Skriftens tale om Gud kan opfattes som modsætningsfyldt. Nogle gange omtales han som én, af og til som to og nogle gange som tre. Vi ser derfor, at Bibelen omtaler den eneste Gud som Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd. At Bibelen omtaler Gud på denne måde har ført til, at man i den kristne kirke tror og lærer, at Gud samtidig er én og tre.
Når Bibelen omtaler Gud som én og tre, må det ikke få os til at tro, at dens tale om Gud er usand eller selvmodsigende. Selv om vi ikke kan forklare treenighedslæren logisk, taler Bibelen alligevel sådan, at vi kan forstå dens lære om treenigheden. Gud er virkelig sådan, som Bibelen omtaler ham. Vores opgave er at udlede og systematisere den fremstilling af Gud, som Skriften præsenterer os for.
Grunden til, at det er så vigtigt at holde fast på, at Gud samtidig er én og tre, er, at dette er helt grundlæggende for en rigtig og helhjertet forståelse af den kristne tro. Som vi kan se, gælder det især læren om frelsen. At vise hvordan det hænger sammen er hovedanliggendet for dette kapitel. Derfor må vi først se nærmere på, hvad der menes med, at Gud er én.
Gud er én
Skriften lærer, at der kun eksisterer én Gud (5 Mos 6,4).
Gud omtales som én skaber, én frelser og én helliggører og som den eneste, der er værdig til at modtage vores tilbedelse.
Bibelen fremstiller den ene og sande Gud som ophøjet, hellig og evig, som allestedsnærværende, almægtig og alvidende, og dermed som totalt forskellig fra alt andet, der er til.
Fordi Gud er én, og fordi han er forskellig fra alt andet, der er til, er det vanskeligt at finde dækkende og rigtige ord for at tale rigtigt om ham. Vi kan ikke uden videre anvende alle de ord, som vi bruger til at beskrive mennesker og ting i denne verden, når vi taler om Gud. Da Gud er enestående og forskellig fra alt andet, må de ord, vi bruger, få en noget anden betydning end de normalt har, når de bruges om Gud. Det er for eksempel kun Gud, der kaldes ‘god’ eller ‘kærlig’ i absolut forstand.
Det problem, vi her peger på, har ført til, at teologien har været nødt til at udvikle egne ord, som kun kan bruges om Gud. Alene Gud er ‘evig’ i den betydning, at han ikke har begyndelse eller ende. Alene Gud er ‘almægtig’, ‘alvidende’ og ‘allestedsnærværende’.
Samtidig kan vi i en vis udstrækning også bruge ord og udtryk om Gud, som kan bruges om os mennesker. Grunden til det er, at der ikke alene er en mægtig forskel mellem Gud og mennesker, men også en afgørende lighed, fordi både Gud og mennesker er personer. Fordi Gud er en person, kan han lige som mennesker sørge, græde og glæde sig, eller blive vred. Lige som mennesket er Gud sig selv bevidst som person. Han er fuld af kærlighed til mennesker, og han søger personligt fællesskab med os.
At Gud er en person betyder også, at han er et individ, som vi mennesker kan forholde os til på det personlige plan. Vi kan tale til Gud, og vi kan tiltales af ham. På tilsvarende måde som mennesker søger og opretter forhold til hinanden gennem ord, søger Gud mennesker og vil oprette et forhold til os gennem sit ord og sin tale.
Her må vi være opmærksomme på, at Gud har sat en grænse for sin måde at komme til os på. Han taler ikke til os gennem ”ud af det blå”, men gennem Bibelens budskab. Forholdet til Gud kan alene oprettes ved Bibelens ord. Derfor skal vi betragte Bibelen som Guds tale til os. Forskellen mellem os og Gud er, at Gud, i alt hvad han er og gør, er fuldkommen. Han er sådan, som hans ord siger, han er: trofast, mægtig, hellig og kærlig.
Gud er tre og samtidig én
Samtidig med at Bibelen omtaler Gud som én, siger den også, at han er tre forskellige personer: Faderen, Sønnen og Ånden. De tre personer i Gud forholder sig til hinanden som forskellige personer, samtidig med at de hele tiden er den ene og samme Gud. Vi skal se nærmere på det i det følgende.
