Hvad lærer Bibelen? Om skabelse, synd, død - og evolution

Gennem årene har jeg skrevet mange artikler, men ingen artikel har jeg skrevet med så stor ulyst og så tungt et hjerte som denne.

Åbner Bibelen for, at der var død i skaberværket før menneskets fald i synd? Det er det spørgsmål, artiklen vil beskæftige sig med.

Børnelærdom

Da jeg var barn og ung, mødte jeg ét svar på dette spørgsmål i de kristne sammenhænge, hvor jeg færdedes. Jeg lærte, at Gud fra begyndelsen skabte en verden, hvor alt var ”såre godt” (1 Mos 1,31, oversættelsen af 1931). Dyr og mennesker levede harmonisk sammen uden synd og sygdom, drab og død. Men så faldt mennesket i synd, og med synden kom døden til hele skaberværket. Både menneskene og det øvrige skaberværk blev underlagt forbandelse og forkrænkelighed (1 Mos 3,14-19; Rom 8,20-23). Det var menneskets synd, som åbnede for alt dette.

Det var også menneskets synd, som bragte syndfloden over jorden som en verdensomspændende katastrofe, som udslettede alt menneskeliv og dyreliv uden for arken. Syndfloden var en historisk begivenhed og en mægtig åbenbaring af syndens alvor og af Guds vrede over synden. Samtidig var syndfloden en åbenbaring af Guds barmhjertighed og frelsesvilje. Gud ville ufortjent frelse de syndige mennesker, og han tilvejebragte selv frelsen i form af arken. Derved pegede syndfloden frem mod Jesu kors, hvor Gud lod sin vrede og dom over menneskenes synd ramme sin egen søn.

Ved Jesu død blev vi mennesker forløst fra synd, dom og død. Men fordi det var vores synd, som havde bragt forbandelse og forkrænkelighed ind over hele skaberværket, bragte Jesu soning af vores synd forløsning til hele skaberværket. Når Jesus kommer igen, skal både Guds børn og skaberværket blive endeligt og evigt befriet fra døden.

Det evige liv skal vi erfare på en ny jord, hvor synden og alle syndens følger er væk: sygdom og sorg, skrig og pine, drab og død. Her skal hverken dyr eller mennesker opleve ondt eller gøre ondt. ”Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet, kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn rækker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg” (Es 11,6-9).

Det var, hvad jeg lærte som barn og ung. Den bibelske historie begyndte med et fuldkomment paradis uden synd og død, og den slutter med et fuldkomment paradis uden synd og død. I midten af den bibelske historie er der plantet et kors, Jesu kors, som er nøglen for os og for hele skaberværket til det endelige og evige paradis.

Den lære, jeg mødte om disse ting som barn og som ung, blev ikke i første omgang begrundet med rationelle argumenter. Den blev begrundet med, at det var Bibelens lære. Jeg fik at vide, at Bibelen er ganske klar i dette: Al lidelse og død i vores verden både hos mennesker og dyr er en konsekvens af menneskets synd. Vi er årsag til det alt sammen. Vi har skylden. Det var den skyld, Jesus døde for på korset.

Denne lære kan vi stadig læse i de bøger, som blev udgivet fra bibeltro, lutherske forlag i Danmark helt frem til for få år siden. Så sent som i 2010 udgav Credo i samarbejde med LogosMedia bogen Og Gud skabte Darwin. Her skriver forfatteren Mats Molén på grundlag af og med henvisning til Bibelens ord, at døden hos både mennesker og dyr kom efter syndefaldet, men at vi løses fra synden og alle dens følger ved Jesu død for os (s.70-75). Bogen er et koncentrat af den større, svenske Vårt Ursprung. Jeg anbefaler varmt de to bøger, som stadig kan købes.

En ny lære

Men siden udgivelsen af Mats Moléns bog er en ny lære begyndt at vinde udbredelse iblandt bibeltro, lutherske kristne i vores land. Jeg har i dette blad skrevet om den amerikanske forfatter Timothy Keller, som i sin bog ”Gud for skeptikere”, der kom på dansk i 2011, argumenterer for, at Gud har brugt evolution som sin måde at skabe på.ⁱ Det betyder, at der var lidelse, drab og død i skaberværket før menneskets fald i synd. Det var Gud, som var ophav til og skyld i alt dette, ikke os mennesker. Det var sådan en verden, Gud skabte, fuld af sygdom, smerte, skrig, fare, frygt og fjendskab. Det er sådan en Gud og skaber, vi har med at gøre.

Hvad er Kellers begrundelse for at lære dette? Hans begrundelse er, at evolutionslæren er den anerkendte videnskabelige sandhed i dag, og at en kristen afvisning af den vil hindre udbredelsen af det kristne budskab. Keller fremhæver, at den romerskkatolske kirke som verdens største trossamfund har anerkendt evolutionsteorien, og han anbefaler, at alle oplyste kristne gør det samme. Ifølge Keller kan man fortolke Bibelens ord sådan, at den åbner for skabelse gennem evolution. Som kristne bør vi sige, at det er sådan, Gud har skabt – ved evolution (s.124-134).

Siden bogens udgivelse på dansk har Kellers synspunkt vundet stadigt større udbredelse blandt bibeltro, lutherske kristne i Danmark.

Vi er en lille familie, vi står hinanden nær, og vi holder af hinanden. Derfor er det smerteligt, når vi bliver uenige om et lærespørgsmål som dette.

Plads til forskellige syn?

Men kan vi ikke give plads til forskellige syn på dette spørgsmål?

Det kan vi, og det skal vi, hvis Bibelen ikke udtaler sig om det. Vi må ikke sige andet og mere end det, Bibelen siger. Hvis Bibelen er tavs om, hvordan Gud har skabt, og hvorvidt der var lidelse og død i skaberværket før syndefaldet, så må vi være åbne for, at vi kan tro og mene forskelligt om det som kristne. Men omvendt: Hvis Bibelen siger noget om denne sag, så må vi tro og sige det, som Bibelen siger.

Min personlige sorg og uro i denne sag skyldes, at jeg ikke kan se det anderledes, end at Bibelen faktisk siger noget om denne sag, og at Bibelens samlede vidnesbyrd med stor tydelighed peger i én bestemt retning: Al sygdom, lidelse og død både hos mennesker og dyr kom ind i skaberværket som en følge af menneskets synd. Det er vores skyld alt sammen, ikke Guds.

Hvis dette er Bibelens lære, så må vi som bibeltro kristne holde fast ved den lære, uanset hvilke omkostninger det vil få for os. Vi ærer Gud ved at gøre det, og vi er på sandhedens side.

Bibeltro, lutherske kristne i vores land er forenede i tilliden til Bibelen som Guds sande og fuldt troværdige ord, som vi vil lytte til og bøje os for, uanset hvad det siger. At vi har denne fælles tilgang til Bibelen, er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi altid når frem til den samme forståelse og fortolkning af Bibelen. Der er dele af det bibelske vidnesbyrd, som vi med sorg må erkende, at vi forstår og fortolker forskelligt.

Det gælder eksempelvis en del af endetidsprofetierne i Bibelen. Selvom vi har det samme principielle bibelsyn og møder Bibelen med det samme ønske om at bøje os for og anerkende det, som Bibelen siger, så ender vi alligevel med forskellige forståelser og fortolkninger af budskabet.

Den uenighed, vi har om endetidsprofetierne, er ikke ubetydelig. Det gør en forskel, om vi forventer et verdensomspændende herlighedsrige på jorden forud for Jesu genkomst til dom, eller vi ikke gør det. Men som bibeltro, lutherske kristne i vores land har vi generelt valgt at give plads for denne uenighed uden at problematisere bibeltroskaben hos dem, som mener noget andet end os selv. Det gør vi blandt andet i en erkendelse af, at de bibelske tekster om endetidens begivenheder kan være svære at forstå, og at nogle af de profetiske tekster næppe vil blive forstået fuldt ud, før de får deres opfyldelse.

