Til forsvar for troen (Del 3)
Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler (Jud 1,22).
Tabu eller ideal?
”Tvivlen er et spøgelse, som plager mig dag og nat. Tanken om, at Gud måske ikke findes, og at det hele er et stort bedrag, vil ikke lade mig i fred. Og det værste er, at når jeg kommer i menigheden, føler jeg, at jeg er den eneste, der har det sådan. Det er som om, de andre slet ikke kender til den tvivl, men bare lever stille og roligt med Gud, som om han var en selvfølge for dem. Og prædikanterne taler ikke et ord om de spørgsmål, der virkelig plager mig, de tager det altid for givet, at Gud findes, og at det, der står i Bibelen er rigtigt. Jeg kan snart ikke holde det ud mere …”
Når jeg – særligt over for unge mellem 15 og 30 år – gengiver denne tankerække, møder jeg som regel en forbavsende genklang. En genklang, som i hvert fald har været nok til at overbevise mig om, at følelsen af at være ”den eneste”, der slås med tvivl, er helt forkert.
Samtidig fornemmer jeg dog også, at en modreaktion mod det, man med en vis ret betragter som missionshusmiljøernes tabuisering af tvivlen, allerede længe har været i gang, og at denne modreaktion i nogle sammenhænge er nået så vidt, at det nu nærmest betragtes som noget lidt ”fint” at være tvivler.
I det postmoderne samfund har vi fået et nyt ideal, der hedder, at vi som mennesker altid skal være ”på vej”. Det samme ideal begynder vi nu i tiltagende grad også at møde i menighederne. De kristne, der siger, at de har fundet Sandheden, og som aldrig giver udtryk for tvivl, bliver derfor mere og mere set på med skepsis: De må være uærlige over for sig selv, mener man. Eller de må have lukket sig for meget inde i menighedens osteklokke.
Det ”fine” er derimod at kunne stå åbent og ærligt frem og fortælle, at man er en tvivler, og at man ikke har alle svarene, men at man er ”på vej”.
Bibelens skildring af tvivlen
Går vi til Bibelen, er den forbavsende langt fra både fortrængningen og forædlingen af tvivlen. Tvivlen indgår i Bibelen i en åndskamp, som skal tages meget alvorligt.
Lad os tage et eksempel:
I Salme 73 beretter Asaf om sin store anfægtelse ved at se på, hvor godt det går de ugudelige. Det virker ikke til, at der er nogen som helst retfærdighed til i verden. Evigt trygge øger de ugudelige deres rigdom, samtidig med at de spotter Gud og kalder ham blind og dum. Asaf selv, som bestræber sig på at leve et gudfrygtigt liv, bliver til gengæld ramt dagen lang og tugtet hver morgen.
Hvor er retfærdigheden? Hvor er Gud? Er det ikke åbenlyst for enhver, at spotterne har ret i det, de siger?
Det er sådan en type tvivl, Asaf er blevet indfanget af. Og det er en tvivl, som Asaf ikke kan slå sig til ro med. Tværtimod er tvivlen noget, der konstant nager i Asafs indre, og som efterhånden gør hans hjerte bittert.
Når Asaf i salmens indledning ser tilbage på dette liv i tvivlens mørke, må han sammenfattende bekende: ”Jeg var nær snublet, mine fødder var nær ved at glide” (v. 2). Asaf var med andre ord nær faldet fra troen, hvilket også ses af, at han har været fristet af tanken af at tale som de ugudelige (v. 15).
Vi skal komme tilbage til, hvordan Asaf fik hjælp. Men her er det vigtigt at bemærke, hvordan tvivlen i en levende kristens hjerte beskrives. Tvivlen er en fortvivlende tankerække, som holder et menneske fast mod dets vilje. Tvivlen er en plageånd, som man ikke kan blive kvit.
Sidst og værst er tvivlen en gift, som kan fjerne et menneske fra Jesus. For tvivlen kan gøre hjertet bittert over for Gud.