For at klargøre læren om treenigheden udviklede oldkirkens teologer en lære om det, vi kalder ‘Guds væsen’. Udtrykket ‘Guds væsen’ rummer alt det, man kan sige om den ene, evige Gud. Det blev grundlæggende for treenighedslæren, fordi det gav plads til den bibelske tanke, at alle tre personer i Gud er ét. Ikke kun i den forstand at de er lige meget Gud, eller er Gud på samme måde, men også i en betydning, der går ud over dette. De tre personer i Gud er ét i den forstand, at de har det samme væsen. Derfor talte oldkirkens teologer om, at der er ‘væsensenhed’ mellem de tre personer i Gud.
Da Faderen, Sønnen og Ånden har det samme væsen er de på samme måde almægtige, allestedsnærværende, evige osv. De er ikke Gud i forskellig grad eller på forskellig måde, men de er Gud på samme måde. Fordi de tre personer i Gud er ét, kan vi også sige, at de handlinger, en enkelt person i Gud udfører, samtidig er handlinger, som alle tre personer i Gud er delagtige i. Det betyder, at alt det, som for eksempel Sønnen siger og gør, også er sagt og gjort af Faderen og Ånden.
Personerne i Gud har forskellige opgaver
Bibelen omtaler alligevel Faderen, Sønnen og Ånden på forskellig måde. Det sker ved, at de tillægges forskellige handlinger eller opgaver i forhold til hinanden og i forhold til mennesket og skaberværket. Vi vil i det følgende se lidt nærmere på, hvordan Bibelen taler om de tre personer i Gud og de forskellige gerninger, de udfører.
Faderen omtales som den person i Gud, der planlægger skaberværket, frelsesværket og historiens fuldendelse. Samtidig lærer Bibelen, at Faderen fuldfører skabelsen, frelsesværket og historiens gang gennem en anden af de tre personer i Gud, nemlig Sønnen. Bibelen lærer derfor, at Faderen skabte alle ting ved Ordet, det vil sige ved sin søn.
Videre lærer den, at Faderen fuldførte frelsen gennem Sønnen, og at Sønnen har fået al magt i den synlige og usynlige virkelighed. Derfor kan vi sige, at Faderen er den person i Gud, der tager initiativet og lægger planerne for Guds handlinger, mens Sønnen er den, der udfører og fuldfører Faderens vilje (Joh 1,3; Ef 1,22-23; Kol 1,16).
Det forhold mellem Faderen og Sønnen, som her kommer til udtryk, er særlig vigtigt med hensyn til at forstå, hvad det betyder, at Gud har frelst os. Det skal vi bare kort begrunde her, da vi vil komme tilbage til det senere. Ifølge Skriften planlagde Faderen, hvordan han skulle frelse menneskene, før alle ting blev skabt (Ef 1,4). Samtidig siger Skriften, at det er Sønnen, der har fuldført denne frelsesplan. Derfor tror vi, at Faderen sendte sin søn til jorden for at frelse menneskene, og at Faderen derfor gav sin søn for os og for verden (Joh 3,16).
Vi vil nu give en nærmere begrundelse for, hvorfor det ikke er muligt at tænke rigtigt om frelsen, uden at man godtager treenighedslæren.
Fordi Faderen og Sønnen er ét, kan vi sige, at det er Gud, der frelser. Treenighedslæren giver endvidere grundlag for at sige, at selve frelsen er noget, der sker uden for os. Den er en handling, som er sket i Gud, en handling, som har udspillet sig mellem Guds evige søn og Gud, den evige far. Frelsen blev fuldført, da Gud, den evige far, gav sin evige søn ansvaret for al verdens synd og dømte og straffede ham i stedet for os.
Selve frelsen ville etisk set have været absurd, hvis Faderen og Sønnen ikke havde været ét. Da måtte vi tænke, at Gud ofrede en anden person end sig selv for os. Men netop fordi Faderen og Sønnen er den ene og samme Gud, kan vi sige, at Gud ofrede sig selv for vores synder, da Jesus led og døde for os. Hvad dette indebærer, vil vi komme tilbage til senere.
I det følgende skal der siges noget om, hvad Den Hellige Ånds opgave går ud på.
Den Hellige Ånd
Både Det Gamle og Det Nye Testamente lærer os om den tredje person i Gud, Han, der kaldes Den Hellige Ånd. Åndens vigtigste opgave er at give mennesker del i den frelse, som Faderen har planlagt og Sønnen gjort færdig for snart to tusinde år siden. Ånden er derfor den person i Gud, som sendes til mennesker af Faderen for at give dem del i Jesu død på korset (1 Mos 1,2; 1 Sam 11,6; Joel 3,1ff.; Joh 14,16, 15,16 og 15,26).
