Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.
Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde (Luk 16,19-31).
Der var en rig mand og en fattig mand. Den rige mand levede i sus og dus. Hver dag var en fest i overflod – hver eneste dag. Den fattige mand, Lazarus, hans håb var blot at kunne spise sig mæt i resterne fra den riges fest. Aldrig var det for Lazarus en fest.
Den rige mand var omgivet af venner og bekendte, som festede med ham. De eneste, som gjorde Lazarus selskab, var hundene – ikke kæledyrene, men de vilde hunde, som slikkede hans væskende og betændte sår.
Sådan indleder Jesus den kontrastfulde lignelse om den rige mand og Lazarus.
Videre i lignelsen står der om den rige mand, at han en dag dør og bliver begravet. Den fattige mand dør også – men der står ikke, at han bliver begravet. Der står, at han af englene blev båret hen i Abrahams skød. Den fattige mand blev sandsynligvis kørt med resten af affaldet på lossepladsen uden for byen.
Der er en alvor af evig betydning i denne lignelse. For hvor Lazarus vågner op i Abrahams skød, hos troens far, altså i Himlen, så slår den rige mand øjnene op i dødsriget, hvor han pintes dagen lang.
Abraham fortæller den rige mand, at der er lagt en dyb kløft mellem himmel og helvede – så dyb, at den ikke kan krydses.
I dødsriget er det evigt for sent – og det fortæller Jesus, at det blev det for den rige mand. Evigt for sent!
Men den rige mand – var hans evighed på forhånd afgjort? Hvorfor blev han ikke givet mulighed for nåde og tilgivelse?
Jeg læste det mange gange, før det gik op for mig, at den rige mand jo genkendte Abraham med det samme. Det var ikke det, at manden var rig, der på forhånd havde afgjort hans evighed. For da den rige mand spørger Abraham, om ikke Lazarus kan sendes til hans familie, så svarer Abraham to gange, at de har Moses og profeterne!
Guds ord er det, som frelser – og det er alene det ord, som frelser. Den rige mand kendte det ord, for han genkendte jo Abraham med det samme. Også han havde hørt Moses og profeterne – men rigdommen havde vundet hans hjerte.
Det er ikke uden grund, at vi advares mod rigdommen – men det, som afgjorde den rige mands evighed, var ikke hans penge, men at Guds ord var blevet vraget og ikke var hjertets rigeste skat.
”Om jeg kunne leve uden Jesus, hvordan skulle jeg dog dø engang?” spørger Lina Sandell i en sang (Sange og Salmer nr. 509).
Jesus giver os svaret her. Og vi må spørge os selv: Hvad er mit hjertes rigdom?
Om du ejer Jesus, ja kun Jesus, og i hele verden intet mer, o, så ejer du dog alt i Jesus!
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Jan Pedersen
Jan Pedersen, Høgild, sælger.