I bitterheden ligger en form for resignation, som kommer efter tilstrækkeligt mange bristede forhåbninger og forgæves bønnekampe. Efter at have kæmpet hårdt og længe med de samme ting når de fleste mennesker til et punkt, hvor de ikke orker kampen mere. Når hjertet er blevet såret og skuffet tilstrækkeligt mange gange, forskanser det sig i bitterhed.
Bitterhedens forskansning er en form for styrke, der gør det lettere at leve med de ting, der før plagede en så voldsomt. Til gengæld gør bitterheden det sværere og sværere at leve med Gud i hverdagen. Det bliver sværere og sværere rigtigt at tage lovens dom ind over livet. Det bliver sværere og sværere at møde evangeliets frisættende kraft. For Gud er kommet på afstand. Og i hjertet er troen i det stille ved at kvæles.
Barmhjertighed mod tvivleren
Tvivl er i Bibelen ikke noget fint og flot, som hører til enhver ærlig kristens gudsforhold. Tvivl er en tærende kraft, en ætsende gift, som skal behandles, hvis den ikke skal føre ind i vantro og mørke. Netop derfor skal den heller ikke blot ignoreres og tabuiseres. Tvivlen skal mødes, og den skal hjælpes.
”Der er nogle, I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler.” Det er overskriften for Bibelens tale om tvivlen.
Tvivlen er for den kristne, som al anden synd, en plage, som man ikke kan leve i og have det godt med. Som med al anden synd skal vi ikke forvente at kunne blive tvivlen kvit. Men som med al anden synd skal den heller ikke idealiseres eller normaliseres.
Tvivlen er en plage. Og i tvivlen ligger kimen til frafald. Det ved den, der lever med Gud og Guds ord i hverdagen, og samtidig kæmper med tvivlen. Derfor har den kristne tvivler brug for barmhjertighed og hjælp.
Spørgsmålet bliver da: Hvordan skal vi som menighed vise barmhjertighed over for dem, der tvivler? Hvad er det, der kan hjælpe?
Den samme hjælp
Her tror jeg for det første, at det er vigtigt, at vi gør os klart, at tvivlens kræfter ikke er noget andet end vantroens kræfter, som vi møder, når verden kræver os til regnskab for det håb, vi har. Det er ikke en anden ånd, vi møder hos tvivleren end den, vi møder hos den vantro. Vi har som kristne endnu del i verdens ånd og vantroens ånd, og det er denne ånd, der viser sit ansigt, når vi indfanges af tvivlen, ligesom når vi indfanges af enhver anden synd.
Derfor er hjælpen mod tvivlen også grundlæggende den samme som hjælpen fra det trosforsvar, der er skildret i de to første artikler.
Den værste hjælp, man kan give det tvivlende menneske, er at give køb på bibeltroskaben, sådan som det for eksempel ses, når kristne prøver at få evolutionsteorien til at passe ind i kristendommen, eller når kristne prøver at bøde på lidelsens problem ved at underbetone eller helt undgå talen om Guds almagt. Sådan nogle anstødsfjernende manøvrer kan vel føles som en hjælp – men prisen for sådan en ”hjælp” er høj: Den grundlæggende tillid til Guds ord er væk, og gudsbilledet er blevet fordrejet.
Den bedste hjælp og barmhjertighed, man kan vise den, der lider af tvivlen, er, at føre det menneske til Gud selv – til Guds ord, som er ånd og liv.
Det betyder ikke, at vi skal ignorere tvivlens spørgsmål. Vi skal så vidt muligt give hjælp til at få svar på de konkrete spørgsmål, der er en vedholdende plage for den, der tvivler. Men når vi svarer, må forstanden arbejde på troens præmisser – med det personlige vidnesbyrd som grundtone og med en urokkelig bibeltroskab som fundament.
Det kristne fællesskabs betydning
Som skildret i indledningen af denne artikel er noget af det allersværeste ved tvivlen følelsen af at stå alene.