Den Hellige Ånd er en person. Derfor må vi ikke tænke om ham, som kun en upersonlig kraft. Bibelen omtaler Ånden som ´talsmanden´. Det vil sige den guddommelige og evige person, som sendes til os for at tale om Jesus, overbevise os om vores synd, om evangeliets sandhed og skabe troen i den, der hører hans ord (Joh 16,7ff.).
Fordi Ånden er en af de tre evige personer i Gud, har han set, hvad Jesu død på korset indebærer. Vi kan derfor sige, at Den Hellige Ånd er den eneste, der kan bevidne, at Jesu død på korset i virkeligheden var et opgør i Gud selv mellem Faderen og Sønnen. Ånden fortæller os, at det offer, Jesus bragte Faderen, er nok, i den forstand at det udslettede hele vores gæld til Gud.
Åndens opgave er også at forklare os, hvad der er hensigten, især med Jesu død på korset. Sagen er nemlig, at ingen af os ville være i stand til at forstå Jesu død på korset, uden at Gud selv viste, hvad der er meningen med den. Ånden ved, hvad der bor i Gud, og han meddeler det til os gennem Skriftens budskab, for at vi skal komme til tro på det (1 Kor 1,11-13 og 18).
Hvad Åndens gerning nærmere går ud på, vil vi komme tilbage til. Her vil vi afslutte med at sige, at Den Hellige Ånds tale er nedfældet i Skriften, og at Ånden altid bruger Skriftens ord, når han giver os del i Jesu død på korset. Sagen er, at et menneske ejer frelsen i det øjeblik, det får tillid til det budskab om Jesus, som Ånden har givet os i Skriften.
Bibelsteder der viser, at Gud er én og samtidig tre
Det er vigtigt at kende nogle af de vigtigste bibelsteder, som treenighedslæren bygger på, og hvordan de skal forstås. I det følgende vil vi se på nogle af dem. Og vi skal begynde med at se nærmere på, hvordan Det Gamle Testamente viser os, at Gud er treenig.
Ikke alle vil være enige i, at Det Gamle Testamente har en lære om treenigheden. Fra enkelte hold bliver det hævdet, at treenighedslæren først blev udviklet i Det Nye Testamente. Over for dette må det blandt andet siges, at oldkirkens teologer i høj grad byggede deres lære om treenigheden netop på Det Gamle Testamente. Det bør vi også gøre, hvis vi ønsker at forudsætte, at Det Gamle Testamente siger det samme om Gud som Det Nye Testamente.
Det første ord, vi skal standse for, finder vi i skabelsesberetningen. I det øjeblik Gud vil skabe mennesket, siger han følgende: ”Lad os skabe mennesker i vort billede” (1 Mos 1,26). Her ser vi, at Gud omtaler sig selv i flertal. Læser vi videre i det følgende vers, 1 Mos 1,27, ser vi, at det alligevel var den ene Gud, altså Gud i ental, der skabte mennesket. ”Gud skabte mennesket i sit billede.” Det viser, at det forudsættes, at Gud er flere end én, at der er personlig kommunikation mellem personerne i Gud, og at Gud samtidig er den ene, der handler, når mennesket skabes.
En tilsvarende fremstilling finder vi i 1 Mos 18,1-10. Her læser vi om, at Gud kommer til Abraham som tre personer, og at han samtidig taler til Abraham, som om han var én person. Også andre ord i Det Gamle Testamente viser, at Gud omtaler sig selv på en måde, så vi forstår, at han er én og samtidig mere end én person. Det er særlig tydeligt i enkelte skriftafsnit, hvor der tales om, at Gud kommer til mennesker. Gud omtales både som den, der sender og den, der bliver sendt.
Et tydeligt eksempel på dette finder vi i Zak 2,14-15: ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren. (…) Så vil du forstå, at Hærskarers Herre har sendt mig til dig.”
En lignende udtryksmåde finder vi i Sl 110,1: ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!” Sammenligner vi denne salme med det, Jesus siger om sig selv i Matt 22,43-44, ser vi, at det er Jesus selv, der skal sidde på Guds trone. Han kaldes Herren samtidig med, at der er en anden, som også kaldes Herren, der sætter ham på tronen.