Bibeltroskab

Denne accept af forskellige fortolkninger har imidlertid en grænse. Grænsen går ved de lærespørgsmål, som Bibelen udtaler sig om med så stor tydelighed og klarhed, at det er hævet over al rimelig tvivl, hvad Bibelen faktisk siger og lærer. Den bibelske lære er klar. At afvise denne lære er derfor ensbetydende med at afvise Bibelen selv. Det kan man ikke gøre og fortsat være bibeltro.

Der er mange dele af den kristne lære, som vi må forholde os til på denne måde. At ægteskabet er mellem én mand og én kvinde, og at det ikke kan være mellem to af samme køn. At menneskelivet på denne jord har en dobbelt udgang til enten evig frelse eller evig fortabelse, himmel eller helvede. At Jesus kom til jorden for at blive tilregnet vores synder og blive straffet for dem på korset, så vi kunne få fred med Gud. Ingen kan forkaste disse lærepunkter uden derved at forkaste Bibelen. For Bibelen lærer netop disse ting med umisforståelig klarhed.

Mit anliggende er ikke at hævde, at Bibelen taler med samme umisforståelige klarhed om, hvordan Gud skabte verden og om, hvordan døden kom til skaberværket. Mit anliggende er heller ikke at definere en bestemt grænse for troværdig og anerkendelsesværdig bibeltroskab i dette spørgsmål. Mit anliggende er at gøre opmærksom på, hvad de bibelske tekster faktisk siger om Guds skabelse, synd og død. På den baggrund vil jeg rejse spørgsmålet, om ikke de bibelske tekster samlet set og med stor klarhed peger i én bestemt retning: at al død i skaberværket kom som en følge af menneskets synd. Jeg mener selv, at de bibelske tekster samlet og klart peger i denne retning. Den vurdering vil jeg ikke lægge skjul på. Hver enkelt læser må for sin egen del vurdere, om det er troværdigt.

Mit mål med denne artikel er at lade de bibelske tekster tale og at tilskynde enhver bibeltro, kristen læser til at lade denne tale afklare og afgøre sagen for dem.

Fortolkning bort fra Bibelen

Som nævnt skyldes min personlige sorg og uro i denne sag først og fremmest, at jeg selv finder de bibelske teksters tale om Guds oprindeligt gode skabelse så klar, at jeg ikke kan forstå, hvordan man i troskab mod disse tekster kan hævde, at Gud skabte en verden med lidelse, drab og død, og at han lod disse destruktive kræfter være selve drivkraften i frembringelsen af mennesket. Jeg frygter, at vi på dette punkt er i gang med at fortolke os bort fra noget i Bibelen, som vi ikke skal fortolke os væk fra; og jeg frygter, at denne måde at fortolke Bibelen på senere vil blive brugt til at bortfortolke andre og endnu mere centrale dele af det bibelske budskab. Sådan er det gået før i kirkens historie også hos nogle, som står os ganske nær.

Der var meget godt at sige om Menighedsfakultetet i Oslo, da det blev stiftet i 1907. I forhold til bibeltro, luthersk teologi er der meget lidt godt at sige om det samme Menighedsfakultet i dag. Der er mange årsager til, at det er gået, som det er gået. At man fra begyndelsen havde en åbenhed for fejl i Bibelen, er uden tvivl en af de vigtigste årsager. Men det er vigtigt at huske, at man ikke regnede med fejl i det læremæssige indhold i Bibelen. Hvad Bibelen lærte om kristen tro og kristen livsførelse, det ville man ubetinget bøje sig for. Men med tiden kom man alligevel til at gøre op med stadigt mere centrale dele af den kristne lære.

Man gjorde det ikke ved direkte og tydeligt at forkaste Bibelens lære. Man gjorde det ved at omtolke Bibelens lære. På et tidligt tidspunkt åbnede man for evolutionslæren. Senere åbnede man for kvindelige præster. Så fulgte en åbning for homofilt samliv og senest hos nogle lærere en fornægtelse af Helvede og en fornægtelse af Jesu forsoning.ⁱⁱ Det begyndte et stykke fra centrum, og det endte med en forkastelse af det mest centrale: Jesu stedfortrædende død.

Hvornår mister man det oprigtige forhold til Bibelen? Det gør man, når man ved, hvad Bibelen siger, men vil have den til at sige noget andet og sørger for, at den kommer til det. En ny fortolkning af de bibelske tekster er det almindelige og taknemlige redskab til at nå dette mål.

En af de første MF-lærere til at åbne for evolutionslæren var Ole Hallesby. En af de første til at åbne for kvindelige præster var Olav Valen-Sendstad. Var Hallesby og Valen-Sendstad oprigtige i deres forhold til Bibelen? Som jeg har lært dem at kende, var de i deres liv, forkyndelse og tjeneste i markant grad præget af tillid til og ydmyghed over for Bibelens lære. Jeg tror, det var muligt for dem at forsvare henholdsvis evolutionslæren og kvindelige præster og være overbevist om, at det stemte med Bibelens lære. Jeg tror, det var muligt for dem dengang, og jeg tror, det er muligt for andre i dag. Den tro har betydning for, hvordan jeg ser på og forholder mig til dem, som kalder sig bibeltro, og som med en ny fortolkning af de bibelske tekster åbner for evolutionslæren.

Bliv ved det, Bibelen siger

Ikke desto mindre: Når jeg læser de bibelske tekster, kan jeg ikke se det anderledes, end at de klart og umisforståeligt udelukker en evolution med sygdom, lidelse, drab og død før syndefaldet.

Til dig, som læser dette, og som måtte læse artiklen til ende, vil jeg give denne opfordring: Hvis du i lyset af det, som fremlægges videre frem i denne artikel, overbevises om, at Bibelen giver os mennesker skylden for al død i skaberværket, så bliv ved det, du overbevises om. Det vil jeg give som et fundamentalt og generelt sjælesørgerisk råd til alle kristne angående alle dele af Bibelens lære: Bliv altid ved det, som bibelteksterne overbeviser dig om! Det er afgørende for et oprigtigt forhold til Gud og hans ord, og det er afgørende for en frimodig tro.

”Min samvittighed er bundet af Guds ord”, sagde Luther i Worms i 1521. Det var hemmeligheden bag og kilden til hans enestående frimodighed. Når blot Luther var tro imod det, som hans samvittighed havde erkendt som Guds ords tale, så kunne han klare at have hele verden imod sig og gå døden i møde uden frygt.

Vi står i en situation, hvor vi som bibeltro, lutherske kristne i Danmark går forskellige veje i synet på Guds skabelse og muligheden af evolution som Guds skabelsesmåde. I mange spørgsmål følges vi fortsat ad, og det er godt, men i dette spørgsmål deles vi, og det er smerteligt. Her må vi hver især læse og granske Guds ord og lade det kaste lys over spørgsmålet. Det nytter ikke at følge mennesker, og jeg ønsker ikke, at nogen skal følge mig. Vi må læse og lytte til Guds ord og lade dette ord vejlede vore tanker og vores tro.

At give hjælp til det er hensigten med denne artikel. Jeg ønsker i al enkelhed at fremlægge det, som Bibelen siger, og at lade Bibelens tekster tale. Bibelen er sand og klar, og den formår med sine ord at overbevise os om det, som den vil overbevise os om. Hvis de bibelske tekster får lov at komme til orde på deres egne præmisser i det, som følger, så er målet med artiklen nået, uanset hvordan det skrevne måtte blive modtaget. Som kristne forkyndere og undervisere er vores kald og opgave ret forstået ikke at overbevise andre, men at være tro mod Guds ord og evangelium (1 Kor 4,1-5).