Når vi som mennesker møder svære problemer, er det i alle sammenhænge af meget stor betydning at have nogen at støtte sig til, der kender og forstår problemerne, og allerhelst nogle, der har oplevet noget lignende på egen krop.
Det er det, der kan gøre det så befriende for tvivleren at høre, når andre i menigheden fortæller om deres tvivl, og det er det, der kan gøre det så forstemmende og frimodighedsdræbende at være i et fællesskab, hvor tvivlen ingen stemme får.
Men der hvor tvivlen normaliseres eller idealiseres i det kristne fællesskab, bliver hjælpen hul og leder væk fra Gud. Vi hjælper kun mennesker kortvarigt ved at fortælle dem, at vi også selv kender til tvivl. Den ægte hjælp gives ved at berette om, hvordan vi selv har fundet hjælp i tvivlen.
Hvor det vidnesbyrd vinder frem, bliver det kristne fællesskab, som ellers kan være så svært at komme i, til stor velsignelse for tvivleren.
”Der er nogle, I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler.” Sådan vil Gud udøve sin barmhjertighed gennem menighedens lemmer.
Men i sin store barmhjertighed har Gud også gennem sit ord sat hver og en af os ind i et kristent fællesskab, som vi aldrig kan takke ham nok for: et fællesskab, der går på tværs af tider og kulturer. Vi hører nemlig i Bibelen om mennesker af kød og blod, der i deres tid og kultur har været igennem alle de samme grundlæggende kampe, som vi står i, og som nu aflægger deres vidnesbyrd for os til trøst og hjælp gennem Guds hellige ord.
I Hebræerbrevet omtales disse mennesker som ”en sky af vidner”, der står omkring os, og som med deres vidnesbyrd skal hjælpe os til at nå målet (Hebr 12,1).
Vi skal slutte med at møde vidnesbyrdene fra to mennesker, der i sjældent høj grad har været udsat for tvivlens anfægtelse, men som fandt hjælp og trøst hos Gud.
Den ene af de to er Asaf, hvis tvivl og bitterhed vi allerede har mødt i indledningen. Men først skal vi møde en beslægtet sjæl fra Det Nye Testamente, nemlig disciplen Thomas.
Troskæmpen Thomas
Disciplen Thomas er for eftertiden blevet kendt som ”tvivleren” blandt disciplene.
Egentlig er det ikke helt retvisende.
For det første reagerede de øvrige disciple også med vantro, da de blot hørte rygterne om Jesu opstandelse: ”Det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne” (Luk 24,11).
For det andet er der nogle ord i Johannesevangeliet kapitel 11, som kan tyde på, at Thomas’ forhold til Jesus før påskens begivenheder langt fra var tvivlerens forhold.
Johannesevangeliet kapitel 11 beretter om, hvordan disciplene prøver at tale Jesus fra at tage tilbage til Judæa, fordi de frygter for hans (og vel også deres eget) liv. Men da Jesus holder fast på at tage af sted til den døde Lazarus, er det Thomas, der sætter sig i spidsen for discipelflokken og siger: ”Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham” (Joh 11,16).
Det er ikke meget, vi hører om Thomas i Bibelen, og vi hører heller ikke meget om baggrunden for disse ord. Men jeg tror, at netop disse ord kan kaste et nyt lys ind over Thomas’ reaktion i påskedagene.
Ordene viser for det første et stort heltemod fra Thomas’ side: Han er parat til at sætte sit eget liv til for at følge Jesus! Men det er mere end et stort heltemod.
Helt hvor stærkt dette udsagn fra Thomas er, forstår vi næppe, hvis vi ikke ved, hvor utænkeligt det var for en jødisk tankegang, at Messias skulle dø. Det var så urimelig en tanke, at Jesus flere gange direkte kan sige til sine disciple, at han drager til Jerusalem for at dø, uden at de på nogen måde er i stand til at tage hans ord til sig. Messias skulle jo være konge, Messias skulle skabe fredsriget, Messias skulle forløse sit folk. Så kunne han jo ikke bare dø – og da slet ikke dø en gemen forbryders død.