I Det Gamle Testamente profeteres der også om en person, som skal sendes af Gud til jorden. Han skal kaldes ”søn” og ”vældig Gud”. Vi læser om det i Es 9,5: ”For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.”
Her er det passende også at nævne en af de profetier, vi finder i Dan 7,13-14. Her tales der om to personer, der begge har al magt i Himmel og på jord, og som derfor er Gud: ”En, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde.”
I Det Nye Testamente omtaler Jesus sig selv som ”Menneskesønnen”. Han siger desuden, at han er den person, der er profeteret om i Daniels Bog. Jesus er derfor Guds søn, som engang skal komme ”i sin fars herlighed”, med al magt (Matt 16,27).
Noget andet, der viser os, at Gud fremstilles som mere end én person i Det Gamle Testamente, er udtrykket ”Herrens engel”. Herrens engel er ingen almindelig engel, men han omtales både som Herrens budbringer og som Herren selv. Det ser vi fx i 1 Mos 22,15-17a: ”Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig.” Læs også beretningen om mødet mellem Gud og Moses i 2 Mos 3,2-4.
Det Gamle Testamente fremstiller altså Gud som én og tre. Vi har også set på, at det omtaler Gud som to, nemlig som Far og Søn. Det Gamle Testamente taler imidlertid også om Den Hellige Ånd. Et eksempel på det, finder vi allerede i begyndelsen af skabelsesberetningen i 1 Mos 1,2, hvor der står, at ”Guds ånd svævede over vandene”.
I 1 Mos 6,3 omtales Ånden som en, der taler til mennesker og går i rette med dem: ”Min Ånd skal ikke til evig tid gå i rette med menneskene” (jf. norsk oversættelse). I 4 Mos 24,2 siges det, at Guds Ånd kom over en mand, der hed Bileam, og at han derfor profeterede.
I Joel 3,1 finder vi en profeti om, at Gud vil udgyde sin Ånd over alle mennesker. I Es 63,11 læser vi om, at Gud giver sin Ånd blandt alle folkeslag: ”Hvor er han, som gav sin hellige Ånd midt iblandt dem?” (jf. norsk oversættelse). Ånden omtales også her som en person, der taler til menneskene og kommer til dem, og som også giver profeterne ord fra Gud at gå med. Ånden tager også bolig i dem, der tror på de profetiske løfter om frelse ifølge Sl 51,13.
Flere af teksterne i Johannesevangeliet blev grundlæggende for treenighedslæren. Ikke mindst gælder det Joh 1,1-4. Det ord, som i vores oversættelse er oversat med ”Ordet”, er det græske ord ”logos”. Hos Johannes bruges dette ord som betegnelse på en person, der var til, da alt andet blev til, en, der både er ”hos Gud” og samtidig er Gud.
Ved denne person er alt blevet til, skriver Johannes, og dermed siger han, at personen, ”Ordet”, har skabt alle ting (Joh 1,3). Det samme skriver apostelen Paulus i Kol 1,15-17. Evangelierne viser, at Jesus blev æret og tilbedt som Gud selv, og at mennesker skal have det samme forhold til Jesus som til Faderen. ”Alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen” (Matt 2,2 og Joh 5,23).
Den Hellige Ånd omtales som en guddommelig og selvstændig person (Joh 14,16.26; 15,26). Hans opgave er at overbevise mennesker om deres synder, så de kommer til tro på Jesus (Joh 16,8-14). Vi kan også læse om Ånden og hans gerning i ApG 15,28-29 og Rom 8,16.
Flere steder i Det Nye Testamente ser vi ellers, at der tales om tre personer i Gud. Fx gælder det Matt 28,19, hvor Jesus befaler sine disciple at døbe mennesker til Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn. I 2 Kor 13,12 finder vi en såkaldt trinitarisk formel, hvor Gud omtales som tre: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!”
Hvorfor er treenighedslæren vigtig?
For en tid siden blev jeg opmærksom på en forfatter, der hedder Brian McLaren. Han har indflydelse inden for den såkaldte Emerging Church-bevægelse, en retning som i nogle år har gjort sig gældende i USA. McLaren ynder at stille provokerende spørgsmål. I bogen The Story We Find Ouerselves In (2003) (dansk oversættelse 2006: ”Historien vi finder os selv i”) problematiserer han den bibelske lære om forsoningen.
