I Bibelen bruges ordet ´frelse´ i forskellige sammenhænge og betydninger. I Det Gamle Testamente anvendes ordet, når det fx fortælles, at Israels folk blev udfriet fra trældommen i Egypten (2 Mos 14,13 og 30). Vi læser også, at Gud frelste eller reddede enkeltpersoner fra personlig nød som sygdom eller forfølgelse (Sl 18,4 og 33,19-22). I Det Nye Testamente kan vi læse, at Jesus frelste disciplene fra stormen på Genesaret Sø (Matt 8,26), og at Peter blev frelst, da han sank i bølgerne efter at have gået på vandet (Matt 14,30).
På denne baggrund forstår vi, at ordet ´frelse´ har en bestemt grundbetydning, nemlig det at befri eller redde nogen fra nød eller fare. Hvad den enkelte lægger i ordet ´frelse´, er derfor afhængig af, hvad man frelses fra. Den, der reddes fra trældom, frelses fra trældom. Den, der reddes fra stormen, frelses fra stormen osv.
Når vi her siger, at der findes en bestemt lære om frelsen, sætter vi ordet ´frelse´ i en helt bestemt sammenhæng. Da betyder det at blive befriet fra Guds dom over vores synder. Dermed er vi kommet til et helt afgørende og grundlæggende punkt i den kristne troslære. Jesus er ikke kommet for at frelse fra politiske problemer eller fra en miljøkatastrofe. Dybest set er det Gud, han frelser os fra, nærmere bestemt Guds dom over vores synder. Fordi Jesus er Gud, kan vi sige, at frelsen sker ved, at Gud selv frelser os fra sin egen dom og vrede. Hvad det indebærer, vil vi komme tilbage til i de næste kapitler.
Når vi oftest bruger ordet ´frelse´ om det, Jesus Kristus har gjort for at redde os fra Guds dom over vores synder, betyder det ikke, at vi vil afvise, at Bibelen også bruger dette ord i andre sammenhænge. Vi vil snarere sige, at et menneske nok kan blive reddet eller frelst fra sygdom eller anden nød. Det er imidlertid vigtigt at være klar over, at et menneske kan få en sådan hjælp eller frelse fra Gud, selv om det ikke har fået del i frelsen fra synden. At blive frelst fra synden er noget andet end fx at blive helbredt.
At blive reddet fra Guds dom er altså ´frelse´ i egentlig og snæver betydning. Denne frelse har vi alle brug for, fordi vi alle har syndet mod Gud. Derfor lærer Bibelen, at Jesus Kristus er kommet for at ”frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Den lærer også, at han søger og frelser ”det fortabte” (Matt 18,11).
Bibelen viser os, at Gud frelste os, ved at Jesus mødte Gud som vores stedfortræder. Det betyder, at Gud valgte ham til at være hele menneskehedens repræsentant. Som sådan blev han gjort ansvarlig for al den synd, mennesker har gjort sig skyldige i, og han mødte Gud i stedet for os og tog imod den dom og straf, som vi havde fortjent (2 Kor 5,21).
På samme måde som synden kom ind i verden ved ét menneske, nemlig Adam, skulle også mennesket frelses ved én person, nemlig Guds evige søn. Han lod sig føde ind i denne verden som et menneske for at være vores repræsentant over for Gud, og for at borttage den dom, vi er skyldige til (Rom 5,18).
Fordi Jesus påtog sig at frelse mennesker fra følgerne af Adams fald, kaldes han ´den anden Adam´. Der er derfor en lighed mellem Adams fald og Jesu frelse, samtidig med at der også er en helt afgørende forskel.
Ligheden består i, at ligesom Adams fald fik følger for alle mennesker, får Jesu frelse også følger for dem, der tror på ham og tager imod hans frelse. Forskellen er, at det, Jesus gjorde, ikke får negative følger, men gode følger. Det, Bibelen kalder velsignelse. Hans gerning gør det muligt at blive frelst fra Guds dom over Adam og hans efterkommere. De, der tror på ham, frikendes fra denne dom og dens følger (1 Kor 15,45).