Thomas har uden tvivl delt de andre disciples forventninger og har følt tanken om Jesu død som noget uvirkeligt og urimeligt. Men på dette tidspunkt i Johannesevangeliet kan Thomas altså sige til disciplene: ”Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”
Hvad ligger der i de ord?
Jeg tror, at den ellers så stille og fåmælte discipel her træder frem som leder af discipelflokken med en bekendelse, der afslører en tillid til Jesus, som bedst kan sammenlignes ved den tro, Abraham udviser, da han er parat til at ofre sin søn Isak. Thomas tror ”med håb imod håb”. Han tror Jesus på ordet med en overbevisning så klippefast, at intet i verden, selv ikke så tydelig en demonstration af, at Jesus ikke var Messias, som hans død ville være, kunne få Thomas til at forlade sin herre og frelser.
Den frafaldne Thomas
Og så sker det alligevel. Den næste replik, vi hører fra Thomas’ mund, er, da disciplene fortæller ham, at de har set Jesus. Til dette svarer Thomas med voldsomt eftertryk: ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke” (Joh 20,25).
Hvad er der sket?
Der er sket det, at Thomas har stået ved Jesu kors den frygtelige langfredag. Han har set Jesus hænge på korset, vanæret på krop og sjæl. Thomas har hørt spotten mod sin herre og mester: ”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.”
Men værst af alt har han set en helt anderledes Jesus end den Jesus, han har lært at kende. Spændt fast med hænderne naglet fast til korset udstrålede Jesus den mest ydmygende afmagt. Det var ynkeligt at høre ham sige ”jeg tørster” og få en svamp med eddike op i ansigtet. Det var forfærdende at høre Jesu selv råbe: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Til det sidste håbede Thomas på et mirakel. Selv da Jesus udåndede kunne Thomas ikke lade være med at klynge sig til et sidste halmstrå af håb. Men så kom han der: Soldaten med det lange spyd – og gjorde det endegyldigt forbi med Jesus. Der kom blod og vand ud af hans sides sår. Det var det endegyldige bevis. Jesus var død.
Måske var Thomas den af disciplene, der havde den største tro og tillid til Jesus. Desto stærkere har langfredags begivenheder virket på Thomas. Han holder sig ikke sammen med de andre disciple bag lukkede døre af frygt for jøderne. Jeg tror, det skyldes, at Thomas er fyldt af en håbløshed og en meningsløshed så stærk, at han ikke ser noget formål med at beskytte sit eget liv. Alt, hvad han har levet for, er med et slag blevet frataget ham.
Da disciplene møder ham, har han forskanset sig i bitterhed.
Billederne af Jesu naglemærkede hænder og af soldaten, der stikker sit spyd ind i siden på Jesus og gør alt håb ude, har brændt sig fast på Thomas’ nethinde. Derfor svarer han, som han svarer. Han siger ikke bare: ”Det vil jeg se, før jeg tror det.” Nej, Thomas giver med sine ord om naglemærkerne i Jesu hænder og spydstikket i Jesu side en lille antydning af den unævnelige gru, som langfredags begivenheder har været for ham, og som nu har lukket hans hjerte fuldstændigt for at høre mere om Jesus.
Korsets skjulte Gud
Asaf og Thomas er beslægtede skikkelser. De var hårdere ramt af tvivlen, end de fleste bliver. Men måske kan vi alligevel genkende noget hos dem.
Asaf og Thomas stod begge i nogle sammenhænge, hvor de følte sig alene, og hvor verdens ubarmhjertige spot mod den Gud, som deres tro rettede sig imod, lød med tiltagende larm og kraft.
Det i sig selv var hårdt. Men det, der gjorde verdens spot så giftig, var især, at den kom, mens Asaf og Thomas erfarede korset i deres liv. De erfarede det, som Luther udtrykker sådan, at Gud ”skjuler sig under sin modsætning”. Den Gud, som skulle være hellig, almægtig og retfærdig, fremtrådte i svaghed, lod sig spotte og lod uretfærdigheden herske.