Efter deres arter

I skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel 1 er der mange omkvæd. Et af disse omkvæd er på mærkværdig vis gledet ud af den danske oversættelse af 1992. Hele 10 gange siges det om Guds skabelse, da han skaber planter, fisk, fugle og havdyr, at de skabes ”efter deres arter” (v.11, 12, 21, 24-25). Skabelsen fandt sted i overensstemmelse med og organiseret efter arterne. Planter, fisk, fugle og dyr blev skabt ”efter deres arter”.

Hvilket billede tegnes der med disse ord af skabelsen?

Der tegnes et billede, som er svært foreneligt med en gradvis evolution fra encellede mikroorganismer over utallige mellemformer til de største pattedyr over mange millioner år uden klare artsmæssige grænser.

Der tegnes til gengæld et billede, som fuldt ud stemmer med den virkelighed, vi ser omkring os i dag. Planter, fisk, fugle og dyr er alle uden undtagelse inddelt i arter, og de kan kun formere sig inden for disse arter. Vi ser ingen ubestemmelige og halvfærdige mellemformer mellem arterne.

Det samme mønster viser sig i fossilerne. Der er til i dag ikke fremvist ét overbevisende eksempel på et fossil, som er en halvfærdig mellemform. Fossilerne er alle inddelt i klare og færdige arter.ⁱⁱⁱ

Hvordan skal vi forstå Bibelens ord ”efter deres arter”? Vi kan ikke tage for givet, at det hebraiske ord for art, ”min”, svarer til vor tids biologiske definition af arter. Længere fremme i Det Gamle Testamente bruges ordet tilsyneladende om undergrupper inden for bestemte dyrearter (3 Mos 11, 5 Mos 14). Men det ændrer ikke ved, at omkvædet i skabelsesberetningen fortæller os, at Gud skabte planter, fisk og dyr i en færdig form inden for hver deres biologiske kategori.

Meget godt

Et andet omkvæd i Første Mosebog 1 er ordene: ”Og Gud så, at det var godt.”

Den formulering forekommer, med en enkelt mindre variation, seks gange (v.4, 10, 12, 18, 21, 25). Efter de seks gange lyder det så: ”Og Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (v.31). Her er der tale om en svag og noget uklar dansk oversættelse. I andre oversættelser end den seneste danske oversætter man i almindelighed og i pagt med den hebraiske grundtekst på følgende måde: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og se, det var meget godt.” De hebraiske ord, der oversættes med ”meget godt”, er ”tov meod”. Med ordene ”meget godt” understreges det, at det endelige skaberværk var helt igennem godt. Det var skabt af ham, som alene er god, og det afspejler hans gode væsen.

Modsætningen til godt er ondt. Ordet ”ondt” er allerede gengivet i et bibelcitat tidligere i denne artikel. Det var i citatet fra Esajas’ Bog kapitel 11, vers 6-9. Her hørte vi om, hvordan der skal være i det nye paradis. Der skal der være en lang række af de dyr, som vi nu oplever som farlige: løven, panteren, bjørnen og slangen. Men i det nye paradis skal de ikke være farlige mere. De skal leve fredeligt sammen med de andre dyr. Ungløven skal æde græs med kalven, panteren ligge med kiddet, koen og bjørnen skal blive venner, og slangen skal ikke længere være farlig for spædbarnet.

Sammenfattende lyder det om den virkelighed, vi vil møde i det nye paradis: ”Ingen volder ondt og ødelæggelse på hele mit hellige bjerg” (v.9). Når rovdyrene ikke længere agerer som rovdyr, og når slangen ikke længere hugger med skadelig gift, så volder ingen længere ”ondt og ødelæggelse”. Det er tekstens formulering, og det er dens budskab.

Giver det på denne baggrund mening at sige, at Gud i det første paradis skabte rovdyrene til at jage, skade, såre, flænse, dræbe og æde de andre dyr? Giver det mening at sige, at Gud skabte slangen til med sine tænder at hugge og med sin gift at bringe smerte, lammelse, kvælning og død? Giver det mening at sige, at Gud skabte dyrene til at gøre det, som Gud selv senere kalder for ”ondt og ødelæggelse”? Giver det mening at sige, at Gud betragtede denne brutale virkelighed med dyreskrig, sår, blod, smerte, drab og død og fastslog, at dette er ”meget godt”?

Giver det mening at sige, at Gud selv skabte døden, og at han besluttede, at døden skulle være selve drivkraften i hans gradvise frembringelse af et godt skaberværk? Besluttede Gud, at dyrene skulle rammes af utallige former for sygdomme, lidelser og brutale og smertelige drab, for at de svageste kunne blive undertrykt, udsultet og udryddet, og de stærkeste kunne overleve og derved gradvist lede udviklingen frem mod stadigt højere udviklede livsformer? Var det dette scenarie af den mest rå junglelov i udfoldelse, som Gud så ud over og sagde, at det er ”meget godt”?

Hvem er det, vi taler om? Vi taler om Bibelens Gud, som giver føde til himlens fugle, og som husker og har omsorg for hver eneste lille spurv (Matt 6,26; 10,29; Luk 12,6-7). Vi taler om ham, som ”skaffer ravnen dens føde” (Job 38,41); ham, som giver ”vand til de vilde dyr” og lader græs ”gro til kvæget” (Sl 104,10,14); ham, som påbød Israels folk at holde sabbat, ”for at din okse og dit æsel kan hvile” (2 Mos 23,12); ham, som siger, at ”den retfærdige har omsorg for sit kvæg” (Ordsp 12,10); ham, som i Nineve havde ”ondt af” den store bys ”mængde af dyr” og derfor ikke ønskede at ramme dem med dom og død (Jon 4,11).

Er det i pagt med Bibelens billede af Gud at hævde, at han valgte at skabe sygdom, lidelse og død hos dyrene, og at han så det som ”meget godt”?

”Gud er lys, og der er intet mørke i ham” (1 Joh 1,5). ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,16). ”Herren er god” (Sl 25,8). ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre” (Es 6,3).

Sådan har Gud åbenbaret sig for os i sit ord, og gennem hele Bibelen gøres det klart, at intet ondt, defekt og destruktivt har sin oprindelse i Guds hellige, rene og gode væsen. Gud er fuldkommen, og alt, hvad han gør, er fuldkomment. ”Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette” (5 Mos 32,4).

Ærer vi Gud, som han har åbenbaret sig for os, ved at pålægge ham skylden og ansvaret for al den elendighed, smerte, destruktion og død, som vi ser i dyreverdenen omkring os? Ærer vi Gud ved at sige, at dette er hans fuldkomne gerning og en afspejling af hans fuldkomne væsen? Eller formaster vi os mod Gud ved at pålægge ham skyld og ansvar for det, som vi selv har gjort og har ansvar for?

Vegetarisk føde

Da Gud på den sjette skabelsesdag har skabt dyrene og de første mennesker, siger Gud til Adam og Eva: ”Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde” (1 Mos 1,29).

Dette finder sted før syndefaldet. På det tidspunkt siger Gud, at Adam og Eva skal leve af vegetarisk kost. De skal ikke dræbe dyr og spise deres kød.

Hvis det var alt, hvad der stod om spisning af kød, kunne man overveje, om Gud lod de vilde dyr gøre det, som menneskene ikke fik lov til: at dræbe og æde dyr. Men den mulighed udelukkes af det næste vers i bibelteksten.

Her siger Gud: ”Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde” (1 Mos 1,30).

Kan det siges klarere, at dyrene på dette tidspunkt, før menneskets fald i synd, ikke var kødædere, men at de alle som en ifølge Guds gode vilje var og skulle være vegetarer?’

