnede over for. Semse svarede ham:
”I det mindste er det en mulighed for, at han kan høre det frelsende budskab om Jesus. Men vær forsigtig med at lukke ham ind på kontoret, hvis du er alene.”
Den følgende søndag holdt menigheden påskegudstjeneste. Der var mange gæster, og budskabet var centralt: om Jesu sejr over døden.
Dagen efter fløj Necati til Tyskland. For første gang skule han få mulighed for at tale til vesteuropæere om den åndelige nød i Tyrkiet og om behovet for missionærer og forbedere.
Necati kom hjem igen den følgende søndag aften, udmattet og glad. Han tog mandag og tirsdag fri fra arbejdet for at være sammen med familien. Tirsdag aften brugte Necati lang tid på at lege med sine to børn. De legede slåskamp, og børnene nød det. Semse var i dagligstuen og hørte deres latter og hæse åndedræt fra rummet ved siden af.
”Jeg ville egentlig kalde ham ind i dagligstuen. Men så fik jeg en uforklarlig tanke om, at jeg ikke skulle afbryde børnenes leg med deres far. Senere forstod jeg, at det var en fars farvel til sine børn.”
18. april 2007
Næste morgen lod Semse sin mand sove længe, mens hun gjorde børnene klar og fulgte dem i skole. Da hun kom tilbage, læste hun og Necati dagens bibelord.
Fra Det Gamle Testamente, Første Samuelsbog 17,45:
”Men David svarede filisteren: ’Du kommer imod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet.”
Fra Det Nye Testamente, Første Johannesbrev 5,4:
”For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.”
Fra Salmernes Bog, Salme 86,14-15:
”Overmodige har rejst sig mod mig, Gud, flokke af voldsmænd stræber mig efter livet, dig har de ikke for øje. Men du, Herre, er en barmhjertig og nådig Gud, rig på troskab og sandhed.”
Så sang de sangen ”Den kærlighed, som Gud har vist” og sluttede med verset:
Hvad har jeg nu at prale af – min egen kraft og visdom?
Nej, Jesus Kristus gør mig stolt – hans død og livets sejr!
Gud kærlighed forundrer mig, for mægtigt han forkynder:
Min Søn har bragt retfærdighed, han led for dine synder.
Så fulgte Semse sin mand ud af lejligheden. Klokken var omkring 11.00. Necatis smil i elevatordøren blev hendes sidste minde om ham.
På kontoret mødtes Necati med den unge kristne tyrker Ugur Yüksel og den tyske teltmagermissionær Tilman Geske. De gjorde klar til bibelstudium med den unge tyrker, som Necati havde været urolig ved. De havde fået at vide, at der denne dag kom to til bibelstudiet. Der kom fem, og de havde reb og knive med.
Klokken 13.00 modtog Semse det opkald, som satte skel i hendes og børnenes liv.
Håb
Ved begravelsen tog Semse ordet:
”Jeg må være ærlig og sige, at mit hjerte er knust og mit liv styrtet i grus. Jeg elskede virkelig Necati. Han var mit livs kærlighed og min nærmeste ven. Men der er ingen, jeg elsker mere end Jesus. Kun på grund af ham kan jeg bære dette.
Mit største ønske er, at disse mordere angrer af hjertet, som apostlen Paulus blev sønderknust i mødet med Jesus, og at de, som Necati, bliver vidner om Guds tilgivelse. Så vil Necatis død ikke have været forgæves.”
De tre mord fik stor mediedækning i Tyrkiet. Det gav de to enker, Semse og enken til den tyske teltmagermissionær, mulighed for at vidne for hele Tyrkiet om nåden og frelsen i Jesus. I en leder i en stor tyrkisk avis skrev redaktøren:
”Morderne ønskede at hindre missionærernes virksomhed. Men det, som disse to kvinder har opnået med deres vidnesbyrd i disse få dage, er noget, som ikke kunne opnås af tusind missionærer i tusind år.”
Efter Necatis død flyttede Semse og hendes to børn tilbage til Izmir. Det følgende år boede hun tæt på Wolfgang og Janet og modtog omfattende hjælp fra dem. De er fortsat meget nært forbundne.
Necatis efterladte deler nu en dyb sorg i savnet og en dyb trøst: håbet og visheden om gensyn i herligheden. De deler også en bøn om, at Necatis død må blive en opfyldelse af Jesu ord om hvedekornet, som lægges i jorden og dør, men som netop ved sin død bliver til liv og en stor høst.
Hvordan kan vi i Danmark bidrage til dette? Jeg har for længe siden skrevet Wolfgang Haede på min bedeliste. Det er jeg ikke ene om. Lad os bede for de tyrkiske kristne og for evangeliets udbredelse i Tyrkiet!
Efter Necatis død skrev Wolfgang sin egen meget personlige hilsen til sin svoger. Den vil jeg slutte med:
Til Necati, min svoger, min bror
Tårerne vælder frem, mens jeg skriver. Jeg savner dig. Du er savnet af din familie, og du er savnet af mig og af mange kristne i Tyrkiet, hvis liv du har berørt. Ikke desto mindre: Jeg er stolt af dig, og jeg er stolt af Jesus, som greb ind i dit liv og førte det til fuldendelse. Jeg vil være stolt, hvis Jesus giver mig den ære at indsamle nogle af frugterne af din død i Tyrkiet.
En dag skal vi alle samles i lovprisning af Gud og af hans offerlam Jesus. Da vil du være en af dem, jeg ønsker at stå helt tæt på i de forløstes kor. Ikke kun på grund af din stærke og smukke stemme, men på grund af ægtheden i dit liv, som har gjort det nemmere for mig at tro på Jesus og nå frem til denne store, endelige lovsang.
Tak, Necati!
i Artiklen er blevet til i samarbejde med Wolfgang Haede og er baseret på hans bog Faithful until Death, Living Sacrifice Book Company, 2009.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2020. Hele bladet kan læses her.
Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.