Det betyder ikke, at Jesus kun har gjort nok til at frelse nogle mennesker. Hans død og opstandelse er så omfattende, at alle mennesker kan blive frelst. Gud har dog bestemt, at selve frelsen modtages ved tro. Det hænger sammen med, at han også vil genoprette det i mennesket, som blev ødelagt ved syndefaldet, nemlig Guds billede i mennesket.
At troen skabes i et menneske indebærer derfor, at tilliden og fortroligheden til Gud genoprettes, og at Guds billede dermed fornyes. Det kan kun ske ved at mennesket hører, hvad Gud har gjort for at frelse det, og at det ved Guds indgreb forstår budskabet. Ved budskabet om Jesus Kristus bliver Guds kærlighed åbenbaret for mennesker, og når de hører dette budskab, kommer troen (Rom 10,17).
Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske
Hvis vi skal kunne forstå, hvad Jesu frelse indebærer, må vi have klarhed over, hvem Jesus Kristus egentlig er. Først når det bliver klart for os får vi den rette forståelse af frelsens værdi og rækkevidde. Ifølge Skriften må vi tro, at frelsen er udført af en person, der både er Gud og menneske. Frelsens værdi har sin grund i, at den på den ene side er Guds gerning over for mennesker, og på den anden side er udført for os af et syndfrit menneske.
Vi skal se nærmere på, hvordan vi ud fra Bibelens omtale af Jesus kan begrunde, at han er både Gud og menneske. For det første ser vi, at Jesus gav sig ud for at være Gud, bl.a. ved at bruge udtryk om sig selv, som ifølge jødernes tro og Det Gamle Testamentes lære alene kunne bruges om Gud. Særlig tydeligt er det, når Jesus bruger udtrykket ”Jeg er” om sig selv. Det sker bl.a. i Joh 6,35, 8,58, 10,11 og 14,6.
Ifølge Det Gamle Testamente og den jødiske tro er udtrykket ”Jeg er” Guds navn. I denne betydning bruges det i 2 Mos 3,14, hvor der fortælles om dengang, Moses mødte Gud i den brændende tornebusk. Da Gud befalede Moses at gå til Farao for at påbyde ham at frigive Israels folk, spurgte Moses, hvad han skulle svare, hvis folket spurgte om, hvem der havde sendt ham. Gud svarede: ”Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”
For jøderne er udtrykket ”Jeg er” helligt. I Det Gamle Testamente bruges det ellers som Guds navn i en noget anden form. Da bliver det oversat med Herren, Jahve eller Jehova. På den baggrund forstår vi måske, hvad Jesus mener, når han beder: ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, …” (Joh 17,11). Vi forstår også, hvad det vil sige, at Jesus har fået det navn, som er over alle andre navne (Fil 2,9).
I evangelierne ser vi, at Jesus også på andre måder gav udtryk for, at han var Gud. Blandt andet er det klart, at han har forventet, at hans disciple skulle forholde sit til ham som til Gud selv. Jesus blev derfor tilbedt som Gud, allerede da han var barn (Matt 2,11). Det samme skete fx, da Jesus gav missionsbefalingen. Da faldt disciplene ned for Jesus og tilbad ham (Matt 28,17). De gav ham med andre ord den tilbedelse, som kun tilkommer Gud, og det betyder, at Jesus er Gud (5 Mos 6,5).
Et andet forhold, som også viser os, at Jesus virkelig gav sig ud for at være Gud og blev opfattet sådan, er, at mennesker, som var spedalske, lamme og blinde, søgte ham, for at han skulle gøre dem raske. Ved at bede Jesus om det, bad de ham egentlig om at gøre noget for dem, som kun Gud kan. Måske uden selv at gennemtænke det søgte de Jesus, som om han var Gud. Jesus gav dem også det, som kun Gud kan give. Han helbredte sygdomme og gav dem tilgivelse for synd. Jesu undere var med andre ord også vidnesbyrd om, at han var Gud.