Hvis dette var virkeligheden før syndefaldet, så udelukker det evolution før menneskets fald i synd. Evolutionen forudsætter netop dyrenes brutale indbyrdes kamp, drab og fortærelse i millioner af år før menneskene og som forudsætning for, at menneskene kunne blive til. Men hvis dyrene levede fredeligt med hinanden, og hvis de alle var planteædere indtil syndefaldet, så hører samtlige fossiler, der afspejler rovdyrs kamp mod, drab på og fortærelse af andre dyr til i tiden efter syndefaldet. Så var der ingen evolution før menneskene, og så er evolutionsteorien brudt sammen.

Hvad skal vi mene? Hvilket billede tegner bibelteksten for os? Var tiden før syndefaldet præget af dyrenes indbyrdes kamp, drab og fortærelse? Eller var den præget af dyrenes fredelige samliv, hvor ingen dyr dræbte og fortærede andre dyr, men hvor de alle var planteædere? Var der lige så godt i det første paradis, som der skal være i det andet og sidste paradis, hvor ingen dyr skader eller gør noget ondt mod andre, og hvor løven og ulven æder strå? (Es 11,6-7; 65,25).

Efter syndefaldet og efter syndfloden træder Noa og hans familie ud på den jord, som vi fortsat lever på i dag. Det er en jord, som på alle måder mærket af syndefaldet. Hvilken vejledning gælder for vores føde på denne jord? Det svarer Gud på i det, han siger til Noa og hans familie i Første Mosebog kapitel 9, vers 3: ”Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have som føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter.”

Nu giver Gud menneskene lov til at dræbe dyr og spise deres kød. Sådan var det ikke før syndefaldet. Sådan er det nu.

Det første dyr, som dræbes, bliver dræbt af Gud selv. Det sker på syndefaldets dag. Gud dræber et dyr for at lave skindtøj, som Adam og Eva kunne klæde sig i (1 Mos 3,21). Det er et vidunderligt billede på frelsen i Jesus, hvor han dør for vor synd, for at vi kan blive iklædt hans retfærdighed.

Efter syndefaldet er døden en del af alle dyrs biologi. Dyrene skal og vil dø. Det er et onde, at det er sådan, men det er et onde, som Gud råder over, og som han kan bruge til noget godt. Det er baggrunden og begrundelsen for, at Guds folk i Det Gamle Testamente kan blive pålagt at bringe dyr som ofre, og at Guds folk i Det Nye Testamente kan gives frihed til at spise kød (2 Mos 12,1-13; 1 Kor 10,25-26). Men bemærk: Det er først efter syndefaldet, at vi hører om det første dyrs død.

Når Bibelen taler om forgængelighed og død, skelner den mellem på den ene side det, som sker i planteverdenen, og på den anden side det, som sker blandt dyr og mennesker. Planter er ikke ”levende væsener”, sådan som fisk, fugle, landdyr og mennesker er det (1 Mos 1,20-21, 24, 30; 2,7; 6,19-20; 9,10-17). Når planterne ikke er ”levende væsener”, så ”dør” de heller ikke i den bibelske forstand af ordet, når de forgår. Derfor indebar dyrenes og menneskenes fortæring af planter før syndefaldet heller ikke ”død”. Død hører vi i Bibelen kun om i tilknytning til dyr og mennesker, og vi hører først om det efter syndefaldet.

Forbandelse

Da Gud møder Adam og Eva i Edens have efter deres fald i synd, udtaler Gud forbandelser først over slangen, der fristede menneskene til at synde, dernæst over menneskene, og til sidst over jorden (1 Mos 3,14-19).

Det er bemærkelsesværdigt, at flere af forbandelserne medfører en forandring af biologiske og fysiske forhold. Slangen skal fra nu af krybe på sin bug.^iv Kvinden skal føde børn i smerte. Jorden skal frembringe tjørn og tidsel, og den skal være svær at dyrke.

Tanken om, at døden kom til dyrene efter syndefaldet, er blevet mødt med mange indvendinger. En af de hyppigst anvendte er, at det er for utroligt at forestille sig, at planteædere som en konsekvens af syndefaldet skulle blive kødædere. Det ville indebære en grundlæggende forandring af dyrenes biologi. Det ville blive helt nye dyr. Giver det mening at tale om en planteædende løve?

Jeg mener, at Bibelen selv har svaret på indvendingen i det, som er gennemgået ovenfor. I Esajas 11 hører vi om en planteædende løve: ”Kalv og ungløve græsser sammen (…) Løven æder strå som oksen (v.6-7).

I relation til den forbandelse, Gud udtaler over jorden, er det værd at bemærke, at skylden for denne forbandelse lægges på Adam: ”Fordi du lyttede til kvinden og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld” (v.17).

Menneskets synd bringer forbandelse ind over hele jorden med alt, hvad den rummer. Forbandelsen medfører en grundlæggende forandring og forværring af forholdene på jorden. Fordi forbandelsen skyldes menneskets synd, kan den først fjernes, når menneskets synd fjernes – ved Jesu forsoning.

Trældom under døden

Den vigtigste bibeltekst i relation til denne artikels emne er Romerbrevet kapitel 8, vers 19-23. Her taler Paulus om, at hele skaberværket uden for menneskene er underlagt døden som en konsekvens af menneskets fald i synd. Sådan var det ikke fra begyndelsen, men sådan blev det. Og nu længes skaberværket efter, at det skal befris fra døden ved Jesu genkomst. Teksten lyder således:

”For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,19-23).

Hvad er det grundlæggende budskab i denne tekst? Lektor ved Menighedsfakultet i Aarhus, Leif Andersen, skrev i 1993 en kommentar til Romerbrevet i serien ”Bibelværk for menigheden”. I 2018 blev Leif Andersens kommentar genudgivet som en selvstændig bog. Det uddrag, som jeg nu vil citere, har samme ordlyd i de to udgaver. Leif Andersen fortolker de ovenfor citerede vers fra Romerbrevet 8 på følgende måde:

”’Skabningen’, dvs. hele den skabte verden (her bortset fra mennesket), blev ikke skabt med lidelse og død indbygget fra første færd. Den blev efter syndefaldet af Gud underlagt tomheden, i modsætning til mennesket, der selv valgte den. Der hentydes her til 1 Mos 3,17 ff., hvor Gud som konsekvens af menneskets fald forbandede jorden og underlagde den ’tomhed’, dvs. trældommen under forgængelighed og død (v.17). Men ligesom mennesket skal opstå legemligt (se v.23 ’vort legemes forløsning’), skal også naturen og hele skaberværket nyskabes (v.21)! Her ses frem til den nye jord, hvor de opstandne skal leve i al evighed (Åb 21).”

AMEN, og TAK!

Hvor er det dog utroligt befriende, når bibelteksten får lov at sige det, som den helt åbenbart ønsker at sige.

Døden var ikke en del af det oprindelige skaberværk uden for mennesket. Døden kom ind som en konsekvens af menneskets fald i synd. Og ja, døden, som den hærger i skaberværket i dag i form af sygdom, lidelse, drab og død hos dyrene, er en plage og er en forbandelse, som skaberværket sukker over og længes efter at blive forløst fra. Det er ikke godt, og det var ikke en del af det fuldendte skaberværk, om hvilket Gud sagde, at det er ”meget godt”. Og nej, intet af alt dette kan vi give Gud ansvaret og skylden for! Det er vores skyld og vores ansvar alt sammen! Det er en konsekvens af vores fald i synd, og derfor er det en formastelighed at give den gode, hellige og fuldkomne Gud ansvar for det. At hævde, at Gud skabte en verden med sygdom, lidelse, drab og død er helt igennem uforeneligt med denne tekst og med Bibelens samlede vidnesbyrd om Gud, skabelsen og vores fald i synd.

Hvis den udlægning, som Leif Andersen ovenfor har givet af denne tekst, er sand, så er vi sat på valg. Enten må vi afvise evolutionslæren, eller også må vi afvise denne tekst. Vi kan ikke fastholde begge dele. Evolutionslæren hævder, at der var millioner af år med dyreskrig, smerte, kamp, flænsede struber, rallen og død, før mennesket blev skabt. Teksten her siger, at alt dette kom som en følge af vores fald i synd. Hvad skal vi tro, lære og bekende?

