Beretningen om israelitternes udfrielse af Egypten har igen og igen mindet mig om Herrens nåde og barmhjertighed og om hans løfter om hjælp og frelse. På samme måde er jeg blevet trøstet og opmuntret ved at læse om Josva og israelitternes erobring af Kana’ans land.
Lige før sin død siger Josva i sin afskedstale til folket: “Herren førte selv krigen for jer, sådan som han havde lovet det” (Jos 23,10). Herren havde lovet israelitterne at gå foran, føre krigen for dem og give dem landet i eje (fx 5 Mos 3,22 og Jos 1,3), og i Josvas Bog 24,13 står der, at de ikke selv havde slidt for at få landet. Ja, Herren holdt, hvad han lovede. Han førte krigen for Israels folk, så de kunne vade over Jordan-floden og indtage by efter by.
Jeg kan ikke helt forestille mig, hvor uoverskuelig en opgave det har været for Josva og Israels folk at skulle indtage dette land, men de gik frimodigt frem i tro på Gud og på hans løfter. Alligevel tror jeg, at der må have været bekymrede mødre og fædre, unge og ældre iblandt dem. Mennesker, der trods deres tro på den almægtige Gud alligevel frygtede for, hvad der ventede dem.
Jeg oplever ofte perioder, hvor jeg kan kæmpe med bekymringens byrde, både i mindre hverdagproblemstillinger, men også i større ting gældende fremtiden – bekymringer for uroen i verden omkring os, – for sygdom, – for kære, der ikke vandrer på troens vej, – for, om vi og børnene er og forbliver i troen osv. Vejen mod målet og vort himmelske hjem kan føles lang, men vi skal ikke stride og kæmpe selv på den vej, tværtimod. Guds ord er så rigt og fuldt af løfter.
Gud gav Josva et løfte, og han giver også os løfter om, at han fører an og hjælper os i svære kampe her på jord. Det har han lovet, og vi må stole fuldt og fast på det, for Guds ord står fast. Som Josva også sagde i sin afskedstale, er intet af de ord, Herren har talt, faldet til jorden – alt gik i opfyldelse (Jos 23,14). Dette gælder alle Guds løfter til hele sit folk gennem tiden, og han forventer ikke andet af os, end at vi tror på hans søn Jesus og på Ordet.
Herren har taget ansvaret for at gennemføre det, han har lovet, og det vidner Ordet selv så stærkt om: Herren førte krigen, da Israels folk skulle krydse Det Røde Hav, – da de skulle erobre Jeriko, – da Ruth og Noomi trængte til hjælp, – da unge David stod overfor Goliat, – da Daniels tre venner blev smidt i ildovnen, – da disciplene sejlede under stormen på søen, – da Paulus og Silas sad fængslet osv. osv.
Må vi tage Gud på Ordet og lade os trøste i enhver kamp, vi står i her på jord.
Jeg er afhængig af, at Gud giver mig ord til trøst på vejen frem, for det er alene i Ordet, at den sande trøst og opmuntring findes til at vandre fremad i en verden fyldt med udfordringer, kampe og lidelser af forskellig art.
Jesus siger, at han er med os alle dage, indtil verdens ende (Matt 28,20), at den, der kommer til ham, vil han aldrig vise bort (Joh 6,37), og at enhver, som tror, har evigt liv (Joh 6,47). Guds ord er spækket med løfter til troens folk, og Han ønsker at række det ord til alle, der vil tage imod. Der er hjælp, trøst og frelse i det ord, og der er håb om et evigt liv på den nye jord sammen med vor frelser.
Så står der så enkelt, men så stærkt om israelitterne, da Jerikos mure faldt: “De kunne gå lige ind i byen …” (Jos 6,20b).
Gud vil føre “livets krig” og strid for os, og den største strid, kampen mod synden i os selv, har Jesus vundet en gang for alle, da han bar straffen for vores synder ved sin død på korset. For Jesu skyld kan vi gå “lige ind” i vort himmelske hjem.
Udgivet af
Maja Roed Ditlevsen
Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.