Det var, hvad Asaf og Thomas kunne se med deres øjne. Det var, hvad alle deres sanser fortalte dem. Og i deres hjerte oplevede de mere og mere virkeligheden, sådan som spotterne gjorde.
Men nu var tiden inde for, at Gud ville vise sin barmhjertighed.
Hjælpen for Asaf
Når Asaf vidner om, hvad der blev ham til hjælp, bekender han, at han først søgte hjælpen gennem sin egen forstand: ”Jeg tænkte efter for at forstå det” (Sl 73,16a).
Men Asaf fandt ingen hjælp i sine tanker og analyser. Konklusionen er klar: ”Det var en uret i mine øjne” (v. 16b).
Disse ord står som en sammenfattende konklusion på hele salmens første halvdel.
Men nu kommer salmens afgørende vendepunkt: ”indtil jeg kom til Guds helligdom” (v. 17a).
Det er klart af hele salmens opbygning, at de ord ”indtil jeg kom til Guds helligdom” er det, der bliver den afgørende hjælp for Asaf.
Hvad møder Asaf da i Guds helligdom, som betyder så stor en omvæltning for hans hjertes tanker?
Det behøver vi ikke gætte på. Vi ser af resten af salmen, hvad det er, der fylder Asafs hjerte efter dette møde med Gud i helligdommen. Det, der fylder Asaf, er det, som han også sætter som en overskrift for salmen: ”Gud er god mod Israel, mod de rene af hjertet” (v. 1).
Og det er jo ellers lige netop det, som Asafs erfaringer modsiger! Men i Guds helligdom møder Asaf et ord, der har ånd og liv i sig til at åbenbare en anden virkelighed for Asaf end den, der fremtræder for hans sanser og forstandens umiddelbare analyser af, hvad der foregår i verden.
I Guds helligdom møder Asaf et ord, der vækker ham, så han ser virkeligheden med troens øjne. Ordet gør ham vågen, så han ser, at den tvivl, som han sidder fast i, ikke er en neutral og objektiv analyse af verden, men en farlig synd, en slangegift, som er ved at bemægtige sig hans hjerte, så det vender sig bort fra Gud.
I Ordet møder Asaf evighedens alvor. Han møder den virkelighed, som jo egentlig skulle være åbenlys for enhver: at et menneskes liv er som et vindpust. Men dertil møder Asaf et ord, der forkynder for ham, at ethvert menneske står til regnskab for den hellige Gud med sit liv, og at Guds vrede og dom bliver frygtelig over synderen, som ikke her på jorden hører Guds kald til omvendelse.
De gudløse fremstår ganske vist ”evigt trygge”, mens de er optagede af at øge deres rigdom og mæske sig med fede retter. Men med troens øjne åbne kan Asaf se, at det er lige det modsatte, de er. De er ikke trygge i evighed! De har kun dette liv at glæde sig i. Og dette liv på jorden er så ufatteligt kort, at det kommer til at briste som en uvirkelig sæbeboble, når de ugudelige rammes af de evige rædsler under Guds vredes dom:
”Ja, du stiller dem på glatte veje, du lader dem falde i fordærv. Så hurtigt de går til grunde! De omkommer, de bliver tilintetgjort af rædsler. Som en drøm, når man vågner, Herre, når man står op, ringeagter man dens billede” (v. 18-20).
Da Asaf bliver vågen for evighedens alvor, bliver det også klart for ham, hvad der virkelig betyder noget i hans liv: at nå hjem til det evige liv hos Gud, som han har været så tæt på at miste! ”Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden” (v. 25).
Er det nu ikke sat på spidsen? ”Hos dig ønsker jeg intet på jorden?”