I teksten knyttes skaberværkets forløsning sammen med Guds børns forløsning. Det giver kun mening, hvis det var på grund af menneskenes synd, at skaberværket blev underlagt forgængelighed og død. Når menneskene endeligt forløses fra konsekvenserne af deres synd, så kan og skal skaberværket forløses sammen med mennesket.

Synd, død og forsoning

I Romerbrevet 5 skriver Paulus om, hvordan døden kom ind i verden. Først kom synden, og så kom døden. Det var rækkefølgen, ikke omvendt. ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede” (v.12).

Her taler Paulus i snæver forstand om døden hos menneskene. Menneskets død kom som en følge af og som en straf for synden. At døden er en straf for synden, fremgår af Romerbrevet 6,23: ”Syndens løn er døden.” Det er en grundtanke i Bibelen, at det menneske, der synder, må betale for sin synd med døden: ”Den, der synder, skal dø!” (Ez 18,4).

Det er på denne baggrund, det bliver muligt for Jesus at købe os fri fra syndens løn og straf ved at dø i vort sted. Vores synd blev tilregnet ham, han bar den på sit legeme op på korset træ, og så blev han ramt af dommen og straffen for vores synd og døde for os: ”Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8). ”Én er død for alle” (2 Kor 5,14).

Da Jesus døde for os, løste han os fra alle syndens følger, og dermed løste han også skaberværket fra den forbandelse, som vores synd havde bragt ind over skaberværket. Ved Jesu fuldbragte frelse blev vi mennesker og med os hele skaberværket forsonet med Gud. ”For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig, og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlen, ved at stifte fred ved blodet på hans kors” (Kol 1,19-20).

Da Adam faldt i synd, blev jorden forbandet, og som et synligt udtryk for forbandelsen skulle jorden frembære ”tjørn” (1 Mos 3,18). I den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som blev brugt på Jesu tid, er der for ”tjørn” brugt ordet ”akantha”. Da Jesus blev domfældt af Pilatus og gik til korset, fortæller evangelisten Johannes i sin græske tekst, at Jesus bar en krone af ”akantha”. Jesus bar på sig hele byrden af menneskets synd, skyld og forbandelse, inklusive den forbandelse, som mennesket havde bragt ind over jorden. Da Jesus døde på korset, sonede han menneskets synd, forbandelsen blev brudt, og både mennesker og skaberværk blev forsonet med Gud. Da var vejen åben til, at alt kunne ”genoprettes”, som det var engang, og som det engang igen skal blive (ApG 3,21). Til evig ære for og lovprisning af Jesus!

Den ære og lovprisning får Jesus imidlertid kun, hvis vi erkender, at det var os, som med vores synd bragte forbandelse og forkrænkelighed over jorden. Benægter vi dette, benægter vi også, at Jesus med sin soning af vores synd befriede skaberværket fra forbandelsen og forkrænkeligheden. Vi fratager Jesus hans ære.

En historisk Adam

En alvorlig udfordring for forsøget på at forene evolutionslæren med Bibelen, er de mange og klare bibeltekster, der omtaler Adam som en historisk person, fra hvem vi alle nedstammer, og ved hvem synden og døden kom ind i verden.

Lukas fører Jesu stamtavle tilbage til Adam og omtaler ham som lige så historisk som Abraham og David (Luk 3,23-38). Paulus siger i sin tale på Areopagos om Gud: ”Af ét menneske har han skabt alle folk” (ApG 17,26). I Romerbrevet stiller Paulus Adam over for Jesus og omtaler dem begge som historiske personer, der ved deres historiske handlinger bragte henholdsvis, for Adams vedkommende, synd og død og, for Jesu vedkommende, retfærdighed og liv, til hele menneskeslægten:

”Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed” (Rom 5,17-19).

Evolutionsteorien hævder, at mennesker med hjerner på størrelse med dem, vi har i dag, har været på jorden i ca. 100.000-200.000 år. Flere steder på jorden udviklede menneskeaber sig til forskellige intelligente mennesketyper. Nogle af disse intelligente mennesketyper uddøde, mens mennesketypen homo sapiens levede videre, hvorfor vi er her i dag.

Ifølge denne teori har der aldrig været et enkelt første menneske eller menneskepar. Da der endelig kom mennesker, var der mange af dem. Forhistorien var en gradvis, langvarig udvikling fra den ene type menneskeabe til den anden flere steder på jorden, og der opstod i forlængelse heraf flere intelligente mennesketyper, der kunne parre sig med hinanden. Den gradvise udvikling blev fremmet, ved at sygdom, drab og død udryddede de svageste og lod de stærkeste leve. Sådan var det hele vejen igennem. Til sidst var der en mangfoldighed af mennesker, der minder om os.^v

Hvordan bringer man denne teori i overensstemmelse med Bibelens lære om en historisk Adam, hvis fald i synd bragte døden til mennesket? Det enkle og ærlige svar er, at det ikke lader sig gøre.

Den engelske forfatter og kristne apologet C.S. Lewis erkendte, at det er umuligt at anerkende både evolutionslæren og den historiske Adam. Lewis valgte for sin del at forkaste tanken om en historisk Adam.^vi

Andre udvikler teorier om, at Gud på et vist tidspunkt udvalgte en bestemt intelligent menneskeabe eller en tidlig intelligent mennesketype og blæste livsånde i dette menneske og formede det i sit billede, så det blev et menneske som os. Det var i givet fald et menneske, hvis forældre begge var dyr og var dødelige. Nogle bringer denne teori tættere på evolutionslærens billede af historien ved at hævde, at Gud formede en hel gruppe af intelligente menneskeaber eller intelligente mennesketyper, så de gik fra at være dyr til at være mennesker. Ved Guds indgreb blev de første mennesker befriet fra forfædrenes dødelighed, men snart efter blev de selv dødelige på grund af deres fald i synd.^vii

De sidstnævnte teorier har tre afgørende svagheder.

1) Først og vigtigst er disse teorier uforenelige med Bibelen. De er i klar modstrid med de tekster i Bibelen, som er gennemgået ovenfor, og som lærer, at al lidelse og død kom ind i skaberværket ved de første menneskers fald i synd.

De nævnte teorier er også i modstrid med de klare ord i Første Mosebog 2 om, at Adam blev formet af jorden: ”Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2,7). Adam havde ingen forældre, hverken i dyre- eller menneskeform. Kan man tage bibeltekstens egen mening og budskab alvorligt og hævde det?

2) For det andet er de nævnte teorier uforenelige med evolutionslæren. Hvis man håber med disse teorier at opnå et holdbart forlig med evolutionslæren og dens tilhængere, er det et skrøbeligt håb.

Evolutionslæren regner kun med årsager inden for det lukkede, naturvidenskabeligt kendte, gudløse univers. Det er evolutionsteoriens grundlæggende tese, at al evolution er sket ved tilfældighed, tid og naturlig selektion – de stærkestes overlevelse. Det er 100% udelukket, at en gud skulle kunne intervenere og blande sig i evolutionsprocessen.

Hvis man hævder, at Gud greb ind og blæste livsånde i nogle bestemte mennesker og løste dem fra døden, har man sat sig uden for enhver seriøs akademisk og faglig samtale ud fra et naturvidenskabeligt, evolutionistisk synspunkt.

3) Fordi de omtalte teorier er helt uantagelige for evolutionister og helt uforenelige med evolutionsteorien, er det forudsigeligt, at de, som hævder disse teorier, vil være udsat for et hårdt pres for at forlade dem. Hvis man skal anerkendes akademisk og blive lyttet til, må man overgive sig helt til den naturvidenskabelige og evolutionistiske tænkning. Man må helt opgive den historiske Adam og det historiske syndefald.