I Skriften ser vi også, at Jesus taler med en autoritet, som går langt ud over den myndighed, noget menneske kan have. Han taler nemlig Guds ord i første person, og dermed som Gud selv. Det er tydeligt i de taler, Jesus holdt. Det Gamle Testamentes profeter indledte altid deres budskab med at sige: ”Så siger Herren.” Jesus brugte andre ord. Han indledte sit budskab med at sige: ”Jeg siger jer.” Dermed gav han til kende, at når han talte, så talte Gud (Matt 7,29).
At Jesus er Gud fremgår også af, hvad han lærte om sig selv. Jesus sagde, at han er ét med Faderen, at han er fra evighed, at han som Guds søn blev sendt af Faderen for at frelse mennesker, og at han har fået al magt i himlen og på jorden. Altså den magt, som kun Gud kan have (Joh 10,30; Matt 28,18).
Inkarnation og jomfrufødsel
Læren om at Jesus er sand Gud og sandt menneske bygger på læren om inkarnation. ´Inkarnation´ betyder egentlig, at Guds søn iklæder sig ´kød´, dvs. går ind under alt, hvad menneskenatur er og dermed bliver menneske. Ordet ´inkarnation´ henviser derfor til det, der skete, da Guds evige søn lod sig undfange i jomfru Marias liv, ved Den Hellige Ånd, og føde som menneske. I inkarnationens øjeblik blev den guddommelige og menneskelige natur forenet i Guds søns evige person (Matt 1,18-25; Luk 1,26-37; Joh 1,1-14; Gal 4,4).
Vi kan derfor drage den slutning, at Jesus blev til som foster i Marias liv uden en mands medvirken. Det er grunden til, at den kristne kirke bekender, at Jesus er født af en jomfru og undfanget ved Den Hellige Ånd. Fra og med inkarnationsøjeblikket var Jesus altså helt og fuldt menneske. Samtidig fortsatte han med helt og fuldt at være Gud.
Det betyder, at den menneskenatur, Jesus tog på sig, var en sand og skabt menneskenatur, ligesom vores natur. Samtidig var Jesu menneskelige natur dog forskellig fra vores, fordi han var uden synd. Det er helt afgørende for vores frelse i Jesus.
Som vi tidligere har været inde på, er der en lighed mellem Jesus og det første menneske, Adam. Jesu gerning fik konsekvenser for mange, ligesom Adams fald fik konsekvenser for alle. Mennesket Jesus måtte derfor repræsentere et brud i menneskeslægten. Han måtte være et nyt og syndfrit menneske, der kunne opfylde Guds lov i stedet for os.
At Guds søn blev menneske indebærer, at han skulle leve sit liv under de samme vilkår som andre mennesker. Han skulle opleve, hvad det vil sige at være fattig, syg, forfulgt, svigtet, mishandlet og uskyldig dømt. Inkarnationen er altså det første trin i Jesu gerning for at frelse os. Jesus går ind under de vilkår, mennesket må leve under efter syndefaldet. Skriften siger derfor, at Jesus blev prøvet i alle ting ligesom vi, og at han derfor fuldt ud er i stand til at forstå os, have medfølelse med os og frelse os (Hebr 4,15; Es 54,4).
Hovedformålet med, at Guds søn måtte fødes ind i menneskeslægten, var alligevel, at han skulle gøre regnskabet op for menneskenes synder. Det vil vi komme nærmere ind på.
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er oversat med tilladelse fra www.teologiteigen.net.
Nyt Liv står inde for det åndelige indhold af alle artikler, som anvendes på nytliv.dk. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til webmaster@nytliv.dk.
Udgivet af
Arne Helge Teigen
Arne Helge Teigen, lærer ved Fjellhaug Misjonshøgskole.