Ikke når man som Asaf har fået et blik ind i evighedens alvor. Asaf har set, hvordan Gud virkelig viser godhed mod sit folk, også når han tugter. Og Asaf ønsker intet andet af Gud, end at han skal spare ham for den evige pine, som venter de ugudelige, og i stedet føre ham hjem til den evige herlighed.
Asaf ved med sig selv, at hvis det stod til ham selv, ville han ikke nå det mål. Han har lært sit eget bedrageriske hjerte at kende, og han ved, at han har været tæt på at falde fra.
Men han har tillid til, at Gud vil holde ham fast og føre ham hjem: ”Nu er jeg altid hos dig, min højre hånd holder du fast. Du leder mig med dit råd, du fører mig til herlighed” (v. 23-24).
Guds råd er skjult for os mennesker, og vi kan ikke altid forklare, hvorfor det og det skulle ske. Men Asaf har lært en dyr lektie. Han vil nu ikke længere leve sit liv på, hvad han kan se og iagttage med sine sanser. Han vil stole på Guds ord, som er det eneste, der består. Ja ”om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod” (v. 26).
Derfra stammer nu hele Asafs nye frimodighed: Han har lært at se bort fra sit eget forgængelige og bedrageriske hjerte og klynge sig til Guds klippefaste ord.
Dette ord fylder ham med tak og lovprisning, ja med lykke: ”At være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren, så jeg kan fortælle om alle dine gerninger” (v. 28).
Hjælpen for Thomas
Thomas fik en noget mere ”håndfast” hjælp mod tvivlen end Asaf. Og det er vel ikke så få tvivlere, der har prøvet at være misundelige på Thomas. Thomas fik jo lov til at se Jesus. Thomas fik det synlige tegn, han bad om.
Hvorfor får jeg ikke det? Havde Thomas mere brug for det, end jeg har? Hvorfor denne forskelsbehandling? Sådan lyder den misundelige tvivlers spørgsmål.
Men går man til beretningen om Jesu møde med Thomas med misundelsen som indgangsvinkel, går man glip af hele beretningens mening.
Jesus kommer selvfølgelig til Thomas for Thomas’ skyld. Men Jesus kommer også til Thomas som en repræsentant for alle tvivlere.
Beretningen er nedfældet af Johannes ved Helligånden med tanke på alle os, der siden Thomas’ tid har prøvet at tvivle på, om Jesus virkelig er den, han siger, han er: ”Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31). Sådan lyder hele formålet med Johannesevangeliet – med adresse direkte til os i dag.
Men for at hindre enhver tvivl om, at Jesus opsøger Thomas med tanke på os, sker der det besynderlige, at Jesus ligefrem ”træder ud ad teksten” og henvender sig direkte til os, idet han svarer på Thomas’ bekendelse med ordene: ”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (Joh 20,29).
Jesus kan jo ikke tale til andre i lokalet, da de alle har set ham. Jesus taler altså til os.
”Salige er I!” siger Jesus.
Her sætter misundelsen ind igen. Tvivleren længes efter at opleve de åndelige erfaringer og tydelige tegn, som Thomas fik. Og den tvivler, som ville have givet sit liv for at se, hvad Thomas så, må spørge: Hvad saligt er der dog ved ikke at se og må nøjes med at tro?
Men igen er misundelsen forfejlet. Når Gud ønsker at knytte vores tro til sit ord og ikke til de synlige tegn, så kan vi opleve Guds tavshed som et slag i ansigtet. Men virkeligheden er, at Gud gennem tvivlen og anfægtelsen i sin barmhjertighed vil forankre vores tro i Ordets løfter.
Den tro, der lærer at rette sig mod Guds nøgne ord, uden stærke tegn og erfaringer – den tro er i sandhed salig! For det er en tro, der står på Ordets klippegrund. Det er en tro, der til enhver tid – og ikke mindst når hjertet ellers er mørkt og uroligt – kan finde trøst og frimodighed og glæde i den virkelighed, som Ordet åbenbarer. Det er den tro, Gud ønsker, at hans folk skal finde hvile i, og det er den tro, som virkelig kan give en hvile og en fred, som ”overgår al forstand”.