Hvor længe vil de kristne tilhængere af tanken om Guds menneskeliggørelse og udødeliggørelse af menneskeaber eller af lignende dyr holde stand, før de overgiver sig helt? Jeg tror, det i betydelig grad vil afhænge af, hvorvidt de selv tror og mener, at de teorier, de står med, er udtryk for og i overensstemmelse med Bibelens egen lære.

Er det dette, Bibelen lærer? At de første mennesker havde dyr til forældre, at der var lidelse og død i skaberværket før de første mennesker, at de første mennesker ved Guds indgreb blev forvandlet fra dyr til mennesker, og at de herefter kortvarigt var uden død, før de syndede og blev dødelige? Hvis det er dette, Bibelen lærer, så vil den bibeltro kristne have den stærkest tænkelige motivering for at stå fast ved denne lære uanset omkostningerne.

Men omvendt: Hvis det ikke er Bibelens egen lære, men bare menneskelige tanker og teorier, hvorfor skal man da pådrage sig selv akademisk hovedrysten, latterliggørelse og eksklusion ved at holde fast ved denne lære? Jeg er personligt overbevist om, at de gengivne teorier for mange kun vil blive en trædesten frem mod en fuld overgivelse til den akademisk anerkendte evolutionslære.

Bibelske modargumenter

Bibeltro kristne, som vil forsvare, at der var lidelse og død i skaberværket før den historiske Adam, vil selvsagt ikke tilslutte sig den bibeludlægning, som jeg har fremlagt i denne artikel.

Hvilken bibeludlægning giver de i stedet? Jeg vil holde mig til at gengive de vigtigste argumenter for, at de bibelske tekster åbner mulighed for lidelse og død i skaberværket før de første mennesker.

1) I Salme 104 og i Jobs Bog 38-39 møder vi nogle umisforståelige udsagn om rovdyrs drab.

I salme 104,21 lyder det: ”Løverne brøler efter bytte og kræver deres føde fra Gud.”

I Jobs Bog 38,39-40 spørger Gud Job, om han gør eller kan gøre det, som Gud gør: ”Jager du bytte til hunløven? Stiller du ungløvernes sult, når de ligger på lur i krattet? Hvem skaffer ravnen dens føde, når dens unger skriger efter Gud og flakser omkring uden at finde føde?”

I Jobs Bog 39,28-30 lyder det om gribben: ”På klippen har den sin bolig, på fremspring og klippespidser. Derfra søger den efter føde, dens øjne spejder vidt omkring. Dens unger slubrer blod i sig, og hvor der er ådsler, dér er den.”

Argumentet går så på, at disse tekster, Salme 104 og Job Bog 38-39 beskriver skaberværket, som det var før syndefaldet.

Jeg vil anbefale alle, som synes, at argumentet lyder tilforladeligt og værd at overveje, at de ofrer et par minutter på at læse de pågældende tekster.

Det er indiskutabelt, at teksterne ophøjer Guds skabermagt, men det er ifølge min vurdering lige så indiskutabelt, at de gør det med henvisning til og med brug af eksempler fra det skaberværk, som vi er sat i og ser omkring os – efter syndefaldet.

I Salme 104 henvises der til træerne i Libanon (v.16) og til skibene på havet (v.26), og i sidste vers afsluttes lovprisningen af Gud og hans skabermagt med disse ord: ”Gid synderne må udryddes fra jorden, og de ugudelige ikke længere være til! Min sjæl pris Herren!” (v.35).

I Jobs Bog 38-39 henvises der til Guds magt over ”de ugudelige” (38,13.15), til ”dødens porte” og ”mørkets porte” (38,17), til ”kampens og krigens dag” (38,24), til ”den larmende by” (39,7), og til rytterens hest i mødet med både ”sværdet” (39,21), ”pilekoggeret” (v.23), ”spyd” (v.23) ”krumsværd” (v.23), ”hornets klang” (v.24), ”krig” (v.25) og ”hærførerens brøl og kampråb” (v.25).

Er det troværdigt at hævde, at dette er en beskrivelse af forholdene på den paradisiske jord før syndefaldet?

2) Da Adam og Eva er skabt, giver Gud dem kulturbefalingen, der indledes med disse ord: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den.”

Argumentet går på, at ordet ”underlægge”, på hebraisk ”kabash”, kan pege i retning af en vild og farlig natur, hvor man kan forestille sig, at der også kunne være død.

Jeg vil ikke afvise, at man ved at fokusere på dette ene ord kan danne sig et billede af en vild og farlig natur med død. Men det er ikke en ansvarlig måde at begrunde og formulere bibelsk teologi på. Verset må forstås og fortolkes i sin tekstmæssige sammenhæng i 1 Mos 1, hvor der med overmåde stor klarhed tegnes et billede af et ”meget godt” skaberværk (v.31).

I den videre bibelske kontekst tydeliggør den klare og læremæssigt vejledende tekst i Rom 8,19-23, at døden ikke var en del af det oprindelige skaberværk.

3) Da Gud efter syndefaldet udtaler forbandelsen over kvinden, lyder det til hende: ”Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde dine børn” (1 Mos 3,16).

På hebraisk er der i denne sammenhæng brugt ordet ”rabah”, som betyder at være, blive eller gøre til mange. Direkte oversat kunne teksten oversættes: ”Jeg vil gøre dine smerter i svangerskabet mange.”

Argumentet går på, at brugen af ordet ”rabah” kunne pege i retning af, at Eva allerede før syndefaldet kendte til smerter, og at syndefaldet så blot gjorde disse smerter flere.

Det er et meget svagt argument. Ordet ”rabah” er brugt igen i 1 Mos 16,10, hvor det lyder fra Gud til Sara: ”Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles”. På dette tidspunkt har Sara ingen børn. Der er med andre ord ikke tale om, at et eller nogle få børn skal mangfoldiggøres og blive til mange. Nej, fra et udgangspunkt, hvor der ikke er nogen efterkommere, skal der blive mange. Det er betydningen af ordet ”rabah” i forhold til Sara. Hvorfor skulle det have en anden betydning i forhold til Eva? Hvis det betyder det samme i forhold til Eva som til Sara, så siger Gud til Eva, at hun skal gå fra ikke at have nogen smerter ved børnefødsler til at have mange.

Er der noget i konteksten eller i Bibelen i øvrigt, som understøtter denne forståelse? I Første Mosebog 1 hører vi, at alt var ”meget godt” i det første paradis, og i Johannes’ Åbenbaring 21,4 hører vi om tilstanden i det sidste paradis: ”Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

I det nye paradis, når synden og alle syndefaldets følger er væk, så skal der ikke være nogen lidelse mere. Hvad er i lyset heraf den mest oplagte forståelse af Guds ord til Eva om hendes fødselssmerter?

4) I 1 Mos 1,29 hører vi, at Gud før syndefaldet giver menneskene vegetarisk kost. I Første Mosebog 9,3 hører vi, at Gud efter syndefaldet giver menneskene kød at spise. Men hvad er det, vi ikke hører?

Argumentet går på, at selvom Gud ifølge Første Mosebog 1 giver menneskene vegetarisk kost at spise før syndefaldet, så kan man godt forestille sig, at menneskene også spiste kød; og selvom vi hører, at Gud først i Første Mosebog 9 efter syndefaldet og syndfloden giver menneskene kød at spise, så kan man godt forestille sig, at Gud havde givet menneskene en anden og tidligere tilladelse til at spise kød.

Argumentet er et eksempel på argumentation ”ex silentio” – at konkludere noget ud fra det, som ikke siges. Det siges jo ikke direkte, at de ikke spiste kød, og det siges heller ikke direkte, at Gud ikke gav dem en anden og tidligere tilladelse til at spise kød.

