Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Herren ser fra Himlen

Ugens vidnesbyrd, uge 20 2023. Sl 14,1-7.

Tåberne siger ved sig selv: ”Gud er ikke til” (Sl 14,1).

Tåber = ateister/ikke-troende. De tror ikke, Gud er til.

De er ikke tåber i den forstand, at så ved og kan de ingenting. Disse mennesker formår at fremstille teknisk indviklede ting. Det er kloge mennesker i den forstand at de kan regne alle mulige ting ud.

Det kan troende også, men modsat ateisten, ved vi, at Gud er til.

Jeg så på et tidspunkt en gudstjeneste på nettet, hvor man havde inviteret en ateist ind og fra prædikestolen givet ham taletid. Han kunne så derfra fortælle menigheden, hvor dumt og tåbeligt det var at tro på noget, der ikke fandtes.

Præsten på stedet havde derefter sin tid, hvor han argumenterede for, at Gud er virkelig.

Her tænker jeg, at det at argumentere for Guds eksistens over for en ikke-troende kan ende med at blive en svær samtale, som hurtigt kan udvikle sig til tåbelig diskussion om, om Gud nu også er virkelig. Her har jeg erfaret, at når jeg proklamerer over for ikke-troende, at Gud er den, han er, og at ham kan ingen undgå, så ender det meget tit med, at man kan vidne i stedet for at diskutere.

Lad os endelig i vores respektive bevægelser med arkæologiske fund og viden derudfra berige hinanden og argumentere for, at den hellige, treenige Gud eksisterer. Det samme gælder, når vi taler om tvivlsspørgsmål og trosforsvar, det er ikke det jeg er i mod; men at holde den onde ude af vores midte, er vigtigt.

Når dette bliver sagt, at Gud ikke er til, så vil jeg bare sige: Han ser fra himlen ud over os mennesker, og mennesker inkluderer hele jorden og alle, som bor her.

Han ser til den enkeltes hjerte for at finde én, der søger Gud, en forstandig, som der står i Rom 3,10-12: ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste, der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.”

Der kommer en dom en dag, hvor vi alle skal frem for Gud.

Inden den dag kommer, er der en lov her i verden. Ud fra den bliver du dømt for noget, du enten har sagt eller gjort. Ud fra den kan man få længere og kortere straffe, alt efter hvad man har forbrudt sig med.

Men Gud dømmer alt, også dine tanker. Du kan gemme dig, camouflere dig, eller som Jonas stikke af i den modsatte retning. Intet hjælper, der er intet, han ikke ved om. Han ved altid, hvor du er.

Den ikke-troende/ateisten vil med alle tænkelige midler have Gud fjernet ud af det offentlige rum og helt væk. For han har nemlig i sit hjerte besluttet, at Gud ikke er til.

Forstår de intet, alle de forbrydere, som lever af at æde mit folk? De påkalder ikke Herren. Da skal de gribes af rædsel, for Gud er med en retfærdig slægt” (Sl 14,4-5).

Gribes af rædsel” kan også oversættes med ”de skal være rædselsslagne for rædslen”. Det er stærke ord.

I vers 6 står der om, at de vil gøre den hjælpeløses planer til skamme.

Alle I, som siger, Gud ikke er til, hån I blot den troende, gør grin med hans påstand om, at der er frelse at få. Guds folk vil blive lagt for had, men som der står i 6b: Herren er dog hans tilflugt.

Ud over at Herren ser fra Himlen, så sender han også sin retfærdighed. Denne retfærdighed blev født til vor jord. Ved denne retfærdighed kan du blive fuldkommen ren og hellig.

Gid Israels frelse må komme fra Zion” (v.7).

Zion er også der, hvor den høj, som hedder Golgata, er. Det sted, hvor din retfærdighed tog al straffen. Der på korset hænger din frelsesvej. Her blev Jesus gjort til alt det, du er. Ufuldkommen, ond, synder, vantro, hykler og verdslig, alt sammen bliver han straffet for.

Tag imod Jesus som din frelser i dag, for så skal du ikke se døden.

Når du skal frem i dommen , ser Gud dig gennem Jesu rensende blod og siger du er godtaget.

Lad os sammen gå til Golgata og ved Jesu kors bede om den fred, som kun Jesus kan give.

Udgivet af

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.