Som Agatha Rosenius formulerede det:
”Når livet er mørkt, jeg er bange og svag,
jeg skuer i Ordet, og der er det dag!”
Og som Lina Sandell skrev i en af de sværeste perioder i sit liv:
Så mørk er ej nat, så hård er ej nød,
at Jesus ej hjælpe formår,
mit lys og mit liv i mørke og død,
den samme i dag som i går.
Se, Jesus er nær,
skønt stundom han synes langt borte.
Hvor så Lina Sandell, at Jesus var nær? Ikke i det, hun umiddelbart oplevede og erfarede, for når hun så på det, syntes Jesus langt borte. Men i Skriftens ord så hun det: at Jesus var hende nær med sin hjælp, med sit lys og med sit liv. For selv når vi oplever det anderledes, så er det sandt, at ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja til evig tid” (Hebr 13,8).
Vi lever i tro
”Salige er de, som ikke har set og dog tror.”
Også gennem Thomas’ vidnesbyrd bliver vi altså henvist til at søge hjælp mod tvivlen i det ord, som alene har ånd og liv til at åbne troens øjne, så vi ikke skal sidde fast i forstandens umiddelbare sanseindtryk og analyser af livet. For uden troen er forstanden ikke nogen objektiv og neutral instans, den er gennemsyret af slangens gift fra Edens have. Kun gennem Guds ord får vi lys over livet og kan gribe ”det virkelige liv”.
Paulus udtrykker det sådan: ”Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses” (2 Kor 5,7).
Sådan er normaltilstanden for en kristen: Vi lever ikke i det, som kan ses! Og det vil selvsagt være kilden til al mulig anfægtelse, for vi orienterer os som mennesker normalt ud fra det, vi ser med vores øjne.
Men Paulus siger faktisk dette i en sammenhæng, hvor han forklarer, hvordan han kan være ”ved godt mod” (jf. 2 Kor 5,6.8). For den tro, som Ordet skaber, er en ”fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11,1).
Når vi lever i Ordet, når Kristi ord bor i rigt mål iblandt os, så har det ord en kraft, en ånd og et liv, som er en sand lægedom mod tvivlens gift. Derfor skal vi som kristne aldrig acceptere, når tvivlens gift ætser i hjertet. Vi skal kæmpe imod den med Ordets våben!
Vidnesbyrdene fra Asaf og Thomas viser os, at tvivlen kan være en hård anfægtelse i en kristens liv. Men de viser os også, at selv under de værste omstændigheder, er tvivleren ikke i en position over for Gud, hvor han har ret til at kræve et tegn.
Asaf erkender og bekender tvivlen som en alvorlig synd, der har været tæt på at føre ham ud i frafaldets mørke, og han ser tilbage på sit liv i tvivl med skam og skyldfølelse: ”Dengang mit hjerte var bittert, og det nagede mig i mit indre, var jeg et uforstandigt fæ, en stud var jeg over for dig” (Sl 73,21-22).
Helt på samme måde ser vi også, at Thomas, da Jesus i sin barmhjertighed strækker hænderne frem og indbyder ham til at røre og se og mærke, netop ikke stikker fingrene i Jesu hænder og hænderne i Jesu side, men falder på knæ for Jesus og tilbeder ham med ordene: ”Min Herre, og min Gud!”
Her ser vi da, hvordan Gud i sin barmhjertighed ønsker at føre tvivleren og den frafaldne tilbage til Ordet, og tilbage til den sande plads, synderens plads på knæ for Jesus, så troens bøn atter fødes: ”Herre, vær mig synder nådig!”
Herrens dag
Når spotten mod Bibelen tager til, så skal vi vide, at dette er et sikkert tegn på, at endens tid er nået. Underligt nok vil det være sådan, at lige før Jesus faktisk kommer igen, så vil stort set hele verden være enige om, at det simpelthen er for langt ude at tro på det.