Når man argumenterer på den måde, åbner man mere eller mindre grænseløst op for alt det, som man med den menneskelige fantasi kan forestille sig. Når bare ikke teksten eksplicit siger, at det ikke er sket, så kan man forestille sig det. Ikke uden grund regnes dette for en meget problematisk argumentationsmåde, som nemt leder væk fra teksten og ud i ren spekulation. Nej, der står ikke, at menneskene ikke spiste kød før syndefaldet. Der står heller ikke, at de gjorde det. Nej, der står ikke, at Gud ikke gav menneskene en tidlig tilladelse til at spise kød. Der står heller ikke, at han gjorde det.

Der står i Første Mosebog 3,29, at Gud før syndefaldet sagde: ”Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have som føde”. Og der står i Første Mosebog 9,3, at Gud efter syndefaldet og syndfloden sagde: ”Alt, hvad der rører sig og lever, skal I have til føde. Jeg giver jer det alt sammen, ligesom jeg gav jer de grønne planter”.

Hvad er den naturlige forståelse af teksten? Den naturlige forståelse er at holde sig til det, teksten siger, og regne med det.

5) I Romerbrevet 8,20-22 hører vi, at skabningen sukker og længes efter at blive befriet fra ”trældommen under forgængeligheden”. Men hvis forgængelighed er det, der tales om?

Argumentet går på, at skabningen ikke sukker og længes efter selv at blive fri fra forgængelighed, men sukker og længes efter, at menneskene skal befries fra forgængelighed. Argumentet understøttes ved henvisning til Esajas’ Bog 24,4-6: ”Jorden sørger og visner, verden sygner hen og visner, himlen og jorden sygner hen. Jorden er vanhelliget af sine beboere, for de har overtrådt lovene, tilsidesat buddet og brudt den evige pagt. Derfor skal forbandelse æde jorden og dens beboere bære straffen; derfor svinder jordens beboere ind, kun få bliver tilbage.”

Men i ordene fra Esajas står der intet om, at skaberværket sørger over det, som sker med menneskene. Der står derimod, at skaberværket sørger, visner og sygner hen på grund af menneskene.

Menneskene har overtrådt lovene, tilsidesat buddet og brudt den evige pagt. Derfor skal forbandelse æde jorden, ligesom dens beboere skal svinde ind og blive få. Det er en udfoldelse af den grundtanke, vi mødte i Første Mosebog 3,17-18, hvor Gud udtalte forbandelse over jorden på grund af menneskenes synd.

Går vi til teksten i Romerbrevet 8,20-22, er det åbenbart, at skaberværket længes efter befrielse fra sin egen forgængelighed. Jeg citerer versene og kursiverer det, som i denne sammenhæng er det vigtige: ”Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen”.

Teksten taler for sig selv. Det kan næppe udtrykkes klarere, end teksten selv gør det, at skabningen sukker og længes efter ”selv at blive befriet fra trældommen under forgængeligheden”. Ja, Guds børn skal få frihed i herligheden. Men hvad siger teksten? Den siger, at skabningen længes efter selv at få den samme frihed som Guds børn.

6) I Første Mosebog 1,31 hører vi, at Gud efter at have fuldendt skabelsen ser, at alt, hvad han har skabt, er ”meget godt”.

Argumentet går på, at der ikke står, at Gud så, at alt, hvad han havde skabt, var perfekt. Der står kun, at det var ”meget godt”. Kan man ikke forestille sig, at skaberværket ganske vist var ”meget godt”, men at det var mindre end perfekt, og at det mindre end perfekte indebar, at der var lidelse og død i skaberværket fra begyndelsen?

Igen er der tale om et argument ”ex silentio” – ud fra det, som ikke siges, og igen åbner det op for menneskelig spekulation. Men hvad siger Bibelen? ”Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette” (5 Mos 32,4).

Er det ikke klart nok? Er det en naturlig fortolkning af Bibelens tekster om skabelse, synd og død, at Gud skaber et defekt skaberværk med lidelse og død?

Jeg har med det ovenstående sammenfattet de væsentligste argumenter, jeg har mødt, for, at Bibelen selv åbner mulighed for lidelse og død i skaberværket før syndefaldet. Jeg mener, disse argumenter bør nævnes i en artikel som denne.

For min egen del rokker ingen af de nævnte argumenter ved min overbevisning om, at Bibelen selv med stor tydelighed lærer, at lidelse og død kom ind i skaberværket efter og som en konsekvens af menneskenes fald i synd. Videre lærer Bibelen, at netop fordi forgængeligheden kom ind i skaberværket ved menneskenes synd, netop derfor måtte skaberværket forløses fra forgængeligheden ved Jesu soning af menneskenes synd. Det er en vigtig del af Jesu frelsergerning, som vi skylder evigt at ære og takke ham for.

Bibeltro og virkelighedstro

Som bibeltro kristen er jeg overbevist om, at der er fuld overensstemmelse mellem det, Bibelen lærer, og den virkelighed, vi lever i. Det gælder også i forhold til Bibelens lære om skabelse og syndefald. Mennesket kom først, derefter synd og så død i skaberværket og hos mennesker. Hvis dette er sandt, så udelukker det evolutionsteoriens tanker om, hvordan livet og arterne har udviklet sig, og hvordan mennesket er blevet til.

Som barn og ung lærte jeg, at vi på grundlag af Bibelens ord og lære entydigt og fuldstændigt må afvise evolutionslæren. Jeg lærte også, at vi ikke skal skamme os over vores overbevisning eller frygte argumenterne mod den. Vi står i virkeligheden med de bedste argumenter. Evolutionslæren er en teori med store huller og uløste problemer, og der er en lang række naturvidenskabsfolk på højeste faglige niveau, som uden at give køb på deres faglighed argumenterer mod og afviser evolutionsteorien.

Jeg lærte endvidere, at vi ikke skal være respektløse og nedladende i forhold til evolutionsteoriens tilhængere. De er i almindelighed oprigtige og seriøst tænkende mennesker, der bare er konsekvente i forhold til deres principielle udgangspunkt: at der ikke er nogen evig og almægtig Gud, og at alt derfor må være opstået inden for rammerne af et lukket univers. Evolutionsteorien er det aktuelt bedste bud på, hvordan alt kan være blevet til uden Gud. Uden evolutionsteorien må den moderne naturvidenskab udvikle en anden teori om alle tings oprindelse uden Gud. Det er vilkårene.

Det lærte jeg som barn og ung. Det lærte vi alle i vore bibeltro, lutherske sammenhænge i Danmark.

Siden da har jeg læst mange bøger om evolution og skabelse. Jeg har læst bøger af evolutionstilhængere og af evolutionsbenægtere. Intet af det, jeg har læst, har svækket min tro på, at vi ikke er blevet til ved evolution, men ved Guds enestående, specielle skabelse. Det har jeg skrevet mere udførligt om i anden sammenhæng.^viii Her vil jeg blot afslutningsvis nævne fire forhold, som for mig på en overbevisende måde bekræfter, at evolutionsteorien ikke stemmer med virkeligheden.

1) Ingen mellemformer

Jeg har allerede ovenfor nævnt, at der blandt fossilerne i jorden ikke er blevet fundet ét overbevisende eksempel på en mellemform mellem to arter. Evolutionsteorien står eller falder med, at der har været biologiske mellemformer mellem for eksempel fisk og frøer, frøer og firben, firben og fugle.

Hvis livets udvikling virkelig er sket gennem utallige, gradvise forandringer, må der have eksisteret en overvældende mængde af dyr med kvart og halvt udviklede organer i en mellemfase mellem to livsformer. Det er disse mellemformer, der binder evolutionsteorien sammen. Uden dem falder den fra hinanden. Darwin fastslog selv, at hans teori indebar, ”at der med sikkerhed må have eksisteret et enormt antal mellemformer på jorden”.^ix

Darwin vidste godt, at man på hans tid ikke havde fundet nogen mellemformer. Men han var overbevist om, at fremtidige udgravninger ville afdække en stor mangfoldighed af mellemformer.

