Hvad det betød for mig at blive læremæssigt grundfæstet

Jeg er overbevist om, at jeg blev læremæssigt grundfæstet, længe før jeg tænkte på, hvad det var for noget. Men det var mere læren, som indfangede mig, end mig, der fangede den.

Mødet med de livgivende sandheder

Helt fra jeg var barn har spørgsmålet om min sjæls evige ve og vel fyldt mig meget. Jeg har hørt megen forkyndelse, men det var, som om det ikke nåede ind og forløste mit hjerte. Og inde bag facaden var uroen for min sjæl – uroen og angsten for at gå fortabt.

På et tidspunkt kom jeg i gang med at læse Øivind Andersens bøger Livets Brød og Grundsandheder til frelse. Ved det vejrede min sjæl pludselig morgenluft: Jamen – så er der jo håb for mig!

Øivind Andersen fremlagde de livgivende sandheder med stor tankeklarhed. Jeg begyndte at se en helhed, som jeg aldrig havde set før. Jeg så, at det var for en som mig, der var håb.

Der var noget, som fangede mit hjerte ind – noget, som bar livet i sig – men jeg så samtidig, at det hele blev holdt sammen af nogle absolutte sandheder. De fangede mig ind på en måde, så de blev til fundamentspæle og et bolværk i mit liv. Det blev noget umisteligt for mig.

Et værn mod strømningerne

Disse sandheder slog rod på en måde, så de blev til en prøvesten for de åndelige tanker, som mødte mig.

Det blev sådan for mig, at hvis den lære, som havde båret livet ind i mit hjerte var sand, kunne det, som var i modstrid med den, ikke også være sandt. Sandheden tonede klart frem i lyset af den løgn, som den afgrænsede sig fra, og var en uforenelig modsætning til.

Jeg tænkte vist ikke over det dengang, men det, der skete med mig var: at jeg var ved at blive læremæssigt grundfæstet. Jeg blev lutheraner i de år.

Gennem årene har det været bevarende for mig. Jeg har blandt andet været i nogle turbulente strømninger af forskellig karismatisk og reformert art. Men der var en lære, nogle sandheder, som var blevet dyrebare for mig, og jeg følte, mit nye liv i nåden ville smuldre, hvis jeg gav plads for en lære, som var i modstrid med det, som jeg havde set livet i.

Læren havde fanget mig ind.

Nåden alene

Den lære, som bed sig fast i mit sind, har også arbejdet med mit hjerte.

Som eksempel vil jeg nævne den lære, som jeg mødte gennem Romerbrevet 4, vers 3-4: “Men den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har gerninger at opvise, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige: Ham regnes hans tro til retfærdighed“ (det var i disse ord fra 1931-oversættelsen, jeg mødte det).

De sandheder, som sættes på plads her, har fastholdt mig i en barsk lektion i læresætningen NÅDEN ALENE.

Min egenretfærdighed, min utrættelige lyst til at frelse mig selv, har igen og igen måttet løbe panden imod her. For hver gang blev det lidt mere stille i mit sind, og så tog nåden mig om hjertet.

Sandheder at stå på

Der ér noget, der er sandt, og der ér noget, der er løgn. Var dét ikke blevet noget fundamentalt i mit sind, havde jeg sikkert smøget mig uden om den lære, som kommer til udtryk i Romerbrevet 4, vers 3-4, og var nok aldrig kommet længere end til stadig at bakse rundt i min fromme selvforløsning – uden for nåden.

Hvis du ikke i dit liv med Gud står på nogle sandheder, som er blevet absolutte for dit hjerte, sådan at de afgrænser dig fra det, som er i modstrid med dem, så har du intet værn, når strømningerne kommer – intet bolværk – du skyller bare med strømmen, og ender der, hvor strømmen ender – sikkert langt fra Kristus og nåden.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2017. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Peder Mikkelsen

Peder Mikkelsen, Lystrup, prædikant i Luthersk Mission.