”For først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ‘Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse’” (2 Pet 3,3-4).
For mig selv har netop dette været den allerstørste kilde til tvivl: I Bibelen har vi Jesu ord for, at han kommer ”snart”. Og nu er der gået 2000 år, vi befinder os i et moderne, højteknologisk samfund, og tanken om, at Jesus lige pludselig skulle flænge Himlen som et lyn fra øst til vest, virker så uendeligt fjern. Jesu snarlige genkomst virker som et eventyr, når jeg står der og tømmer opvaskemaskinen, mens jeg kigger ud ad vinduet og ser bilerne køre i deres faste rutefart mellem arbejde og hjem. Alting bliver jo ved med at gå sin vante gang! Det er min erfaring, og det har været menneskers erfaringer i tusindvis af år:
”Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme (…) Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen” (Præd 1,4.9).
Hvad bliver det til med Jesu komme?
Hånen og spotten finder en frygtelig genklang i mit eget tvivlende hjerte.
Hvad skal vi gøre, når spotten tager til i de sidste tider?
Peters svar er klart: ”I skal huske de ord, som tidligere er talt af de hellige profeter, og vor Herre og frelsers bud, som I har fået gennem jeres apostle” (v. 2).
Og fra dette ord minder Peter os nu om Noa (v.5-6). De, der håner tanken om Jesu genkomst, overser beretningen om syndfloden, siger Peter. Og de overser Jesu klare advarsel ud fra denne beretning. Jesus siger jo: ”Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de ænsede ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være” (Matt 24,37-39).
Tænk, sådan er det at være kristen i de sidste tider: Vi fremstår for verden som sådan nogle tåber, der bygger et gigantisk skib midt inde på landjorden, uden mulighed for at få det ud i vandet – og så venter vi på, at det skal begynde at regne!
Men på Noas tid udeblev syndfloden ikke. Syndfloden blev til en verdenshistorisk realitet, som der er vidnesbyrd om den dag i dag i snart sagt alle kulturers gamle kilder.
Og nøjagtig sådan vil det gå med Jesu genkomst. Ingen har fantasi til at forestille sig den dag, men dommedagen bliver en verdenshistorisk realitet, som intet menneske slipper uden om: ”Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er” (2 Pet 3,10).
Hvad er det menneskeskabte da? Et luftkastel. En drøm om at være fri for Gud og Guds dom. Et fæstningsværk, en tankebygning, der rejser sig i trods mod den almægtige Gud. På dommens dag går det hele i opløsning (v. 11).
Så står det ene spørgsmål tilbage: Er du kendt af Jesus?
Herrens tålmodighed
Tænk, at vi har så klare ord i Bibelen om, hvordan det vil være i de sidste tider!
Og disse ord om Jesu genkomst står netop i en sammenhæng, hvor det gøres helt klart, at der kan gå flere tusind år mellem Jesu første og andet komme: ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag” (v. 8).
Tænk hvis der havde stået, at ”for Herren er en dag som et år”, eller ”som ti år”. Men nu står der ”som tusind år”. Råber dette vidnesbyrd ikke tilstrækkeligt højt om, at tiden ikke er løbet fra at forvente Jesu genkomst?
Men det største vidnesbyrd er det, som nu følger: ”Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).
Hvor er det tragisk at tænke på: at det, som for de fleste mennesker i dag står som et tegn på, at kristendommen ikke kan være sand, i virkeligheden er et tegn på Herrens tålmodighed og Herrens stærke frelsesvilje.
Er det dig, han venter på? Er det på grund af dig, at jorden står en dag endnu?
Hør, hvor han indtrængende kalder på hver en sjæl, der lever borte fra ham: Kom hjem! Kom ind til det evige liv, mens du endnu kan! For en dag bliver det for sent.
Og hør til slut denne lignelse af Jesus:
Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød.
Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.
Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.
Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.
Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre.
Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig.
Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde (Luk 16,19-31).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2016. Hele bladet kan læses her.