Nu er der gået mere end 150 år. Vi har afdækket mere end 200 millioner fossiler. Vi har ikke fundet én eneste forstenet mellemform.^x Der er et absolut og uløseligt modsætningsforhold mellem evolutionsteorien og de fundne fossiler.

En guldsmed fra kridttiden ligner til forveksling en guldsmed fra 2019. Billede fra fossilmuseet i Toulouse.

2) Ingen makroevolution

Som vi ikke finder mellemformer blandt fossilerne, sådan finder vi heller ikke i den levende natur noget eksempel på igangværende evolution fra én art til en anden.

Vi kan finde mange eksempler på udvikling inden for en art. Det vil enhver katte- og hundeentusiast kunne redegøre for. Udvikling inden for en art som for eksempel kattearten eller hundearten kalder vi for mikroevolution. Der vil typisk være tale om, at de enkelte dyr bærer på en pulje af gener, hvor forskellige gener under forskellige omstændigheder kan komme til udfoldelse. Der kan også være tale om mutationer, hvor der opstår fejl i arveanlægget, så en ny celle bliver en lille smule anderledes end den celle, som den kommer fra. I langt de fleste tilfælde vil disse mutationer være destruktive. I sjældne tilfælde kan de medføre en fordel. Men der er langt fra at opnå en lille fordel inden for sin art til at udvikle sig fra én art til en anden – det, vi kalder makroevolution.

I den foreliggende natur i dag ser vi ingen eksempler på makroevolution, og det er mere end svært at redegøre for, hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre. I en videnskabelig artikel i 1996 skrev tre evolutionistiske forskere således: ”Der er tilstrækkelig genetisk forklaring af mikroevolution, men de mikroevolutionære ændringer i genfrekvensen synes ikke at kunne omdanne et krybdyr til et pattedyr eller en fisk til en padde (…) Arternes oprindelse, Darwins problem, er fortsat uløst”.^xi

3) Ingen matematisk holdbar teori

Evolutionen er ifølge Darwin sket ved, at der er forekommet en meget lang række af ”uendeligt små nedarvede variationer, som hver især har været gavnlige for de overlevende væsener”.^xii

Tanken kan muligvis lyde besnærende, men det besnærende fordamper, når man ser nærmere på teorien. DNA-koden i den mest simple celle rummer information svarende til fire bøger på hver 500 sider med en grammatisk korrekt formuleret og indholdsmæssigt meningsfuld tekst. Mutationer er helt tilfældige ændringer i DNA-koden svarende til helt tilfældige ændringer i teksten i de fire omtalte bøger. Vil sådanne helt tilfældige og retningsløse ændringer over tiden medføre en bedre tekst i stadigt flere bind med helt korrekt formuleret og indholdsmæssigt meningsfuld tekst? Eller vil de helt tilfældige ændringer medføre en stadigt mere ulæselig, meningsløs og ubrugelig tekst?

En menneskecelle indeholder information svarende til indholdet af ca. 2000 bøger på hver 500 sider med grammatisk korrekt formuleret og indholdsmæssigt meningsfuld tekst. Giver det mening at hævde, at den simpleste celles fire bøger over tid har udviklet sig til menneskecellens 2000 informationsspækkede bøger ved en kolossal masse helt tilfældige og retningsløse fejl, som har ødelagt den oprindelige tekst, men som på forunderlig vis har frembragt menneskecellens informationsmæssige underværk og undervejs i processen har frembragt millioner af andre fuldt funktionelle, enestående og underfulde arter på jorden?

Den amerikanske matematiker I.L. Cohen fælder følgende dom: ”At hævde og argumentere for, at mutationer sammen med ’naturlig selektion’ er den grundlæggende årsag til fremvæksten af 6 millioner forskellige og kolossalt komplekse arter, det er at gøre grin med logikken, benægte de foreliggende beviser og forkaste fundamental matematisk sandsynlighedsregning”.^xiii

4) Ingen forklaring på livets tilblivelse

Hvordan er den første levende celle blevet til? En Boeing 747 består af 4,5 millioner enkeltdele, som skal sættes sammen på den helt rigtige måde, for at maskinen kan flyve. Men det er intet i sammenligning med den simpleste celle, som består af flere milliarder dele, som også skal sættes sammen på den helt rigtige måde og vel at mærke i ét og samme øjeblik, for at den kan leve. At påstå, at det er sket ved en tilfældighed, er intet mindre end absurd.

Den engelske astronomiprofessor Fred Hoyle kom til tro på en skabende Gud ved at se hans “ledende hånd” bag alt i naturen og her ikke mindst i den levende celle. Om sandsynligheden for, at livet kunne opstå af sig selv ved et rent tilfælde, udtalte han, at det var lige så sandsynligt, som at en tornado, der fejede gennem en losseplads, ved et rent tilfælde kom til at samle en komplet og flyvefærdig Boeing 747, som tilmed skulle være i stand til at kopiere sig selv.

Det er et billedstærkt eksempel, men billedet er ret beset svagt, for den mest simple celle er så usammenligneligt langt mere kompliceret end den mest avancerede flyvemaskine.

Professor George Wald fik Nobelprisen i human fysiologi og medicin. Han erkendte meget åbent: ”Man skal kun grunde lidt over projektets storhed for at forstå, at en spontan udvikling af levende organismer er umulig. Ikke desto mindre, så er vi her jo – og derfor tror jeg på en spontan udvikling.”^xiv

Professor Wald er et eksempel på en naturvidenskabsmand, som i troskab mod fagets grundlæggende præmisser udelukker muligheden af og troen på en skaber. Wald ville hellere tro på noget, som ifølge ham selv var umuligt, end han ville lytte til og tro det vidnesbyrd, som kommer fra den levende celle, der nærmest råber til os: ’Jeg er skabt! Jeg er et værk af en underfuld skaber og Gud!’^xv

Guds visdom til frelse

Der er få ting, jeg oplever så styrkende og støttende for min tro på eksistensen af en levende Gud som at læse om og arbejde med naturens vidnesbyrd om Guds skabelse.

”For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger” (Rom 1,20). Det er sandt. Gud har givet os en vidunderlig åbenbaring af sin eksistens og af sin guddommelige magt i skaberværket. Denne åbenbaring er givet, for at vi skal tage imod den og lade den danne grundlag for tak og lovprisning.

Og der er fuld overensstemmelse mellem Guds tale i naturen og Guds tale i Bibelen. Bibelen bekræfter hele vejen igennem troen på en almægtig Gud, som er himlens og jordens og alt levendes skaber, og som fra begyndelsen skabte alt godt.

Når vi bekender denne tro, kommer vi til at stå som dårer i den vantro verdens øjne. Men det gør vi også, når vi bekender troen på, at Gud på grund af vores fald i synd og for vores frelses skyld blev menneske, døde på korset for os, opstod af graven, for til himmels og kommer igen for at skabe en ny himmel og jord til alle dem, som har taget imod hans frelse i tro.

Alt det bærende i Bibelens lære om Gud, skabelsen, syndefaldet og frelsen er en dårskab i denne verdens øjne. Men som kristne tager vi imod hele denne bibelske lære med uforbeholden tillid, og vi bekender den med glæde. For det, som er dårskab i verdens øjne, det er den sande og evige visdom til frelse fra Gud. Gud give, at vi må være villige til at fremstå som dårer i verdens øjne i tro på og bekendelse af Guds visdom til frelse.

”Hvis nogen af jer mener at være vis i denne verdens forstand, må han blive en dåre for at blive vis” (1 Kor 3,18-19).

”Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om. Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus” (2 Tim 3,14-15).

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.