Jeg er nu to gange i forbindelse med andagter i vores hjem blevet mindet om beretningen om Sodoma og Gomorra fra Første Mosebog 18 og 19. Den er på én gang løfterig og trøstende, men samtidig dybt alvorlig.
Sodoma og Gomorras synd var så grusom, at Gud kunne høre skrig derfra, og Gud bekendtgjorde for Abraham, at han ville straffe byerne, hvis menneskenes synd var så stor, som skriget antydede. Da gik Abraham straks i bøn for Sodoma, hvor hans nevø Lot boede med sin familie.
Abraham bad frimodigt og ihærdigt Gud om at skåne byen, hvis der blot var 50, 45 og ned til 10 retfærdige i byen. Gud svarede ham bekræftende hver gang. Han lyttede til Abraham og tydeliggjorde, at Han er en nådig Gud, som ønsker at skåne og frelse. Denne tålmodige, lyttende og barmhjertige Gud er også vores Gud!
Men det alvorstunge i denne beretning er, at der desværre ikke var mere end 10 retfærdige i Sodoma og Gomorra. Gud måtte lade straffen falde på grund af synd og urenhed hos byernes indbyggere. Denne alvor må vi tage til os, for Gud er hellig og ren og tåler ikke synd, og ingen uren kan stå ustraffet for Ham. Tænk, hvis jeg er en af dem, som Gud lader ild og svovl falde over på dommens dag!
Vi er alle syndere, men der er én udvej for synderen i mødet med den hellige Gud – én redning, nemlig Jesus!
Herren ville skåne Lot, hans hustru, to døtre og to svigersønner, står der. Det ville han, fordi Han er en nådig og barmhjertig Gud (Sl 112,4), fordi han huskede Abrahams bøn (1 Mos 19,29), og fordi Lot var retfærdig (2 Pet 2,7). Derfor sendte Gud sine engle for at føre familien ud af byen, inden straffen skulle ramme. Først sagde englene til Lot, at han måtte føre alle, der tilhørte ham, ud af byen. Lot taler med familien, men svigersønnerne vil ikke tro på, at byen skal ødelægges. Ja, der står endog, at Lot selv tøvede.
Men hør, hvor nådig Gud er mod Lot:
“Da han tøvede, tog mændene (englene) ham og hans kone og hans to døtre ved hånden og førte dem udenfor byen og satte dem dér, fordi Herren ville skåne dem” (1 Mos 19,16).
Lot blev opfordret til selv at føre sin familie bort derfra (v. 12), men det endte i stedet med, at han og familien blev taget ved hånden og ført ud – fordi Herren ville skåne dem. Alt blev gjort af Gud til Lots frelse, fordi Gud ville, og fordi Lot ikke magtede at frelse sig selv!
Lot tøvede. Han var retfærdig, men han var usikker i troen på, om Gud virkelig ville straffe synden og lade ødelæggelsen falde – og byen, hans hjemegn og synden dragede ham. Lot kunne ikke redde sig selv og sin familie og føre dem bort fra alt dette, der var så gennemsyret af synden. Og det er så tragisk, for selv efter at Gud i sin nåde og barmhjertighed havde ført familien udenfor byen, vælger Lots hustru mod Guds vilje at se sig tilbage mod byen, der stod i flammer. Hun ser sig tilbage mod det gamle liv, vender sig til synden, og derfor må hun alligevel lide døden. Må hun stå som et advarende eksempel for mig, for os alle.
Ligesom Lot og familien blev reddet og ført bort fra dommen, sådan ønsker Herren at føre os bort fra syndens magt, ind i et nyt liv med ham og frelse os fra den endelige dom. Denne redning og udvej kan finde sted, fordi Jesus bar straffen for vores synd og satte os fri! Derfor kan og vil Han tilgive, rense os og skabe et nyt liv i os. Det er Hans værk alene, intet kan vi gøre selv, men blot takke og tage imod Ham, der ønsker at skåne og frelse os.
Så må vi prise vores Gud og frelser sammen med David i disse vers, som jeg ofte er blevet trøstet ved: “Lovet være Herren dag efter dag, Gud bærer os, han er vor frelse. Gud er for os en Gud til frelse, hos Gud er der vej ud af døden.” Sl 68, 20-21.
Udgivet af
Maja Roed Ditlevsen
Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.