Hvorfor skal Jesu død på korset betragtes som en betaling eller et stedfortrædende opgør for menneskers synder, spørger han. Hvis Gud vil tilgive, hvorfor gør han det da ikke uden videre, og hvorfor gør straffen af en uskyldig person sagen bedre? ”How does punishing an innocent person make things better? That just sounds like one more injustice in the cosmic equation. It sounds like divine child abuse.” Dette står at læse på side 80-81 i omtalte bogs engelske udgave.
Hvad skal man sige til det? Der er jo ingen tvivl om, at Bibelen virkelig lærer, at Gud lod sin søn, Jesus Kristus, dø for vores synder. Hans person blev ofret, for at vi skulle slippe for den straf, vi har fortjent. Det siger ikke så lidt om, hvordan Gud er. Gud dømmer og straffer Jesus for at fri os fra straffen. ”Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred”, læser vi i Es 53,5.
Selv om jeg på alle måder trænger til det, Jesus har gjort for mig, er jeg til tider standset for McLarens spørgsmål. Er det virkelig retfærdigt, at Gud lod en uskyldig person lide og dø for andres (vores) skyld? Hvis vi forsøger at finde en parallel til dette, må det være, at en far giver sit barn som løsesum for en, der har begået en kriminel handling. Bruger man det som udgangspunkt, er det ikke mærkeligt, at man får problemer med at forstå, hvad Guds retfærdighed er. Det bliver fuldstændig absurd.
Jeg har alligevel fundet noget, som hjælper mig ud af tankens vanskeligheder. Det er netop læren om treenigheden. Den giver os grundlag for at forstå en side ved læren om Jesu død på korset, som mange ser ud til at have glemt.
Lad mig forsøge at forklare det nærmere. Som påpeget ovenfor tror vi, at Gud altid er én, samtidig med at han altid er tre personer, nemlig Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd.
Dette er ikke muligt for os at forstå. Hvordan kan Gud være tre selvstændige personer samtidig med, at han hele tiden også er et ‘jeg’, et subjekt? Vi kan ikke forklare det, men vi må faktisk godtage det. For – hvis vi ikke godtager det, kan vi ikke forstå andre vigtige dele af den kristne tro, som fx hvad Jesu død på korset indebærer.
På grund af treenighedslæren kan vi sige, at alt det, som en af de tre personer i Gud gør, også gøres af den ene Gud selv. Det, Faderen gør, gør samtidig den ene Gud. Det betyder igen, at både Sønnen og Ånden er delagtige i det, Faderen gør. På samme måde kan vi sige, at alt, hvad Guds evige søn, Jesus Kristus, gør, også er gjort af den treenige Gud. Ja, vi kan sige endnu mere end det. Vi kan også sige, at alt hvad Jesus har oplevet, har også den ene og sande Gud oplevet. Den ene sande Gud har med andre ord oplevet det, Jesus måtte opleve af smerte, ydmygelse og fordømmelse, da han døde på korset.
Det vi nu har skrevet, er grundlag for at sige noget vigtigt til det problem, McLaren peger på. Hvad skete der egentlig, da Jesus døde på korset? Var det bare en uskyldig tredjeperson, der blev ofret for andre synder? En sådan opfattelse er i bedste fald kun den halve sandhed. Tager vi de rette konsekvenser af læren om treenigheden, forstår vi, at Gud handlede over for sig selv, da Jesus døde på korset. Vi forstår, at Gud dermed ofrede sig selv for os.
Det er altså, fordi Gud er treenig, at vi kan sige det sådan. Jesu død for vores synder var en handling i Gud selv. Det var noget, der skete mellem Gud, den evige far, og Jesus, den evige Guds søn. Det var noget, den ene Gud udførte og selv lod sig ramme af.
Vi kan spørge, om ikke McLaren overser treenighedslærens betydning, når han stiller sit spørgsmål. En ting er i hvert fald sikker. Lader vi treenighedslæren ligge til grund for vores forståelse af Jesu død på korset, falder hans spørgsmål og kritik til jorden. Det at ofre sig selv for andre er noget helt andet end at ofre en anden i stedet for sig selv.
At Gud selv blev hængt på et kors og døde for os er, så langt jeg kan forstå, det største ved læren om Jesu frelse. Tænk, at Gud var villig til at ofre sig selv – for os. Hvorfor var det nødvendigt?
Vi kommer tilbage til det. Først vil vi se nærmere på læren om skabelsen.
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.